Læsetid 4 min.

Hurra for kunsten, skide være med kunstneren

I dag fyldes Mors af kulturelskere, der holder jubeltaler for kunstens fremtid og klapper hinanden på ryggen. Ingen har lyst til at tale om, at kunstnere bliver stadig mere forarmede, fordi det offentlige hellere vil afholde jubelmøder end betale for den kunst, det forbruger
21. august 2014

Ifølge sommerens indvandringspolitiske udspil fra Venstre skal udlændinge fra vestlige lande have en skattepligtig indkomst på minimum 215.000 kroner. For at understrege rimeligheden i det krav henviser partiet til, at det svarer til en overenskomstmæssig mindsteløn på industriområdet. Partiet synes altså at mene, at 215.000 kroner om året er nødvendigt for at kunne leve et anstændigt liv i Danmark.

Jeg kender ingen billedkunstnere, der har en årlig skattepligtig indkomst på 215.000. Beløbet er helt og aldeles uden for rækkevidde for sådan nogle som os.

En stor del af forklaringen er, at der i alle danske kommuner findes kulturaktiviteter og udstillingssteder, der lever af ikke at betale kunstnerne. Ofte er der tale om aktiviteter og institutioner, der er finansieret eller støttes af det offentlige. Den offentlige sektor betaler med andre ord ikke for det, den bruger.

Det offentlige kulturområde synes ellers at have penge nok. Alene i Region Nordjylland pågår der i øjeblikket byggeprojekter for op imod 200 millioner kroner på de kunsthistoriske museer. Det skaber arbejdspladser i byggesektoren og i kunstens følgeindustri, men kunsten, som er den råvare, alle lever af, bliver ikke betalt.

Lyspunkt

Enkelte tiltag tyder på en vis vilje til at gøre noget ved problemet. I foråret kom en (frivillig) aftale for landets kunsthaller i hus. Den opstiller en model for, hvad og hvordan der skal betales, når kunsthallerne bruger kunstnernes arbejde.

Den ny såkaldte Udstillingsaftale er udarbejdet af Foreningen af Kunsthaller i Danmark, Billedkunstnernes Forbund og Unge Kunstnere og Kunstformidlere og fastslår bl.a., at der skal betales for brug af kunstnerens værker og deres deltagelse i arbejdet med at hænge dem op.

Da aftalen blev præsenteret, benyttede kulturministeren lejligheden til at gøre det klart, at hun fremover ikke vil åbne kunstudstillinger uden først at have sikret sig, at kunstnerne bliver betalt. Som hun selv formulerede det, var det kommet til hendes kendskab, at dette ikke altid var tilfældet.

Med en billedkunstners øjne kan dette tiltag ikke overvurderes. Jeg ser det som et vendepunkt og udtryk for en ny samfundsansvarlighed på kulturområdet. Hidtil har det været normen, at folkevalgte politikere åbnede udstillinger på udstillingssteder, hvor kunstnerne ikke blev betalt.

Havde Marianne Jelved stået for en tilsvarende politik ved Kulturmødet på Mors i 2013, havde hun ikke kunnet deltage.

Hvis jeg skal tro på de udmeldinger, der kommer fra kulturmødets arrangører, er der blevet rettet op på dette misforhold på dette års kulturmøde. Men det ændrer ikke på, at kommunernes grå udstillingsmarked, der er den største faktor i dansk udstillingsliv, ikke bruger nogen aftalemodel. Her vrimler det fortsat med museer, kommunale kulturfestivaler og udstillingssteder, der lever af, at kunstnerne ikke bliver betalt; aktiviteter der støttes og drives af samfundets penge.

Talentflugt

Når jeg kigger i programmet for Kulturmødet på Mors, er det fyldt med jubel. Der levnes ikke megen plads til den ubehagelige diskussion om kunstnernes vilkår. Ingen synes at have lyst til at spørge sig selv, om man (måske) får et bedre produkt, hvis kunstnere får produktions- og livsvilkår, der kan sammenlignes med dem, der findes i det øvrige Danmark.

Kulturministeriet fungerer i dag som et ghettoministerium, hvor der tolereres løn- og arbejdsforhold, der er komplet uacceptable i resten af samfundet. Billedkunstnere er ringere stillet end den bjergværksarbejder, der har brudt sten til et dansk kulturhus-byggeri. Kinesiske arbejdere mødes i det mindste af vestlige forsøg på at stille krav til produktionsforholdene. Det kaldes en CSR (Corporate Social Responsibility) og er vældig moderne. Ingen offentlig bygherre kan i dag bruge byggematerialer, der ikke er CSR-certificerede.

Den slags social anstændighed retter sig imidlertid ikke mod de kunstnere, hvis værker skal udstille og fylde dette hus.

De uordnede forhold får konsekvenser for kunsternes muligheder for at producere og udvikle. Da en af Nordjyllands mest innovative yngre billedkunstnere deltog i Kulturmødet på Mors i 2013, måtte han sove i det fri uden for de bygninger, hvor kulturmødet foregik.

En langt mere vidtrækkende konsekvens af kunstnernes ringe sociale forhold er, at der ikke er noget livsgrundlag for dem i Nordjylland. I dag lever den omtalte kunstner af at være handicaphjælper på Frederiksberg. Set i en nordjysk kontekst er det hjerneflugt. Spild.

På de mange formøder, op til kulturmødet, har flere forsøgt at sætte en social dagsorden, men den er stort set skrevet ud af de mødereferater, man finder på nettet.

Anstændighed

I stedet formuleres en juhu-tænkning, som man vist kun kan følge, hvis man har løn- og arbejdsforhold som dem, der findes i kunstens følgeindustri.

Bortset fra at Kulturmødet på Mors støvsuger landsdelen for kulturmidler, har kulturmødet ikke meget at gøre med den virkelighed, jeg lever i.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på FN’s kvindekonference i København tilbage i 1980. Her talte deltagerne også mere om sig selv end om de kvinder, det hele burde handle om. Det blev først ændret, da en lille, stærk, boliviansk minearbejderkone crashede konferencen, tog ordet og satte den enkelte kvindes eksistens og produktionsvilkår på dagsordenen. Domitilia, som hun hed, talte om (og for) alle de fattige kvinder, der knokler under uacceptable livsvilkår. Det blev hende alene, der krævede anstændighed. Anstændighed burde også have været en dagsorden på Kulturmødet på Mors.

Gorm Spaabæk er billedkunstner og cand.phil. i kunstformidling

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for June Beltoft
    June Beltoft
June Beltoft anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Eva  Carstensen
Eva Carstensen

Tak til Gorm Spaabæk for, på ny, at gøre opmærksom på billedkunstneres uanstændige vilkår og den ofte ikke-eksisterende lokalpolitik på dette område

Brugerbillede for Ole Sporring

Desværre er Musernes foreninger, som omfatter en bred vifte af museer, ikke med i den ny udstillingsaftale mellem Kunsthalllerne og kunstnernes organisationer Bkf og Ukk . I øvrigt kan man kan tvivle på om kunsthallerne har økonomi til at honorere aftalen af egen lomme uden at gå på knæ overfor sponsorer og fonde.