Transkønnet

’Du skulle have været en dreng’

Tekst: Line Vaaben
Foto: Sigrid Nygaard
Han blev født som Linda, men de seneste ti år har han levet som en mand. Han har skiftet navn til Daniel Valter Jensen, fået nyt cpr-nummer og groet et fyldigt fuldskæg. Information fulgte ham i året op til, at han fik sit største ønske opfyldt: at få fjernet sine bryster
Fra sit værelse på patienthotellets femte sal kan Daniel Valter Jensen se ud over Aalborg Universitetshospital spredt ud under en mørk aftenhimmel. Det er en mandag i november, og Daniel har været indlagt siden i går. Han har fået taget blodprøver, blodtryk og ekg og har fordrevet ventetiden med at se History Channel i elevationssengen.

Ventetid. Ventetid. Ventetid.

I morgen tidlig skal det endelig ske: Han skal have bortopereret sine bryster. Det har han drømt om, så længe han kan huske. 46-årige Daniel Valter Jensen er transkønnet og har de seneste ti år levet som mand. Hormonindsprøjtninger har givet ham et fyldigt mørkt skæg, lange mørke hår på benene og en dybere stemme. Men midt på hans krop sidder brysterne – en konkret påmindelse om, at han blev født som kvinde. Og et signal til omverdenen om, at han ikke er en mand. Hold kæft, hvor han glæder sig til at blive fri.

Daniel trænger helt vildt til en cigaret. Han har ikke røget det seneste døgn. Det er et krav at være røgfri i to måneder op til operationen. Det giver det bedste resultat. Siden han fik operationsdatoen, har han uden videre held forsøgt at skære ned på smøgerne. Til alle undersøgelserne i dag har han dog sagt, at han er stoppet. Selv om han har det skidt med at lyve. For tænk, hvis de ikke vil operere ham.

På sin telefon ser han, at sekretæren på Plastik- og Mammakirurgisk Afdeling har ringet, mens han spiste aftensmad. Han ringer tilbage. En kvindestemme i den anden ende af røret fortæller ham, at der er sygdom blandt narkoselægerne. De mindst akutte operationer i morgen er aflyst.

Først er han forvirret. Hvad er det, hun siger? At han ikke skal opereres alligevel?

»Det er fucking bare løgn,« udbryder Daniel.

Sekretæren taler videre. Hun kan desværre ikke give ham en ny operationsdato. Så han kan godt tage hjem til København igen.

Daniel afslutter samtalen og kaster hovedet tilbage på puden i sengen. Pis! Nederen! Fuck mand! Han tager hænderne op foran ansigtet. Han græder ikke. Det har han stort set ikke gjort, siden han begyndte med testosteronindsprøjtninger.

Men han græder indvendigt. Så sætter han sig op i sengen med benene over kors og ruller en smøg. Nu skal han ryge. Det hele kan jo alligevel være lige meget.
Daniels operation er blevet aflyst i sidste øjeblik. På grund af mangel på narkoselæger. Han kan næsten ikke forstå det.

Det er ikke til at sige, præcis hvor mange mennesker i Danmark, der ligesom Daniel Valter Jensen identificerer sig med et andet køn end det, de blev tildelt ved fødslen. Nogle studier anslår, at det drejer sig om mellem en halv og en procent af befolkningen – altså mellem 28.000 og 56.000 mennesker.

Det er Center for Kønsidentitet på Rigshospitalet og Aalborg Universitetshospital, der tager imod borgere, der ønsker at 'udrede deres kønsidentitet', som det hedder, når man gerne vil skifte køn.

Hvis lægerne vurderer, at en patient opfylder kriterierne for kønsskifte, bliver de tilbudt alt fra behandling med hormoner til operationer som for eksempel fjernelse af bryster, livmor eller konstruktion af penis eller vagina. Antallet af henvendelser er steget kraftigt de senere år. På Rigshospitalet blev 65 personer henvist til udredning i 2013. I 2019 var tallet seksdoblet.

Antallet af brystoperationer, som den Daniel ønsker sig, er også nærmest eksploderet. Og fordi Rigshospitalet har haft svært ved at følge med efterspørgslen, er både Aalborg Universitetshospital og senest Odense Universitetshospital begyndt at foretage operationerne. I Aalborg har man de seneste to år gennemført 45 operationer i 2018 og 80 i 2019.

Udviklingen skyldes formentlig både øget opmærksomhed på og accept af transkønnede, men også ændret lovgivning. Dels blev det i 2014 muligt at få juridisk kønsskifte. Indtil videre har 948 danskere fået nyt personnummer. Og i 2017 ændrede Sundhedsstyrelsen vejledningen om behandling af transpersoner for at »undgå unødigt lange og belastende udredningsforløb« og lempede samtidig kravene, der stilles, for at kunne få hormonbehandling.

I årene forud fik mange transpersoner afslag på både hormoner og operationer.

I 2010 var en af dem Daniel Valter Jensen.
Han blev døbt Linda Karina, men drømte i hemmelighed om at hedde Bo.

Da han henvendte sig til Rigshospitalet med ønske om at få sine bryster fjernet, fortalte Daniel ellers, at han hele sit liv havde følt sig som en dreng. Han blev godt nok født som en pige på Roskilde Sygehus i 1973 og døbt Linda Karina. Men som barn legede han mest med sin gravko og drengedukken Peter. Hans storesøster Dorthe Pia elskede at gå i kjole og pynte sig. Men Linda foretrak bukser, gik til fodbold og drømte i al hemmelighed om at hedde Bo.

»Du skulle have været en dreng,« sagde hans mor en dag til ham. Selv om det fik ham til at føle sig forkert, gav Daniel hende ret. Og som teenager opdagede han, at han forelskede sig i klassens piger. Han fik sin første kæreste, da han var 13 år. Hun hed Mia.

Hjemmet var præget af vold fra begge forældre. Det gik værst ud over Daniels storesøster, der jævnligt fik slag med grydeske og bøjle. Men også Daniel fik indimellem lussinger, så det sang.

Han betroede sig til sin dansklærer, der sørgede for, at han kom på Mellerup Efterskole ved Randers i 10. klasse. Her begyndte Linda at kalde sig for 'Danny'. Han spillede guitar, var forsanger i et band og var fuld af selvtillid. Han husker det som det bedste år i sit liv.

Da han vendte hjem, eskalerede konflikterne. Og en aften, da han som 17-årig for første gang havde været på lesbisk bar i København og kom hjem, husker han, at hans mor ventede i køkkenet med en sort kinabog i hånden. Det var Daniels dagbog, hvor han havde skrevet om blandt andet sine seksuelle oplevelser.

Hans mor kaldte det svineri og gav ham stuearrest. Kort efter stak han af gennem vinduet og henvendte sig til kommunen, som sørgede for, at han fik en ungdomsbolig i den nærliggende by.

Han var lykkelig for at være fri af forældrene. Men det var også i denne periode, at han oplevede sin første store kærestesorg, da hans forhold til en pige fra efterskolen gik i stykker. En aften købte han fem flasker vin og drak en om dagen. Det hjalp for en tid. Ugen efter gentog det sig. Og det blev starten på et årelangt misbrug af både alkohol og hash, som har varet helt frem til i dag.
»Stakkels lille menneske,« tænker Daniel, når han ser billeder af sig selv som ung kvinde. Han følte sig som en mand indeni.

På bordet i Daniel Valter Jensens etværelseslejlighed ligger en stak billeder af den unge Linda Karina Valter Jensen. På et af dem er hun på Roskilde Festival, på et andet har hun armen om en kæreste under et højskoleophold. Fra sit liv i januar 2019 kigger Daniel på Linda i 1990'erne. Han ser en kvinde med brune øjne og langt tykt, mørkt hår. Slank med fyldige bryster. Ofte klædt i jeans og striktrøje og rødt partisantørklæde. »Stakkels lille menneske,« tænker han, og ryster på hovedet. For Daniel ved, at den unge kvinde havde det ad helvede til. Blandt andet fordi hun indeni følte sig som en mand.

Daniel går stadig i jeans, store trøjer og partisantørklæde. Men inden han går ud af sin lejlighed i det sociale boligbyggeri på Amager, tager han en stram vest på inden under tøjet – en såkaldt binder. Den presser hans barm fladt sammen. Det er ubehageligt, men nødvendigt, hvis man vil se ud som en mand. Før han fik binderen, forsøgte han med gaffatape. Meget smertefuldt.

Op ad væggen i lejligheden står et stort spejl. Men Daniel undgår at kigge i det, mens han skifter. Det er faktisk flere år siden, at han sidst kiggede på sin nøgne krop. Særligt brysterne og det behårede skridt. Det føles på en måde ikke som hans. Ud over binder og T-shirt trækker han i både hættetrøje og termojakke. Så er han klar til at gå ud. Han siger farvel til sin kat Freddie ved at stryge ham over den stribede pels. Freddie brummer til svar. Hankatten er opkaldt efter Freddie Mercury og er Daniels bedste ven. Ja, næsten som en kæreste, tænker Daniel indimellem.
Efter et par indsprøjtninger med testosteron begyndte Daniel at få hår mellem brysterne og i en stribe op mod navlen, hans stemme blev dybere, og efter nogle år begyndte han at få et fyldigt skæg langs hagen. Han er stolt af sit skæg.

Han er i praktik i Partnerskabet – en boligsocial indsats på Amager – hvor han gennem kommunen arbejder 14 timer om ugen. I morgen er der lysfest i kvarteret, der skal sælges suppe til fordel for Tinkertank – en lokal forening, hvor han også er aktiv.

Tinkertank holder til i et stort åbent kælderlokale med rå betongulve og neonlys i loftet. Her er træværksted, cykelværksted og køkken. Og så kan man leje et par kvadratmeter til sine egne projekter. Daniel drømmer om at lave en plantecentral, hvor folk kan bytte eller give planter væk.

De seneste dage har han hakket, snittet og blendet og lavet 40 liter tomatfond med urter. Nu skal det sidste gøres klar. Han hilser på de andre i køkkenet. Og går straks i gang med at stege peberfrugter, løg, selleri og tomat. De to kvinder, Camilla Sandahl Christiansen og Tina Olesen, der arbejder frivilligt i Tinkertank, er også i sving.

»Det dufter fantastisk, Daniel,« siger Tina, »du er jo en fremragende kok.«

»Jeg kan i hvert fald godt lide at lave mad,« siger han.

På værkstedet føler han sig værdsat. Selv om han let bliver stresset over opgaverne. Også i dag. Hans kinder bliver røde og hans pande våd af sved, mens han rører i gryderne. Det er ikke kun varmen fra madlavningen, men også de mange lag tøj, som får sveden til at pible frem. Det er dog langt værre om sommeren. Under hedebølgen i 2018 kunne han i perioder nærmest ikke gå uden for en dør. Hvis bare han dog snart kunne få fjernet de bryster.

Han omtaler dem som sine 'flapper'. Og han har aldrig forbundet brysterne med seksuel nydelse. Faktisk har han heller ikke brudt sig om, hvis nogle af hans kærester har rørt ved dem. De har alle været kvinder. Op gennem sine 20'ere havde han en stribe forhold og var åbent lesbisk. Flere af forholdene var destruktive og voldelige. I samme periode opbyggede Daniel et heftigt misbrug af både alkohol, hash og andre stoffer. Og senere i perioder også spillelidenskab. Han var også indlagt flere gange på psykiatrisk afdeling med angst og selvmordstanker.

Under en indlæggelse i 2003 på lukket afdeling, blev det for første gang skrevet i hans journal, at Daniel svingede i sin kønsidentitet. »Patienten fortæller, at hun ser en dreng og en pige i sit eget spejlbillede og forsøger at ligne en dreng,« står der.
Daniels kat er opkaldt efter Freddie Mercury. Han er Daniels bedste ven. Næsten som en kæreste.

Kroppens produktion af det mandlige kønshormon, testosteron, får i puberteten unge drenges stemmer til at gå i overgang og hårvæksten til at pible frem på kroppen – blandt andet i ansigtet. Efter afslaget fandt Daniel frem til en læge, der udskrev recepter på testosteron til transkønnede. Det var vist ulovligt, men Daniel var ligeglad. Og han husker stadig følelsen efter den første indsprøjtning: Som et sus i kroppen – en slags superpower. Efter et par indsprøjtninger begyndte han at få hår mellem brysterne og i en stribe op mod navlen, hans stemme blev dybere, og efter nogle år begyndte han at få et fyldigt skæg langs hagen. »Du har snart mere skæg end mig,« skrev en af hans venner på Facebook. Det gjorde Daniel stolt.

En flaske med fire milliliter testosteron koster 1.200 kroner uden medicintilskud. Daniel tager forsigtigt den lille flaske op af sin rygsæk og stiller den på bordet i lægens venteværelse. Han kalder det sin 'eliksir', og han får indsprøjtningerne hos sin praktiserende læge hver tredje måned. Hvis der går længere tid, bliver han mere grådlabil, og hans menstruation vender tilbage. Det har han prøvet i perioder, hvor han ikke har haft råd til medicinen.

Han har netop fået godkendt en ansøgning om gratis medicin. Det er en kæmpe lettelse. Tidligere har han indimellem været tvunget til at spare på kattemaden eller undvære sin antidepressive medicin eller blodtryksmedicinen for at få råd til det vigtige testosteron.

»Daniel?«

En ældre mand i jeans, skjorte og sundhedssandaler kalder ham ind i konsultationen. Det er Daniels læge, Jesper Nielsen. Mens han suger indholdet af flasken op i en sprøjte, lægger Daniel sig på briksen, trækker sine stribede boksershorts ned og blotter den højre balle mod lægen.

Jesper Nielsen fører kanylen ind under huden. Det tager nogle minutter at sprøjte det ind. Bagefter sætter han et lille plaster på.

»Sådan!«

»Super,« siger Daniel. »Det er jo ikke så slemt.«

På vej ud taler de om, at Daniel stadig venter på at få sine bryster fjernet.

»Når først man har taget beslutningen, bør det ikke tage så lang tid,« siger lægen.

Daniel er enig. Han er træt af at være 'ham med brysterne', som han hørte en mand sige forleden, da han passerede et par fulderikker på sin vej gennem boligforeningen. Men trods alt sagde han 'ham'.
Daniel er i praktik gennem kommunen i et partnerskab i sit boligselskab. Og så har han et værksted i Tinkertank – en lokal forening med fokus på bæredygtighed

Det værste var den periode, hvor Daniel levede som hjemløs. Det er tre år siden nu. Han havde forsøgt sig med en indsamling til brystoperation i udlandet. Men det gik i vasken. Han blev smidt ud af sin daværende kæreste på grund af sit misbrug. Og han endte på herberget Skansegården i Hillerød, hvor han boede i knap et år. Aldrig havde han følt sig så uelsket, udstødt og ensom. Og han skulle være ekstra påpasselig med at skjule sine bryster. Efter at han havde hørt en anden transkønnet i kjole blive svinet til med ordene: »Det her er ikke et bøssehotel. Skrid med dig,« var han konstant bange for at få tæsk.

Men det var også i månederne på herberget, at han fik kontakt med Københavns Kommunes Hjemløseenhed, som siden har hjulpet ham meget. Ikke alene skaffede de ham en etværelses på Amager, men de fik ham også ind i et ressourceforløb for at afklare hans jobsituation og vigtigst af alt: Efter en samtale med enhedens psykiater blev han henvist til Rigshospitalet for at få fjernet brysterne. Som psykiateren formulerede det:

»Du kan jo ikke rende rundt som sådan en mellemting.«

Modsat syv år forinden følte han sig denne gang forstået og mødt.

Og så i april 2017 fik han brev fra klinikken. De indstillede Daniel til operation på Plastikkirurgisk afdeling på Rigshospitalet. Ventetiden var omsider slut. Troede han. For månederne gik, og intet skete. Akutte operationer for blandt andet brystkræft gik forud. Hans binder blev stadig mere løs i elastikken. Den gik også i stykker i siden. Han rimpede den sammen med grove, sorte sting. Bandede over varmen under sommerens hedebølge i 2018. Efter to år valgte han at flytte sin sag til Aalborg, som også var begyndt at operere. Og pludselig en dag blev han indkaldt til forundersøgelse på Aalborg Universitetshospital.
Daniel begyndte at få hormonindsprøjtninger med testosteron i 2010. Han får dem hver tredje måned.

Midt i april 2019 står han derfor på busholdepladsen i Aalborg og skutter sig.

Det er en kold, skyet dag lige før påske. Han har været fem timer undervejs i bus uden at ryge og tisse. Han skynder sig på herretoilettet. Det var noget, han skulle vænne sig til, da han blev til Daniel. Det der med mænd, der står på toilettet med det hele hængende udenfor. Selv om han godt ved, at han hører til hos herrerne, er han alligevel altid bange for, at han skal blive afsløret. Han går i båsen. Men tænk, hvis der bliver lagt mærke til, at hans fødder vender den forkerte vej, når han sidder ned og tisser?

Indimellem føler han sig privilegeret, fordi han har oplevet begge køn. Han ved både, hvordan det er at være en pæn pige, som bliver råbt ad af håndværkere. Og at være mand, som der bliver lyttet mere til i forsamlinger, og som kvinder er bange for, hvis han går bag dem om aftenen.

Han var faktisk indkaldt til undersøgelse for en måned siden, men han sov over sig på dagen. Så denne gang har han stillet tre vækkeure. Han har så svært ved at komme op for tiden, fordi han nærmest ikke sover om natten. Efter fire år uden kontakt til sine forældre har han skrevet sammen med sin mor på sms. Det endte med beskyldninger fra begge sider. Daniel anklagede hende for at lyve om et økonomisk mellemværende. Hun skrev tilbage, at hun »engang havde en sød datter, der hed Linda, men nu har jeg fået et monster i stedet«.

Så for tiden ligger Daniel i sin seng om natten og drikker Brutalis nede fra Brugsen. Dem med en alkoholprocent på 7,7. Efter fire-fem af dem føler han ikke længere, at der er hul i hans sjæl. Og inden han satte sig ind i bussen i morges, røg han en joint. Bare for at tage den værste uro.

I venteværelset lugter han diskret til partisantørklædet og sine fingre. Mon de kan lugte, at han ryger? En ung sygeplejerske med hestehale i hvid kittel henter ham:

»Er du Daniel? Kom med denne vej.«

Inde hos lægen bliver han målt og vejet: 69 kilo. 165 centimeter.

Daniel har taget binderen og de mange trøjer af og står foran lægen i bar overkrop. Maven hænger lidt ud over buksekanten.

»Hvis du taber dig fem kilo, bliver det sjovere at operere dig,« siger lægen og fortsætter: »Ryger du?«

»Jeg er ikke helt holdt op.«

»Jeg kan ikke indkalde dig, før du er holdt helt op. Sårene heler dårligt, hvis du ryger. Og du håber vel også på et godt resultat?« spørger lægen.

Daniel nikker:

»Jeg håber at være røgfri midt i maj.«

Lægen klemmer, løfter og måler Daniels bryster.

»Du er standard,« siger lægen, da han er færdig. Det har kun taget ti minutter.

»Når du har været røgfri i otte uger, ringer du bare.«

Ude på gangen løfter Daniel begge arme over hovedet i sejrstegn. De var bare så søde og respektfulde. I ren befippelse kan han først ikke finde udgangen fra afdelingen. På vej ned til stationen er han fast besluttet. Nu stopper han med at ryge. Måske skal han forsøge med et rygestopkursus? Med plastre? Eller tyggegummi. Ja, han køber tyggegummi i morgen. Det er det, han gør.
Det er flere år siden, at Daniel sidst kiggede på sin nøgne krop i spejlet. Brysterne og det behårede skridt føles på en måde ikke som hans.

Nanna Hvass Andreasen fra hjemløseenheden er Daniels kontaktperson. De mødes to gange om ugen, og hun tager blandt andet med til samtaler på kommunen, hjælper med at få styr på hans økonomi og hans misbrug. En gang om ugen følger hun ham hen til Rusmiddelambulatoriet for at sikre, at han får taget sin antabus. På vej derned taler de om, at operationen måske kan give Daniel mere overskud til at få styr på andre problemer i sit liv.

»Du skal derhen, hvor du kan skyde brystet frem i nye sommerskjorter, Daniel. Så skal de andre ting nok komme,« siger Nanna og fortsætter: »Du er godt på vej.«

Hun venter, mens han tager trappen op til ambulatoriet på første sal. Her viser en ældre kvinde ham ind i et lille lokale på en lang gang. De taler om, at Daniel har haft tre tilbagefald til alkohol de seneste måneder. Det sker typisk, hvis noget går ham imod. Et brev fra kommunen. En rykker. En sms fra hans mor. Så tænker han, at det kraftstejleme kan være lige meget. Så køber han en pakke antihistaminer og et par bajere og drikker sig igennem antabussen. Det er usundt. Han ved det godt. Han får abstinensmedicin, som skal tage den værste trang. Men det hjælper ikke på modløshed og uretfærdighed. Og man må ikke blive ved med at tage medicinen, formaner kvinden. For det kan man også blive afhængig af.

Hun smider en brusetablet i et glas vand. Det er Daniels antabus.

»Vil du have citron i?« spørger hun

»Nej, så smager det bare af svovl med citron,« siger Daniel.

Han får et stykke tyggegummi til at tage den værste smag, inden han går ned på gaden til Nanna igen.

Nogle gange bluffer han og går bare op ad trappen, venter lidt og går ned igen uden at få udleveret sin antabus. Han har dårlig samvittighed over for Nanna, selv om han godt ved, at det i virkeligheden kun er sig selv, han snyder. Det er bare så svært.

Men lillejuleaften 2019 har Daniel ikke drukket sig fuld i halvanden måned. Ikke siden lige efter aflysningen af operationen i november. Men det var mere af en gammel vane. En måde at reagere på uretfærdighed. Ligesom en fisk, der ligger og spjætter på land. Han kom hurtigt tilbage på sporet, og nu har han fået en ny operationsdato den 7. januar 2020. Det er lige om lidt.

Det er skønt ikke at have tømmermænd. Han ryger godt nok et par joints om dagen. Det tager tomhedsfølelsen, som kommer snigende om aftenen. Han har læst sig til, at det er typisk, hvis man lider af borderline. Den diagnose fik han for nogle år siden. Han har aldrig brudt sig om beskrivelsen, når han har læst om borderline på nettet. Men et foredrag, han hørte sidste år, har fået ham på andre tanker. Psykiateren kaldte det 'emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse' og talte om det på en værdig måde. Næste år skal han begynde i gruppeterapi for at blive klogere på sin psyke.

Daniel hælder fire spiseskefulde sukker i kaffekoppen, derefter kogende vand, neskaffe og mælk. Freddie hopper op på bordet og vifter halen ind i stearinlyset. Her lugter af brændt pels.

»Skal du have godbidder, baby?« spørger han. Freddie følger Daniel ud i køkkenet, hvor han finder et gammelt kaffeglas med tørfoder, han spreder ud på gulvet.

Hans økonomi er blevet bedre, efter at han fik bevilget gratis medicin. Endnu en gang med hjælp fra Hjemløseenheden. Engang var han så meget på røven, at han stjal kattemad til Freddie i Netto. Han blev opdaget, så nu kan han ikke handle dernede mere, fordi de ansatte holder særligt øje med ham. Andre gange har han sneget sig ud om natten og hentet sand på legepladsen, når han ikke havde råd til at fylde kattebakken.

Men det er klimavenligt at være fattigt, fortæller han sig selv. På sin altan dyrker han rødbeder, grønkål og klokkechili. Selv om det ofte ender med en færdigret med boller i karry til en 20'er nede i Brugsen.

I sin netbank hedder han af ukendte årsager stadig Linda Karina. Indimellem får han breve om gæld, han stiftede i 90'erne i forbindelse med køb og salg af en lejlighed. Og for gamle togbøder, kviklån og parkeringsbøder. Der står altid Linda Karina på dem. Så siger han til sig selv, at det ikke er ham, der skylder pengene væk.
Dagen før rejsen til Aalborg for at blive opereret har Daniel næsten ikke sovet af nervøsitet. Han falder i dyb søvn i bussen.

Så står han her igen. I mørket uden for Aalborg Universitetshospital med en cigaret i hånden. Det er den 6. januar 2020 – aftenen før hans operation. Han siger hele tiden til sig selv, at det nok bliver aflyst igen. På den måde bliver han ikke så skuffet. Han har kun sovet tre timer i nat af spænding. På turen herover kiggede han på billeder af transkønnede, blandt andet i en facebookgruppe, der hedder We are Transmen Bodybuilders. Mænd i bare, svulmende overkroppe med store fuldskæg.

Sådan drømmer han om at komme til at se ud, selv om han aldrig bliver fitnesstypen. Hans største frygt er, at de syr ham sammen, så han får runde, buede ar, der ligner bryster.

I søndags så han sin søster for første gang i fire år. Hun havde hans niece med. Det var helt fantastisk. Han fortalte dem om, hvad det vil sige at være transkønnet. Og kunne med glæde fortælle dem, at han hverken drikker eller spiller længere. De spiste på Sticks'n'Sushi.

Det var en god dag. Han har lovet at holde sin søster opdateret på, hvordan det går med operationen.

På patienthotellet viser en venlig sygeplejerske ham ind på værelse 104. Daniel fortæller hende, at hans operation blev aflyst i november.

»Så du har ventet i to måneder,« spørger hun deltagende.

»Faktisk har jeg ventet i ti år,« siger Daniel.

På værelset tjekker han sin mobiltelefon. Der er to ubesvarede opkald. Åh nej. Bare det ikke er en aflysning. Han aflytter sin svarer. Det var heldigvis bare en dame fra Rygestoplinjen. Han trækker sin binder af med et dybt suk. Hold kæft, hvor han glæder sig til at slippe af med den. Han lægger sig i sengen og tænder for fjernsynet. Tænker på Freddie, der plejer at ligge på hans brystkasse og får dårlig samvittighed over, at katten er alene hjemme. Inden han skal sove, sniger han sig udenfor og tager en sidste smøg.
Daniel venter udenfor afdelingen på at blive indlagt på sin operationsdag. Han er stadig nervøs for, om operationen endnu en gang vil blive udsat.

Da han vågner næsten morgen klokken kvart over seks, er det stadig mørkt. Han har sovet elendigt. Han er stadig bange for, at operationen bliver aflyst. Han tager et bad og løber hen på sit værelse med et håndklæde omkring sig rystende af kulde. Han tørrer brysterne. Det er måske sidste gang, at han rører ved dem. På en måde er det synd, at ingen nogensinde rigtig har holdt af dem. Da han skal til at forlade værelset får han øje på sin binder, der hænger på en knagerække som en grå klud. Han var lige ved at glemme den, men han må hellere tage den med. Hvis nu …

På Plastikkirurgisk Sengeafsnit får han enestue. En sygeplejerske udleverer hospitalstøj, mens hun fortæller om operationen. Det bliver formentlig ved 11-tiden. Hun tjekker, at han er glatbarberet på brystet, så kirurgen kan komme til.

»Jeg er lige her nede på gangen, hvis du har spørgsmål.«
Et par timer inden operationen kommer kirurgen Marie Louise Skærlund Christensen og fotograferer, måler og tegner på Daniel. Han synes, hun ligner en rockstjerne.

Et par timer efter kommer en ung kvinde i camouflagebukser, stram T-shirt og knold i nakken ind ad døren. Det er plastikkirurgen Marie Louise Skærlund Christensen.

»Vi skal tegne lidt på dig, Daniel,« siger hun.

Hun har et målebånd om halsen og en sort Penol i hånden. På ravjysk og med venlig stemme dirigerer hun med ham, mens hun tegner streger på og omkring hans bryster.

»Du skal stå med armene ud til siderne. Sådan der. Ja tak«

Hun klemmer og folder. Tegner streger og tal på hans bare hud, mens hun mumler for sig selv.

»Jeg prøver at gøre det så symmetrisk, som jeg overhovedet kan. Men du har en stor volumen. Jo større volumen, jo større risiko for at du får hudoverskud i midten, når jeg syr. Og det vil vi jo ikke have, vel?«

Daniel ryster på hovedet. Han er helt stille. Hun ligner en rockstjerne, tænker han.
Ventetiden før operationen er lang. Det er så tæt på. Men nu kan de da ikke aflyse det, tænker Daniel.

Under operationen bliver brystvorterne skåret af og syet på igen på den nye flade brystkasse. De sidder længere ude i siden og højere oppe på mænd end på kvinder, forklarer hun.

»Der er altid en risiko for, at vorterne går tabt. Men vi har lavet 129 operationer og kun mistet fire,« siger hun og gentager, at rygning er strengt forbudt. Det forringer iltningen i blodet, så huden heler dårligere. Og det er særligt slemt for brystvorterne.

Efter undersøgelsen falder Daniel i dyb søvn. Han vågner først, da portøren Bent Ole i grønt tøj og hvide træsko kommer ind for at køre ham ned til operationen. Mens han bliver kørt gennem de grå, neonbelyste gange under hospitalet, tænker Daniel: Nu er det nu. Nu.

På operationsstuen er der mange mennesker: To narkosesygeplejersker, en lægestuderende og operationssygeplejersken Hanne Høver, som er ved at dække af omkring operationslejet med sterilt papir.

»Er du lidt nervøs?« spørger narkosesygeplejersken Peter Munch.

Daniel nikker.

»Det er de fleste. Men vi skal nok sørge for, at du ikke vågner eller har ondt undervejs.«

Han får en maske på. De skruer op for narkosen.

»Nu må du sove rigtig godt.«

Daniel forsvinder.
Narkosesygeplejerskerne gør klar til operation. Daniel er allerede helt væk, da hans arme bliver bredt ud til siden i frelserstilling.

Daniel mærker ikke, at han får stukket et rør ned i svælget, så en respirator kan trække vejret for ham.

Han mærker ikke, at han bliver klædt af og aftørret med desinficerende væske.

Og han mærker ikke, da Marie Louise Skærlund Christensen indleder operationen med at skære hans venstre brystvorte af og lader den dumpe ned i en lille skål.

Det lugter let af brændt kød, da lægen og sygeplejersken med en elektrisk kirurgisk kniv skærer gennem den bleghvide hud og det gule fedtlag, fjerner brysterne, trækker huden på plads og syr ham sammen igen. Det bløder stort set ikke. Og efter halvanden time er det slut.

Inden brystet bliver opereret af, skærer kirurgen Marie Louise Skærlund Christensen brystvorten af med en rund tang. Den skal senere sys på igen. Brystet sendes til undersøgelse for brystkræft.

Daniel bliver langsomt taget ud af narkosen. Han vågner, kigger ned ad sig selv og råber: »Yes!«, mens han slår ud med armene.

Og derefter: »Av for helvede.«

Sygeplejerskerne bøjer straks hans arme ind på brystet igen. Han må ikke trække i syningerne. Daniel er stadig påvirket af narkosen. Han kigger sig forvirret omkring og snøvler lidt:

»Hvor er jeg glad. Tusind, tusind tak,« siger han og tager narkosesygeplejerskernes hænder på skift.

»Jeg har ventet i ti år,« siger han. Tårerne triller ned ad hans kinder.

»Det er da også alt for længe,« siger Peter Munch.

Han er frygtelig tørstig, men på opvågningsstuen tilbyder en sygeplejerske ham en Filur-is. Han græder igen.

»I er så søde alle sammen.«
Da Daniel vågner på operationsstuen er han konfus, men forstår, at han bryster endelig er væk. Han takker alle på skift. Igen og igen.

Han bliver kørt tilbage på sin stue og kan slet ikke stoppe med at græde. Han ringer til sin storesøster som den første.

»Hej Søs. Det er Daniel. Det er overstået.«

»Åh, hvor godt,« siger hun.

Han hulker.

Timerne går. Han skriver til flere venner. Til kollegerne på værkstedet. Og modtager masser af hjerter og smileys. For fire år siden, da han var hjemløs, følte han sig helt alene i verden. Men nu mærker han, hvor mange der holder af ham.

Det skyldes også eftervirkningerne af narkosen, men alt får ham til at græde: Når der kommer en sms. Når sygeplejersken serverer frikadeller. Når Bee Gees' »To Love Somebody« kører som underlægningsmusik til en bilreklame på fjernsynet.

Han er ikke ked af det. Bare overvældet. Det er længe siden, at han har tudet på den måde. Flere år faktisk. Måske er det et helt livs frustrationer, der flyder ud af ham. Igen og igen stryger han hænderne hen langs overkroppen. De er væk. Tænk, at han skulle vente så mange år, og så tog det kun halvanden time.

Han lægger planer: Han vil leve sundere nu. Skære ned på cigaretterne. Tabe sig. Træne og få en flottere krop. Alting ligger på række foran ham. Nu skal han bare gribe det.
Daniel skiftevis græder og hulker hele dagen efter sin operation. Af glæde og lettelse. Ti års opsparede frustrationer løber ned ad hans kinder.

Næste morgen falder en tynd stribe lys ind fra gangen i det mørke værelse, hvor Daniel sidder op og sover. Han er faldet i søvn med brillerne på. Sygeplejerskernes hurtige træskoskridt lyder ude på gangen. Daniel slår øjnene op. Han har ingen smerter. Som det første stryger han sine hænder ned ad overkroppen. Det var ikke en drøm. De er virkelig væk.

Kort efter kommer kirurgen Marie Louise Skærlund Christensen på stuegang.

»Hvordan går det med dig?« spørger hun, mens hun løfter op i hans hospitalsskjorte. Hun fjerner en kompressionsvest omkring hans bryst for at se til operationssårene. Daniel klapper sig på sin lille topmave.

»Kunne du ikke have taget den her med?« spørger han.

Brysterne har skygget for vommen. Han var slet ikke klar over, hvor stor den var blevet. Men det er jo heldigvis noget, man kan ændre på.

Lægen mærker efter for hævelser.

»Jeg har syet, så godt jeg kan. Nu er det op til dig at passe på det,« siger hun og minder ham om, at han ikke må bevæge armene mere end 45 grader ud fra kroppen, for at arrene kan blive stabile.

Den stramme vest skal han gå med i tre uger for at undgå væskeansamlinger og blødninger. De påsyede brystvorter er meget sårbare, men er beskyttet af små pudeforbindinger. Men alt ser fint ud, og han må godt tage hjem.

»Jeg tudede hele dagen af glæde i går,« siger Daniel.

»Du er også blevet en flot fyr,« siger plastikkirurgen.

Hendes bipper ringer. Næste operation venter. Hun klapper på dynen, inden hun forlader lokalet:

»Tillykke med dit nye liv.«

Daniel bestiller billet til bussen. Nu glæder han sig til at komme hjem til Freddie. Han tager sit eget tøj på: jeans, T-shirt og en ternet skjorte. Så stiller han sig foran spejlet med siden til. Tænk, at han er helt flad nu. Det eneste han efterlader på hospitalsstuen, er sin binder. Den ligger i skraldespanden sammen med en tom kaffekop og en blodig forbinding.
Han har svært ved at forstå, at brysterne endelig er væk. Han er flad. Tænk at han skulle vente ti år, og så tog det kun halvanden time.

I slutningen af februar kommer hans storesøster, Dorthe, på besøg. Det betyder meget for dem begge, at de har genoptaget kontakten.

»Jeg var så stolt over, at det var mig, du først ringede til fra hospitalet,« siger hun.

De holder hinanden i hånden hen over bordet.

Hun er spinkel og feminin med små gyldne øreringe under det lange mørke hår. Men man kan sagtens se ligheden mellem dem: De brune øjne. Overlæbens bue. Måden, de griner på.

Han fortæller hende, hvor lettet han er over, at han ikke skal skjule brysterne med mange lag tøj, når han går udenfor. Og så viser han hende operationsarrene.

»Det er flot,« siger hans søster.

Daniel vender og drejer sig foran spejlet. Hans holdning har ændret sig. Han skyder brystet frem i stedet for at krumme sig sammen.

»Hvad skete der egentlig med brysterne efter operationen?« spørger Dorthe.

»De blev sendt til undersøgelse for kræft. Der var ikke noget,« siger Daniel.

De vejede mere end et kilo tilsammen. Operationen var en hurtig slankekur, siger han. De ler begge.

»Du kunne godt have givet mig lidt af dem. Mine bryster er så små,« siger Dorthe.

De griner igen, så de får tårer i øjnene.
Halvanden måned efter sin operation, mødes Daniel med sin søster. De spiser pizza og Daniel ryger bon. De er begge glade for at have fået kontakt efter fire års pause.

Daniel fortæller sin søster, at han er blevet indstillet til at få fjernet sin livmor og sine æggestokke. Han har endnu ikke bestemt sig for, om han også skal tage det tredje skridt – et plastikkirurgisk indgreb for at få skabt en penis. Et skridt ad gangen.

I ugerne efter operationen var han helt euforisk, fortæller han. Så blev det afløst af en mere stabil glæde. Og siden har der også været dage, hvor han har været modløs.

Men alt i alt er han gladere end nogensinde.

Lige nu er han mest spændt på, om brystvorterne overlever. De har skiftet farve til sort, og øverste hudlag er begyndt at løsne sig. Bare de ikke falder af.

»Ellers må jeg få tatoveret nogle på,« siger han. Han stryger sig ned over brystkassen. Igen.

»Det føles så godt. Det føles som mig.«

Tre måneder efter operationen skal Daniel have et særligt plaster på sine ar. De første gange, det skal skiftes, er det med hjælp fra en sygeplejerske fra Hjemløseenheden.

Han ser frem til, at han igen kan bøje og strække armene. Men der er også andet, han glæder sig til: at bade i havet. De sidste somre har han siddet i skyggen og set på de andre, der hoppede i vandet. Men til sommer skal han ud med de andre i badebukser. Føle solen på sin krop. Åh, frihed.

Daniel tænker tilbage på, hvor skidt han havde det for nogle år siden. Dengang han levede som hjemløs med skæg og bryster.

Han tænker på, hvor langt han er kommet. Han har et sted at bo. Et stærkere netværk. Han har fået kontakt til sin søster. Og er kommet tættere på at få den krop, han ønsker sig. Han ved godt, at selv om det ydre har ændret sig, er han stadig den samme indeni. Men det er Daniel, han skal arbejde med – ikke længere Linda. Efterhånden som hun forsvinder, får han det langsomt bedre.

Måske er han ved at blive helt normal.
Tekst Line Vaaben
Foto Sigrid Nygaard
Video Anders Rye Skjoldjensen
Redaktør Mikkel Vuorela
Digital produktion Sigrid Nygaard

4. april 2020
Dagbladet Information

Anbefalinger

  • Flemming Berger
  • Søren Pold
  • Klaus Lundahl Engelholt
  • Troels Ken Pedersen
  • Mikael Aktor
  • Heidi Larsen
  • David Zennaro
Flemming Berger, Søren Pold, Klaus Lundahl Engelholt, Troels Ken Pedersen, Mikael Aktor, Heidi Larsen og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tillykke, Daniel! Og held&lykke med det videre forløb. Det er så fantastisk at blive den, man egentlig er.

Martin Kristensen

Det er et godt portræt - og godt for Daniel at han kan komme videre med livet efter at have været hæmmet af brysterne,

Det understøtter desværre også formodningen om at de fleste transpersoner har psykiske problemer, og at deres kamp med kønsidentiteten bare er en del af en større kamp om at finde sig til rette som menneske.

David Zennaro, Nanna Kinch og Mogens Holme anbefalede denne kommentar

Sad sgu og fik tårer i øjnene. Ja, tillykke, Daniel, og held og lykke!

Nette Skov, Søren Pold og Klaus Lundahl Engelholt anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Altså det er jo en kæmpe misforståelse at tro, at man er sin krop. Man HAR en krop, og man ER bevidstheden bag, som har kroppen at erfare livet igennem. Hvis man kun identificerer sig med materien, får man et fattigt og miserabelt liv.

Flemming Berger

Ja,Randi Christiansen, det har sin rigtighed. Det er en indsigt,vi hver især langsomt må arbejde os frem til:det er ingen hjælp for nogen, at få slynget det i hovedet. Daniel er roligt og sikkert på vej mod sin selvforståelse og det er flot at læse om.
Lad os være glade på hans vegne.

Nette Skov, Jens Illum og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Flemming, jeg synes, det er synd for daniel. Når jeg alligevel tillader mig at sige, hvad jeg gør - og jeg kan se, at min endnu skarpere kommentar er slettet - så er det for at imødegå denne syge tendens, hvor mange unge mennesker forledes til at tro, det er i orden at ommøblere sin krop, fordi man har identitetsproblemer.

erik pedersen, Flemming Berger og Nike Forsander Lorentsen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Og jeg synes, at det er et kæmpe omsorgssvigt, uintelligent og spild af ressourcer at det danske sundhedsvæsen medvirker til disse forsøg på at kurere psykisk lidelse med kirurgiske indgreb. Ønsker man denne omrokering af sine medfødte konditioner, må det ske for egne midler.

Det samme gælder for kunstig befrugtning.

Disse behandlingstilbud er ikke en ordentlig anvendelse af samfundets midler, især ikke set i lyset af de mange vigtige men underprioriterede områder indenfor uddannelses-pleje-sundheds og andre sektorer.

Det kan med rette mistænkes at disse behandlingstilbud bevidst eller ej er udtryk for dårlig samvittighed, fordi ubalancerne : af fysisk karakter - nedsat fertilitet - og psykisk, som forvirret kønsidentitet - disses ophav er hormonelle og forårsaget af miljøforurening.

Ruth Sara Zedeler, erik pedersen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Flemming Berger

Jeg forstod godt din intention med indlægget, og som jeg skrev er jeg grundlæggende enig med dig.Og også jeg finder, det er synd for Daniel,der er blevet spist af med den billigste løsning; for kvalificeret terapi koster penge og er en langvarig proces.

Randi Christiansen

Ja, og selvf er det hårdt for daniel at høre kvalificeret kritik af hans meget skæbnetunge valg. Men jeg synes, det er en meget vigtig samtale, vi skal have med hinanden. Og som ligger i direkte forlængelse af den transgender debat, der hærger vort fællesskab og i stadig flere sammenhænge intimiderer og underkender det biologiske køn udi absurdum. Når f.eks. små, ikke kønsmodne børn tillades kønsskifte, er vi så langt ude i ekstremer, som må italesættes.