Kronik

Markedet tænker ikke på klimaet

Den største trussel mod en bæredygtig fremtid for natur og mennesker er troen på, at markedsmekanismer kan løse klima- og miljøproblemerne. Målrettet og stærk politisk regulering er den eneste vej uden om katastrofen
En bøf på 200 gram belaster klimaet lige så meget som en bil, der kører mere end 50 km. Der er bl.a. behov for at ændre vores forbrugsmønster, hvis klimaet skal reddes, mener dagens kronikører.

Jakob Dall

14. april 2014

Alt imens politikere flittigt diskuterer, hvordan vi kan genskabe væksten efter krisen, pumper menneskeheden mere og mere CO2 ud i atmosfæren år for år. De entydige advarsler fra blandt andre FN’s klimapanel, IPCC – senest i den tredje, store delrapport, der udkom i weekenden – har ikke resulteret i passende politiske svar. I stedet står vi i en situation, hvor klimabelastningen overstiger naturens evne til at genskabe økologisk og klimatisk balance, med store og ubehagelige konsekvenser.

Den største trussel er en udbredt tro på, at markedsmekanismer kan løse klima- og miljøproblemerne. Det er på ingen måde tilfældet. Stort set al politisk innovation på området tager udgangspunkt i, hvad vi kan regulere med markedet som koordinerende mekanisme. Dette er netop en af de største forhindringer for de radikale løsninger, som er nødvendige. Det kræver målrettet og stærk politisk regulering, hvis vi skal undgå katastrofen.

Naive væksttanker

Det er en udbredt idé, at teknologiske fremskridt mere eller mindre automatisk vil skabe en så energieffektiv produktion, at klima- og miljøproblemerne forsvinder. Der tales om at afkoble økonomisk vækst fra klimabelastning. En forestilling om, at vi kan skabe vækst uden at belaste klima og miljø yderligere.

Men den tankegang er i bedste fald naiv. For ser man på udviklingen indtil nu, er det ganske enkelt ikke lykkedes nogen steder i verdenen at afkoble økonomisk vækst fra naturødelæggelse.

Man kan ganske vist se, at energiforbruget pr. produceret enhed falder i takt med, at BNP stiger. Men den såkaldte energieffektivitet stiger langt fra nok til, at man kan tale om afkobling.

Den eneste løsning er derfor en ligevægtsøkonomi, hvor den eksisterende energieffektivisering suppleres af tiltag, der sigter mod at begrænse væksten – særligt inden for industrier, hvor miljøpåvirkningen er særligt intens. Grundlæggende handler en sådan økonomi om en balance mellem forbrug og naturlige og menneskelige ressourcer. Det betyder, at økonomien ikke kan vokse sig større, end hvad naturen og miljøet kan understøtte.

I stedet for at stile mod at afkoble klimabelastning fra økonomisk vækst, skal vi altså arbejde for en tilkobling. Vi skal koble klima- og miljøudvikling tættere sammen med den økonomiske udvikling og på den måde samtænke dem i et gensidigt hensyn. Hvordan en sådan tilkobling kan udmøntes politisk, har vi to konkrete bud på:

For det første er det nødvendigt med en CO2-skat, som i det store hele begrænser vækst gennem en betydelig fordyrelse af klimaskadelig produktion. For det andet skal miljø- og klimacertificeringerne, som på nuværende tidspunkt sigter mod at integrere produkters miljøpåvirkning i prisreguleringen, ikke styres efter markedsmekanismer, men underlægges en stærk politisk regulering.

Kunstigt lavet priser

I en markedsøkonomisk tilgang til klima- og miljøødelæggelse er fremtidige omkostninger, som er forbundet med nutidens ødelæggelse af miljøet og klimaet, ikke afspejlet i prisen på varerne. Prisen på de ting, vi køber, er med andre ord kunstigt lavet.

Når man eksempelvis lægger en bøf på 200 gram på sin tallerken, har den belastet klimaet med så mange drivhusgasser, at det svarer til at køre mere end 50 km. i bil. Der er dog intet i konkurrencen mellem forskellige bøfproducenter, som får dem til at indregne omkostninger til fremtidens oversvømmelser, tyfoner, skovbrande og hedebølger i prisen på bøffen.

Derfor skal der systemiske ændringer til, hvis den globale markedsøkonomi ikke skal ødelægge sit eget naturgrundlag. Man kan ikke ændre markedsøkonomien med markedsøkonomiske midler, så enhver løsning må være politisk og med udgangspunkt i civilsamfundet.

EU’s kvotesystem er et forsøg på sådan en løsning. Men det har, for at sige det lige ud, vist sig at være dybt utilstrækkeligt. Det ville være langt bedre at indføre en CO2-skat. Ved at beskatte leverandørerne af fossile brændstoffer fordeles udgiften til alle sektorer i samfundet.

Producenterne tvinges nemlig til at tage højde for de fremtidige omkostninger, som klimaforandringer ville medføre, når de fastsætter prisen på eksempelvis deres bøffer.

Dermed vil prisen på en vare bedre afspejle den klimabelastning, som produktionen af varen er skyld i, hvis skatten vel at mærke sættes tilstrækkeligt højt.

Indfases CO2-skatten på mellemlang sigt, f.eks. over 20 år, så kan virksomhederne nå at omstille produktionen til den nye skat.

Indtægterne bør bruges globalt til at forhindre yderligere klimaforandringer og til at afbøde konsekvenserne af de nuværende forandringer, ligesom de på nationalt niveau skal sikre, at skatten på CO2 ikke bliver en uoverstigelig økonomisk byrde for dem med lav indkomst.

I Danmark kunne dele af indtægterne bruges til en lettelse af det skattefrie bundfradrag. Men der skal også betydelige tiltag til for at løse de ulighedsskabende mekanismer på globalt niveau, da udviklingslande ellers vil gå glip af den store velstandsforøgelse, som de industrialiserede lande har haft gavn af.

Miljøet er et politisk projekt

Der findes også mere decentrale løsninger, som kan bidrage til at få forbruget på miljøbelastende produkter til at falde og i sidste ende måske også ændre virksomhedernes måde at producere på. Det fordrer en mere miljøvenlig (forbruger)adfærd, for langt det meste – hvis ikke al – klimabelastning stammer fra forbrug. Men det kræver også, at miljøorganisationer og andre civilsamfundsspillere handler politisk.

I samspil med forbrugere og politikere kan organisationerne udvikle certificeringer, der tager hensyn til et produkts miljøpåvirkning. For at sætte folk i stand til at handle forbrugerpolitisk er der allerede indført forskellige certificeringer, så forbrugeren kan vælge den – miljøpolitisk set – bedste vare. Det danske røde Ø-mærke er et eksempel på en sådan ordning.

I en markedsøkonomi er virksomheder dog kun interesserede i certificeringer, der kan betale sig. Politikerne har derfor et stort ansvar for at skabe et marked for bæredygtige produkter.

Dette kan ske gennem lovgivning, der til dels opstiller nedre grænser for, hvor store andele af bæredygtige produkter, der importeres og produceres i landene og hermed sikrer en vis stabilitet i efterspørgslen. Dels skal lovgivningen også sætte nogle rammebetingelser for strengheden af de pågældende certificeringer for at forhindre, at billigere og dårligere certificeringer udkonkurrerer gode og strenge, som vi i nogen grad har set det med blandt andet skovcertificeringer.

Risikoen med certificeringer, der ikke bakkes op fra politisk hold, er altså, at forskellige certificeringer risikerer at konkurrere om markedsandele, hvilket kan medføre, at de udvandes i et ’ræs mod bunden’, hvis den kritiske forbrugerbevidsthed ikke følger med og dermed skaber et opadgående socialt pres på den miljømæssige standard.

Pointen er, at vi i dag lever med et marked, der grundlæggende ikke er i stand til at løse de store miljø- og klimaudfordringer, vi står overfor. De tiltag, vi har skitseret ovenfor, kan indføres mere eller mindre med det samme. Men det er langt fra nok. Der er brug for et nyt paradigme, hvor miljø- og klimapolitiske strategier tænkes i tæt samspil med den økonomiske udvikling, et paradigme, hvor hensynet til naturen sættes før økonomien. Vi bliver nødt til at arbejde for en tilkobling i stedet for den urealistiske drøm om afkobling. Den seneste rapport fra FN’s klimapanel illustrerer med al tydelighed, at tiden er ved at rinde ud.

Pil Christensen, Lasse Folke Henriksen og Nils Wiese er sociologer og medlemmer af Selskabet for Kritisk Samfundsforskning, som er et netværk af unge akademikere, der ønsker at bruge samfundsforskningen til at sætte spørgsmålstegn ved det aktuelle samfund og dets udvikling. Selskabet skriver for Information hver fredag og ved andre særlige lejligheder

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Andreas Suhr
  • Estermarie Mandelquist
  • morten Hansen
  • Niels Duus Nielsen
  • Nils Nørgaard
  • June Beltoft
  • Erik Nissen
  • Trond Meiring
  • Simone Bærentzen
  • lars abildgaard
  • Steffen Gliese
  • Ejvind Larsen
  • Philip B. Johnsen
  • Niels-Simon Larsen
Andreas Suhr, Estermarie Mandelquist, morten Hansen, Niels Duus Nielsen, Nils Nørgaard, June Beltoft, Erik Nissen, Trond Meiring, Simone Bærentzen, lars abildgaard, Steffen Gliese, Ejvind Larsen, Philip B. Johnsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Co2skat.
Ok.
Kom igang.

morten Hansen, June Beltoft, Erik Nissen, Simone Bærentzen, lars abildgaard og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Klart tænkt, klart skrevet.

Hvorfor er det så svært at få vores politikere i gabestokken over det her emne? De smutter hele tiden udenom. De vil ikke tabe ansigt, så de lader naturen tabe, og det får de vælgeropbakning til.

Det store kødbillede fortæller udmærket om et af problemerne. Hvordan drosler vi ned for kødforbruget?
Vi skal væk fra denne lokke/frister kultur: Hør, lille ven, kunne du ikke tænke dig et stykke ... Det kunne aldrig hedde: Kunne du ikke tænke dig en fremtid for dine børn og børnebørn?
Markedet kan aldrig gøre noget 'godt'. Det vil altid kun gøre det, der i øjeblikket kan betale sig, og det synes jeg, kronikken fint beskriver.

morten Hansen, June Beltoft, Torben K L Jensen, Erik Nissen, Trond Meiring, Estermarie Mandelquist, Simone Bærentzen, Lene Andersen, lars abildgaard, Søren Roepstorff, Helge Rasmussen, Steffen Gliese og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Det er fødevarepriser der holder folket fra opstand, så priserne skal holdes kunstigt nede.

Men alvoren er ikke til, at tage fejl af, hvis nogen skulle være i tvivle på Borgen, hvis overlevelse er et instinkt de besidder, så melder de ud med, tiltag imod klimaforandringerne de kommende dage, der modsvare alvoren i FN’s klimapanel: "Der er håb, et beskedent håb."

Keld Kollerup Kvist

Jeg er enig i de synspunkter forfatterne fremhæver i artiklen, og tak for løsningsforslag. Problemet er bare, at vi i et lille land som Danmark ikke kan sættes os udenfor resten af verden og tro, vi kan løse verdens problemer. Kan vi i EU blive enige om en regulering som foreslået med en CO2 skat, der blev styrende for folks adfærd og dæmpede efterspørgslen på CO2 forurenende energi og vareforbrug, så var det en mulighed. Men kvotehandelen i henhold til Kyoto aftalen, der var et sådant forsøg, fungerer ikke grundet for mange frie kvoter ved starten.
Jeg er grundliggende enig i, at vi må lære at afpasse pengemængden og købekraften i forhold til, hvad der er en bæredygtig produktion og forbrug. Det vil sige, at der er en overgrænse for, hvor meget vi må forurene med CO2 og andre klimagasser og med organisk stof til vandsystemer og med farlige stoffer til omgivelserne , f.eks. Cadmium og Kviksølv. Dette må produktion, udbud og pris tilpasses efter.
Når vi som i dag med pengemultiplikatoren i banksystem kan belåne fremtidig værdi og sætte disse penge i omløb, så kan vi ikke styre forbruget, og vi kan ikke skabe en bæredygtig udvikling. Men hvordan melder vi os ud af alle vore alliancer og handelsrelationer og starter på en frisk. Hvad skal vi så leve af? Jeg har ikke noget godt svar, men vil gerne være med til at finde nogle mulige scenarier. Måske er en meget stram valutapolitik i eurozonen en mulighed.
En anden udfordring er , at vi i vor nuværende neoliberale frihandelsøkonomi ikke umiddelbart i et agrænset område som Danmark eller EU kan særbeskatte varer, der ikke er produceret med fornøden hensyn til bæredygtighed - sociale hensyn (rimelig løn) , miljømæssige og arbejdsmiljømæssige samt samfundsøkonomiske hensyn og måske også rimelig tryghed.

Philip B. Johnsen

Hvis vi bliver lidt i småtings afdelingen, kan nævnes opsættelse af handelsbarrierer, der stiller krav til producenter, kun produkter, der er produceret til maksimal levetid, kan forhandles i almindelig handel i Danmark, hvilket betyder stop for underlødige produkter.

Handelsbarrierer i bred forstand, er det vigtigste værktøj, i kampen mod klimaforandringer.

Trond Meiring, Simone Bærentzen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Man må ikke sige, at der ikke er noget at gøre. Der sker en masse i bunden, og en dag kommer toppen nok med, når de ser, at folk i bunden er engagerede. Fødevarefællesskaberne vokser, og nu er der gang i en landsdækkende hjemmeside, døff.dk
Det er først, når man selv engagerer sig, at det begynder at tegne lysere. Man skal have hænderne nede i udviklingen. Situationen nu er et lærestykke i demokrati. Hidtil har demokratiet mest bestået i noget udvendigt, men nu kryber det ind i os. Fortvivlelsen over, at der sker for lidt, bliver brændstofmidlet til at finde sammen med andre og skabe noget. Det er der masser af eksempler på. Det er en lang vej.

morten Hansen, Trond Meiring, lars abildgaard, Morten Pedersen, Søren Roepstorff, Lise Lotte Rahbek og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar

Der er bare et lille problem, som jeg har læst andre nævne som svar på andre artikler. Den økonomiske vækst. Jo I Danmark og måske Europa kan vi være luksus dyr og sige - ok vi sparer en bøf eller en flaske rødvin væk.
Men forklar en kineser eller en inder eller hvor ved jeg, at de ikke kan have vækst, pga. klimaet!?
At indføre en co2 skat i Danmark eller ja hele verdenen, vil det ændre de her udviklingslandes befolkningers ønske om vækst? Og vækst vil jo være implicit, som artiklen vist siger, mere co2 udledning.
Skal du have 100 millioner ud af fattigdom, så koster det, det koster co2.
Så synes som der er nogle der er ret naive. Jeg kan personligt godt skære ned på mit forbrug, ja jeg køber bukser hver andet år, mit tøj kilo forbrug ligger vist langt under normalen. Men der er jo miilarder på kloden som nærmest kommer fra ingenting og ingenting har at spare væk. Deres øgede vækst, forbrug = co2.

peter fonnesbech

Spis mindre kød , og når i skal på ferie til Frankrig, så cykler i derned.

Per Torbensen, Else Marie Arevad og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Hvorfor er man så sikker på, at "et lille land som Danmark" ikke kan sætte sig udover resten af verden? Et lille land som Danmark kan netop i langt højere grad handle selvstændigt og uafhængigt, bl.a. fordi i det store og hele på alle væsentlige områder er selvforsynende eller kan blive det.

morten Hansen, Torben K L Jensen, Trond Meiring, Simone Bærentzen, Lise Lotte Rahbek, Niels-Simon Larsen, Søren Roepstorff og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar
Majbritt Nielsen

Stig Tanggaard
14. april, 2014 - 21:23
"et lotteri, 1 barn per tusind kvinde."
Hvad med at få alle mænds sædceller lagt på køl, så tage en portion frem per mand. Så kan i hyppe løs, uden at gøre mere end max en kvinde gravid.

Underligt som det altid kvinden der skal stå med sorteper, når der tales børnekvoter.
I kinas et-barns politik. Blev kvinder tvunget til at abortere langt henne i graviditeten. Men farmand. han kunne bare stå på sidelinjen. det var jo ikke ham der skulle tage tæskene.
I hovedsaglig aiatiske lande har man nu underskud af kvinder. Så meget at der bortføres og sælges kvinder til områder. Og det fordi at mænd helst vil have drenge. Så pigefostre sorteres fra. - Igen er det kvindens krop der skal ligge krop til. Både i den der abortere og som abortfoster. Så hvad med noget nytænknin???

MÆNDENE, ---det jo dem der har nemmest ved at sætte flest børn i verden.
En kvindes reproduktion er begrænset i det hun går 9 mnd med et barn og så går der noget tid før den næste kan komme til.
Så i stedet er det nemmere at stoppe sæden og mindre omkostningtungt både økonomisk og operations-mæssigt. Da det er mindre belastende for manden at få "snippet" strengene end kvinden.
Ham er det lokalbedøvelse, så hjem.
Hun fuld bedøvelse og med højere risiki.

Helge Rasmussen

Kun otte lysminutter herfra, ligger et stabilt fusions-kraftværk, der producerer lige så meget energi som firs milliarder millioner almindelige store el-kraftværker og har gjort det i milliarder af år, uden nedbrud eller utilsigtede radioaktive udslip.
Jorden modtager konstant og stabilt, 24/7/365, gratis, 500.000 terawatt energigi fra solen, hvilket er cirka 25.000 gange vores totale, globale energiforbrug på omkring 20 terawatt.

Regeringer verden over, er i lommen på energiselskabernes lobbyister, der er dygtige til at overbevise magthaverne om at vores eneste reelle mulighed for at dække efterspørgslen på energi, er at købe den af de store forhandlere af fossile brændsler som de henter fra tjæresand og andre miljøødelæggende teknologier og snart også fra boringer i arktis, til benefice for samme firmaers aktionærer.
Og hvis de kan tjene kassen på fissions a-kraft, vi de også gerne det.

Er disse lobbyister virkelig så magtfulde at de kan forhindre udbredt brug af solens fusions-kernekraft? det er dog den absolut største, bedste og billigste problemfrie energikilde vi har.

Andreas Suhr, morten Hansen, Torben Kjeldsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Henrik Danstrup

Det er alligevel sødt, når unge akademikere stadig med stor ildhu viser en veneration for centralistisk planstyring a la Sovjet. Straks mere trist, at de ikke opdagede, at den logik har overskredet sidste salgsdato og er nu blot en anakronisme.

Steffen Jørgensen

Henrik Danstrup,

Du får tildelt 125 g bøfkød pr. måned, gør du. Men kun i en 3 mdrs. prøvetid. Så kan vi se, om du får det lært.

En anden pudsig ting der iøvrigt slår mig når jeg læser de her debatter om klimaet og ligevægt er, at det synes som om danskere og måske andre vesterlændinge tillægger vores betydning og forbrug en hel masse. F.x. når folk snakker om at kinas co2 udledning skyldes vores køb af deres varer. Men i dagens Kina er der forbrug der langt overstiger i tal hvad vi kan drømme om. Der er vel måske 500 millioner smartphone brugere i kina, og de skifter mobil lige så hyppigt som danskere.
Greely er vist verdens største producent af aircondition, og det er primært pga. hjemmemarkedet (kina).
Jeg husker ikke tallene for biler, men kina er nok største forbruger af biler meget snart, og det er ikke ladaer eller trabiant.
Som skrevet i en kommentar foroven, at hjælpe 100 millioner ud af fattigdom det koster, på klodens ressourcer, klimaet osv.
Et problem jeg ser i debatten er bare at nogle eller de fleste debatører tror danmarks eller europas indsats er super vigtig. Hvis europa skulle gå tilbage i vækst for at kompensere kinas vækst så snakker vi tilbage til stenalderen.

Niels-Simon Larsen

@Stig: Sikke meget du ved.
Har du ikke bare en lille og realistisk ide til, hvad vi bør gøre eller hvad du selv er i færd med at udrette?

Når man har spist sin dejlige, saftige bøf på minimum 350 gram skal man straks gå ud i sin køkkenhave og foretage et par kraftige udåndinger på de grønne planter - de er helt vilde med en ordentlig dosis CO2.
Så kan man gå til ro med god samvittighed, for man ved, man har medvirket positivt til naturens store kredsløb.

Philip B. Johnsen

Niels-Simon Larsen

Der er mange forskellige reaktioner, man kan sagtens forestille sig intet, at kende til udfordringerne, kan forekomme lettere end, at håndtere kendsgerningerne, negligere eller latterliggør fakta, kan også være en måde, at håndtere virkeligheden på, men det er ikke det væsentlige. Vi er alle i samme båd, det er ansvaret for håndtering af udfordringer, der kræver håndtering der for alvor, vil piske vandene op i sidste ende, som du selv skrev det, noget i retning af, det er et spørgsmål om tid.

Det er unødvendigt, at puste til ilden, den har fået fat i denne tråd.

Helene Nørgaard Knudsen

Vi har haft et tech-race på våben, rumfart og computere, ja, i det hele taget forbrugerelektronik. Hvornår starter man et tech-race der sigter efter grøn energi? Der sker allerede lidt i og med at man går efter at gøre elektronik mere strømbesparende. Det er jo ikke fordi vores produkter bliver nedslidte. Udviklingen går bare så stærkt at man ikke kan udnytte de nyeste teknologier uden en investering. Et godt eksempel er fjernsyn. HD og nu ultraHD.

Steffen Jørgensen

Det er så lidt, der skal til. Tænk bare på Gandhi! Et simpelt kæde var hans dragt. Lidt frugt og lidt gedemælk var hans føde. Det er ikke de materielle goder, vi skal stræbe efter. Det er det indre liv, som skal dyrkes. Hvorfor har ikke alle mennesker i Danmark en ged?

Torsten Jacobsen

@Stig Tanggaard

Jeg tror At vi i Vesten spiller en vigtig rolle, fordi vi så at sige afgør hvor højt barren skal sættes, når man taler om at løfte en befolkning ud af fattigdom. Vores materielle levestandard er målet for fattige overalt i verden.

Det kan klodens ressourcer ikke understøtte. Når de globale ledere sætter sig til forhandlingsbordet har de fattige lande (de såkaldt Annex II-lande) efter min mening et legitimt krav på, at løfte deres befolkninger ud af fattigdom, op til en levestandard der svarer til vores. Jeg synes ikke det er rimeligt at sige, at de må undvære, blot fordi de kom sidst til bordet.

Men når det ikke er muligt at hæve verdens befolkning op til vores levestandard på en bæredygtig måde, så må det logiske skridt være, at vi går i gang med at sænke vores materielle levestandard. Vi må så at sige mødes på midten (eller hvor det bæredygtige snit nu falder), hvis vi skal kunne nå frem til en global aftale, som verdens fattige lande kan leve med.

Det betyder i praksis, at verdens rige lande (Annex I-lande) må nedbringe deres co2-udledninger hurtigere og i større omfang end Annex II lande. Vi må give rum til fortsat udvikling i lande, hvor der er afgrundsdyb fattigdom, og det gør vi ved at indskrænke vores eget råderum.

Det fører os ikke tilbage til stenalderen, men det kræver nok en gentækning af hele vores kapitalistiske system, hvis ikke kapitalismen helt må opgives.

En væsentlig sidegevinst ved at hjælpe verdens fattige ud af deres fattigdom, vil være at fødselsraterne i verdens fattige lande vil falde. Her ser vi en begyndelse på en løsning af det større, overordnede problem: for stor befolkningstilvækst.

Så jo: det er af afgørende betydning hvad vi i de rige lande gør i de kommende år.

morten Hansen, Lars Bo Jensen, Grethe Preisler, Niels Duus Nielsen, Per Torbensen, Rasmus Kongshøj og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar
Peter Ole Kvint

98% af den CO2 som kommer i atmosfæren hvert år er fra havet. Så hvis menneskeheden bliver enige om at stoppe med at udlede CO2 så er dette uden praktisk betydning for luftens indhold af CO2. Etter i løbet af 50 år er det kun fysisk muligt at udskyde stigningen i CO2 med et år. Dette år kan man ikke bruge til noget.

Torsten Jacobsen

@Peter Ole Kvint:

Havet har en egenskab som menneskelig aktivitet ikke har, når vi taler om Co2. Jeg vil overlade det til dig selv at tænke dig frem til, hvilken egenskab der er tale om. Når du indser det, vil du samtidig indse at din påstand er forkert.