Leder

En bevægelses genfødsel

25. september 2014

Det var ikke bare hjerteskærende, det var i en vis forstand makabert, da den unge poet Kathy Jetnil-Kijiner fra de lavtliggende Marshall-øer ved afslutningen af klimatopmødet tirsdag oplæste sit gribende digt til sin syv måneder gamle datter for de forsamlede stats- og regeringschefer i FN-bygningen. Poetens løfte til datteren om, at ingen grådige og amoralske selskaber, ingen bureaukratier med skyklapper skal få lov at drukne hendes drømme for livet i klimaændringernes havstigninger, udløste lange, stående ovationer fra salen.

»Luk du blot øjnene og sov i fred, baby, for vi vil ikke svigte dig. Det vil du se,« sagde den spinkle kvinde fra stillehavsøerne og fremkaldte givetvis tårer i øjnene hos en del af de jakke- og spadseredragtklædte statsmænd og -kvinder. Hvorefter flertallet af dem efter at have afleveret deres egne fire minutters statements hastede hjem med fly til deres respektive regeringskontorer for at fortsætte kampen for at banke deres skrantende BNP-vækst, konkurrenceevne og produktivitet i gang.

I det omfang politikerne fastholder deres vækststrategier på et grundlag af fortsat kul-, olie- og gasudvinding og -afbrænding, bliver de i praksis den lille piges bødler. På én gang tårevædede og med et skuldertræk vil de bære ansvaret for, at Marshall-øerne ligesom mange andre lavtliggende øriger og fattige kystnationer overskylles af klimaforandringens bølger og mister eksistensgrundlaget for at andre kan opretholde – helst hæve – deres historisk høje levestandard.

Sådan har generalsekretær Ban Ki-moons stort anlagte klimatopmøde fremkaldt blandede følelser. Opmuntrende var, at USA’s præsident Obama bebudede et nyt amerikansk CO2-reduktionsmål næste år, nedslående at han ikke signalerede opbremsning i USA’s ny fossile energieventyr. Opmuntrende var, at Kinas vicepremierminister Zhang Gaoli lovede, at Kina »så snart som muligt« vil vende væksten i sine CO2-udledninger til et fald, mindre opmuntrende at der ikke kom noget årstal. Opmuntrende, at Obama og Gaoli faktisk mødtes på tomandshånd og diskuterede klimaudfordringen.

Opmuntrende var også, at en håndfuld lande omsider er begyndt at bevilge penge til Den Grønne Klimafond, der blev vedtaget på COP15 i København for fem år siden. Stærkt bekymrende er, at de lovede bidrag endnu kun andrager ca. 2,4 mia. dollar fordelt over flere år, hvor det FN-definerede behov er 10-15 mia. allerede for i år, og hvor COP15-løftet er 100 mia. dollar hvert år fra 2020. For få donationer til fonden fra de rige lande kan blive det, der på COP21 i Paris næste år får u-lande til at blokere en ny klimaaftale.

Miljø- og klimachef Jonathan Grant fra det store konsulent- og revisionsfirma PricewaterhouseCoopers ramte hovedindtrykket af dagens mange statsledertaler godt, da han efter topmødet sagde: »For den udenforstående iagttager lyder det hele som en imponerende liste af initiativer og en masse ledsagende handling. Men virkeligheden er, at det ikke kan hamle op med væksten i BNP og de udledninger, der følger med.«

Ingen af de mange taler gav realistisk forventning om, at COP21 kan ende med andet end en liste over landes frivillige bud på, hvor meget de vil skære deres udledninger – uden udsigt til at det sikrer det FN-vedtagne togradersmål.

Derfor skal det klareste håb efter klimadagene i New York knyttes til den genoplivning af civilsamfundets klimaengagement, som Ban Ki-moon gav en platform med sit initiativ, og som kom til udtryk ved søndagens klimamarch i New York med 400.000 deltagere samt de over 2.000 andre små og store klimamanifestationer verden over. New York-marchen rummede ingen taler og signalerede dermed, at man ikke – som op til COP15 – ensidigt retter sine appeller mod de politiske ledere og COP-processen. Den genfødte klimabevægelse afspejler en bredere tilgang – fra eksperimenterne med en ny livsform i grønne byhaveprojekter til fysiske protester mod fracking og andre fossile energiprojekter – og samtidig en radikalisering i form af en erkendelse af problemets rod i de nuværende vækstøkonomiske strukturer.

At så mange forskellige aktører med så mange forskellige projekter og indfaldsvinkler nu kan se sig selv som deltagere i samme visionære omstillingsbevægelse, er det, der på ny nærer håbet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • John Fredsted
  • Ejvind Larsen
  • Niels-Simon Larsen
  • Viggo Helth
John Fredsted, Ejvind Larsen, Niels-Simon Larsen og Viggo Helth anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Næste gang skal vi lave en march gennem byen, og venstrefløjens ledere skal gå foran.
Nå, ikke? Skal Uffe så gå alene?

Vi kan ikke venter på at de politiske ledere kommer op i gear. Vi spilder dyrebar tid på at vente på at de forstår problemets alvor og omfang. De har i tilstrækkelgt mange år vist deres manglende vilje eller evne til at gøre noget for alvor d.v.s noget som ikke er 'for sent og for lidt'. Det parlamentariske demokrati har i denne sag spillet fallit m.a.o. glem politikerne og gør noget selv.

"Hvorefter flertallet af dem efter at have afleveret deres egne fire minutters statements hastede hjem med fly til deres respektive regeringskontorer for at fortsætte kampen for at banke deres skrantende BNP-vækst, konkurrenceevne og produktivitet i gang."

Spot on - en farce, helt som forventet.

De har en forkert opfattelse af, hvad det gode samfund er, og hvad mennesker virkelig efterspørger, det er problemet. Og desværre har de forsømt at lade en klogere ungdom vokse op ved at skære ned på noget af det, der kan gøres uden at forpeste verden med drivhusgasser: undervisning.

@Peter Hansen: "De har en forkert opfattelse af, hvad det gode samfund er, og hvad mennesker virkelig efterspørger, det er problemet."

Det er vist lidt for enkelt, er det ikke? For hvad er det nu lige, mennesker, som de er flest, virkelig efterspørger? Er det ikke - i narcissismens tidsalder - mest mulig personlig frihed? Politikere skal netop ikke komme og bede disse deres vælgere om at indskrænke sig, hvis de ønsker genvalg. Således bider det hele sig selv i halen.