Kronik

Grundloven og kommunismens genfærd

I anledning af grundlovsdag i morgen er det værd at huske på, at Grundlovens moderne Danmark i høj grad bygger på frygten for kommunismen. I dag såvel som i 1849 er formålet med spøgelsesjagten at befæste den herskende samfundsorden og afholde folket fra at drømme om noget bedre
Den amerikanske højrefløj har ofte karakteriseret Barack Obamas politik som ’rendyrket kommunisme’ – som demonstreret her ved et Tea Party-arrangement i Detroit.

Jim West

4. juni 2014

De »communistiske Lærdomme og Læren om den almindelige Stemmeret har eet og det selvsamme Udspring«, hævdede nationaløkonomen C.N. David. Det var for præcis 165 år siden – under de debatter, der førte frem til det moderne Danmarks første grundlov: Junigrundloven fra 1849.

Han ytrede dermed en skepsis, som mange delte: Kunne man opnå demokrati uden kommunisme? David var ikke i tvivl: Havde man først skabt politisk lighed mellem de fattige og de velbeslåede, ville de fattige snart indlede sociale og økonomiske angreb på ejendom, dannelse og civilisation. Alt sammen under påberåbelse af det selv samme princip om lighed.

C.N. Davids kommunismebesværgelser på den grundlovgivende rigsforsamling i foråret 1849 kan åbne en dør på klem til væsentlige, men fortrængte kapitler af en fortid, vores moderne samfund er rundet af – herunder de fremtidsforhåbninger og de former for fremtidsfrygt, som rækker ud over vores egen historiske epoke.

Fra 1840’erne til i dag er kommunismens spøgelse gang på gang blevet manet frem. Og hvad enten kommunismen er blevet fremstillet som demokratiets uheldige bivirkning eller dets diametrale modsætning, har spøgelsesjagten været i magthavernes interesse.

Alle mod kommunismen

Kommunisme er noget, vi i dag oftest forbinder med det 20. århundredes verdenspolitiske fronter. Derfor kan det virke besynderligt, at Grundloven skulle have noget at gøre med kommunisme.

Men ser vi på den danske offentlige debat i denne afgørende periode, dukker kommunismen faktisk op igen og igen. Den fandtes ikke i form af håndgribelige sociale eller politiske bevægelser på dansk grund, og dens principper blev heller ikke kendt gennem Marx’ og Engels’ kommunistiske manifest i 1848, da det blev overdøvet af årets store europæiske revolutioner og først rigtig udbredt flere årtier senere.

Kommunismen fandtes derimod i 1840’ernes Danmark som en ny samfundstanke og et nyt begreb, som hurtigt bredte sig fra fransk politik til resten af Europa. Den blev hurtigt noget, man måtte forholde sig til. Selv om virkelige, erklærede kommunister var nærmest umuligt at finde på dansk grund, lød der advarsler mod dem og deres lære fra alle sider af det politiske spektrum. Kommunismen blev et politisk spøgelse i 1840’erne.

Det var kommunismen, der spøgte, når grundlovsfædrene søgte at dæmme op for de mest ekstreme demokratiske udskejelser, først og fremmest gennem indskrænkninger af stemmeretten i den nye grundlov. Hverken kvinderne, de fattigste eller de unge under 30 år måtte få indflydelse på den lovgivende forsamling. Det var under en sjettedel af befolkningen, der blev stemmeberettiget.

Alligevel vovede selv de ivrigste erklærede demokrater i år 1849 ikke at håbe på mere. For på tværs af alle partiskel og meningsforskelle kunne politiske debattører dog enes om, at et vist minimum af ejendom og åndelig dannelse måtte være en forudsætning for den enkelte borgers deltagelse i det politiske liv.

Rigdom og moral

Man var altså tilbageholdende med de demokratiske reformer. Og dog mente mange, at man allerede var gået for vidt. C.N. David var én af dem. Under debatterne i den grundlovgivende rigsforsamling anbefalede han, at man indskrænkede stemmeretten langt mere, end grundlovsudkastet lagde op til – for at undgå kommunismen. Kun de velhavende skulle kunne stemme. For med ejendommen fulgte den moral, som var nødvendig for politisk ansvarlighed, mente han:

»Det er vistnok sandt, at Formue ikke directe kan tjene til et Maal for moralske Egenskaber, ligesaalidt som Aarene kunne gjøre det; men det er derfor ikke mindre sandt, at Formue i Almindelighed er Resultatet af visse Factorer, af hvilke de moralske Egenskaber udgjøre en væsentlig Bestanddeel. Den, der har den mindste Indsigt i Productionen og veed, hvorledes Formue bliver til og vedligeholdes, vil aldrig kunne negte dette, og det er mig derfor vanskeligt at indsee, hvorledes han vil kunne negte, at den, som besidder en vis Formue eller betaler et vist Skattebidrag, i Reglen maa ansees at besidde visse moralske Egenskaber.«

De rige var med andre ord også blevet rige, fordi de var bedre mennesker. Og dermed kunne det tjene samfundets helhedsinteresser bedst at lade dem alene afgøre parlamentets sammensætning.

Men det var langtfra kun David og hans politiske meningsfæller i godsejerkredse og blandt enevældens gamle tilhængere, der mistænkte de lavere samfundsklasser for at rumme kimen til kommunisme. Grundlovens nationalliberale forfattere og forkæmpere hyldede gerne ’folket’ og dets berettigede politiske indflydelse, men kun så længe dette folk stillede sig bag sine rette, nationalliberale førere.

Da danske arbejdere og bønder selv begyndte at kræve politisk indflydelse gennem deres egne repræsentanter, var den nationalliberale Orla Lehmann hurtig til at tordne mod disse »communistiske Fanatikere«. Demokratiet måtte altså begrænses, hvis det ikke skulle blive kommunistisk.

På tidens venstrefløj mente man tværtimod, at den politiske indflydelse til menigmand netop ville være det bedste værn mod den kommunisme, der ville udspringe af højrefløjens fjendtlighed mod det jævne folk. Men heller ikke her forestillede man sig en udvidelse af stemmeretten til de allerfattigste mænd – eller til kvinderne.

Gengangernes budskaber

Ingen ville altså kendes ved kommunismen, men alle kappedes om at afvise den skarpest og mest effektivt. Den tyske retslærde Lorenz von Stein formulerede det præcist i sin oversigt fra 1842 over tidens nye kommunistiske og socialistiske retninger i Frankrig: Offentligheden var blevet grebet af kommunismen som »et dystert truende spøgelse, på hvis virkelighed ingen vil tro, og hvis tilværelse dog alle anerkender og frygter«.

Set fra eftertiden kan det minde om USA under McCarthyismens storhedstid et århundrede senere – eller om vores egen tids terroristskræk. Eller for den sags skyld om det stadige behov for at lade kommunismen gå igen, også her et kvart århundrede efter Berlinmurens fald: i stridigheder om den kolde krigs historie, i den amerikanske højrefløjs karakteristik af Barack Obamas sundhedsreform som rendyrket kommunisme og i mange andre tilfælde.

Lige fra 1840’erne til i dag er kommunismens spøgelse blevet manet frem med det formål at blive manet bort – hver gang i forhåbningen om, at denne bortmanen ville være den endelige. Formerne har ganske vist ændret sig. I dag fordømmes kommunismen som den diabolske modsætning til demokratiet, hvorimod mange af 1840’ernes debattører afviste både demokratiets politiske lighed og kommunismens sociale lighed som samme djævelskab.

I begge tilfælde er formålet med spøgelsesjagten dog at befæste den samfundsorden, der hersker lige nu og her, ved at bekæmpe drømmene om en anderledes samfundsorden. Det handler om at tæmme borgernes længsler efter et – måske – bedre liv under andre samfundsbetingelser end de nuværende.

Dermed kan den stadige antikommunistiske fremmaning af kommunismespøgelset endda synes at være et nødvendigt fjendebillede for et moderne, kapitalistisk samfund. Men denne nødvendige leg med spøgelser kan også vise sig at være risikabel: I stedet for at tæmme borgernes længsler kunne spøgelsesjagten ende med at give disse længsler et mål, de kan rette sig efter.

Måske er det slet ikke så enkelt at opnå et kommunismefrit demokrati.

Bertel Nygaard er lektor i moderne historie ved Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet. Den 23. juni udkommer hans nyeste bog ’Det røde spøgelse – kommunismen og 1840’ernes danske politiske kultur’

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Aksel Gasbjerg
  • Rasmus Kongshøj
  • Jakob Lilliendahl
  • Bill Atkins
  • Michael Kongstad Nielsen
  • HC Grau Nielsen
  • Claus Jensen
  • Lise Lotte Rahbek
  • lars abildgaard
  • Niels Engelsted
  • Steen Sohn
  • Niels-Simon Larsen
  • Grethe Preisler
Aksel Gasbjerg, Rasmus Kongshøj, Jakob Lilliendahl, Bill Atkins, Michael Kongstad Nielsen, HC Grau Nielsen, Claus Jensen, Lise Lotte Rahbek, lars abildgaard, Niels Engelsted, Steen Sohn, Niels-Simon Larsen og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Man skal undgå at nævne ordet kommunisme, da det er så befængt og bare sige helt nøjagtigt, hvad det er, man vil indføre. Sådan et parti som Alternativet vil jo også fremstå som den skinbarlige kommunisme for nogle.

Niels Engelsted

Tak for artiklen, meget oplysende om et glemt aspekt.

Niels-Simon, ja, lad os undlade at nævne alt det, der skræmmer de gode borgere, lad os sanere vokabularet for historiske ord, der skræmmer, lad os være tavse om begivenheder, der foregår lige for vores øjne (et hip til Informations dækning af Bilderbergmødet i Københavns Havn), og så videre.

Hvad er det iøvrigt helt nøjagtigt det som Alternativet vil indføre, som nogen vil opfatte som den skinbarlige kommunisme?

Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Mosbak og HC Grau Nielsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Tanken modsiges jo af, at den europæiske kulturs ypperste frembringelser har rod i demokratiet - et demokrati, der radikalt greb ind i forhold til overklassens ejendom, og som med disse penge skabte en politisk, kulturel og religiøs offentlighed.
På samme måde kan man sige, at den almindelige valgret er garantien for, at overklassen bøffer op med pengene til uddannelse, så den ikke risikerer, at uvidenhed og manglende omtanke skal fremkalde situationer, der for alvor sætter samfundsordenen på spil.
Hele tankegangen bygger på, at ejendom gøres til noget mere, end den er - og at de, der ikke besidder den, tilskrives en lang række egenskaber, der forskelliggør dem fra de besiddende klasser. Det er en afgørende fejltagelse - og desværre går den igen i den herskende ideologiske forståelse, og en reproducerer sig selv ved til stadighed ikke at lade undervisningssystemet give alle klasser den samme grad af kvalitet og arbejdsomhed, bl.a. fordi de herskende klasser udmærket ved, at penge kommer og går med held og forstand, mens viden er magt. Jo mere, man kan overbevise folk om, at de ikke længere behøver vide noget, fordi alt kan slås op, jo mere svækker man folks muligheder for at tage magten over eget liv og at deltage i det fælles samfundsliv.

Bjarne Bisgaard Jensen, Karsten Aaen, Rasmus Kongshøj og HC Grau Nielsen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Døm ikke fortidens religiøse, politiske og ideologiske koryfæer for hårdt. De være sig liberalister, kommunister, socialister eller kompromissøgende kættere af enhver art.

Ingen af dem kunne på forhånd vide, at hvert et trin de tog på trappen ned til planeten Jordens bundne skatte af fossil energi, ville føre dem og os - deres efterkommere - et skridt nærmere til Helvedes porte og planeten Jordens undergang som habitat for det mangfoldige liv, der har udviklet sig på dens overflade gennem milliarder af år.

Vi ved det omsider - belært af bitter erfaring. Og hvis vi ikke snart finder ud af, hvad vi vil bruge denne lidet lystige viden til, ser det sort ud for vores efterkommere.

Lise Lotte Rahbek og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

@Niels E: Alternativet siger klart, at det gælder et nyt samfund. Det kommer frem af de grundskrifter, der efterhånden er udarbejdet. Efter årsmødet her d. 11. bliver det lagt frem for offentligheden, og så kan vi tage fat på debatten. De udkast medlemmerne allerede har fået, synes jeg er særdeles gode.
Det for mig behagelige ved Alternativet er, at man ikke skal forsvare en ideologi og diskutere vægge op og stolper ned, hvad socialisme er for en fisk, men kan gå direkte til sagen. For mig er Alternativet et socialistisk parti. For de gamle DKP'er er det selvfølgelig ikke. For en liberal er det nok totalitært. Jeg glæder mig meget til at tage diskussionen op her i trådene.

Steffen Gliese, Michael Kongstad Nielsen og Niels Engelsted anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

@Niels-Simon Larsen: Jeg også er spændt på at høre, hvem i DK, der vil opfatte Alternativets grundskrifter som 'den skinbarlige kommunisme'.

Hvis det er Christopher Arzrouni fra Tænketanken Cepos og andre Saxobank-sponsorerede Ayn Rand-proselytter i den danske andedam, du tænker på, kan det nærmest være lige meget for mig. Men held og lykke med foretagendet anyway :-)

Michael Kongstad Nielsen

Den samme angst for, hvad demokratiet kunne føre med sig af uorden, viser Grundlovens § 87: "Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ved lov og mod fuldstændig erstatning."

Under forhandlingerne i rigsforsamlingen diskutteredes emnet ivrigt. Mange var urolige for, hvad "almenvellet" kunne finde på. Den kongevalgte godsejerrepræsentant Scavenius udtrykte således: "Det er ingen umulighed, ..., at en kommende rigsdag kunne finde, at det bedre skulle stemme med almenvellet at foretage en fuldstændig omfordeling af ejendomsforhold her i landet". Og juristen Ørsted frygtede, at "det ved en rigsdagsbeslutning findes at være gavnligere, at én får en ejendom, end at en anden beholder den."

Uroen for demokratiet fik rigsforsamlingen til at stramme paragrafens ordlyd, herunder indføre den første sætning: "Ejendomsretten er ukrænkelig.", der er inspireret af andre europæiske forfatninger fra de år, dog ikke så alvorlig som i den franske, hvor ejendomsretten ligefrem er "hellig".

Enkelte mente, at man helt burde udelade reglen, og ret beset har den vel heller ikke noget med demokrati at gøre. Den er placeret i samme afdeling som frihedsrettighederne, som jo angår mennesker, men hvorfor skal ejendomme nyde en særlig overordnet beskyttelse på linje med menneskerettighederne?

Steffen Gliese, Rasmus Kongshøj og Niels Engelsted anbefalede denne kommentar

Uffe Elbæk opfatter vist ikke Alternativet som et socialistisk parti. Han bryder sig egentlig slet ikke om den klassiske højre-venstreopdeling:

- Hvis man kigger på vores økonomiske fordelingspolitik, så ligger vi helt ude til venstre, men hvis vi kigger på vores iværksætterpolitik, så ligger vi der, hvor Liberal Alliance ligger, siger Uffe Elbæk til DR Nyheder.

http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2014/05/12/120836.htm

Grethe Preisler

@Steen Sohn: Jeg har også en grim lille mistanke om, at kaospiloten Uffe først blev så alternativ, at det gjorde noget, da 'mor' ikke kom ham til undsætning, men lod ham syde i sit eget fedt, mens 'onde mennesker' trak tæppet væk under hans ministertaburet.

Men jeg har også en rigtigt snavset tankegang, når det handler om den politiske kultur i RV.

Problemet er ikke om man kan forestille sig demokrati uden kommunisme, men om man kan forestille sig demokrati uden 'den private ejendomsret' og 'det frie marked'...

...eller sagt med andre ord: Findes der et kommunistisk demokrati?

Jeg kan ikke se nogen teoretisk forhindring. Det 'borgerlige demokrati' er ikke enerådende i teorien, men det er det derimod i folks bevidsthed. Og det giver artiklen et godt svar på hvorfor. Tak for det.

Michael Kongstad Nielsen

Med hensyn til Alternativet eller andre politiske kræfter, der går ind for fællesskabets interesser fremfor formuernes, er det ikke spørgsmålet, nøjagtigt hvor i Alternativets politik, nogen vil finde belæg for at kalde det skinbarlig kommunisme, for det vil kritikerne ikke selv ud med, de vil bare så kimen til kommunismeangst og -foragt ved at påstå, at det er den skinbarlige kommunisme, uden nærmere at definere, hvor henne. Så det må være kritikerne, der skal forklare, hvor kommunismen ligger begravet, ikke Alternativet.

Og nogle andre kritikere af Alternativet skal også forklare, hvorfor de anser Alternativet som et liberalt skalkeskjul, et snyde-radikalt fupnummer begået af forsmåede radikale ministertyper, som mor ikke ville holde hånden over eller under længere.

Rasmus Kongshøj

"Demokratiet måtte altså begrænses, hvis det ikke skulle blive kommunistisk."

Lige netop. Demokrati uden kommunisme, socialisme, "et nyt og bæredygtigt økonomisk system", eller hvad man nu vil kalde det, er kun et skindemokrati. I gamle dage undgik man demokratiet ved at indskrænke stemmeretten til den minoritet, der forventedes at være enig i det bestående. I dag bliver der ganske vist opført demokratisk udseende forestillinger såsom valg og folketingsdebatter - ved særligt festlige lejligheder vover nogle af vore kære ledere sig endda ud blandt almindelige mennesker - men den virkelige magt ligger nu son den gang hos den lille elite, der ejer og kontrollerer størstedelen af samfundet. Skulle de folkevalgte endelig beslutte noget, der gik kapitalen imod, ville de omgående blive straffet med økonomiske sanktioner af det aldeles udemokratiske finansmarked, indtil de rettede ind.

Samtidig sørger denne elite for at skævvride den politiske debat til deres egen fordel ved at forære store summer til de medier, tænketanke og partier, der taler deres sag.

Reelt demokrati kan man kun have med en ligelig fordeling af samfundets goder, for er velstanden ulige fordelt, vil velhaverne misbruge deres velstand til at sabotere demokratiet og mele deres egen kage. Uden økonomisk demokrati, uden kommunisme, er der intet demokrati.

Niels-Simon Larsen

Jeg tager lige den op med den ukrænkelige ejendomsret. Tænk hvis der stod, at naturen (som er alles) var ukrænkelig. Det gør der ikke, for det er den natur man, har købt (og som man har ret til at ødelægge), der er ukrænkelig. Dvs. retten til at ødelægge og forurene står i grundloven. Retten til at fjerne levemulighederne for kommende generationer er grundlovssikret.
Nu taler nogle om en kommende Hærvejsmotorvej, Kattegatforbindelse, Fehmernbro, og det mener jeg, underbygger min påstand. Rent hærværk.

Niels-Simon Larsen

Jeg tager lige den op med den ukrænkelige ejendomsret. Tænk hvis der stod, at naturen (som er alles) var ukrænkelig. Det gør der ikke, for det er den natur man, har købt (og som man har ret til at ødelægge), der er ukrænkelig. Dvs. retten til at ødelægge og forurene står i grundloven. Retten til at fjerne levemulighederne for kommende generationer er grundlovssikret.
Nu taler nogle om en kommende Hærvejsmotorvej, Kattegatforbindelse, Fehmernbro, og det mener jeg, underbygger min påstand. Rent hærværk.

Niels-Simon Larsen

Jeg tager lige den op med den ukrænkelige ejendomsret. Tænk hvis der stod, at naturen (som er alles) var ukrænkelig. Det gør der ikke, for det er den natur man, har købt (og som man har ret til at ødelægge), der er ukrænkelig. Dvs. retten til at ødelægge og forurene står i grundloven. Retten til at fjerne levemulighederne for kommende generationer er grundlovssikret.
Nu taler nogle om en kommende Hærvejsmotorvej, Kattegatforbindelse, Fehmernbro, og det mener jeg, underbygger min påstand. Rent hærværk.

Michael Kongstad Nielsen

Ja, det kunne være lækkert, hvis Grundloven havde en paragraf der sagde, at naturen er ukrænkelig.

I stedet for at tæmme borgernes længsler kunne spøgelsesjagten ende med at give disse længsler et mål, de kan rette sig efter. skriver Bertel Nygaard

Hvad vil kapitalismens gensvar da være? Da kapitalismen per definition taber i en ærlig og åben demokratisk kamp, vil den givet forsøge at sende os en ny autoritær bevægelse på halsen. Ikke som en proklameret genopstandelse af noget vi har set tidligere i historien - dertil er vores jungletrommer i form af netfora o.a. for effektive. Men en bevægelse i ny forklædning, og den vil forsøge at efterligne det liberale demokrati, så meget som muligt?

Transformeringen af Svoboda-regeringen i Kiev ved hjælp af en chokoladefabrikant kan være en sådan prototypemodel. Krisen er ovre, men uligheden i Europas befolkninger er markant stigende, meddeler medierne. Måske er krisen i Ukraine slet ikke rettet mod Putin, men rettet mod Europas stadig flere fattige. Og i den retning er Ukraine et optimalt fuldskala laboratorium.

I stedet for den pseudostrid om valghandlingernes folkeretlige legalitet som Niels Engelsted så præcist beskriver andet sted:

Vores politiske elite og medier har det ligesom de gule i Bangkok, hvis valgene ikke giver det resultat, som de (og amerikanerne) ønsker, så er de komplotter mod frihed og demokrati og ugyldige. Assads er indlysende ugyldigt, ligesom det på Krim. Det ægyptiske var derimod nogenlunde okay, det afghanske temmeligt flot og det ukrainske et mønstereksempel på demokrati.

Så burde vi kræve at EU lever op til Verdenserklæringen om Menneskerettighederne, Artikel 23. 1.:
"Enhver har ret til arbejde, til frit valg af beskæftigelse, til retfærdige og gunstige arbejdsvilkår og til beskyttelse mod arbejdsløshed."