Klumme

Først med ryggen mod muren ...

... ser man skriften på væggen. Er det så der, vi står og glor? Presset af klimaet spiler vi omsider øjnene – på klem
28. oktober 2014

»Vi er nok blevet taget på sengen. Vi har ikke været forberedt på så kraftige tilfælde, som vi lige har set det her og også i Nordjylland,« siger formanden for teknik- og miljøudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune, Ole Kamp, til Ritzaus Bureau. I september gik en sø og flere åer over deres bredder, fire broer blev skyllet væk, flere veje måtte lukkes, boligområder blev oversvømmet sammen med en idrætshal, et plejecenter og en fabrik. »Det var lidt af en øjenåbner for os,« siger han.

Måske blot en forsmag på, hvad fremtidens klimaforandringer kan få af konsekvenser, føjer Ritzau til. Med henvisning til en ny rapport fra Miljøministeriet: »Om 85 år: Store oversvømmelser i Danmark flere gange om året, hvor vandstanden vil stige 70-80 centimeter, ligesom der oftere vil vælte skybrud ned over landet.«

Det overrasker ikke alene Ole Kamp.

»Vi er alle sammen temmelig chokerede,« siger selv en af landets førende klimaeksperter, professor Marina Bergen Jensen. Metroen i København vil nemlig jævnligt skulle lukke, havnefronten i Aalborg vil igen og igen blive oversvømmet, husene langs Roskilde Fjord vil ofte få vand indenfor, i Esbjerg vil man hvert femte år få en vandstand på mere end fire meter over normalen, hvilket kun er sket hvert 100. år, og i hovedstaden opleve en vandstand på 1,7 meter over normalen flere gange hvert år, hvilket hidtil kun er sket hvert 500. år.

Ja, også miljøministeren synes chokeret over den rapport, hun selv udsender: »Det er dyster læsning, og var man ikke bekymret i forvejen, bliver man det virkelig nu,« erklærer Kirsten Brosbøl. Om »Analyse af IPPCC (FN’s Klimapanel) delrapport 2 Effekter, klimatilpasning og sårbarhed – med særligt fokus på Danmark«.

Lukkede øjne

Sådan kunne skriften imidlertid have virket for allerede et kvart århundrede siden.

Som redegjort i avisen i går, dels på forsiden, dels i artiklen: »IPCC – et panel, der løber panden mod muren – FN’s klimapanel skal nu for femte gang formidle skriften på væggen om den globale opvarmning« har naturvidenskabens skrift i hele dette tidsrum stort set været den samme. (I virkeligheden helt tilbage til 1960’ernes advarsler mod ’det tavse forår’, når fremskridtets forgiftning af naturen havde dræbt alle fuglestemmer, og 1970’ernes påvisninger af grænserne for vækst).

Men øjnene blev lukket og nu er menneskehedens globale opvarmning højere end nogensinde, udledningen af CO2-ekvivalenter slår år efter år alle rekorder (undtagen når såkaldte ’økonomiske tilbageslag’ kortvarigt finder sted!), havenes vandstande stiger støt (men ikke spor roligt), isen smelter hurtigere end hidtil beregnet, ekstreme vejr-, klima-, vand-, tørke- og andre naturforhold indtræffer stadig tiere og kraftigere ikke blot i Ringkøbing-Skjern, over halvdelen af alle Jordens hvirveldyr er udryddet, plante- og dyrearter trues af uigenkaldelig udslettelse, mens homo sapiens formerer sig fra tre milliarder til seks milliarder på 50 år og nu er på vej mod de 12 milliarder, og danskerne af alle folkeslag i verden i gennemsnit maser det tredjestørste økologiske fodaftryk ned over kloden (større end selv amerikanernes) i kraft af vores enorme materielle naturforbrug.

Kan vil holde dem åbne?

Naturvidenskabens skrift på væggen blev – med ganske få undtagelser – ikke læst. I hvert fald ikke taget som andet end specialvidenskab for barfodsgængere o. lign.

Når den tilsyneladende nu omsider så småt er ved at blive taget alvorligt af også flertallet (mellem 69 og 75 procent af alle danskere bekymrer sig noget eller endda meget om miljøet – i hvert fald, når det kommer til klimaforandringer og global opvarmning – viser en aktuel Epinion-undersøgelse foretaget for DR Nyheder), skyldes det så, at vi sammen med teknik- og miljøudvalget i Ringkøbing-Skjern nu står med ryggen presset mod realiteternes mur, tvunget til at åbne øjnene?

Og kan vi holde dem åbne? Også når ændringerne i økonomisk-politiske ’nødvendigheder’, udenrigshandel, overenskomstforhandlinger, den enkeltes livsstil m.m. skal gennemføres i praksis? I opgøret med de fordomme og fantasterier, der hidtil har gjort os blinde for naturvidenskabens skrift? Fordi den er blevet læst som »indgreb mod vor frihed. Begrænsninger i retten til at handle, som man vil.« Anførte artiklen i går. Eller fordi skriften måske nok er blevet læst som naturvidenskabeligt udsagn, nu vi ikke længere tror på Gud i gammeldags forstand, men som med ganske få undtagelser er oplevet kropumulig at omsætte til ny livsstil m.m.

Så længe de toneangivende og herskende, private såvel som offentlige økonomer har fået og får lov at fremture, som om den materielle natur trods naturvidenskabens skrift alligevel ingen grænser sætter for DØV, Den Økonomiske Vækst.

Hvor opmuntrende da, at Information i torsdags kunne citere en erklæret kapitalist, Peter Bakker, for kravet om ’en revolutionering af kapitalismen’! Fordi »kapitalismen udelukkende søger at optimere udbyttet af den finansielle kapital (i penge-målestok, el).

Dette er den grundlæggende brist. For vi forbruger også af den sociale kapital og naturkapitalen i materiel forstand, og der melder grænserne sig.

Der opstår håbet.

Hvor meget der så er tilbage af kapitalismen, er vel blot et spørgsmål om definition.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Michael Kongstad Nielsen
  • John Fredsted
  • Niels-Simon Larsen
  • Henrik Christensen
Michael Kongstad Nielsen, John Fredsted, Niels-Simon Larsen og Henrik Christensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

K-lakaj Peter med Bakker snakker – det er ikke i første omgang Kapitalismen, som kan revolutioneres, kapitalisterne opfinder såmænd bare nye og endnu farligere mutanter, og det kan da næppe kaldes opmuntrende – men det er tvært imod menneskehedens indstilling til Kapitalismen, som bør revolutioneres – hellere i dag end i morgen – som om det er noget nyt …

@Jan Weis Ja, det er netop menneskehedens indstilling til Kapitalismen, som bør revolutioneres – hellere i dag end i morgen – men da det ikke er noget nyt, er det dog værd at notere en erklæret kapitalist, der angriber selve fundamentet for kapitalismen: forestilingen om ubegrænset økonomisk vækst

Steffen Gliese, Jan Weis og Henrik Christensen anbefalede denne kommentar

@Ejvind Larsen bekræfter netop min tese - hvorfor skal man lige netop tro på denne erklærede kapitalist - er det ikke bare endnu en portion 'repressiv tolerance' nu manden åbenbart er så kvik, at han kan 'se skriften på væggen' - f.eks. også se, at den virtuelle spekulationskapital snart er hundrede gange større, med stærkt stigende tendens, end den reelle værdi af den samlede materielle produktion i verden - bare er den største finansboble nogensinde ...

Niels-Simon Larsen

Kapitalismen kan godt afskaffes. Det kan et flertal stemme igennem, men hvad med kapitalisterne? Vi kan jo ikke beslutte, at fra nu af må man ikke mere begære næstens ejendom, kvæg og hustru/mand. At man heller ikke må lade andre rende og springe for sig og heller ikke synes, at man selv er klogere og lægge snarer for andre og slet ikke spinke og spare og puge penge og lade dem ligge og mugne i stedet for at bruge dem til alles vel.

Jeg synes, det er som om, at vi har glemt, hvad det egentlig drejer sig om: At tage sit kors op dvs. sine problemer, kæmpe med det, der er svært og gøre egoet mindre. I stedet har vi organiseret en ydre kamp, der som regel går på, at andre har skylden for alle fortrædelighederne. Vi skal lige have knaldet dem og dem en på bærret, så skal det nok lykkes at skabe det fuldkomne samfund.

Jeg er ikke med i det hylekor, der bare vil afskaffe kapitalismen, eller det er jeg måske nok, men hvad så bagefter? Vi er jo stadig de samme mennesker, så opgaven må da være at se på, hvordan vi bliver anderledes? Nogle vi nok sige, at det er for sent, men på den anden side kan man jo ikke forlange, at folk skal begynde at ændre sig, før der er grund til det.
Nu kommer grundene løbende og ligefrem stormende imod os, og så skulle man tro, at det nye kom af sig selv, men jeg ser for mig, at en del vil ligge ude i vandmasserne og råbe og skrige, at klimakatastroferne ikke er menneskeskabte. Det er solaktivitetens skyld eller noget andet. Ikke engang her, kan vi finde sammen.
Derfor ender det garanteret med et grønt flertalsdiktatur, hvor man må stille rammer op for god opførsel og slå ned på dem, der overtræder (tvangsarbejde på digerne).

Niels-Simon Larsen

Jeps, "siden 60'erne" skriver Ejvind. Ja, siden 60'erne har vi været optaget af disse undergangsforudsigelser. Nu har vi endelig fået ret, men vi kan naturligvis ikke råbe hurra. Det fortæller om vores vanskelige stilling i hele perioden, diskussionerne, forsøget på at få andre til at indse alvoren osv, osv.

Resultatet er billedlig talt, at vi en dag bare blive kommanderet ud og bygge diger sammen med alle andre. Nu skal der løftes i flok.

Kunne vi have vundet? Det kan jeg ikke se, når flertallet vil leve sorgløst uden tanke på morgendagen. Den mennesketype, der havde magten, fik lov at køre det hele i sænk. Et nyt menneske var umuligt at skabe. Vi havde kun negative historiske eksempler at henføre til, og de umuliggjorde al tale om noget nyt. Gudsstatsmennesket, Sovjetmennesket, nazimennesket og nu det overforbrugende velfærdsmenneske. Lort på lort.

Hver gang der kommer et lille fløjt som fx nu Dan Jørgensens anbefaling af at skabe ro om aftensmåltidet, bliver der råbt "Nordkorea". Vi har ikke andet end dårlige minder i lasten, og de få gode er som guldnede glansbilleder. Inden vi får taget det første skridt har vi allerede spændt ben for os selv.

Det er ikke bare højrefløjen, der skal gennem en selvransagelse. Det er også venstrefløjen. Alle. Lad os håbe, der er tid til det.

Anne-Marie Blæhr, Ejvind Larsen og John Fredsted anbefalede denne kommentar

Hvem var det der sagde: 'det er svært at læse skriften på væggen når man står med ryggen mod muren'?
Det virker som om de ansvarlige politikere har det sådan. De fører ’nødvendighedens politik’ dikteret af ’tvingende omstændigheder’, m.a.o. mener de, at de som ansvarlige ikke har noget valg - dybest set .
Men de læser ikke skriften på væggen ’mene mene tekel’ (dine dage er talte!)
Som hovedløse høns fortsætter de den afstukne rute. Ude af stand til at ændre retning selvom den fører mod en afgrund. Det store spørgsmål er om demokratiet er i stand til at løse denne krise, og hvad der sker, når/hvis det viser sig, at det fejler. Hvad kommer efter demokratiets mulige kollaps? En form for ’økologisk despoti’?

Ejvind Larsen, Niels-Simon Larsen og John Fredsted anbefalede denne kommentar

På lørdag skal jeg til fødselsdag hos min fysikerven. Han samler hvert år de samme 10-12-14 mandevenner til en herrefrokost - dog ikke én med cigarer, whisky o.l., men en ganske stille og rolig én med god mad, rare mennesker, og en altid dejlig stemning. Som vanen tro, så vil der også i år holdes nogle korte foredrag (dels af værten selv, dels af nogle af gæsterne), før vi senere sætter os til bords, hvor hans kone, en sand mester i et køkken, har tryllet for os.

Emnet for foredragene ændrer sig fra gang til gang. I år er det overordnede emne 'Fremtidsforudsigelser'. Der vil være et foredrag om computerprogrammer, et foredrag om, hvilke 'forudsigelser', Det Gamle Testamente kommer med, og måske et foredrag om aktieanalyse og om, hvordan man forudsiger aktiekurser. Det stritter tydeligvist i alle retninger!

Værten foreslog, at jeg holdt et foredrag om klimaets udvikling, idet han mente, at det vidste jeg en hel del om. Idet jeg (grundet de psykiske ting, jeg slås med) ikke har det godt med at skulle holde et foredrag af den planlagte slags (spontane foredrag er ok), så afslog jeg forslaget, men fremsatte i stedet følgende alternativ: "I stedet for, at nogen holder et foredrag om klimaforandringerne, så kunne vi jo sådan lidt mere uformelt simpelthen snakke om dem: Hvori de består, hvilke konsekvenser det får for fremtiden, hvorvidt man som enkeltindivid føler sig medansvarlig (den kan være farlig for stemningen!) og dermed også om man mener, at forandringerne er menneskeskabte eller ikke," som jeg formulerede det i mailen til ham.

Værten, hvis holdning til klimatruslen synes at være, at det skal mennesket nok finde en teknologisk løsning på, skal under alle omstændigheder have kredit fra min side af for at foreslå dette emne. Idet langt de fleste af de fremmødte frisk og frejdigt, som jeg ser og hører det, deltager i den danske forbrugsmaskine, så bliver det dog spændende at se, hvorledes den uformelle diskussion udvikler sig: stemningen kunne meget hurtigt blive dårligt, og så er det spørgsmålet, hvor meget jeg skal presse på. Det, der interesserer mig den aften, er egentlig ikke de tekniske detaljer om klimaets udvikling; nej, det er de fremmødtes psykologiske forholden sig hertil.

Niels Duus Nielsen, Ejvind Larsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar

Måske er der bare tale om den rette pædagogiske tilgang til den nødvendige omstilling af indstilling og efterfølgende genopdragelse af menneskeheden – nogle ville kalde det hjernevask – og på mange måder havde Horats nok generelt uret - vi ved det ikke … :-)

Om onsdagen står for tiden én af familiens håbefulde unge kvindelige medlemmer for skud i det rent abstrakte matematiske univers – i denne uge er det manuduktion i 2. gradspolynomiets mysterier og dermed forbundne løsninger af algebraiske ligninger af 2. orden udsat for halvonklens bedagede konstruktivisme inden for de reelle tals simple legeme – man skal selv yde noget (det meste!) – så fat blyant og papir og kom i gang, lyder parolen – hvilket underligt nok ikke afstedkommer de samme voldsomme reaktioner og kasten rundt med materialerne og udstyret i køkkenet - som når det undtagelsesvis er moren, der forsøger sig …

Det mentale beredskab er helt i top og viljen til at forstå er manifest – men overføre teknikken til klimalæren skal onklen ikke nyde noget af – det er kun dømt til fiasko uanset, hvem der er manuducend …

Tiden arges, som den ældes,
kun i Nedgang er vi fælles,
Farfars Tid og Fars og vor –
vor, hvis Afkom, ak! Skal tælles
under Slægten, som gik for.
Horats

Michael Kongstad Nielsen

Jørgen Steen var også i P1-morgen (i dag). Han afsluttede med at påpege, at den nødvendige livsstilsændring ikke behøver at medføre ringere livskvalitet. Det er meget vigtigt at dyrke det aspekt, tror jeg, for modstanden mod forandringerne skyldes ofte angst for at blive afskåret fra fri udfoldelse i livet, fri livslyst, materielt forbrug, magelighed, fråds o.s.v. Angst for at skulle leve asketisk, spartansk, livsfornægtende o.s.v.

Men det er jo ikke nødvendigt. Og dér kunne et opmuntrende ide-mageri begynde, med inspirationer til "alternativ" livskvalitet. Hvordan løftes livet op i kvalitet uden materiel vækst? That´s the question.

@Kongstad: Jeg er ikke enig. Selvfølgelig skal de såkaldte frihedsrettigheder indskrænkes, hvis vi ønsker at gøre noget reelt ved klimatruslen. Hvis ikke, så er vi i mine øjne fluks tilbage i illusionen om menneskets potentielle teknologiske omnipotens. Men jeg misforstår dig måske?

Ydermere så mener jeg ikke, at folks bekymring handler om "angst for at blive afskåret fra fri udfoldelse i livet" i sig selv; nej, det handler snarere om angsten for at skulle stå ansigt til ansigt med det, der foregår inde i én selv, når man således ikke længere hele tiden kan aflede sig selv med projekter og fænomener i det ydre.

Anne Eriksen, Niels Duus Nielsen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Ja, jeg tror du misforstår mig (og Jørgen Steen, som jeg citerer). Tanken er, at den store livsstilsændring ikke behøver at give lavere livskvalitet (hvilket folk frygter), men selvfølgelig lavere materielt og energimæssigt forbrug. Hvordan det skal kunne lade sig gøre, er dét spørgsmål, jeg efterlyser svar på i debatten.

Niels-Simon Larsen

Livsstilsændring og livskvalitet er værd at se på. Livskvalitet under en ny synsvinkel. Hvordan lever klimamennesket? Her skal der stilles noget op, der er værd at se på, så det er bare med at begynde. Desværre er der en generthed på dette område, og Janteloven vil straks vise sig i al sin magt og vælde - du skal ikke tro, at du kan komme med gode forslag her. Alligevel skal nogen begynde, og der sker da også meget rundt omkring i landet, men der mangler lige den politiske bevidstgørelse, opbakning og samling. Den må komme.

Ejvind Larsen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar

Vi kan lære af de såkaldt 'primtive' kulturer, som har bevaret meget af den oprindelige livsform mennesket har haft siden tidernes morgen,og som har formet os.
Selvom de er meget forskellige, har de alle nogle fælles træk. F.eks. et stærk socialt fællesskab. For de mennesker er et liv med høj livskvalitet ikke koblet til 'forbrug', men til fællesskabet. Det er gennem det, at de oplever mening med livet, der her de mærker anderkendelse og værdi og her de finder de dybe følelsesmæssige bånd, som er med til at give en høj livskvalitet
I vores sanfund er forbrug blevet et surrugat for det sociale fællesskab. Det får os til for en stund at glemme, at vi er ensomme. Selvom vi har en familie vil vi efter disse kultures norm være ensomme
Jeg forstiller mig ikke vi skal vende tilbage til et jæger/samler samfund. Det lader sig ikke gøre og det er heler ikke nogen ideal livsform. Men måske kunne vi lade os inspirere?

Niels Duus Nielsen, Niels-Simon Larsen, Michael Kongstad Nielsen, Ejvind Larsen, Torsten Jacobsen og John Fredsted anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Ole Falstoft,

Jeg er meget enig. Vi lever i et samfund hvor uafhængighed er efterstræbelsesværdig. det gælder om ikke at skylde nogen noget (bortset fra banken, naturligvis). problemet er blot at afhængighed og ansvar hænger uløseligt sammen. Uafhængighed fostrer uansvarlighed. For mange mennesker forveksler efter min mening denne følelse af uansvarlighed med frihed. Hvilket ikke er så underligt i en kultur, hvor man tilsyneladende kan betale sig fra det meste.

Niels Duus Nielsen, Niels-Simon Larsen, Ejvind Larsen og John Fredsted anbefalede denne kommentar

@Ole Falstoft: Men måske det stærke sociale fællesskab, som du helt med rette påpeger, kun fungerer op til et vist antal mennesker, hvorefter mere formel-juridiske reguleringer er påkrævet. Bare en tanke.

Niels-Simon Larsen, Michael Kongstad Nielsen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

John Fredsted,

Det har du selvfølgelig ret i. Men jeg tror det må være muligt at indrette et samfund, hvor en stærk lokal forankring i et (delvist) autonomt selvstyre, kan indpasses i et større fællesskab indrammet af formel-juridiske reguleringer. Desværre er udviklingen de sidste mange år gået den forkerte vej. Kommunerne er blevet større, amter erstattet af regioner. Vi har brug for at bevæge os i den modsatte retning.

Mindre enheder med større selvforvaltningsret. Dette koblet med de principper man finder i de økologiske fødevarefællesskaber der skyder op rundt omkring: et fokus på lokal produktion og lokale kredsløb. Nærhed, afhængighed, ansvarlighed.

Niels-Simon Larsen, Ejvind Larsen og John Fredsted anbefalede denne kommentar

Vi ser jo forskellige grupperinger af personer, der i fællesskab er selvforvaltende over dele af deres liv: de dyrker frugt og grøntsager, holder økologiske husdyr, deles om vindmøller, genbruger og reparerer elektronik og maskiner etc.. Jeg tror det vil brede sig meget mere i de kommende år ikke kun fordi man sparer penge, men også fordi folk opdager, hvor menneskeligt givende det er, at være del i sådanne fællesskaber. Man behøver ikke alt det isenkam for sig selv. Det er sjovere at dele oplevelser med andre
Og jo: Jeg ved godt af fællesskaber også har en anden side: den klaustofobiske. Så kunsten er at finde en balance mellem hensynet til det fælles og det individuelle

Ejvind Larsen, Niels-Simon Larsen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Oles kommentar inspirerer mig til dette:
Jeg har aldrig været den morsomme mand ved bordet, men jeg har altid haft en drøm om fællesskab, og den lever endnu og har det bedre end nogensinde. Jeg gør meget for at holde den i live i de forbindelser, jeg indgår i.
I går gik det meste af dagen med at arbejde i et køkken og lave mad til 60 mennesker, og så oplevede jeg igen, hvordan en lille gruppe falder ind mod hinanden i arbejde og samvær og kører som velsmurte tandhjul. Jeg kunne lige nå at stifte de små venskabsforhold, der gjorde, at vi senere kunne udtale en følt 'tak for samarbejdet' til hinanden. Længere henne var der møde om nogle praktiske problemer, og bagefter sagde jeg, at jeg syntes, det havde været et fantastisk møde, fordi folk var effektive og venlige. Igen samarbejde som musik.
For mig er den slags livsnødvendigt, når jeg hver dag beskæftiger mig med politiske 'svigt'. Det er ikke fødevarefællesskaberne, der redder verden, men det kan redde en del af min verden og en dag i mit liv.
Det var det, som Ole skrev om 'det menneskeligt givende', der lukkede vinduet op.

Ejvind Larsen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar

@Niels-Simon: Jeg kan nikke genkendende til det du skriver. Men jeg er bange for at jeg er blevet for gammel til den omstilling, som jeg teoretiske anser for nødvendig. Jeg er for 'miljøskadet' og har ikke længere den 'psykiske elastisitet', som i ungdommen. Vi må sætte vores lid til de unge

Hermed en opfølgning på min tidligere kommentar om fødselsdag hos en ven (afholdt i går aftes):

Den uformelle snak om klimaforandringer blev ikke til noget. Der blev simpelthen ikke tid til den. Før middagen nåede vi kun nogle andre ting/foredrag, og efter middagen var det enten blevet for sent til noget sådant, eller også havde man bare glemt det. Men det er min vurdering, at det såmænd også er noget nær ligegyldigt:

For før middagen drejede snakken sig, måske lidt tilfældigt, ind på aktieinvestering, og i den forbindelse ytrede jeg mig om, at det ikke kan udelukkes, at man med en sådan adfærd bidrager til, at der nogle måneder senere springer en asiat i døden fra et fabrikskollegium, jævnfør en af mine kommentarer i forrige Frie Ord. Det faldt mere eller mindre pladask til jorden. I hvert fald kom der ingen kommentar i tråd med spørgsmålets alvorlige karakter; de(t) eneste svar, der kom, var noget i stil med, at det jo også kunne tænkes, at man ved denne sin adfærd bidrog til at skabe arbejdspladser (Helle Thorning kunne ikke have gjort det bedre). Jeg mumlede "bla, bla, bla" hertil, og så lukkede jeg ned i flere minutter i sorg over således at befinde mig blandt fremmede mennesker.

Min vurdering her efterfølgende (og dette ikke kun på grundlag af ovenstående hændelse) er stort set, at ingen af dem, jeg var omgivet af denne aften, var i nærheden af at forstå, at nedgang/begrænsning af deres forbrug er en nødvendighed. De deltager alle, som de 'vellykkede' mennesker, de er, i forbrugsmaskinen, nogle mere end andre. Én ejer således 27 oliekilder i USA, rejser en hel del, kører i store biler, o.l.; en anden skal om ikke så længe til Indien for der at deltage i en maraton; en anden har et hus i Florida.

Men det besynderlige ved det hele er, at de alle sammen, uden undtagelse, er rare og hensynsfulde mennesker at snakke med face to face. Det kan jeg så glæde mig over, men jeg kan også helt tabe modet ved det: for ville det ikke være meget lettere at kapere, hvis det kun var ubehagelige mennesker, der førte an i destruktionen af planeten? At se alle disse levedygtige mennesker bedrive en livsdestruktiv adfærd er en dysfunktionalitet i livets midte så dyb, at det får mig til at konkludere: vores skæbne er allerede beseglet.

Jakob Silberbrandt, Ejvind Larsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Lennart Kampmann

Hvorom alting er, så skal man nok kigge på højdekurver på landkortet ved næste boligkøb og sikre sig at man har lidt tid endnu. Køber man lavtliggende, kan man ikke komme om føje år og hævde at man ikke vidste bedre.

Med venlig hilsen
Lennart

Det ser desværre ud til, at mindst et par fra den faste kommentarstok her nok burde skifte omgangskreds for deres mentale helbreds skyld – vi andre kan så fortfarende lægge os efter den gammelromerske satiriker Quintus Horatius Flaccus, alias Horats – der vistnok skulle have sagt noget i retning af odi et arceo profanum vulgum - eller på jysk jeg hader den gemene pøbel, og holder afstand til dem

Dette bonmot er sandsynligvis ordret forkert, men dog ikke helt galt set – for de fleste er tilfredse, når bare ’pøbelen griner og kassen stemmer’ …

Så igen – ” Måske er der bare tale om den rette pædagogiske tilgang til den nødvendige omstilling af indstilling og efterfølgende genopdragelse af menneskeheden.” – forslag: begynd med hjernevask efterfulgt af ’moderat fysisk pres’ uden blå mærker … :-)

Niels-Simon Larsen

"Gør deres indsats", som det hedder ved spillebordet (jeg har set det på film), og det gør folk så, i fald de har noget at sætte ind. I livets spil har man i det mindste sit liv at sætte ind, og det gør vi alle. Det hænger sammen med, at vores hjerne som små ikke er helt udviklet. Hvis den havde været det, var der nok aldrig kommet gang i sagerne.

Nu står man så der og tjatter med småpengene eller sætter alt ind med halv kraft og opmærksomhed. Gider man vinde? Er der noget at vinde? På den måde får livet et slattent præg. Der er nok nogen der ligesom jeg, hvis vi havde været en overnaturlig myndighed, ville plukke dem ud, der kun levede på halv kraft. De fortjente ikke livet.

Der er vist kun en, der har sagt, at dette elendige liv er fantastisk dyrebart, og at vi har et dyrebart menneskelegeme. Buddha. Jeg har aldrig forstået den mand og har aldrig sluppet ham. Altså, dette liv er noget, man skal se at komme bort fra, og til det forhavende skal man bruge sit dyrebare liv og legeme.

Klimasituationen er mig til stadig undren, især fordi den kan være den største chance, vi nogen sinde har haft. Hvis det hele går som jeg ser i min krystalkugle, så sker der det, at vores bevidsthed bliver presset til det yderste. Stående i vand til halsen er vi kastet ud i eksistenskrise. Barnet har hældt sig selv ud med badevandet (mærkeligt barn). Med det hele på vippen, skal det vise sig, om vi vælger livet. Med 'vi' mener jeg den tænkende reserve og ikke sådan nogle som Koch-brødrene.
Jo mere alvorligt det hele toner frem, des mere bliver der at tænke over. I begyndelsen kun lidt, men efterhånden som grebet strammes om os, vil vi komme til mere og mere bevidsthed. Først global bevidsthed, og derefter noget andet, som vi ikke har opfundet endnu. Det skal nok være noget med at indse, at dette liv og legeme er noget helt unikt og bruge det derefter.

Er jeg så positiv eller negativ? Det spørger jeg tit mig selv om, og det har jeg tænkt mig at blive ved med, for så tænker jeg ikke så meget over, hvordan virkeligheden i virkeligheden ser ud, og at mange mennesker hellere vil snakke om deres erobringer og besiddelser. For det er mærkeligt, at den største trussel af alle er et så fuldstændigt umuligt samtaleemne. Det er ligesom en international sammensværgelse, der går på, at den slags skal vi ikke ofre opmærksomhed - på linje med den tavse beslutning, der hedder: Den slags taler vi ikke om i vores familie.

Sat op på den helt store scene, sker der det, at naturen, det skabende element, Big Bang eller hvad ved jeg, har fået grundigt fat om mennesket og klemmer mere og mere til. Vi vil jamre os og ønske os fri for smerte, men der er ingen kære mor. Enten udvikler vi os, eller også går vi under, men min ateistiske hjerne mener ikke, det kan være rigtigt, at vi har udviklet os bare for at afvikles.
Det hedder 'komme til bevidsthed', og der er lang vej endnu. Der må snart ske noget. Rigtig meget.

Michael Kongstad Nielsen

Historien om guldkalven har man jo hørt før. Hvad er det, der gør mennesker så svage i fristelser?

2. Mosebog – Kapitel 32
Guldkalven

1Moses havde nu opholdt sig på bjerget i mange dage, og israelitterne mistede til sidst håbet om, at han nogensinde ville komme tilbage. Derfor gik de hen til Aron og sagde: »Lav os en gud, som kan føre os videre, for vi ved ikke, hvad der er blevet af den her Moses, som førte os ud af Egypten.«

2-3»Jo, men så skal I bringe mig de guldøreringe, som jeres koner, sønner og døtre går med,« svarede Aron.

Så tog de alle deres øreringe af og bragte dem til Aron. 4Aron smeltede guldet og støbte en afgud, som lignede en tyrekalv. Da folket så den, udbrød de: »Se her, alle sammen! Det er den gud, som førte os ud af Egypten!«

5Da Aron så folkets begejstring, byggede han et alter foran tyrekalven og meddelte: »I morgen holder vi højtid for Herren!«

6Tidligt næste morgen bragte de så brændofre og takofre på alteret foran guldkalven. De satte sig ned for at spise og drikke, og så stod de op for at danse foran afguden og more sig.

7Da sagde Herren til Moses: »Skynd dig ned fra bjerget! Det folk, du førte ud af Egypten, har begået en stor synd. 8De har allerede vendt sig bort fra mine befalinger og lavet sig en afgud i form af en tyrekalv. De har tilbedt den og ofret til den. De har oven i købet sagt: Det er den gud, som førte os ud af Egypten!«

...

@Michael Kongstad Nielsen tak du minder om, hvordan man laver en religion og skaber en gud, undskyld Gud, og grundlægger en tilbedelse og opretter et præsteskab: laver en økonomi og skaber en vækst, undskyld Den Økonomiske Vækst, DØV, og grundlægger det moderne liberalistiske-socialistiske-socialdemokratistiske-neoliberalistiske fremskridt og opretter Det Økonomiske Råd med sine vismænd og overvismand.
Ja, tak.
g/Gud ved, hvornår Herren mon får en eller anden Moses ned fra bjerget i en allerhelvedes fart...