Klumme

Lederskab fra baggrunden

Vi kan ikke udkæmpe libyernes krig for dem, vi kan ikke forene dem med magt, og vi kan ikke skrive deres nye forfatning
De billeder, vi så af oprørere, som trampede på fotografier af Gaddafi, så meget autentiske ud og vil helt sikkert fungere langt bedre i Libyen og den øvrige arabiske verden end billederne af amerikanske marinesoldater, der trak en statue af Saddam Hussein ned i 2003 og draperede hans hoved med det amerikanske flag.

De billeder, vi så af oprørere, som trampede på fotografier af Gaddafi, så meget autentiske ud og vil helt sikkert fungere langt bedre i Libyen og den øvrige arabiske verden end billederne af amerikanske marinesoldater, der trak en statue af Saddam Hussein ned i 2003 og draperede hans hoved med det amerikanske flag.

Debat
25. august 2011

Endelig sluttede den libyske revolution på den måde, den helst skulle. »Et par skarpe sejre, nogle iøjnefaldende tapre bedrifter på patriotisk side og et farverigt indtog i hovedstaden,« som Evelyn Waugh ville have udtrykt det. Sådan var den vestlige politik for denne krig udtænkt fra starten, selv om krigen kom til at vare længere, end den skulle, og endda er den muligvis ikke helt ovre. I mandags trængte oprørerne frem til Den Grønne Plads og proklamerede sejr, men tirsdag kørte regimets kronprins, Saif al-Islam Gaddafi, imidlertid rundt i Tripoli i en pansret konvoj og erklærede, at oprørerne var trukket ind i en snedigt tilrettelagt fælde.

Der er det evige problem ved krige og revolutioner, at de har en tilbøjelighed til at udvikle sig helt anderledes end forudsagt og narre alle planlæggeres forventninger. De fortsætter, selv når de formodes at være forbi. De breder sig ind i andre områder og fører til nye konflikter. Selv krige, der afsluttes med højtidelige overgivel- sesceremonier og minutiøst udarbejdede fredsaftaler, får undertiden et uventet efterliv. Første Verdenskrig avlede Anden Verdenskrig, Anden Verdenskrig avlede Den Kolde Krig, Den Kolde Krig avlede Koreakrigen og så videre.

Den libyske revolution behøver ikke nødvendigvis at ende i en libysk borgerkrig. Men samtidig er der ingen garantier for, at dette ikke vil ske. Uanset hvad er Vestens evne til at påvirke forløbet såre begrænset. Vi kan selvfølgelig godt blive ved med at støtte oprørerne, som vi har gjort hele tiden: I virkeligheden har de ikke blot modtaget luftstøtte fra NATO, men også diskret fransk og britisk militærtræning foruden våben og rådgivning fra andre europæiske lande samt fra Golfen, herunder navnlig Qatar.

Den næste fjende

Men vi kan ikke udkæmpe deres krig for dem, vi kan ikke forene dem med magt, og vi kan ikke skrive deres nye forfatning. Tværtimod. Gør vi os alt for synlige i Libyen, enten med tropper på jorden eller alt for mange rådgivere med mørke briller, risikerer vi at blive til den næste fjende. Forsøger vi at danne deres regering for dem, må vi påregne at blive upopulære meget hurtigt.

Hvad vi i stedet bør gøre for nu at samle en vending op, der åbenlyst blev fremsat i hånlig hensigt er 'at styre fra baggrunden'. Da NATO's engagement i Libyen begyndte, hævdede jeg, at Obamas bedste våben ville være stilhed ingen falske løfter, ingen højtravende retorik, ingen trusler. Vi måtte lade dette forblive libyernes egen krig den skulle ikke være vores. Nu ser vi resultatet: De oprørere, der marcherede ind i Tripoli og vinkede til al-Jazeeras tv-kameraer, lignede i høj grad en libysk styrke ikke en vestlig og det var da også præcis, hvad de var. De billeder, vi så af oprørere, som trampede på fotografier af Gaddafi, så meget autentiske ud og vil helt sikkert fungere langt bedre i Libyen og den øvrige arabiske verden end billederne af amerikanske marinesoldater, der trak en statue af Saddam Hussein ned i 2003 og draperede hans hoved med det amerikanske flag.

For USA er der selvfølgelig en pris at betale for den kløgtige tilbageholdenhed. Fraværet af synligt amerikansk lederskab ja, af vestligt lederskab i det hele taget har måske fungeret frem- ragende for libyerne, men det har været fatalt for NATO-alliancen. Det er ikke noget tilfælde, at USA's forsvarsminister, Robert Gates, langede kraftigt ud efter NATO's europæiske medlemmer under højdepunktet af denne konflikt: Efter kun en måneds luftkampagne blev alliancens svagheder udstillet i så pinligt et lys som ingensinde tidligere. De fleste af de europæiske flystyrker, der gik med i konflikten, løb allerede da tør for våben og ammunition, og de, som holdt sig udenfor, havde ikke våben eller ammunition nok at låne dem. De to mest fremtrædende interventionister, den franske præsident og den britiske premierminister, holdt generelt en meget lav profil i forhold til Libyen. Der var ingen særlig støtte fra de vestlige offentligheder, fordi interventionen havde så få offentlige fortalere i Vesten.

Ikke vores revolution

Dette er ikke noget godt tegn for fremtiden. Men det er vores problem, ikke Libyens.

Heldigvis for os er 'lederskab fra baggrunden' i Libyen ikke blot den eneste valgmulighed det er også den bedste valgmulighed. Det var altid deres revolution, ikke vores. Og nu er tiden inde til, at det skal være deres overgang, ikke vores. Vi kan hjælpe og rådgive. Vi kan pege på andres erfaringer i lande som Irak, Chile, Polen, der også har forsøgt at gennemføre en overgang fra diktatur til demokrati, og vi kan tilbyde undervisning i, hvad libyerne med fordel kunne gøre, og hvad de for enhver pris bør undgå. Vi kan holde forventningerne lave og løfterne minimale. Trods alt har vi stadig meget at lære om de libyske oprørere, deres stammemodsætningsforhold, deres politik og deres økonomi. Og så har vi for øvrigt en masse ammunitionslagre, der trænger til at blive genopfyldt.

Anne Applebaum er tidligere lederskribent for avisen Washington Post og i dag kommentator for internetmagasinet Slate. Hun vil fremover skrive fast i Information

© Slate og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Holger Nielsen

Anne Appelbaum skal skrive fast i Information. Til lykke med valget, det skal nok skaffe fulde huse på debatspalten. Som man næsten kan læse ud af denne artikel, er hun gift med en af de generalsekretærkandidater, som blev vraget til fordel for Anders Fogh Rasmussen.

Som amerikaner har hun tydeligvis ikke hørt om de mange europæiske revolutioner i 1848:
Stockholm, København, Paris, Bruxelles, mange tyske stater etc. Kun i København blev det en rimelig succes: Vi fik en relativ fri forfatning (= godt 20 pct. af de voksne mænd fik stemmeret).
Nu er 1848 kommet til de arabiske lande, og det fatter hun ikke en brik af!

Steen Erik Blumensaat

ikke ende i en Libysk borgerkrig:
hvad har vi været vidne til de sidste 6mdr.

fraværet af synlig amerikansk lederskab:
en general flyves ind fra usa og er idag leder,

Niels Ivar Larsen

Når Anne Applebaum tilknyttes som fast skribent - dog næppe fastere end en klumme per måned - er det dels, fordi vi gerne vil have flere kvindelige kommentatorer i vores internationale debatpanel.

Af samme grund vil også Naomi Klein (forventer vi) blive fast klummist. (Hun er dog pt. optaget at skrive
på en bog og leverer klummer sjældnere end før).

Men først og fremmest er det, selvfølgelig fordi AA’s klummer er velskrevne og velræsonnerede. At de kan have polemiske kvaliteter tæller selvfølgelig ikke ned.

Derimod har det ikke spillet nogen som helst rolle, med hvem hun er gift. Ej heller har vi skelet til, at hun et jødisk efternavn (et forhold, som en debattør på dette site tidligere har fremdraget i forbindelse med Nick Cohen som noget, man skulle tage sig i agt for).

Generelt må det siges, at det tilstræbes at gøre den internationale kommentar til et pluralistisk rum, hvor meninger kan brydes og vaneanskuelser udfordres. Ikke til et propagandistisk og tendenitøst rum, hvor positioner kan bekræftes.

Derudover modtager jeg gerne gode ideer til andre godt skrivende kvinder, som kunne inviteres inden for.

Heinrich R. Jørgensen

Det var vist kun USA og Frankrig, der fik sig etableret som "ægte" demokratiske stater i løbet af den Age of Enlightenment æra, som Locke, Descartes, Rousseau og Montesquieu m.fl. var intellektuelt ophav til.

Med "ægte" skal forstås den konklusion der følger af "naturlig lov" og andre "naturligheder", som følge af "naturlig etik".

Det var netop selv-indlysende, hvad der står i USA's forfatning: at alle mennesker som udgangspunkt er "lige", og at alle har samme umistelige rettigheder, herunder til liv, frihed og selvbestemmelse. Med "alle" mentes alle, og ikke blot USA's befolkning.

Den første franske forfatning, fastslår endnu mere tydeligt hvilken standard man som "ægte" demokrati må forpligte sig på. "Mennesker fra alle nationer er brødre. Enhver der undertrykker én nation, gør sig til en fjende af alle nationer."

Desværre holdt idealerne ikke ved. Andre lande fik ikke demokrati, men højst simili-udgaver af noget under det navn. Og Age of Enlightenment er forlængst afløst af Age of Darkness.