Læsetid: 5 min.

Manglende plan komplicerer sag om danske soldaters tolke

Mangel på systematik og utilstrækkelig kommunikation har præget Danmarks brug af lokale tolke under indsatsen i Afghanistan. Skal det undgås i fremtidige operationer, må man udarbejde en sammenhængende plan, vurderer forskere på baggrund af ny rapport
Danmark havde ikke en plan for, hvad der skulle ske med de tolke, som Danmark gjorde brug af under indsatserne i Afghanistan og Irak. Det bør man have fremover, allerede inden man begynder indsatsen, mener Sine Plambech, der er forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier.

Jakob Dall

27. januar 2015

De seneste års sager om lokale tolke, der er kommet i fare som følge af deres arbejde for danske soldater i Irak og Afghanistan, viser, at der plads til forbedring i den måde, Danmark håndterer problemstillingen på.

Det vurderer danske forskere på baggrund af en ny rapport om brug af lokale tolke i konfliktzoner.

»De løsninger, der er kommet i kølvandet af Irak og Afghanistan har været mere ad hoc end systematiske. Fremadrettet er Danmark nødt til at have en mere sammenhængende plan for, hvad vi gør i forhold til tolke, som arbejder for os i militære konflikter,« siger Sine Plambech, der er forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

Hun har sammen med sin kollega Matilde Skov Danstrøm gennemgået den tilgængelige litteratur på området og foretaget interviews med afghanske tolke samt danske embedsmænd og militærfolk. Arbejdet mundede for nylig ud i rapporten ’The fate of local interpreters: Past and future challenges in military operations,’ som opstiller en række anbefalinger til politikerne og Forsvaret om, hvordan man fremadrettet kan mindske den sikkerhedsrisiko, tolkene udsættes for som følge af deres arbejde.

»En af de væsentligste konklusioner er, at tilbagetrækningsmanøvrer altid er usikre. Derfor bliver vi nødt til at holde op med at gå ud fra, at indsatsen vil gå godt. Vi må fra start overveje et worst case scenario, og hvad vi i så fald gør med tolkene,« siger Sine Plambech.

Netop sådan en plan forelå ikke i forhold til de tolke, Danmark gjorde brug af under indsatserne i Afghanistan og Irak. Da en dansk tilbagetrækning fra Irak kom på dagsordenen i 2007, forholdt den daværende VK-regering sig ikke af egen drift til, hvad der skulle ske med de irakiske tolke. Og danske soldaters forsøg på at råbe regeringen op blev mødt med afvisning: Det kunne ikke komme på tale at give tolkene asyl.

Først da det kom frem, at flere af tolkene var blevet likvideret, kom regeringen med en pakke, der gav mulighed for hjælp fra Danmark.

Det moralske ansvar

Samme mønster gentog sig i 2013, da en dansk tilbagetrækning fra Afghanistan nærmede sig. Daværende forsvarsminister Nick Hækkerup (S) afviste først at tilbyde Forsvarets afghanske tolke beskyttelse, med den begrundelse at Danmark ikke har noget juridisk ansvar for tolkene. Det skyldes, at de er hyret gennem eksterne leverandører. Nogle gennem Labour Support Unit, der er en del af den britiske hær. Andre hos Mission Essential Personnel, et privat amerikansk firma.

Men kritikere som Amnesty International mente ikke, det frikendte regeringen: Danmark har et moralsk ansvar, lød det.

Efter måneder med kritisk presse og politisk pres indgik forsvarsministeren så alligevel en aftale, der gav de 195 tolke, Forsvaret vurderer at have gjort brug af, mulighed for hjælp fra Danmark, enten i form af asyl eller økonomisk støtte til at flytte til mindre farlige egne af Afghanistan.

Ifølge Sine Plambech illustrerer det, hvorfor Danmark fremover må have en plan for, hvad der skal ske med tolkene, allerede før man begynder indsatsen.

»Som forsker har jeg ikke taget stilling til, om vi har et moralsk ansvar eller ej. Ud fra vores arbejde må vi bare konstatere, at det er en diskussion, der bliver ved at dukke op, og som man ikke kan komme uden om. Sådan har det været i alle de lande, vi har kigget på. Som politiker bliver man derfor nødt til at forholde sig til, at uanset hvilken konstruktion, man laver, vil man i sidste ende blive holdt ansvarlig,« siger Sine Plambech.

Konsekvensen af ikke at have en plan er for det første, at tolkene risikerer at blive udsat for en unødig sikkerhedsrisiko under deres ansættelse, forklarer forskeren. Brugen af masker har ikke været »særligt systematisk«, ligesom billeder af tolke har fundet vej til både Facebook og nyhedsmedier. Det øger risikoen for at blive genkendt, påpeger hun.

Et andet konkret problem er, at Forsvaret har brugt de lokale afghanske tolke under såkaldte høj-risiko-afhøringer, eksempelvis af højtstående Taleban-folk.

Den manglende plan for, hvad der skulle ske med tolkene, har også besværliggjort sagsbehandlingen, da det blev besluttet at give tolkene mulighed for hjælp. Registreringer af trusler har været usystematiske, blandt andet som følge af, at man har brugt to forskellige eksterne leverandører. Nogle registreringer fra før 2008 har briterne endog brændt, fortæller Sine Plambech, der på den baggrund hilser det velkomment, at Forsvaret i kølvandet på Afghanistan-indsatsen har indført arkivpligt for brugen af tolke.

Patron-klient-forhold

Selv om de afghanske tolke endte med at få mulighed for hjælp fra Danmark, ruller sagen stadig. Information kunne i december berette om tolken ’Hector’, der efter eget udsagn er truet på livet af Taleban og derfor gået under jorden langt fra sin hjemprovins. Han er en af 42 tolke, der har fået afslag på hjælp fra de danske myndigheder. Afslagene har vakt forargelse i Forsvarets egne rækker og skuffet flere af tolkene, der føler sig svigtet.

Ifølge Sine Plambech illustrerer den udbredte skuffelse, at man fra dansk side ikke har været tydelig nok i sin kommunikation om, hvad tolkene kunne forvente.

»Mange af de udsendte soldater kommer til, når de står i yderste linje, at sige til tolkene: Det skal du ikke bekymre dig om, det skal mit land nok hjælpe dig med. Det samme har været problemet for andre lande. Der er simpelthen så mange led, der har kontakt til tolkene, som kommunikerer forskellige ting. Og derfor ender tolkene med at have en opfattelse af, at Danmark kan hjælpe på en måde som der faktisk ikke er mandat til,« siger hun.

Nogle tolke har fået afslag med henvisning til, at de også var berettigede til at søge hjælp hos andre lande – ofte Storbritannien. Men selv om nogle efterfølgende faktisk har fået tildelt hjælp andetsteds, betyder det ikke altid, at skuffelsen forsvinder, forklarer Sine Plambech.

»I en afghansk sammenhæng er der en kultur for det, man kunne kalde et klient-patron-forhold. At dem, der er stærkere end dig, tager ansvar for dig, hvis du har givet den person noget. Tolkene har i mange tilfælde været eksemplariske og vist stor loyalitet over for danskerne. De har båret dansk uniform og dansk flag, og derfor har de svært ved at forstå, når man henviser dem til briterne,« siger Sine Plambech.

Information har spurgt forsvarsminister Nicolai Wammen, hvilken lære, han mener, man kan drage aftolkesagerne, og om han vil tage initiativ til at implementere forskernes anbefalinger. I en mail svarer han:

»Det er et område, vi har fokus på. Den, Værnfælles Forsvarskommando er i gang med – bl.a. på baggrund af de erfaringer Forsvaret har opnået gennem de senere år – at udarbejde retningslinjer for anvendelse af tolke i konfliktområder. Det er endnu for tidligt at sige, nøjagtigt hvad de retningslinjer vil indeholde.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kurt Loftkjær

Hvorfor?

Hvorfor skriver journalisten som om, at det er givet, at vi skal deltage i nye "aktioner"?

Hvorfor respekterer vi ikke de tolke, som har sat deres liv på spil for bl.a. vores soldaters skyld?

Hvorfor tager vores angrebsforsvar sig ikke tilstrækkeligt af vores fysisk og psykisk sårede FN-soldater?

Hvorfor skal vi deltage i nye krige?

Hvorfor skal vi bruge tolke, når landkrige udfases?

Hvorfor overgår krige ikke til robotter og hvis droner?

Hvorfor præges krige altid af løgne og fortrængen?

Hvorfor tillader det danske folk, at vort såkaldte frie demokratiske samfund har skullet betale prisen for krige i fjerne egne, som vi grundlæggende ikke forstår?

Hvorfor ændre forsvarsministeriet ikke navn til krigsministeriet?

Hvorfor?

Lasse Skou Andersen

@Kurt Loftkjær

Tak for din kommentar.

Mange af dine spørgsmål er bestemt relevante at diskutere. Nu handler denne artikel altså bare specifikt om tolke-problematikken. Hvis en mere principiel diskussion om Danmarks 'aktivistiske' udenrigspolitik også skulle med, ville artiklen blive ufokuseret. Så den – væsentlige – debat må vi tage en anden gang :-)

alt godt,

Kurt Loftkjær

@Lasse Skou Andersen

Spørgsmålene opstår alene, fordi du forudsætter nye "operationer". I en tid hvor det orwellske nysprog i den grad præger politik, burde du måske overveje at benævne tingene med de rette ord. I stedet for "operationer" synes "krigshandlinger" at være at foretrække.

Hvis du i din artikel havde fokuseret på fortiden og herunder især Afghanisten, ville min reaktion været en anden. Men du forudsætter, at nye krige venter og åbner for en anden og meget væsentlig diskussion. Måske er artiklen ikke er så fokuseret, som du antyder?

De bedste hilsner Kurt