For tiden tildeles en stadig større magt til ledelser både i det offentlige og i det private. Ledelser, som ikke er valgte, men udpegede. Der er tale om en top-down-styring, som i et demokratisk perspektiv er forkert. Og udviklingen medfører, at vi får flere ledere og ledelseslag, og at beslutningernes rationalitet og begrundelser bliver uigennemskuelige.
Koncernen kræver loyalitet af medarbejderne, og den vigtigste opgave for de mange ledelseslag bliver at efterleve og få medarbejderne til at efterleve dette krav. Det medfører en risiko for, at solidaritet mellem medarbejderne udskiftes med loyalitet over for koncernen og ledelseshierarkiet. Ligeværdige drøftelser af, hvad der kunne være hensigtsmæssige og fornuftige beslutninger, erstattes af lydighed over for ledelsens beslutninger.
Lederen kigger opad, og loyalitet retter sig mod den næste leder i hierarkiet. I dette hierarkiske loyalitetssystem forstummer den konstruktive kritik, der er en forudsætning for udviklingen af demokratiet. Vi står tilbage med, hvad man kan benævne ledelsesstaten.
Demokratiet går fløjten
Udviklingen er til at få øje på i skole- og uddannelsessektoren. Her er der sket gennemgribende forandringer. Skolesammenlægninger, opbygning af professionshøjskolerne, ny læreruddannelses- og folkeskolelov har sammen med ledelsens uvilje til at indgå arbejdstidsaftaler medført fundamentalt anderledes arbejdsvilkår. Et gennemgående element i forandringsprocesserne har været en stigende reduktion af medarbejderindflydelse, og reformerne giver alt i alt anledning til bekymring for, om vores højt besungne demokrati i disse år er under afvikling.
På læreruddannelsen er formålet, at de studerende bl.a. skal blive i stand til at forberede deres kommende elever til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Samtidig skal de studerende selv blive i stand til at udvikle en folkeskole, der ifølge loven skal være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.
Vi er bekymrede for, om denne demokratiske dannelse – der vel er en forudsætning for, at de studerende kan bidrage til deres elevers demokratiske dannelse – kan foregå i en organisation, hvor den demokratiske kultur er under nedbrydning.
I et fagforenings- og samfundsperspektiv er undervisernes kamp om retten til medbestemmelse på arbejdets indhold og tilrettelæggelse lig med kampen for demokrati og mod ledelsesstatens umyndiggørelse. Det er ikke kun en kamp for undervisernes arbejdsforhold, sådan som det ofte fremstilles i pressen.
Kritik, nej tak
Som undervisere på læreruddannelsen har vi i de seneste år oplevet i stigende grad at være frataget mulighed for reel indflydelse og grundig indsigt i grundlaget for de trufne beslutninger. Vi oplever i stadig ringere grad at få mulighed for at indgå i konstruktive samtaler vedrørende uddannelsens tilrettelæggelse, vores rolle i forsknings- og udviklingsprojekter falder, og vores erfaringer inddrages stort set ikke i de planlagte forandringsprocesser. Alle nye tiltag kommer ’ovenfra’ – enten fra ledelseslagene over os, fra forskningsafdelingen i professionshøjskolen, fra ministeriet eller fra et ukendt sted.
I dette hierarkiske og loyalitetsfunderede system er den kritisk-konstruktive dialog stort set fraværende, eller også foregår den i fora, hvor den almindelige underviser ikke deltager.
Ledelsens suverænitet har fungeret i mere end 100 år. Men ledelsesretten har været underlagt kollektive rammer og aftaler. Det er de rammer og aftaler, der er blevet afgørende svækket.
I folkeskolen har disse tendenser vist sig på følgende måde:
Skolelærerne fik ved overenskomsten i 2013 frataget deres kollektive aftaler. Spørgsmålet om, hvorvidt der ud fra et professionelt, menneskeligt og arbejdsmæssigt skøn er et rimeligt forhold mellem opgave og tiden til at løse den, besvares nu udelukkende på baggrund af lederens skøn.
At kravet om underkastelse og lydighed er blevet nye efterspurgte dyder hos undervisere, fremgik af den såkaldte ’Erik Schmidt’-sag fra Odense skolevæsen. Erik Schmidt, der er en erfaren og dygtig lærer, fremførte på et personalemøde sin begrundede kritik af de mange ledelsesbestemte forandringer i skoleverdenen. Han blev kort efter indkaldt til tjenstlig samtale, hvor ledelsen påtalte hans negative adfærd og attitude. Sagen endte med, at Erik Schmidt sagde sin stilling op.
Tvang og lydighed
I øjeblikket gennemtvinges en skolereform, som lærerne ikke har haft nogen indflydelse på. De arbejdsvilkår, som reformen medfører, er ensidigt dikteret. Forløbet virker særlig grotesk, fordi ét af skolereformens tre mål er, at »tilliden til og trivslen i folkeskolen skal styrkes blandt andet gennem respekt for professionel viden og praksis«.
Skolereformer er ikke altid blevet gennemført på denne måde. I 1993 vedtog et stort flertal i Folketinget en folkeskolereform, som lærerne støttede fuldt og helt. En reform, som blev udviklet i et konstruktivt samarbejde mellem lærerne i klasseværelset, eksperter, lærernes repræsentanter og politikere.
På professionshøjskoleområdet er der stort set gennemtvunget det samme diktat som i folkeskolen. På baggrund af ’Overenskomst 2013’ besluttede rektorerne på professionshøjskolerne, at der ikke skulle indgås lokale aftaler om arbejdets tilrettelæggelse. Ledelsen skulle have den samme ret og magt som lederne i skoleverdenen, med de samme konsekvenser.
Ledelsen omtaler vedtagelsen som ’enighedspapiret’, og kun én professionshøjskoleledelse valgte at indgå en modereret form for aftale. De øvrige stod last og brast. Ikke én af de mange ledere ytrede sig kritisk i det offentlige rum.
Det er forstemmende, men forståeligt i et konkurrencestatsperspektiv, hvor uddannelser er varer på et marked, hvor forskningsministeren er koncernchef, og hvor det for karrierebevidste ledere derfor drejer sig om at rette ind og i øvrigt konkurrere med hinanden.
Pligt til at protestere
Visionerne om den myndige borger i det demokratiske samfund, der opstod på ruinerne af Anden Verdenskrig, er atter afløst af krav om den lydige og nyttige borger, der stiller sin arbejdskraft til rådighed uden brok.
Vi, der er ansat inden for undervisningssektoren, er privilegerede med hensyn til uddannelse. Mange af os har haft et job med mulighed for at udøve selvbestemmelse, medbestemmelse og solidaritet. Disse muligheder indskrænkes i disse år betydeligt, og det er et udtryk for en foruroligende udvikling hen mod et mere autoritært samfund. Derfor har vi pligt til at protestere mod ledelsesstatens vækst og til at opfordre andre til at deltage i protesterne og i arbejdet for et mere demokratisk samfund.
Karen Bønløkke Braad, Karen Marie Hedegaard, Torben Nørregaard og Steen Simonsen
Karen Bønløkke Braad er lektor i de pædagogiske fag ved Læreruddannelsen UCC. Karen Marie Hedegaard er lektor i de pædagogiske fag ved Læreruddannelsen i Aarhus. Torben Nørregaard Rasmussen er lektor i de pædagogiske fag ved Læreruddannelsen i Aarhus og bestyrelsesformand for foreningen Læreruddannelsens Pædagogiske Fag. Steen Simonsen er lektor i de pædagogiske fag i Aarhus, tillidsrepræsentant og medlem af bestyrelsen i Dansk Magisterforening for Professionshøjskoler.
Interessant at læse teksten. Det drejer sig om at "bestemme" ikke om indflydelse med ansvar. Det drejer sig om påstået "demokrati" med brug af fagforening.
Fagforeninger forekommer mig at være meget top "down" styrede.
For mig er god ledelse at lytte og gøre sin indflydelse gældende ved at komme med kompetente indlæg og turde tage ansvar for konsekevensen af sådanne indlæg. Jeg tror at rigtig mange kan og vil det. At påberåbe sig "ledelsesretten" og retten til "medbestemmelse" får mig til at føle manglende vilje til medansvar hvad enten det er chef eller ansat. Drejer det sig ikke meget om kommunikation (lytte er en vigtig del) og modet til at tage medansvar for det gældende, så kan det også ændres og forbedres, uanset hvor de gode indlæg kommer fra.
Når man kan læse indlæg som Viggo Helths - og jeg troede faktisk, at den pågældende debattør havde en rimelig forståelse af dansk arbejdspladsstruktur - så er der ikke noget at sige til, at det går ad H til.
Med fagforeninger og tillidsmandssystemet er det lykkedes for danske lønmodtagere at opnå et udholdeligt arbejdsliv. Dette rulles nu tilbage, formodentlig fordi man er af den formening iblandt de i luften frit svævende cheflag, at alting kan og skal accelereres grænseløst.
Den arbejdsplads, Viggo Helth beskriver er en ordenlig arbejdsplads, hvor indflydelse under ansvar er en selvfølge, med et kreativt rum af tillid og åbenhed mellem ledelse og medarbejdere, med udvikling og mening i samspil om opgaveløsning til gavn for produktivitet og trivsel og til gavn for brugere, men sådan er det ikke altid i den virkelige verden.
På de offentlige arbejdspladser er de daglige ledere ofte klemt mellem ledelseshierarkiet over dem og erfarne vidende medarbejderne i marken, som er vant til en høj grad af indflydelse under ansvar. Daglige ledere i det offentlige oplever nu, at medarbejdernes behov for indflydelse under ansvar er besværligt og en indblanding i ledelsesretten, som forsinker den ledelsesproces, som de øverste ledelseslag kræver og forventer af de daglige ledere.
Dette dilemma - om vidensmedarbejderes behov for indflydelse under ansvar - over for ledelsesrettens krav om komplians - blev så omkostningsfuldt for en erfaren og dygtig lærer, at han sagde sit job op, og en skole mistede en afholdt og engageret lærer, som kunne have fortsat som lærer i mange år til glæde for eleverne og kollegerne og lokalsamfundet:
http://www.folkeskolen.dk/546446/hold-ferie--men-hold-ikke-mund
http://www.folkeskolen.dk/546439/med-jobbet-som-indsats-erik-schmidt-fik...
http://www.folkeskolen.dk/546563/her-slutter-samtalen
http://www.folkeskolen.dk/546552/en-laerer-stopper--og-saa
http://www.thomasaastruproemer.dk/wp-content/uploads/2014/06/l%C3%A6serb...
Og her videre om artiklens problemstilling: "Koncernen kræver loyalitet af medarbejderne, og den vigtigste opgave for de mange ledelseslag bliver at ... få medarbejderne til at efterleve dette krav. Det medfører en risiko for, at solidaritet mellem medarbejderne udskiftes med loyalitet over for koncernen og ledelseshierarkiet. Ligeværdige drøftelser af, hvad der kunne være hensigtsmæssige og fornuftige beslutninger, erstattes af lydighed over for ledelsens beslutninger." Hvorfor?
Her vil jeg citere debat om offentligt ansattes ytringsfrihed i foråret 2014:
1. Nutidens offentlige ledere at tolker ofte forslag til forbedringer - som vil gavne både medarbejdere og brugere - som et angreb på ledelsesretten - og for arbejdsgiverne er ledelsesretten hellig. Fokus kan på den måde hurtigt flyttes fra forslagets idé og indhold og mening til medarbejderens habitus, og da hovedaftalen giver lederne uindskrænket ledelsesret, så er sagen på forhånd umulig at løfte for medarbejderen.
"2. Fagforeningerne er meget tvetydige i deres ageren. De er ikke kamporganisationer, men samarbejdsorganisationer, og ofte har de faglige sekretærer mere til fælles med lederne end med medarbejderne på gulvet. De går til mange flere møder med lederne end med deres egne medlemmer - ja, nogle gange er lederne ligefrem medlemmer af den samme fagforening som medarbejderne, og de har et langt stærkere netværk, der gør det meget nemmere for dem at 'præsentere' sagen fra deres synsvinkel. Medarbejderne kan derfor ikke regne med den nødvendige opbakning fra deres egen fagforening.
3. Moderne karrierepolitikere har et noget uafklaret forhold til magtens tredeling og deres egen rolle som dem, der bør holde forvaltningen i ørerne. Ofte opfatter politikerne sig selv som en slags 'mellemledere', og de har ligesom de faglige sekretærer langt mere til fælles med lederne end med de menige medarbejdere i det offentlige. Politikerne er derfor i overvejende grad tilbøjelige til at se sagerne ud fra ledelsens perspektiv - og de optræder derfor ikke som dem, der eventuelt stiller kritiske spørgsmål og følger op over for forvaltningen, når disse sager opstår. Ligeledes har New Public Management-kulturen gjort begrebet 'ledelse' til en nærmest religiøs fetich for mange politikere. Alle problemer i det offentlige kan tilsyneladende løses med mere og bedre ledelse, og det lægger omvendt et uhyggeligt pres på lederne, der jo så per definition må forventes altid at 'levere varen optimalt' - er forholdene kritisable så det lederens skyld - ikke den ramme, som politikeren har ansvaret for.
Summa summarum er, at man mange steder i det offentlige har opbygget et system, der ikke er i stand til at reagere rationelt på kritik - altså rationelt forstået som et udtryk for at kritik kan føre til udbedring af kritisable forhold og at medarbejdere og ledelse finder hinanden på en ny og bedre måde. I stedet bliver det til kampe på liv og død mellem ledelse/forvaltning og medarbejder, og den kamp taber medarbejderen altid ofte med meget store personlige omkostninger til følge - vel at mærke uden at der ændres på de kritisable forhold.
Derfor er det eneste anstændige generelle råd man kan give til medarbejdere i den situation, at de hurtigst muligt bør forsøge at finde sig et andet arbejde. Det er trist, for det går netop ofte ud over brugerne, men omvendt er det fuldstændig urimeligt at forlange at den enkelte medarbejder på gulvet skal sætte helbred og karriere på spil i en kamp, der på forhånd er tabt."
Undersøgelse: Ansatte tier om kritisable forhold: http://www.information.dk/telegram/493028 - april 2014.
Hvad man kan iagttage er, at der er opstået, eller snarere fremprovokeret, nogle spændinger i den offentlige sektor, som man tidligere gjorde alt for at undgå - og som man undgik ved at understrege, at ledelse dels var et spørgsmål om anciennitet, som man kunne kvalificere sig til med tiden, dels at ledelse var en funktion på linje med andre funktioner.
Denne ide at ledelse skal være et arbejde med en indsigt uafhængigt af det, der skal ledes, i den offentlige sektor, fører intet godt med sig, og det er da heller ikke sandt, hvad de sidste årtiers hovedløse eksperimenter med særskilt uddannede chefer har bevist over al måde, hvor ledelseslaget er vokset, mens den aktive arbejdsstyrke skæres ned og skæres ned, ganske hovedløst.
Fantastisk god illustration!
Loyalitet fra medarbejderne er noget arbejdspladsen/ledelsen skal gøre sig fortjent til. Det er ikke noget man kan kræve.
Loyalitet, respekt og frygt er tre forskellige ting, som ofte blandes sammen af "magthavere".
,,,,,,,,Lederen kigger opad, og loyalitet retter sig mod den næste leder i hierarkiet. I dette hierarkiske loyalitetssystem forstummer den konstruktive kritik, der er en forudsætning for udviklingen af demokratiet. Vi står tilbage med, hvad man kan benævne ledelsesstaten.,,,,,,,,
Ledelsesstaten....hmmm..... det er så et andet udtryk for diktatoriske forhold.
Kald det dog hvad det er og lad være med at intelektuere de faktiske forhold.
Alene sagen med Erik s fortæller vel i al sin enkelthed om den politiske strategi , som umyndiggør medarbejderen, nøjagtigt som det foregår på de private arbejdspladser.
Træd ind på en arbejdsplads og oplev at de love som du mente var gældende i landet, er sat ud af kraft og erstattet af et top down diktatorisk system.
jeg mangler en hvis selvkritik bland folk der beskæftiger sig med velfærdsstaten om hvorfor denne velfærdsstat som var sæt i verden for at forbedre forhold for lønmodtager og for at skabe myndige borger har tilsynede skabt en til flere generationer af borger der støttede en politik der har skabt accepten af denne udvikling.
Krikken af Neoliberalismen er ikke en kritik af kapitalismen og derfor mangler der en kritisk af socialdemokratiske og velfærdsstaten som er mere end en plet kritik af Keyanismen eller endnu dummere konstatering af at fagbevægelsen er udueligt og at lønmodtagerne er købt.
Den debat, som denne artikel rejser, handler om menneskesynet i samtidens Danmark, som blev rejst af Marianne Jelved rejste i foredraget "Folkeoplysning 2.0" april 2013 - skal vi være konkurrencestatens soldater - i uddannelser - i arbejdsliv - i politisk debat internt i partier - eller skal vi være myndige borgere?
”Udfordringen for Danmark løses ikke ved at gøre Danmark til en konkurrencestat. Tværtimod. Det vil underminere de kvaliteter, der har bragt Danmark til et rigt og meget lige samfund, hvor der har været plads til livslang læring og dermed skabt eliter på alle niveauer, en stærk ligeværdighedskultur med vægt på selvstændighed og veludviklet social solidaritet, flade hierarkier, gensidig tillid og tradition for samarbejde på tværs af alle skel og grænser.” Og hun slutter, at skolens mål er, ”at skabe demokratiske borgere og medborgere på alle niveauer med det fælles bedste for øje (der ikke blot har økonomisk nytte som mål). Det gælder både for den nationale borger, unionsborgeren og verdensborgeren.” siger Marianne Jelved og supplerer:
"Der er brug for, at meninger brydes. Hvis vi som et folk skal komme frem til det fælles bedste og dermed til et forpligtende fællesskab, hvor vi hver især er forpligtet, så må meninger brydes, så må uenighederne frem og argumenterne fremmes på grundlag af oplysning."
http://vifo.dk/vidensbank/downloads/myndige-borgere-og-forpligtende-fael...
S-R -SF regeringen lagde i deres regeringsgrundlag op til en tillidsreform med afbureaukratisering med betydning både for offentligt ansatte og for borgere - inspireret af et humanistisk menneskesyn: http://vifo.dk/vidensbank/downloads/myndige-borgere-og-forpligtende-fael...
Men har regeringen efterhånden opgivet en tillidsreform i det offentlige med konsekvenser både for ansatte og borgere - til fordel for satsning på konkurrencestat/ledelsesstat - mere herom i disse artikler:
http://www.ftf.dk/om-ftf/bentes-side/kommentar/artikel/har-regeringen-gl... - dec. 2012 - Har regeringen glemt tillidsreformen?
http://politiken.dk/indland/politik/ECE1821869/vestager-dropper-tillidsf... - dec. 2012 - Vestager dropper 'tillidsfuldt' løfte fra regeringsgrundlaget.
http://www.foa.dk/sitecore/content/Global/News/Pressemeddelelser/2013/Ma... - marts 2013 - når vi i den grad mødes med mistillid i det daglige arbejde og i de aktuelle politiske udspil, mister tillidsreform mening.
http://politiken.dk/deadsections/larstriermogensen/ECE1917634/tillidsref... - marts 2013 - Lars Trier Mogensen spørger om tillidsreform bare var satire.
http://magisterbladet.dk/magisterbladet/2014/022014/022014_p38 - feb. 2014 - 5 kapitler om tillidsreformen, der blev væk - Finansministeriet er nået til den konklusion, at velfærdsstaten kun kan reddes gennem centralt iværksatte effektiviseringer, og der er ingen tid til faglig dialog og åbne processer.
https://www.mm.dk/kommunale-topchefer-opgoer-corydon - marts 2014 - Kommunale chefer i opgør med Corydon - Fingrene væk, I drukner velfærden i bureaukrati! Sådan lyder den skarpe kritik fra landets kommunaldirektører.
http://politiken.dk/debat/ECE2056720/corydon-jeg-tror-paa-konkurrencesta... - aug. 2013 - Corydon om: Konkurrencestat/velfærdsstat
http://modkraft.dk/blog/erik-christensen/konkurrencestatens-soldater-ell... - aug. 2013 - Konkurrencestatens soldater eller myndige borgere - Corydon og Jelved i infight om konkurrencestaten.
http://www.information.dk/453833 - marts 2013 - Jelved: Det politiske system lider af iltmangel.
http://jyllands-posten.dk/politik/ECE4715033/lykketoft-angriber-regering... - juni 2012 - Mogens Lykketoft mener, at finansminister Bjarne Corydon (S) burde have taget et fagligt opgør med sine embedsmænd.
http://www.dr.dk/tv/se/dr1-dokumentaren/dr1-dokumentaren-dong-bag-lukked... - aug. 2014 - Dong bag lukkede døre.
http://www.information.dk/488134 - feb. 2014 - opgør om nødvendighedens politik.
http://www.information.dk/448650 - jan. 2013 - Krigen mod barndommen.
http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE1740564/ny-nordisk-skole-nyliberal... - sept. 2012 - Ny nordisk skole, nyliberalisme og nysprog
http://www.information.dk/488134 - feb. 2014 - opgøret med nødvendighedens politik
Overfor at se samfundet som et forpligtende fællesskab mellem myndige borgere står et samfundssyn/menneskesyn, som ser borgerne/medarbejderne/de uddannelsessøgende/partimedlemmerne som soldater i konkurrencestaten/ledelsesstaten:
Rigtig god illustration - den siger det hele.
Alle er bange - bange for at tage ansvaret - for beslutninger - for anarkitendenser - for repressalierne - for egen forfremmelsesmuligheder.
Bange for at trække i snorene nedefra og op til næste led - og helt op til Big Mother Stat.
Jeg havde nær skrevet socialistiske stat. Der er brug for liberal, demokratisk tankegang - frihed under ansvar.
Hurra for Jelved.
Drop "ja-hatten"..
http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/innovation-kraever-kritisk-be...
Og drop "nej-hatten". Tag "tænke-hatten" på.
Tak for en meget rammende artikel, og tak til Martin Andersen for sin understøttende dokumentation. Efter min opfattelse er vi her helt inde ved samfundets hjerteblod eller som det fremgår, det bemærkelsesværdige fravær af samme. Hvordan vi prioriterer vores uddannelser og lærere, hvilket menneskesyn, hvilket udsyn og hvordan vi værdsætter vores uddannelser er det der former vores samfund.
Som artiklen også peger på, forekommer denne top-down-ledelseskultur også at være ude over det hele i det private erhvervsliv. Her er det dog ikke ualmindeligt, at loyalitet er noget man køber sig til. Hvem er det der kører i Mercedes’er, BMW’er og Audi’er på de danske veje? Ja, der selvfølgelig direktører og enkelte selvstændige, men der er også rigtig mange mellemledere fra de store koncerner. Når man bliver således begunstiget, kan det være svært at sige fra overfor forhold man synes er kritisable.
Og ovre i whistleblower-light-afdelingen var jeg som del af medarbejderstaben i et større arkitektfirma indkaldt til møde om firmaets strategi. Velsagtens som led i en moderne, åben, kommunikativ holdning bekendtgjorde en af cheferne, at mødet ville blive optaget og denne lydfil ville efterfølgende blive lagt ud på hjemmesiden som supplement til punktet om firmaets strategi. Firmaets strategi baserede sig på en almindelig samfundsmæssig vækst på ca. 2 pct., og indenfor denne ramme havde koncernledelsen lagt planer for firmaets udvikling.
Nu taler vi årene efter finanskrisen, og da ledelsen var færdig med sin præsentation, tillod jeg mig at spørge til, hvad Plan B var, hvis der nu ikke kom en almen vækst på 2 pct., men måske snarere stagnation eller negativ vækst. Og for ikke blot at være skeptisk supplerede jeg min indvending med nogle konstruktive, alternative forslag. Andre medarbejdere rejste sig også op og supplerede med både kritik og ideer. Og hvordan reagerede ledelsen? De lod spørgsmålene glide af, og dialogen blev således stoppet lige på stedet. Og lydfilen fra mødet kom så alligevel ikke op på hjemmesiden.
Ledelse skal ikke være hierarkisk, den skal være en funktion, ligesom andre funktioner. Og den skal basere sig på kendskab til aktiviteten i institutionen eller firmaet, økonomien har man en bogholder til at varetage. Ellers går det ad H til, som vi ser det overalt.
Som Karsten Køllikers indlæg viser, så er folk overalt indstillet på at honorere den indstilling, de bliver mødt med - om det er indvandrerbørn i folkeskolen, ingen har forventninger til, eller forskere med udstrakt frihed til at tilrettelægge deres projekter og arbejdstid.
Tak for fin og præcis artikel om noget, der ikke kun kvæler folkeskolen som institution men også den enkelte lærer. Jeg er tidligere lærer. Stoppede i 2008 pga fysisk sygdom. I foråret 2014 fik jeg konstateret arbejdsrelateret PTSD (posttraumatisk stress) pga mine arbejdsforhold som lærer under en ambitiøs skoleombygning. 6 år forsinket, men bedre sent end aldrig for mig. Erstatning får jeg aldrig, men vigtigst af alt er egentlig anerkendelsen af at det var arbejds- og ledelsesforholdene der gjorde mig syg. Den skal jeg også kigge langt efter. Men i det mindste ved jeg nu, hvorfor jeg 'er som jeg er' i dag.
Denne type ledelse, som artiklen beskriver, har åbenlyst store konsekvenser. Min psykiater har fortalt mig, at hun oplever et stigende antal patienter få stillet diagnosen PTSD pga arbejdsforhold i ikke-livstruende jobs. Hvorfor stoppede jeg ikke i tide? Netop fordi jeg blev syg af arbejdsforholdene og præmisserne.
Jeg skrev for nylig en kommentar i min kommunes lokalavis om det, som respons på et indlæg om folkeskolereformens fortræffeligheder i samme lokalavis, skrevet af borgmesteren i min kommune og undervisningsminister Christine Antorini. To ledere på højeste plan.
http://gentofte.lokalavisen.dk/debat-pisd-som-foelge-af-job-som-laerer-i...
loyalitet er noget man kræver af andre når man ikke har helt rent mel i posen ..eller ?? :-)
En psykolog fortæller her om meget belastende arbejdsvilkår for en gruppe meget erfarne og velkvalificerede medarbejdere i statsaministrationen:
"Jeg blev på et tidspunkt kontaktet – hemmeligt – af en gruppe medarbejdere i statsadministrationen (...)Det var højtuddannede, modne personer, der i årevis havde beskæftiget sig med forskning og internationalt samarbejde på et område, der drejede sig om liv og død for mennesker."
De fortalte om et ubærligt krydspres i deres arbejde: "De blev presset til at omgå loven, og hvis de ikke makkede ret, blev de overlæsset med arbejde. Jeg var rystet og spurgte uvilkårligt, hvorfor de da ikke gik til de politiske partier eller deres faglige organisation. »De vil ikke røre det med en ildtang,« sagde de. Men hvorfor, vidste de ikke,«" fortæller psykologen:
http://www.ugebreveta4.dk/mobning-forklaedt-som-management_15430.aspx
George Monbiot, The Guardian, præsenterer den 5. august en vigtig ny bog af den belgiske forfatter og professor i psykologi, Paul Verhaeghe. Verhaeghes forskning viser, at moderne identitet er baseret på neoliberal ideologi, men den moderne neoliberale identitet passer ikke til vores evolutionært forankrede sociale natur:
Sick of this market-driven world? You should be: The self-serving con of neoliberalism is that it has eroded the human values the market was supposed to emancipate:
http://www.theguardian.com/commentisfree/2014/aug/05/neoliberalism-menta... - den 5. august 2014
Paul Verhaeghes book "What About Me?: The Struggle for Identity in a Market-Based Society" is one of those books that, by making connections between apparently distinct phenomena, permits sudden new insights into what is happening to us and why, siger Monbiot:
"We are social animals, Verhaeghe argues, and our identity is shaped by the norms and values we absorb from other people. Every society defines and shapes its own normality – and its own abnormality – according to dominant narratives, and seeks either to make people comply or to exclude them if they don’t (...)
The market was meant to emancipate us, offering autonomy and freedom. Instead it has delivered atomisation and loneliness.
The workplace has been overwhelmed by a mad, Kafka-esque infrastructure of assessments, monitoring, measuring, surveillance and audits, centrally directed and rigidly planned, whose purpose is to reward the winners and punish the losers. It destroys autonomy, enterprise, innovation and loyalty and breeds frustration, envy and fear (...)
The same forces afflict those who can’t find work. They must now contend, alongside the other humiliations of unemployment, with a whole new level of snooping and monitoring. All this, Verhaeghe points out, is fundamental to the neoliberal model, which everywhere insists on comparison, evaluation and quantification. We find ourselves technically free but powerless.
Whether in work or out of work, we must live by the same rules or perish. All the major political parties promote them, so we have no political power either. In the name of autonomy and freedom we have ended up controlled by a grinding, faceless bureaucracy (...)
The infantilising diktats of the workplace destroy our self-respect (...)
So if you don’t fit in; if you feel at odds with the world; if your identity is troubled and frayed; if you feel lost and ashamed, it could be because you have retained the human values you were supposed to have discarded. You are a deviant. Be proud."
http://www.theguardian.com/commentisfree/2014/aug/05/neoliberalism-menta...
http://scribepublications.co.uk/book/what-about-me/