Kommentar

Rigtig politik foregår uden for Christiansborg

Jeg er ligeglad, med Løkkes underbukser og Thornings karriere. Jeg gider ikke se på Johanne Schmidt-Nielsen forklare, at de andre er dumme. Hun er sikkert selv dum. Jeg interesserer mig mest for det, der sker ude i samfundet. Det burde journalisterne også gøre
2. juli 2014

Samfundet er det, der optager mig allermest, men i stigende grad forekommer politik mig uinteressant – i hvert fald som den bliver formidlet fra Christiansborg. Hvad Thorning eller Løkke siger eller gør, er ligegyldigt. Jeg er ligeglad med, hvad Venstre bruger deres penge til. Jeg kan fint vente til en anden dag med at høre, hvilken karriere der i fremtiden bliver Thorning til del. Jeg gider heller ikke se på en mopset Johanne Schmidt-Nielsen forklare, hvorfor de andre er dumme. Hun er sikkert selv dum.

Jeg interesserer mig nemlig mest for det, der sker ude i samfundet.

Og jeg er ikke alene. Christian Kock, forsker i politisk kommunikation, forklarer et sted om forskellen på det, befolkningen gerne vil spørge politikerne om, og det journalisterne spørger om: Ni ud af 10 vælgere vil gerne vide noget om den politik, partierne ønsker at gennemføre, og hvorfor de ønsker den. Kun en ud af 10 ønsker spørgsmål, der går på, hvem der kvajer sig, kommer bagud i meningsmålinger og andre strategi-spørgsmål.

Anderledes med journalisterne. Halvdelen af deres spørgsmål går på strategi – politik som et væddeløb, et brætspil, hvor man enten kan tabe eller vinde. Kun to af 10 journalistspørgsmål går på, hvad politikerne vil, hvorfor og hvordan. Den politiske journalistik er ude af trit med vælgerne. Derfor keder vi os.

Fri mig for breaking-bjælker

Hvis Danmark var en virksomhed, ville det ikke undre journalisterne, at vi ikke gider høre om chefer, der er uvenner og har kvajet sig – med mindre de virkelig har taget af kassen. Vi vil meget hellere høre, hvordan det står til med virksomheden, som jo er rammen om vores fælles bedste. Hvilke overvejelser har ledelsen om, hvilke veje vi skal gå? Hvordan lyder argumenterne for og imod de forskellige muligheder? Hvordan kan vi bidrage?

Danskerne er et veluddannet og oplyst folk. Vi interesserer os for ting. Ingeniører læser indviklede artikler om miljø, fordi miljø interesserer dem. Lærere studerer inklusion, fordi de gerne vil være dygtige lærere. Men når det kommer til politik, bliver vi alle betragtet som idioter.

Hvis ambitionen er at underholde, må jeg konstatere, at lige meget hvor meget der står »BREAKING« på min skærm, er den politiske journalistik forudsigelig og kedelig – replikkerne er sagt før. Jeg kan ikke mærke mennesker, der interesserer sig for rigtige ting.

Journalister med tunnelsyn

Hvordan er vi endt der, hvor politik ikke handler om samfund? Samfundet er sindsoprivende spændende – vi balancerer på randen af indtil flere globale kriser og har kæmpe samfundsmæssige udfordringer. Overalt myldrer folk, der vil noget, frem. De satser og investerer. Nye organisationer, der går på tværs af kendte strukturer, opstår. Fagprofessionelle danner nye netværk og byder ind med utraditionelle velfærdsløsninger. Engagerede borgere træder til, hvor kommunerne kæmper med skæv demografi og dalende skattegrundlag. Virksomheder og organisationer er optaget af, hvordan vi bryder Europas stagnation. Frivilliggrupper tager hånd om udsatte på nye måder. Udkantsdanmark rejser sig med ny andelsbevægelse, lokale fødevarer og kampånd. Borgmestre tager kampen op mod den truende klimakrise.

Intet af det interesserer tilsyneladende politiske journalister. Jeg er til gengæld sikker på, at politikerne synes, det er hamrende interessant. Af en eller anden grund bruger de alligevel deres krudt på det meningsløse skuespil på Borgen. Hvad om de bare strejkede og gik ud i virkeligheden?

Skellet i politik i dag går ikke mellem højre og venstre, men mellem konstruktiv og destruktiv. De konstruktive og nytænkende kræfter findes uden for Slotsholmen og Borgen. Se blot TagDel, Borgerlyst, Samtalesaloner, Stop Madspild, tænketanke, innovationsfora, forskerparker – fortsæt selv den lange liste ... I hvert eneste samfund i Danmark er der konstruktive politiske kræfter, der er optaget af det fælles bedste.

Ærgerligt, at journalisterne interesserer sig så lidt for det. Har de ikke tid? Har de tunnelsyn? Gider de ikke? Interesserer det dem ikke? Ved de ikke, hvad der sker? Har de ikke redskaberne til at researche, interviewe eller idéudvikle? Eller sidder de bare fast i en kultur, som nogen burde hjælpe dem med at smide på møddingen?

Retfærdigvis skal det siges, at der findes masser af journalister på lokale og regionale medier, der er med til at styrke interessen for og evnen til at deltage i samfund og demokrati i stedet for at skabe apati og politikerlede. Lad os få mere fokus på dem.

Karen Lumholt er direktør for tænketanken Cura, www.cura.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Heinrich R. Jørgensen
  • Rasmus Kongshøj
  • Lars Bo Jensen
  • Mathias Eskelund
  • Kristian Rikard
  • Vibeke Rasmussen
  • Torsten Jacobsen
  • Eva eldrup
  • Niels-Simon Larsen
  • Erik Jensen
Heinrich R. Jørgensen, Rasmus Kongshøj, Lars Bo Jensen, Mathias Eskelund, Kristian Rikard, Vibeke Rasmussen, Torsten Jacobsen, Eva eldrup, Niels-Simon Larsen og Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Martin Jensen

Synes ikke skelet mellem rigtig og forkert politik giver så meget mening. Når jeg læser artiklen er det nærmere rigtig og forkert politisk debat der er tale om. Det er væsentligt at holde forskellen for øje, da politik i sidste ende er magt. K.L. fremhæver både virksomhederne og civilsamfundets magt, og understreger vigtigheden af en politisk debat omkring denne magt. Men staten har jo også magt, som den fordrejede politiske debat ligeledes tilslører. Spørgsmålet er om et skift i mediernes fokus, måske endda giver politikerne endnu mindre tid, og dermed bedre arbejdsbetingelser; samme Christian Kock på folkeskolen.dk:

""Hvis seerne ikke lytter særlig grundigt efter, så kan det jo synes som om, at politikeren har nul huller og svar på alt. Det hænger nok sammen med, at de fleste samtaler i medierne om sådan noget her kun varer et par minutter. For politikerne gælder det bare om at sige noget, der udfylder tiden", siger han.

Politikerne har klaret sig, hvis ikke de har måttet indrømme eller gå til bekendelse på nogle punkter. Hvis de er sluppet igennem interviewet uden at få sagt noget, der stiller dem i et dårligt lys. Og så er det lige meget, at de reelt ingenting har sagt, vurderer Christian Kock;

"De har kun sagt tomme fraser og ting, man har hørt hundrede gange før. Det at gå ind på svære ting, at indrømme, at der er problemer og forholde sig til modspørgsmål, det er klart, at de ikke har lyst til det, når de kun har to minutters taletid. Så vil de hellere bruge dem på at gentage de samme yndlingsideer", siger han."

Rasmus Kongshøj, Steffen Gliese, Mathias Eskelund og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Debat og politik hænger sammen. Der er ikke noget parti, der kan gøre noget rigtigt, unden der har været en livlig debat først. Problemet i dag er, at der ikke er en åben debat nogen steder af en rimelig kvalitet udover her. Man skal have ordentlige svar fra andre, og de skal komme med ordentlige modspil. Partierne fungerer dårligt, så derfor skyder der en hel masse grupper op uden koordination. Derfor står flere og flere i stemme oksen og klør sig i nakken over, hvor de skal sætte krydset.
Kock har ret i sin kritik, men den er lige så kedelig at høre på som politikerne. Alle græsrødderne skal kunne samle sig om et parti, før det nytter noget. Der er brug for selvransagelse. Den gamle venstrefløj skal nedlægge sig selv og genskabe sig. Om det bliver Alternativet, der samler eller noget andet, kan ikke siges, men hvis vi skal have politisk indflydelse, skal der ske noget alvorligt.

Vibeke Rasmussen

Helt enig: Færre skud i tågen, mere substans, tak.

Alt for meget politisk journalistik er efterhånden blevet til formodninger, gætterier og kiggen i krystalkugle: Vil Løkke overleve? Får Thorning toppost i EU? Eller Lykketoft i FN? Hvem er størst? Hvem kan slå hvem? Bliver Mette Frederiksen næste formand i S, bliver Kristian Jensen det i V? …

Derudover – måske som en følge af journalisternes mange gættelege? – hører man ganske ofte politikere svare med et: "Det vil jeg ikke spå om." "Spå om"? Er det ikke et lidt usædvanligt ordvalg, og ville det ikke være langt mere indlysende, at svare fx "Det er jeg på nuværende tidspunkt ikke i stand til at udtale mig om" el. lign.?

De kunne for den sags skyld også svare, "Det véd jeg ikke", når/hvis det er tilfældet. Men det indrømmer en politiker jo nødigt. Selv om det ville være svært forfriskende!

Rasmus Kongshøj, Laurids Hedaa, Niels-Simon Larsen, Mathias Eskelund og Kristian Rikard anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er jo bare et reklameindslag fra organisationerne og endnu mere magt lagt udenfor de kompetente institutioner, uden reel demokratisk indflydelse - og den anden vej rundt: uden reel indflydelse på beslutningerne i samfundet.
Staten i et demokrati er neutral, dens eneste interesse er befolkningen som enhed, segmenter og individer. I monarkiet er staten lige med kongen, i demokratiet er staten alle borgere i flere konstellationer: som enkeltindivid med umistelige rettigheder, garanteret af staten, som medlem af et utal af minoriteter, fordelt på private, personlige og offentlige, med dertil hørende forskellige grader af samfundsintervention.
I gamle dage var det politiske liv først og fremmest i partiforeningerne, hvor diverse lokale udvalg politikudviklede på lokalt, regionalt og endog nationalt plan; men det var desværre ikke hensigtsmæssigt for samfundsteknokraterne, der indtog partierne i løbet af især 90erne.
Hvad journalistikken angår, virker det, som om illusionen om en uafhængig presse (minus den ægte uafhængige presse kaldet Information) har ødelagt debatten og skabt en konformitet, der skader oplysningsniveauet: der er ikke længere noget pres for at bringe relevant og oplysende stof, som der var dengang, hvor meningskampen foregik.

anne-marie monrath

7 partier har afmonteret velfærden, det er det der optager mig mest, men det optager ikke journalisterne heler.
Middelklassen burde vide, hvor tæt på, bunden er kommet dem.
Så jeg er enig i at journalister er døve for virkeligheden.

Rasmus Kongshøj

Karen Lumholt har ret i mange af sine betragtninger om den politiske journalistiks og det borgerligt-parlamentariske systems fortrædeligheder. Men når det kommer til det alternativ, hun foreslår, så virker det langt mindre overbevisende.

Hvad hun foreslår er apolitiske løsninger, hvor borgere prøver at indrette sig bedst muligt inden for rammerne af det eksisterende system. Når kommuner på finansministeriets diktat skærer ned i velfærden, foreslår hun at borgerne i stedet organiserer frivillig arbejdskraft til at dække velfærdshullet.

Selv tror jeg ikke at løsningen på samfundets massive problemer er at dyrke gulerødder på Lolland eller lave en feelgood reklamekampagne for Rema1000. Det er i hvert fald ikke hele løsningen. Hvis vi skal have et socialt, økologisk og økonomisk bæredygtigt samfund, så gavner det os ikke, hvis befolkningens naturlige, sunde politikerlede udvikler sig til en generel politik-lede. For sker det, så overlader man magten til de kræfter, der arbejder i den forkerte retning.

I stedet for at se på hvilke lappeløsninger inden for systemet, som borgere og organisationer selv kan flikke sammen, så er der brug for at udvikle nye måder at drive politik på, uden politikere, uden hierarkier og uden ledere, der uvægerligt ender med at blive korrumperede af magten. - Måder at drive politik på, der kan indgyde politikerne den skræk for folket, der er helt afgørende i et demokrati.

Steffen Gliese

Du sagde de forløsende ord, Rasmus Kongshøj: det er politikerne, der skal frygte folket, ikke folket, der skal frygte politikerne.
Derfor skal man have et system med hyppig succession, hvor repræsentanterne udpeges ved en ligefrem, ukompliceret lodtrækning, så alle er tvunget til at holde sig ajour med samfundets opgaver og struktur, deltage i samfundets kulturelle og intellektuelle aktiviteter, skille privat og offentligt liv.