Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Da outsiderne blev tabere

I 1990 så man ’de skæve’ som outsidere, i dag er de marginaliserede tabere. Således er udviklingen gået ifølge Erik Svendsens læsning af repræsentative, skønlitterære værker, skrevet mellem 1990 og 2010
I 1990 så man ’de skæve’ som outsidere, i dag er de marginaliserede tabere. Således er udviklingen gået ifølge Erik Svendsens læsning af repræsentative, skønlitterære værker, skrevet mellem 1990 og 2010
Kultur
6. februar 2015

Der tales så meget om, at litteraturen er truet, det er en ren klagesang, mener Erik Svendsen, lektor i litteratur og medier på RUC. Så i stedet for at være defensiv satte han sig for at give et bud på, hvorfor skønlitteraturen er relevant. Det gør han ved at analysere en række forfatterskaber fra 1990’erne til 2010 i bogen Kampe om virkeligheden og vise, hvordan de afspejler samfundsudviklingen.

»Det er vigtigt, at noget er langsomt og at man skal tænke sig om. Det er en dyd. Jeg er ikke ud på at droppe formelle stilkriterier, men de har en tendens til at lukke sig om sig selv. Jeg vil helst, at kunsten kalder på engagement,« erklærer han, da vi har sat os med en kop kaffe i Informations kantine.

Hans udvalg af værker i bogen følger udviklingen i behandlingen af ’dem, der ikke passer ind’.

»Jeg har forsøgt at gøre bogen repræsentativ, men min vinkel har også været frasortering, det her er ikke bogen om de seneste tyve år. Det, jeg gerne har villet vise, er, at skønlitteraturen handler om samfundet. Det er vederkvægende, at litteraturen gør opmærksom på taberne, den viser, at der findes et socialt rum uden for middelklassen.«

Svendsen er ivrig, han taler så hurtigt, at jeg ikke kan nå at notere. Så jeg afbryder og spørger om noget, der har undret mig, nemlig hvorfor der står kampe om virkeligheden i titlen.

– Kæmper de forskellige bøger med hinanden?

»Der er ikke tale om en politisk kamp, men en kamp på litteraturens scene. Bøgerne er stemmer i demokratiet, de kalder på diskussion. Og det er vigtigt, for de gør opmærksom på dem, der ikke vinder. De, der ikke kan leve op til reglerne, bliver forladt. I gamle dage var der arbejderklassesolidaritet, i dag er jeg ikke god nok, hvis jeg ikke kan klare mig i middelklassens skole. Den sociale struktur individualiserer, liberaliseringen gør blind for strukturelle årsager og gør derfor meget mere ondt.«

– Men flere og flere får dog uddannelse?

»Middelklassen bliver større, mens taberne bliver rigtige tabere. De kommer ikke op! Der er så megen snak om truslen fra muslimsk kultur, men for kulturen er det meget mere truende, at vi producerer tabere. Og de har ingen stemmer, vi griner ad dem. Tidligere kritiserede kunst magten, nu griner vi ad taberne.«

»Tendensen begyndte med Polle fra Snave,« tilføjer Svendsen eftertænksomt. Efterhånden som man læser, opdager man, at der går en klar linje igennem bogen fra ’outsider’ til ’taber’. Der lægges ud med minimalismen, hvor dehumaniseringen ifølge Erik Svendsen sætter ind. Eksemplerne er Niels Franks poetik, Yucatán, Helle Helles debutroman, Eksempler på liv, samt Christina Hesselholdts trilogi om Marlon, Køkkenet, gravkammeret og landskabet, Det skjulte og Udsigten. Den moderne verden karakteriseres som usammenhængende, fuld af meningsløse handlinger og afsind. Mennesker betragtes som objekter. »Nu starter der en bevægelse i kulturen, hvor vi marginaliserer og ekskluderer en masse,« siger han.

Middelklassens melankoli

Næste kapitel handler om afviklingen af solidariteten, Bent Vinn Nielsen og Jan Sonnergaard er eksponenter.

»Den klassiske realisme er ikke deterministisk, men det er den nye. De to bedste realister, Bent Vinn Nielsen og Jan Sonnergaard, er fælles om at demonstrere, at tabere kan man ikke stille noget op med. Der er ikke længere noget klassesolidaritetsrum, ikke noget fællesskab. Forfatterne er solidariske med taberne, men hvor Bent Vinn med sin arbejderklassebaggrund trods alt stadig har dén at støtte sig til, selv om den er færdig socialt set, så har Sonnergaard, der kommer fra punken, intet.«

Opløsningen

’Det fredeligste kapitel’ er det om Jens Christian Grøndahls roman Lucca, mener Erik Svendsen. Den handler udelukkende om middelklassen, og det affektive højdepunkt er ’kun’ melankoli. Her vises det, hvordan den romantiske kærlighed afløses af det serielle monogami, ’det rene forhold’, løsrevet fra enhver forankring, men med det resultat at den velbjærgede kedsomhed gentager sig.

»Seksualiteten er meget vigtig, for den er koncentratet af, hvad man i middelklassen har forholdt sig til. Middelklassens mentale geografi drejer sig om at positionere sig gennem forskellige distinktioner og pointen er at tænke i forskelle og hierarkier: ’Er jeg nu bedre end de andre’? Her er Grøndahls fintmaskede sociale situationer et laboratorium, der demonstrerer netop det.«

Kapitlet med Kristian Ditlev Jensens Det bliver sagt og Kim Leines Kalak handler om, når børn bliver overladt til sig selv. Det viser barnet som ensomt og udleveret til seksuelle overgreb og incest.

»Jeg tror, at rigtigt mange børn er tabere. De kan ikke italesætte afvigelser eller forstå, at folk lyver – eller vil pådutte dem falske erindringer.«

Opløsningen fortsætter. I Jens Smærup Sørensens Mærkedage og Solvej Balles Frydendal afvikles hjemstavnen som identitetsgivende, mens Helle Helles Ned til hundene ud fra et middelklassesynspunkt forsøger at være solidarisk med de ressourcesvage. Med betinget succes, mener Erik Svendsen: »Helle Helle sætter middelklassens smag på prøve, socialpornografisk, men solidarisk, på kanten af det idylliserende glansbillede.«

»Imidlertid er der ingen vej tilbage, Smærups distance til helten i Mærkedage er karakteristisk: Helten forlader hjemstavnen. Tilbage er kun en stak fotografier.«

Endelig møder vi i Naja Marie Aidts Bavian, marginaliseringen af den nye underklasse for fuld udblæsning.

»Eksklusionen rammer ikke længere arbejderklassen, som har oplevet en velstandsstigning, men mennesker, der på forhånd knap accepteres som værdige til det sociale fællesskab. Den skæbne kan ramme migranterne, hvis kollektive erindring desavoueres, og den kan ramme andre udsatte, som ikke er velintegrerede i moderniteten, og deres fald bliver i vor tids liberale æra udlagt og oplevet som en individuel fiasko,« fastslår Erik Svendsen.

Bavian demonstrerer, at marginalisering fremkalder nærmest automatiske reaktioner, forklarer han. I novellen »Slik«, tager manden pludselig afstand fra sin kone, fordi hun i et supermarked beskyldes for at have stjålet lidt slik. Angsten for at falde udenfor, falde i tabergruppen, ikke være normal, dominerer.

Flere personer ender afklædt.

»Aidt kan se, at nøgenhed handler om behov for en beskyttelse, der aldrig kommer, tværtimod – vi har meget nemt ved at ekskludere, svært ved at inkludere. Men Aidts personer handler og tænker sådan, fordi de lider af foragt for svaghed, deres egen såvel som andres. Bavian er en eksemplarisk udstilling af, hvordan eksklusion og marginalisering fungerer i hverdagspraksis. Magtens ideologi sidder i den instinktive krop, i bevidstheden og i det ikkebevidste. Og Aidt er nådesløs.«

Lejren som nutidens tegn

Med den italienske filosof, Giorgio Agamben, ser Erik Svendsen lejren som det stærkeste, nutidige tegn på dehumaniseringen af dem, der falder udenfor.

»Det man finder i lejren er både eksklusion og inklusion. Nogle kan ikke leve op til samfundets fællesskab. I lejren bliver de en enhed, men en anonymiserbar enhed,« forklarer han med adresse til nutidens flygtningelejre og ghettoer. Man får distance til mennesker som mennesker, de bliver i stedet opfattet som grupper.«

»Efter 2001 går det bare nedad. Det er effekten af nyliberalismen, Fogh Rasmussens regering var kun et symptom på de nye tider.«

– Men selv om der er denne tydelige linje i bogen, mangler konklusionen, hvorfor?

»Jeg havde ikke lyst til at runde af og forklare, læseren må gerne inkludere sin egen erfaring og tænkning,«, svarer Erik Svendsen. »Jeg ville gerne skrive dialogisk, gerne forklare præmisserne, men jeg vil også gerne have, at læseren selv tænker med. Og jeg vil gerne være solidarisk med taberne, også selv om de kommer med forkerte svar på de politiske problemer.«

– Hvorfor?

»Som Suzanne Brøgger har sagt: En gentleman holder med taberne.«

Erik Svendsen: ’Kampen om virkeligheden. Tendenser i danske prosa 1990-2010’, SL Forlagene, 320 sider, 299 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Liliane Murray

Ja, på den ene side forlanger man at 'taberne' og de 'udsatte' skal tilpasse sig, integrere sig, assimillisere sig, på den anden side, ekskluderes 'taberne' og de 'udsatte' sig. Man har skabt en platform af umulighed, hvor man forlanger at den enkelte skal rette sig til, men bliver ved med at skubbe de samme mennesker ned og væk fra fællesskabet.

Det er for den enkelte et umulighedens paradoks.

"Vestens elite betragter flere og flere mennesker som affald"

http://politiken.dk/debat/ECE2538414/vestens-elite-betragter-flere-og-fl...

Stig Bøg, Ditte Jensen, lars abildgaard, Elisabeth Andersen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

"Middelklassen bliver større, mens taberne bliver rigtige tabere."

Det er ikke rigtigt: http://www.ae.dk/analyser/middelklassen-bliver-mindre (med mindre noget har ændret de seneste 4 år - det virker ikke sandsynligt)

men taberne bliver rigtige tabere - det er til gengæld rigtigt

http://politiken.dk/indland/ECE2055511/kraftig-stigning-i-antallet-af-da...

Michael Kongstad Nielsen

»... Tidligere kritiserede kunst magten, nu griner vi ad taberne.«
Uha, man håber næsten ikke, det kan være rigtigt.

Michael Kongstad Nielsen

»Tendensen begyndte med Polle fra Snave,« - yes, ganske forfærdelig. Selvom der kan være socialt drilleri og mobning selv i Pippi Langstrømpe, så var det Pippi, der vandt og reddede outsiderne til sidst. Nu så man hos Casper Christensen og co. en sej glæde ved at nedgøre de svage, puh ha. Hvordan skal børn navigere i det?
»... En gentleman holder med taberne.«
Yes.
Da morfar var dreng, var der kunst, der støttede outsiderne, som her fx:
https://www.youtube.com/watch?v=WUZuuvnycUM

Taberne er de der sidder alene tilbage i et hjørne og tæller deres penge.
Mere, mere. Uendeligt meget mere. Bliver man lykkeligere af det ? Besiddelsen af materiel rigdom, uden indre fred, gør ikke mennesker lykkeligere. Hvis man retter opmærksomheden mod glæden ved livet, føler man overflod i sit liv. Hvis man derimod kun tænker på det, man mener at mangle, er man konstant utilfreds. Det handler om hvad man fokuserer på og hvorfor.

Det er efter min mening et afsporet samfund (konkurrencestaten) der skaber mennesker, der kun kan erkende deres værdi ved at sammenligne sig selv med andre.

Sten Victor, Holger Madsen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

... jeg kommer til at tænke på, om mon ikke 'tabere' er bedre selskab end vindere..