Læsetid: 4 min.

Demokrati forudsætter blasfemi

Chefredaktøren for det franske satiremagasin, Charlie Hebdo, fik overrakt Lars Vilks-komiteens frihedspris den 9. oktober 2014. Her bringes talen, som Gérard Biard holdt i forbindelse med prisoverrækkelsen
8. januar 2015

I Frankrig kan vi sige alt og skrive alt om vores politikere. Afholder vi os fra racistiske fornærmelser og tilskyndelse til had, kan vi kritisere og karikere dem så uelskværdigt, vi ønsker.

Ikke alle er glade for at blive udleveret. Mange karikaturofre var givetvis helst fri. Men ikke én politiker vil anfægte, at medierne har ret til at kritisere og karikerere offentlige figurer, selv urimeligt og nederdrægtigt. Det er lovligt, det er legitimt. François Hollande kunne ikke bestille andet end at vandre ind og ud ad retssale, hvis ikke denne konsensus var etableret og lovsikret.

Som avisudgivere ved vi imidlertid, at der et emne, som det kan være vanskeligt at ytre sig frit om: religion. Jeg taler ikke kun om islam.

Charlie Hebdo har på 22 år fået 21 sagsanlæg. De 20 var fra katolske organisationer, kun ét fra islamister – det fik vi, da vi genoptrykte den mest spektakulære af Jyllandspostens tegninger. Men tag ikke fejl: Også de højreekstreme katolikker er på politisk erobringstogt. Og politik er netop sagens kerne.

Da Egyptens hær skød på Det Muslimske Broderskab, bragte vi en forsidetegning, hvor en islamistisk demonstrant holder Koranen op som et ubrugeligt skjold. I ledsageteksten står: »Koranen er noget lort, den stopper ikke kugler.«

Det gjorde vi ikke for at fornærme islam, men for at bringe en politisk kommentar. I vores kontekst er Koranen ikke så meget en hellig bog som en politisk dagsorden. Det Muslimske Broderskab udtrykker selv dette umisforståeligt med sit slagord: »Islam er løsningen, og Koranen er vores forfatning«. For islamister er Koranen mere end et religiøst værk, mere end en ’vejledning’ til det indre trosliv. De ser den frem for alt som et instrument til politisk og social kontrol, og det samme gør Golfens konger og emirer samt Irans mullaher. Koranen er deres modstykke til Maos lille røde.

Men i et demokrati kan ingen politisk dagsorden gøre krav på at være ’hellig’. Her gælder tværtimod, at enhver politisk dagsorden må kunne kritiseres, diskuteres og udleveres til latter. Ej heller må der være noget til hinder for, at vi kan rakke ned på den, selv voldsomt. Og selv med grove gloser.

Dekreterer man nu, at Koranen skal danne grundlag for staten og bruges til at føre kontrol med samfundsindretningen, så følger det, at vi har lov til at underkaste den samme behandling som enhver anden politisk platform. Ligesådan med Bibelen – f.eks. som Tea Party-bevægelsen forstår den, og ligesådan med Toraen, når Israels religiøse partier vil gøre den til samfundets bærende søjle.

Det er vigtigt at forstå, at ytringsfriheden ikke har nogen bedre beskytter end det liberale demokratis sekulære samfundsorden, som også garanterer både samvittighedsfrihed og trosfrihed – i grel kontrast til totalitære religiøse regimer.

På Charlie Hebdo er vi dybt optagede af at slås for sekularismen. Og fordi Frankrig er en sekulær demokratisk republik, har vi da også vundet alle retssager, som højrereligiøse grupper har anlagt imod os. Hver og en.

Kan vi have et demokrati uden ytringsfrihed? Selvfølgelig ikke. Lad være, at sekularisme ikke er en tilstrækkelig garant for demokratiet – Nordkorea er f.eks. en sekulær statsmodel. Men så meget står fast: Vi kan ikke ikke have demokrati uden sekularisme. Alene sekularisme kan sikre fuld virkeliggørelse af demokratiet som politisk system. Demokratiet er ikke perfekt. Men et demokratisk samfund har den uvurderlige fordel, at det til stadighed kan forbedres.

Det sekulære demokrati knæsætter princippet om, at enhver lov kan sættes under debat og blive konfronteret med politisk modstand. Dermed sikrer vi os, at ingen er urørlige.

En guddommelig lov derimod proklamerer en uforanderlig essens, indgraveret i evig marmor og derfor permanent immun over for kritik og problematiseringer. Guds lov bliver dermed uforenelig med demokratiet. Giver vi først Gud indpas på den politiske arena, antager han skikkelse af uafsættelig tyran. Diktatorer dør, og juntaer kan væltes. At fjerne Gud er sværere, for troende vil blive ved at tilbede ham. Netop derfor skal vi sikre, at Gud forbliver, hvor han hører hjemme: Bag døren til kirker, moskeer, synagoger, ashramer, pagoder og alle de andre templer.

I et demokrati, hvor vi i fællesskab arbejder for frigørelse gennem frihed og lighed må enhver påkaldelse af mystiske entiteter udelukkes fra kunne tælle med vægt af argument i den offentlige, politiske debat. Netop dette sikrer sekularismen. For sekularisme indebærer en stat, der pr. defintion er gudløs, og borgere, der ikke defineret ved religiøst tilhørsforhold.

På Charlie Hebdo beskyldes vi ofte for at være sekulære fundamentalister. Men hvad er den ’sekulære fundamentalisme’ andet end uforsonlighed på demokratiets vegne? Skal vi skamme os over at være kompromisløse demokrater?

Religiøse ledere beskylder os også for at være racister, fordi de forstår at sondre mellem kritik og latterliggørelse af religion på den ene side med racisme og antisemitisme på den anden. Racisme og antisemitisme er hadetale. De vil negere individet for det, som individet er. Kritik eller latterliggørelse af religion derimod angriber kun ideer eller et politisk system.

I Frankrig oplever vi en ubehagelig og voldelig racisme mod romaer. Vi har også en komiker – Dieudonné – med tætte bånd til det ekstreme højre. Dieudonné fortæller os konstant, hvordan jøderne forpester og korrumperer verden. Han kalder Israel for en illegitim stat, og benægter, at Holocaust og gaskamrene har eksisteret.

Dieudonné ynder også at posere som ytringsfrihedens helt og martyr, fordi de franske retsmyndigheder har forbudt og fordømt hans optrædener.

Men han er hverken forsvarer for ytringsfriheden eller dens martyr. Det sekulære Frankrig straffer ikke blasfemi, men det straffer antisemitisme, Holocaust-benægtelse og nazismenforherligelse.

Hos Charlie Hebdo kæmper vi for friheden til at bespotte gud. Men vi kæmper også imod racisme, antisemitisme og had til vores medmennesker.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Palle Yndal-Olsen
  • Henrik Christensen
Palle Yndal-Olsen og Henrik Christensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Toke Andersen

Der findes ikke blasfemi.
Blasfemi forudsætter guder og vi har endnu ikke mødt noget i dette univers der med nogen sproglig præcision kan kaldes guder.

Der findes religiøs sentimentalitet og selvhøjtidelighed i store mængder blandt næsten alle religiøse - men det er noget helt andet.