Databloggen Store historier gemt i store datasæt

Ligestilling om 38 minutter

Databloggen tager springet ud i ligestillingsdebatten og bringer hermed et kvantitativt indspark til den følsomme diskussion om forskellene mellem mænd og kvinder.

Første bidrag er at se på Danmarks globale placering, hvad angår ligestilling. Kortet nedenfor er baseret på World Economic Forums såkaldte Global Gender Gaps index, en oversigt over lighed i 142 lande. Jo tættere på scoren 1, jo tættere er landet på total ligestiling.

Og umiddelbart ser det ikke så skidt ud, Danmark ligger sammenlagt nummer fem over de mest lige lande i verden ud fra parametre som løn, uddannelsesadgang og politisk indflydelse. Men kigger vi tallene nærmere efter, er vi sorteper blandt de skandinaviske lande, vi normalt plejer at sammenligne os med. Island, Finland, Norge og Sverige ligger alle foran os.

Pladseringen skyldes blandt andet, at vi blot opnår en 12. plads, når det kommer til økonomisk lighed mellem mænd og kvinder.

Så langt så godt.

Men når det kommer til ligestilling mellem mænd og kvinder, kan det gøres op på andre måder. Ligestilling kan også udregnes i minutter.

Ligestilling på minuttet

Der er stor forskel på, hvad mænd og kvinder bruger deres tid på i løbet af dagen. OECD har opgjort, hvor lang tid mænd og kvinder bruger på henholdsvis arbejde, fritidsinteresser og ikke mindst huslige pligter – i 26 lande - , og den opgørelse giver et anderledes perspektiv på forholdet mellem kønnene.

Tidstagningen viser store forskelle mellem køn i de fleste lande. Og selvom vi i Danmark globalt set er et relativt ligestillet land, så er der også markante tidsforskelle mellem kønnene herhjemme. 

Klik på de forskellige aktiviteter for at se, hvor mange minutter henholdsvis mænd og kvinder fra 26 lande bruger på hver

I alle 26 lande bruger mænd flere timer på arbejde end kvinder.

Japanske mænd toppper listen med 471 minutter om dagen, knapt 8 timer, mens danskerne derimod er et relativt arbejdsskyende folk, hvor kun franskmænd sammenlagt bruger færre timer dagligt. Ifølge undersøgelsen bruger danske mænd i gennemsnit fire en halv time på betalt arbejde hver dag - det er én time mere end kvinderne.

Når det kommer til de huslige pligter som madlavning, støvsugning og vasketøj, så er det tilgengæld kvinderne, der må trække læsset. Både i Danmark, men så sandelig også for de andre lande. Indien topper uligheden på rengøringsfronten, da kvinderne gør rent næsten 5 timer dagligt, mens mændene slipper med 18 minutter.

Man kan også med rette sige, at kvinder bruger langt mere tid på børnepasning. Gennemsnittet for OECDs 26 medlemslande er 16 minutter til mænd og 40 minutter til kvinder. Og noget tyder på, at mændene bruger den ekstra fritid på at se TV og høre radio. Ifølge OECDs undersøgelse bruger mænd nemlig i gennemsnit 21 minutter mere end kvinder i den kategori.

38 minutters ulighed

Tallene fra OECD viser altså, at der virkelig er stor forskel på mænd og kvinders fordeling af arbejde, pligter og fritid - både internationalt og herhjemme. I Danmark bruger mændene mest tid på betalt arbejde og deres fritidsinteresser, mens kvinderne har flest huslige pligter. Helt præcist er der 38 minutters ulighed på rengøringsfronten.

Som et lille forsvar for danske mænds manglende indsats i hjemmet, skal det dog tilføjes, at de danske mænd er dem, der bruger næstmest tid på huslige pligter af alle OECDs 26 medlemslande. Kun slovenske mænd bruger længere tid på støvsugning, oprydning og madlavning. Og så er vi nummer tre, når det kommer til minutter til børnepasning.

Danske kvinder i midterfeltet

Hvis vi udelukkende ser på kvinderne for sig, ligger de danske nogenlunde midt i feltet, når det kommer på tidsforbrug på huslige pligter og børnepasning. Både foran Norge og Sverige, men meget langt efter indiske og mexicanske kvinder.

Når det kommer til tiden på betalt arbejde, halter de danske kvinder dog noget efter de svenske. I Sverige bruger kvinderne én time mere hver dag på at arbejde end de danske. Også norske kvinder bruger længere tid på arbejde end danske.

Nordens rengøringsmestre

Endeligt vender vi kort tilbage til ligestillingen i Norden.

Sverige nævnes ofte som ligestillingens frontzone, og landet mod øst ligger da også en pladsering over Danmark, på Global Gender Gap Index (tallene fra det første kort). Men på minutplan, hvad huslige pligter angår, bruger vi danske mænd faktisk 28 minutter mere hver dag end svensken. Og hele 48 minutter mere end nordmænd.

Så selvom der stadig er langt til ligestilling, gør danske mænd simpelthen mere rent end vores naboer. Tag den Sverige.

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Så er den regnet ud. Men hvad der ikke regnes ud er, at kvinder i Danmark selv pisker en stemning op for, ja, kvinder. Det er f.eks. kvinder, som arrangere alverdens sociale arrangementer for forældre med bollebagning og sammenkomster omkring børnehave og skole i en uendelig strøm med forventning om, at mænd er lige så ivrige efter at deltage. Men det er vi bare ikke.

Niki Dan Berthelsen

Tager statistikken højde for at mænd måske er hurtigere til at støvsuge?

Bo Carlsen, Henriette Nielsen, olivier goulin og Herman Hansen anbefalede denne kommentar
Morten Pedersen

Min kæreste vil helst tage rengøringen derhjemme mens jeg så gør andre praktiske ting hun ikke bryder sig om, kørsel med børnene, trailerkørsel, lidt mere arbejde. Desværre oplever hun ikke hun er undertrykt fordi jeg efterkommer hendes ønske, men jeg skal nok prøve at banke det ind i hovedet på hende.

Bo Carlsen, olivier goulin, Thomas Christensen, Mads Østergaard, Herman Hansen og Henrik Brøndum anbefalede denne kommentar

Langt de fleste ægtefolk lever under gode og fornuftige forhold, hvor man søger de nødvendige kompromiser og organisere sig for at få hverdagen til at fungere. Man er venner og ikke fjender. Heldigvis for det.

Og sådan tror jeg faktisk det altid har været og altid vil være for de fleste.

I dag er det fortrinsvis single kvinder fra København som anser sig selv som den akademiske kultur radikale elite, der skriger løs om hvor elendig de har det.

Sascha Olinsson

Nå de herrer?! Fik I luftet lidt ud? Ja verden skulle da bare vide hvor hårdt I har det! Og omringet af onsindede skingre kvinder som I jo åbenbart er- Life's a bitch!

Vibeke Rasmussen, Else Damsgaard og Henrik Brøndum anbefalede denne kommentar

Hej Sascha, er det ved den tid på måneden...?
Ca lige så begavet en kommentar som din eller?
Hvad er grunden til kvinder ofte har notorisk nedladende kommentarer hvis mænd skulle vise sig åhhså meget i kontakt med deres ellers udskældte forknudrede jeg at de lige frem er i stand til at dele deres oplevelse af denne verden?

Har i øvrigt delt seng og huslige pligter med efterhånden fire af slagsen gennem tiden. Første nogenlunde lige om tingene. Næste overvejende mit anliggende, hun tjente en fuldtidsløn ved tre timers arbejde. Omvendte kønsroller?
Tredie kvinde havde ikke pejling på hushold overhovedet, så min indsats havde nærmere karakter
af nødvendigt selvforsvar.
Fjerde dame var kontrolfreak så jeg forsøgte at holde mig på måtten. Så længe det varede :)

Hvilken herlig variation over vigtigt samlivstema

Hjemme hos mig har vi et lille Au-Pair nips installeret i kælderen til ungerne og det huslige. Det har øget ligestillingen på hjemme fronten betydeligt. Kan varmt anbefales.

Så mangler vi blot tallene for hvor mange timer kvinder bruger på om og tilbygning af huse og garager mm, og tallene for hvor mange timer mænd bruger på at lytte til kvinder.

Søren Kristensen

Som kuglen sagde til kuben: -Det osse uretfærdigt at du kan rumme mig, men jeg kan ikke rumme dig. - Ja, sagde kuben, - men til gengæld kan du trille!

Vibeke Rasmussen

Bemærkelsesværdigt, hvad Informations moderator/ administrator, som ellers ikke holder sig tilbage fra at slette kommentarer for, om jeg så må sige, et godt ord, vil tolerere fra mandlige læsere. Som fx at en mandlig læser henvender sig til en kvindelig med ikke alene en meget nedladende og fordømmende kommentar men ghm også indleder den med ordene "… er det ved den tid på måneden...?" !

Bemærkelsesværdigt!

Jeg tror ligestillingsdebatten i Danmark efterhånden bare er en medie-elefant. Den bliver trukket frem fra tid til anden, givet en sjov nyt hat på, og derefter trukket ud af manegen igen.

Det som denne artikel egentlig viser er, at danskere arbejder bemærkelsesværdigt lidt både i og udenfor hjemmet, og at forskellighederne mellem kønnene i virkeligheden er meget mindre end lighederne. Der er i virkeligheden ikke noget at diskutere for nogen som helst, hvilket nok også er derfor de fleste kommentarer til bloggen antager karakter af de "indlæg", der foretages på Nationen.

Om Databloggen RSS

På Databloggen samler og præsenterer vi historier som tager afsæt i store datasæt.  Tips og ideer til databloggen@information.dk

I redaktionen: Kristian Jensen, Rasmus Raun Westh, Morten Wulff, Sebastian Gjerding