Databloggen Store historier gemt i store datasæt

Special Source Operations

»NSA’s kronjuveler« har Edward Snowden kaldt Special Source Operations (SSO), der er i denne præsentation præsenterer deres forskellige programmer til at indhente »efterretninger fra globale telekommunikationssystemer af høj kapacitet«.

 

 

Download dokumenterne her

Forsiden›

Forsiden af afdelingens præsentationer prydes af en hånd, der holder et bundt lysende fibre af samme type som findes i de land- og havkabler, som størstedelen af al kommunikation transporteres igennem.

Ørneklør ›

Der er også meget betydning gemt SSO-afdelingens logo: en ørn, med kløerne omkring de lysende fiberkabler, der omkranser jordkloden.

SSO's kabelprogram›

NSA's helt afgørende kabelindhentningsprogrammer har SSO opbygget gennem aftaler med teleselskaber og partnerskaber med allierede efterretningstjenester.

Og endelig indhenter NSA unilateralt fra kabler, altså uden at det land, indhentningen foregår fra, kender til det. Det er f.eks. tilfældet med MYSTIC, som netpublikationen The Intercept for nylig kunne afsløre, der blandt andet omfatter programmet SOMALGET, som opfanger, optager og gemmer lyden af næsten samtlige mobiltelefon-samtaler i Bahamas.

RAMPART-A›

Denne oversigt er tidligere publiceret, men det er er første gang RAMPART-A, NSA’s kabelprogram gennem tredjeparter, tilføjes.

Incredible challenges – nålen i høstakken›

Denne slide skal illustrere, hvordan NSA finder den berømte nål i en høstak – i eksemplet en besked, sandsynligvis fra en terrormistænkt - ved at splitte lyset i en af de fibre, der transporterer alt fra Skype-opkald til selfies på tværs af kloden med lysets hastighed.

100 millioner samtidige opkald eller internetbrugere›

PowerPoint-sliden skal illustrere de »utrolige udfordringer«, det er at finde brugbare efterretninger i de enorme datamængder fra kablerne. Alene dette ene kabel bærer 100 millioner samtidige opkald eller internetbrugere.

Ifølge dokumenterne om RAMPART-A-programmet ’tapper’ NSA data svarende til fem gange Danmarks samlede internationale trafik, eller hvad der på døgnbasis svarer til indholdet af mere end 362 millioner almindelige data-cd´ere.

Overstregningen›

Bag overstregningen gemmer sig et billede af en person af mellemøstligt udseende, sandsynligvis en terrormistænkt. Billedet er tilsyneladende fra et web cam, eftersom skærmen er reflekteret i brillerne. Hans besked, der ifølge illustrationen er opsnappet fra kablet, er anført på arabisk og oversat til engelsk nedenunder.

RAMPART-A›

I denne del af SSO-præsentationen gennemgås NSA’s RAMPART-A-program, der går ud på at samarbejde med tredjepartslande om at tappe fiberkabler.

THIRD PARTY›

Ifølge en opgørelse, som tilsyneladende er fra 2013, og som blev publiceret i Glenn Greenwald’s bog »No Place to Hide«, er der i alt 33 tredjepartslande, heriblandt Danmark. Disse lande har et samarbejde med NSA, der er mindre tæt end samarbejdet med andenpartslandene Storbritannien, New Zealand, Australien og Canada.

International Fiber ›

Fiberkabler forbinder lande og kontinenter og bærer meget store datamængder over stor afstand. Kablerne mødes ved et forholdsvis lille antal knudepunkter, hvor de store tele- og internetselskaber udveksler trafik. De er derfor oplagte at overvåge.

Partnerne i RAMPART-A-programmet tapper fiberkabler, der mødes ved centrale knudepunkter. Danmark befinder sig centralt mellem Stockholm og Frankfurt, der er blandt verdens vigtigste internetknudepunkter, og derfor passerer meget trafik fra Skandinavien, Rusland og Tyskland gennem landet.

Foreign Partners provide access to cables and host U.S. equipment›

NSA's »indsamlings- og behandlingsmateriel« er placeret på partnerlandets jord,« fremgår det af dokumenterne. Det stemmer overens med et dokument, der beskriver forholdet mellem NSA og FE, hvor det fremgår at NSA forsyner sin danske søsterorganisation med blandt andet »indsamlings- og behandlingsudstyr«.

"there ARE exceptions" ›

Aftaler skal tilsyneladende sikre partnerlandet mod, at NSA spionerer direkte imod landets borgere gennem det fælles kabelindhentningsprogram. Samme bemærkning gentages i en anden præsentation af NSA's fiberprogrammer, men her tilføjes en mindre, men ikke uvæsentlig modifikation fra NSA’s side: »-der ER undtagelser«. Det fremgår ikke hvilke undtagelser, der er tale om.

Typical RAM-A Configuration›

Diagrammet viser, hvordan samarbejdet om en »typisk RAMPART-A-operation« fungerer. NSA’s partnerland (»country X«) tapper et »internationalt kabel« ved et adgangspunkt (A) et sted på landets territorium og sender det videre til en facilitet (B), som behandler data med udstyr stillet til rådighed af NSA.

Her kan analytikere fra partnerlandet (C) behandle data, som også herfra bliver sendt via en sikker forbindelse til NSA (D/E).

Cable to database›

Denne slide beskriver hvilke systemer og databaser, data fra RAMPART-A kobles sammen med, fra ”front end kablet” til de databaser, NSA gemmer data i.

DNI: Internetdata (Digital Network Intelligence).

DNR: Telefondata (Dial Number Recognition)

LOPERS: I følge Der Spiegel er LOPERS et software-system, der gør det muligt for NSA at udspionere traditionelle telefonnet (Public Switched Telephone Network).

FASCIA: FASCIA er ifølge Washington Post en database, der indeholder trillioner af lokationsdata fra mobiltelefoner og andre kilder.

DEEPDIVE: Ifølge dokumenter, Information har set, er DEEPDIVE et stykke hardware, der bruges i XKEYSCORE-systemet og bruges til indsamling af internetdata (DNI). DEEPDIVE omtales som i stand til at forbedre indsamlingen mod et bestemt mål.

TIPPING: er tilsyneladende en måde, hvorpå NSA’s systemer kan kontakte hinanden.

PINWALE: er en DNI-database, altså lagret internetdata og andre former for digital kommunikation.

MARINA: er en metadata-database ifølge Guardian

TRAFFICTHIEF: er en anden metadata-database, forbundet med XKEYSCORE

TWISTEDPATH: er endnu en database.

BLACKPEARL: et program, der udvinder data fra private netværk, ifølge Guardian

 

Om Databloggen RSS

På Databloggen samler og præsenterer vi historier som tager afsæt i store datasæt.  Tips og ideer til databloggen@information.dk

I redaktionen: Kristian Jensen, Rasmus Raun Westh, Morten Wulff, Sebastian Gjerding