Databloggen Store historier gemt i store datasæt

Syv deprimerende julefacts

1. Julen er en CO2-fælde

Sidder du tilbage med rødvin i glasset og med eftersmag af en veltilberedt flæskesteg, så er det med at springe næste afsnit over, hvis du vil undgå dårlig samvittighed. Julemiddagen er nemlig en CO2-synder af de helt store – og de klassiske danske retter er blandt de allerstørste klimasyndere. Hos den grønne tænketank, COCITO, har de været så venlige, at beregne en CO2-udledningen for et almindeligt dansk julebord. Det er ubehagelig læsning.

Tag flæskestegen for eksempel, nok favorit på mange danske juleborde, men en af de største julesyndere når kommer til CO2-udledning. Halvanden kilo sprød flæskesteg står dig nemlig i 34 kilo på CO2-kontoen, hvilket rundt regnet svarer til 4 dages elforbrug eller 272 kilometer i en benzindrevet bil.

En solid kødfyldt julemenu med både steg, medisterpølse og frikadeller koster dyrt i klimaregnskabet og ender på 130 kg udledt CO2 ifølge CONCITO. Tælles julegaverne også med, ender den gennemsnitlige danskers jul med en CO2-udledning på 200 kg CO2.

For 200 kg CO2 kan man komme langt for i bil. Faktisk helt til Italien.

Kilde: Concito

For lige at slå julens manglende bæredygtighed fuldkommen fast, er det blot at skæve til FN’s klimapanels beregninger. I 2050 vil vi være 9 milliarder mennesker på kloden, og her vil hver verdensborger have 2 tons CO2 til rådighed hvert år (hvis vi altså skal overholde en temperaturstigning på maks 2 grader). I det scenarie vil vores nuværende CO2-forbrug i julen betyde, at hele vores årskvote vil være opbrugt efter blot 10 dage.

Så nyd din flæskesteg, mens du endnu har samvittighed til det.

2. Julen er forbrugerismens fest

Det kan godt være, du er en veltalende kapitalismekritikker, der med lethed udlægger Pikettys teorier, når portvinen går i blodet på dig. Men der er nu god chance for, at idealer og intensioner forkastes i takt med gaveræset intensiveres op mod jul.

NETS registrerer årligt vore allesammens forbrug, og tendensen er entydig. I julen går vi all in og svinger dankortet langt hidsigere end i årets andre dage. På en top-ti liste over de dage, hvor danskerne heftigst svinger dankortet, er seks af dem den 20.-23. december.

 

Kilde: Nets

1 milliard og 678 millioner er resultatet af Danmarks vildeste shoppingdag. Det beløb svarer rundt regnet til prisen på verdens største passagerfly, den tredje Pirates of the Caribbean-film, eller hvad man skal slippe for at købe Christiano Ronaldo fri fra sin kontrakt. Husk på det, næste gang forbrugsøkonomerne opfordrer os til at bruge løs i julen - tak for rådet, det klarer vi allerede glimrende.

3. Julen er rekord i madspild

Og når vi nu er i gang med at snakke om forbrugsfest, så er julen også topscoren hvad angår madspild. Landbrug & Fødevarer vurderer, at vi smider mad i skraldespanden for en værdi af 1.1 milliard i løbet af december. Det svarer til knap 700 kroners mad pr. husstand, der ryger lige ned i skraldespanden. Organisationen Stop Spild Af Mad har undersøgt, at det oftest er rødkålen, kartoflerne og så den rest af flæskestegen, der lige røg i køleren til senere, der går til spilde.

5. Vi spiser os syge

Og som det måske tydeligste symbol på julens fråseri kan nævnes, at mellem 50 og 100 danskere hvert år indlægges på hospitalet som følge af overspisning i julen. Symptomerne på overspisning skulle være »utilpashed, oppustethed, ondt i maven og åndenød.« Har du også haft det lidt sådan på det sidste?

4. Den om julemanden

Vi kommer heller ikke uden om Julemanden.

Den udgave vi kender i dag, er designet i 1930'erne af Coca Cola som et rød hvidt reklamefremstød for den sukkerholdige drik, hvilket de fleste informationslæsere naturligvis er klar over. Det må derfor være en urovækkende tanke, at dette - indrømmet succesfulde - reklamestunt, kan prale af en troværdighed blandt danskerne, der er lige så høj som lægens.

Det opsigtsvækkende resultat stammer fra et medicinsk speciale, hvor læge Faisal Mohammed Amin undersøger forskellige arketypers troværdighed. 52 forsøgspersoner inddeles i to grupper, der hver hører en historie fra henholdsvis en person i julemandskostume og den samme person iklædt lægekittel.

Historien har hverken noget med jul eller lægeverdenen at gøre – ingen har altså en fordel. Efterfølgende vurderes troværdigheden af de to historier på en skala fra 1 til 10.

Kilde: Faisal Mohammed Amin

Forsøget viser, at der ikke forskel på læger og julemænd, når det kommer til troværdighed. Bevares, lægen scorede lidt flere point end julemanden, men ikke nok til at man kan fastslå en statistisk signifikant forskel på manden med huen og manden med kittel. Resultatet efterlod forskerne med undren, idet »Julemanden trods alt er en fiktiv person.«

Så meget for vores kritiske sans. Tænk lidt over det, næste gang en troværdighedsmåling med landets politikere offentliggøres.

6. Ensom juleaften

I løbet af højtiden vil du sandsynligvis opleve momentvis glæde, mindre stress og øget samhørighed med dine relationer. Juleaften booster nemlig hedonistiske lykkefølelser, viser forskning fra OECD. »Ahh ja, det er også rigtigt,« tænker du måske, »men det giver mig da ikke dårlig samvittighed?!«

Men her skal du så huske, at det jo ikke alle danskere, der er så heldige som dig og kan fejre jul i lykkelige omgivelser. Otte procent har følt sig ensomme juleaften, viser en undersøgelse, som Epionion har lavet for DR. Ingen hedonistisk lykkerus for de mennesker. Otte procent af befolkningen, svarer i øvrigt til lidt over 450.000 mennesker har følt sig ensomme i julen - eller samtlige indbyggere i både Aarhus, Odense og Skanderborg.

7. Selvmord og jul

CO2, forbrugerisme, madspil, ensomhed og en sodavandsfigur med samme troværdig som læger - får denne liste aldrig ende? Jo det gør den faktisk, og det endda med en tilbagevise den udbredte julemyte, at ekstra mange skulle begå selvmord omkring jul i forhold til resten af året.

Opgørelser fra Center for Selvmordsforskning viser imidlertid, at december faktisk er én af de måneder, hvor der sker færrest selvmord i årets løb. Kun november ligger lavere. Og i december ligger juledagene endda allerlavest - 23 procent lavere end normalt. Endelig en god nyhed.

Glæden varer dog kort. Der ses nemlig markant flere selvmord og selvmordsforsøg umiddelbart efter nytår sammenlignet med resten af januar måned, så det ser ud til, at folk udsætter handlingen til efter helligdagene. En af de mulige forklaringer er ifølge Center for Selvmordsforskning teorien om de brudte løfter. Folk ser frem til julen, som forbindes med socialt samvær, men skuffelsen over det faktiske forløb resulterer i større selvmordsrisiko efter helligdagene.

Således opmuntret ønskes en fortsat glædelig jul fra Databloggen

Kilde: Center for selvmordsforskning

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Mathias Rasmussen
    Mathias Rasmussen
  • Brugerbillede for Ejvind Larsen
    Ejvind Larsen
  • Brugerbillede for Benjamin Bach
    Benjamin Bach
  • Brugerbillede for Lars Dahl
    Lars Dahl
  • Brugerbillede for Kurt Nielsen
    Kurt Nielsen
Mathias Rasmussen, Ejvind Larsen, Benjamin Bach, Lars Dahl og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Anders  Hede

Information er sgu nogen gange en stor sur sok.

Lighten up, dammit

Henrik Petersen, Nic Pedersen, Anne Eriksen, Vibeke Rasmussen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

Det ottende: Svinet smager af pap. Undtagen den økologiske steg vi fik juleaften.
Efter her i jule måneden at have smagt adskillige skiver svin, cantinens, cateringens, slagterens, supermarkedets - så er dommen at svinet smager af pap og har udviklet sig til et produkt på niveau med mastesmøret, som i sin tid gav anstød til en omlægning af dansk mejeriproduktion. Svinebønderne burde i disse mshr-tider og miljøbelastningen iøvrigt, spørge sig selv om, produktet er det værd. Det kan da kun være af hensyn til bankerne at produktionen forsætter på den måde.

Ejvind Larsen, Erik Pørtner Jensen , lars abildgaard, randi christiansen, Lise Lotte Rahbek, Henrik Christensen, Anne Eriksen og Kirsten Lindemark anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bent B

Du skriver at Coca-Cola har designet julemanden som vi kender ham i dag "hvilket Informations læsere naturligvis er klar over". For at underbygge denne påstand har du så et link til wikipedia, hvor der står det stik modsatte. Har du overhovedet læst det du linker til?

Nej Coca-Cola har ikke designet julemanden.

Derudover; Wikipedia som kilde? Come on. Hvis du gerne vil bruge wikipedia til research (hvilket det er fantastisk til) så har de et fantastisk reference system i bunden af hver artikel hvor du kan få en rigtig reference!

Benjamin Bach, Per Torbensen, Michael Lomborg og Kristoffer Larsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for curt jensen

Hvordan kan det være at jeg har haft en rigtig god og hyggelig juleaften sammen med mine børn, med 1½ kg dyrekølle som det eneste kød, og da jeg gik i seng kunne jeg sove med det samme fordi jeg ikke var fuld, hverken af sprut og vin eller af mad. Jeg vil heller ikke tage på i juletiden og jeg har brugt færre penge på julegaver end de sidste år, i takt med at ungerne bliver ældre og mere selvstændige.

Så det kan sagtens lade sig gøre uden at man behøver at æde og drikke sig fordærvet, og uden at man behøver at føle savn. Det er bare et spørgsmål om holdninger og god samvittighed behøver ikke at give et dårligt eftersmag.

Man har det som man vælger at have det, så simpelt.

Erik Pørtner Jensen , Kurt Nielsen og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mads Kjærgård
Mads Kjærgård

Hmm, ja, havde også undret mig lidt, idet Tolkien jo som bekendt skrev, og illustrede breve fra julmanden til sine børn. Og der ligner Julemanden jo sig selv, brevene startede Tolkien på I 1920.
Så det jo nogen år før Coca Cola. Det virker som om, at "Den store Bastian" også har lagt grund til vores opfattelse af Julemanden.

Brugerbillede for Morten Balling

Ja, når det ikke var Coca Cola, som "opfandt" julemanden, så passer alt det andet nok heller ikke... ;) Faktisk kan man nærmest se det som et bevis for at julemanden findes?

Det er nu ellers ikke fordi han ikke er blevet skampulet en del i tidens løb, via diverse Coca Cola reklamer.

Brugerbillede for Michael Lomborg
Michael Lomborg

Har haft et par dejlige dage med venner og familie og fred og ro på alle tangenter. Og nu forventer Information at jeg skulle tynges af skyldfølelse? No way - som formentlig alle danske familier har vi virkelig brug for nogle dage som kan skabe harmoni og sammenhængskraft til at imødekomme alle de opsplittende tendenser i tidens hverdage. Det er sg'u guld at opleve lidt jul en gang imellem - og et par bøjede idealer, lidt fedt på bugen og en sjat CO2 i atmosfæren er en billig pris at betale!

Jakob Heningsen, Per Torbensen, Kristoffer Larsen og Morten Balling anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Dahl

Lomborg burde nok overveje at gøre noget ved hverdagene, hvis der sådan skal lidt for meget fråds til for at hanke op i familien og pleje sammenhold med venner og familie.

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek

Jowjow, det er da ok at lande med lidt dårlig samvittighed over flæskestegen (øko), den halve flaske fransk rødvin (som jeg drak resten af igår), at selvmorderne holder sig i skindet til januar, juletrafikken (jeg tog toget) og at ja - vi smed noget mad ud, som ikke fejlede noget, men ingen ville spise. Havde vi nu haft høns, kunne de have spist det. Eller grise. Men det er altså lidt svært i en 2½værelses i østbyen.

Dårlig samvittighed.. njah.. lidt dårlig samvittighed har man vel altid, for man KUNNE jo bare have gjort anderledes. Denne pietistiske skylds- og skamsbevidsthed er temnmelig godt klæbende.
Nu må vi allesammen ud i frostvejret og skamme os færdig. :)

Brugerbillede for Henrik Petersen
Henrik Petersen

Så deprimerende at det nok skal skubbe til selvmordsstatistikken - orkede ikke engang at læse færdig. Få et liv - nyd det så længe det varer.

Om Databloggen RSS

På Databloggen samler og præsenterer vi historier som tager afsæt i store datasæt.  Tips og ideer til databloggen@information.dk

I redaktionen: Kristian Jensen, Rasmus Raun Westh, Morten Wulff, Sebastian Gjerding