Kronik

Velfærdsdanmark giver de fattigste brød og foragt

I bestræbelserne på at lægge det gode liv til rette for de dårligt stillede er deres behov for at blive set og anerkendt forvandlet til materielle interesser. De fleste får brød på bordet, men mange holdes uden for fællesskabet. Vil vi et retfærdigt samfund, skal velfærdsdebatten ikke alene handle om overførsler, men om at give alle mulighed for at blive set og anerkendt
De seneste 10 års 'noget for noget'-politik har fået os til at se ned på det svage liv.

De seneste 10 års 'noget for noget'-politik har fået os til at se ned på det svage liv.

Jakob Dall

8. september 2011

Valgkampen er gået ind i sin afsluttende fase. Hovedtemaerne har vi kendt længe. De handler om økonomi, vækst, og hvordan velfærden bevares under en global økonomisk krise. Men krisen er også moralsk, og derfor burde valgkampen også handle om solidaritet.

Solidaritet drejer sig bestemt om, hvordan byrderne fordeles, så i den forstand indgår solidaritetsspørgsmålet i diskussionen om bl.a. efterlønsreformen og Fair løsning. Men allermest grundlæggende handler solidaritet om anerkendelse og om en retfærdig fordeling af anerkendelseschancer. Det har heller ikke rød blok tilstrækkeligt blik for.

Begge lejre fremstiller deres vej, som den uomgængelige og/eller solidariske vej ud af krisen. Meningsmålingerne fortæller os, at flest har tillid til Lars Løkke, når det gælder økonomien, men Helle Thorning-Schmidt står til at blive statsminister, og det på trods af at flertallet mener, at økonomien er det vigtigste tema i valgkampen. Det hænger ikke sammen, men antyder, at danskerne ikke udelukkende opfatter velfærdsstatens fremtid som et spørgsmål om vækstpakker og økonomiske rationaler.

Jeg vil ikke argumentere for nogen af de to planer, selv om jeg naturligvis har en mening om dem. Mit ønske er at udvide valgkampens temaer, vel vidende at det vil være svært at trænge igennem.

Nok handler det forestående valg om økonomi, og hvordan vi bevarer velfærden. Diskussionerne drejer sig imidlertid alt for lidt om, hvad velfærd er, og hvad der egentlig karakteriserer et solidarisk velfærdssamfund i det 21. århundred. Det er ikke bare et spørgsmål om, hvor mange ekstra milliarder, der skal pumpes ind i eller tages fra ungdomsuddannelserne, universiteterne og sundhedsvæsnet, men drejer sig om, hvad der overhovedet kan forstås ved solidaritet i det nuværende samfund, og hvordan vi kan videreudvikle og humanisere velfærdssamfundet i en situation, hvor det er under pres.

Ser ned på det svage liv

I sin nytårstale talte Løkke om solidaritet, om at løfte i flok, og om at vi alle sammen må gøre en indsats for det danske samfund frem for kun at tænke på os selv. Det er »sand solidaritet«, lød det. Det er svært at være uenig i, at solidaritet handler om at løfte i flok. Spørgsmålet er bare, hvem der skal løfte hvor meget, hvad vi skal gøre ved dem, der næsten ingen kræfter har, og hvor meget vi skal gøre for at sikre, at folk bruger alle deres kræfter i så lang tid som muligt. At de gør det, fremstilles af regeringen og dens 'uvildige' økonomer som forudsætningen for, at Danmark kan klare sig i den globale økonomi. På det punkt er rød blok helt enig.

Regeringens politik har helt generelt været båret af en stærk 'noget for noget'-tænkning. De, der gør en ekstra indsats, skal belønnes. De der snylter på fællesskabet, skal straffes.

'Noget for noget' klinger måske nok lidt af solidaritet, men drejer sig først og fremmest om disciplinering. Relationen mellem stat og borger opfattes som en kontrakt, der er kommet i ubalance og derfor må genoprettes. Denne forestilling præger i dag den sociale og politiske kultur i en sådan grad, at når der opstår sociale problemer, udlægges det typisk som den enkeltes manglende evne eller vilje til at leve op til de pligter, der følger med i velfærdskontrakten.

'Noget for noget' præger i dag alle dele af velfærdsproduktionen og er trængt langt ind i oppositionen. Man kan bestemt ikke sige, at den borgerlige regering har gennemført den minimalstat, Anders Fogh Rasmussen talte om i 1990'erne, men man kan med god ret hævde, at den har sejret i kulturkampen.

Hvor velfærdsstatens ideologiske pionerer så velfærdsstaten som et projekt, der kunne eliminere de stigmatiserende virkninger af at modtage offentlig hjælp, er modtagelse af offentlige ydelser igen blevet en skammelig tilstand.

Den amerikanske filosof Richard Sennett taler om, at nyliberalismens angreb på velfærdsstaten har undermineret den sociale solidaritet og bygger på disrespekt for det svage liv.

Moralen, der blev glemt

Rød bloks modstand mod efterlønsreformen bygger på indignation over, at en relativt dårligt stillet befolkningsgruppe skal betale for den fest, der i de sidste 10 år er blevet afholdt på øverste dæk. Det er selvfølgelig ikke »at løfte i flok« og bestemt ikke »ægte solidaritet«.

Men spørgsmålet er, hvor megen solidaritet, der kommer ud af det, hvis Helle Thorning-Schmidt sætter sig i statsministerstolen. Måske er rød bloks vej mere fair og solidarisk end regeringens, men også oppositionen mangler blik for, hvad der er grundbetingelsen for »det gode liv« »med og for andre« i »retfærdige institutioner«, som den franske filosof Paul Ricoeur formulerer det. Og er det ikke netop det, solidaritet handler om?

I den nuværende situation drejer det sig ikke om at vende tilbage til velfærdsstatens guldalder i 1970'erne. Dels fordi det er umuligt, dels fordi det velfærdssamfund, der blev opbygget dengang, også savnede sans for anerkendelsens betydning alle dets fortjenester ufortalt.

Der er derfor ikke blot behov for at bevare, men også for at humanisere og videreudvikle det velfærdsstatslige projekt. Velfærdsstatens solidaritet var en indsnævret solidaritet, der tendentielt forvekslede velstand og velfærd og ikke i tilstrækkelig grad havde blik for betydningen af de mere immaterielle aspekter af tilværelsen. I bestræbelserne på at lægge det gode liv til rette blev dårligt stillede menneskers uretfærdighedsfølelser kategorialt forvandlet til materielle interesser, som udsprang af, at den ulige fordeling af materielle goder. Man glemte at koble udviklingen til menneskers moralske følelser.

De betydningsløse

Det er naturligvis helt centralt at opretholde den materielle tryghed for dårligt stillede mennesker i en krisetid. Men den velfærdspolitiske diskussion burde handle om rigtig meget andet end vækst og økonomi.

Den materielle fordeling siger meget om de anerkendelsesmønstre, som præger samfundet. Men hvis vi lytter til, hvad der subjektivt krænker mange dårligt stillede mennesker, er det, der springer i øjnene, følelsen af at være usynliggjort, stigmatiseret, diskrimineret og låst fast kort sagt følelsen af ikke at betyde noget for andre!

En solidarisk velfærdspolitik drejer sig derfor allermest om anerkendelse, retfærdighed og god dømmekraft. Anerkendelse er andet og mere end materielle goder og formelle rettigheder. Det drejer sig om, at man værdsættes og tilskrives betydning, som den man er. Det er grundbetingelsen for, at et menneske kan udvikle en velfungerende identitet og tage del i samfundet på lige fod med andre.

I et solidarisk velfærdssamfund må anerkendelseschancerne være retfærdigt fordelt. Og den sociale, politiske og institutionelle kultur må bygge på en dømmekraft med sans for anerkendelsens eksistentielle betydning. Det er på den baggrund, jeg hævder, at velfærdsstatens krise også er moralsk.

Arkitekt i eget liv

Der er nok at tage fat på. En solidarisk velfærdspolitik må bygge på et helt andet menneske- og samfundssyn end den nuværende.

Den må gøre radikalt op med 'noget for noget'-politikken, som grundlæggende bygger på disrespekt over for det svage liv.

Den må gøre op med forsøg på disciplinering og sigte på at løsrive anerkendelsesbetingelserne fra den beskæftigelsespolitiske fiksering, som velfærdsdiskussionen i øjeblikket er fastlåst i.

Den må kæmpe for et arbejdsmarked, der ikke udgrænser mennesker, som ikke er hundrede procent funktionsduelige, og den må kæmpe for gode og retfærdige institutioner.

Solidaritet i mødet mellem system og borger indebærer, at borgeren så vidt muligt bliver arkitekt i sit eget liv. Det handler om at synliggøre den pågældende og behandle ham eller hende som en moralsk autoritet.

En sådan politik skal vi ikke bare kæmpe for af hensyn til de svage (selv om det måske i sig selv var et tilstrækkeligt godt argument), men fordi visionen om et retfærdigt og sammenhængende samfund kun kan realiseres, hvis vi anerkender, at der er forskellige veje til det gode liv, og at mennesker bidrager forskelligt til fællesskabet.

 

Søren Juul er dr.scient.soc. ved Roskilde Universitet og forfatter til bogen 'Solidaritet, anerkendelse, retfærdighed og god dømmekraft' fra 2010

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Artiklen fik min anbefaling hvis det ikke lige var for betegnelsen 'det svage liv'.

Det ville være dejligt om det blev anerkendt at både ikke-arbejdsduelige, delvist arbejdsduelige og fuldt arbejdsduelige (eller 'funktionsduelige' jf. artiklen) sidder sammen i den her elendige båd. Det har intet med 'svaghed' at gøre.

Pær Køie Kofod

Præcis artikel!
Må den ægte sociale indignation blive et væsentligt valgtema.
HR(Humane ressourcerne) Ressourcerne/potentialerne bliver p.t. tabt på gulvet.

"Solidaritet i mødet mellem system og borger indebærer, at borgeren så vidt muligt bliver arkitekt i sit eget liv. Det handler om at synliggøre den pågældende og behandle ham eller hende som en moralsk autoritet."

Må tilstræbes.
Da enkeltindividets real HR (humane ressources),
intelligents/færdigheder idag ikke bliver anerkendt.
Da dogmatisk offentlig medarbejder kasse-/kolonne tænkning
blokerer for at netop stigmatiseringen fastholdes.

Hvilket egentlig IKKE var meningen.

Men at den enkelte skulle blive et DYNAMISK aktiv for sig selv. Og fællesskabet.
Fremfor en klient i "frie" rotation i behandlerstukturerne."Bekymringsindustrien".

Samtidig med at det p.t. er muligt at få netop disse enkeltindivider/grupper beskæfiget med meningfuldt.
I grønne bæredygtige virksomheder der kan placeres i byzonerne. Såvel udkantsDanmark.

Produktioner der endvidere vil bidrage til at den generelle folkesundhed. Reducere udgifterne til sygehus/psykiatri. Samt ikke forurene grundvandet .

D.v.s. sige en synergi-orientering der vil skabe meningsfuld beskæftigelse. Og reducere uudgifterne til den "sygdomsbekæmpende"/stigmatiserende del aaf Velfærdssamfundet.

Grethe Preisler

Hvad er der nu i vejen med betegnelsen 'det svage liv'?

Er det ikke netop foragten for svagheden, der er kernen i den nazistiske ideologi? Det mente i det mindste filosoffen Harald Ofstad, der havde studeret fænomenet mere grundigt end de fleste.

Og er det ikke netop frygten for at fremstå som 'tabere' i omverdenens øjne, der får mange ellers normalt begavede og ressourcestærke personer til at te sig ludomaner og sætte sig i gæld til op over begge ører for at erhverve værdiløse statusmarkører, der kan opretholde deres skrøbelige position som 'vindere' i statusracet?

Fint skal det være, og karrieren skal plejes. Og er man ikke 'fin' nok for sig selv, kan det altid lindre lidt på kløen at mænge sig med medlemmerne af det nye bourgeoisi (også kaldet 'eliten') og overtage deres talemåder og værdidomme.

Ved en socialdemokratisk kongres i 1996 introducerede Nyrup udtrykket velfærdssamfund som en bærende betegnelse for udviklingen af den markedsbaserede velfærd. Udtrykket er værd at hæfte sig ved, fordi referencen -samfund indvarsler at det ikke længere er staten, men en lang række af andre aktører fra markedet og civilsamfundet, som fremover skulle have ansvar for at 'bidrage til den fælles velfærd', som Nyrup udtrykte sig. Og således forlod Socialdemokratiet udgangspunktet om at velfærd bedst skabes når staten står med ansvaret, mens udlicitering og forceret markedsudsættelse fulgte.

Schlüter-regeringen havde allerede banet vejen med indførelse af taxameterordninger, frikommuneforsøg og markedsstyring i uddannelsessektoren - og Nyrup kunne derfor med stor lethed skubbe videre på udviklingen, hvilket bidrog til at Fogh-regeringen i 2001 for alvor kunne sætte noget-for-noget på dagsordenen. Danskerne skulle gives incitamenter til at yde for at nyde; selv de ringest stillede - som efter Foghs begreber primært var blevet forvænte og passiviserede af velfærdsstatens kombinerede forkælelse og formynderi. Så frem kom det frie valg, vækstreform og takststyring ... samt initiering af det største dyr i åbenbaringen; strukturreformen.

Hvor de foregående initiativer langsomt knæsatte markedsprincipper i det offentlige Danmark, cementerede strukturreformen i 2007 et veritabelt indre marked i det offentlige, således at kommunerne fra at agere som forvaltninger med ét slag skulle agere som koncerner på et marked. Kommunerne skulle begynde at handle indbyrdes - og internt i de nye storkommuner vandt BUM-princippet (bestiller-udfører-modtager) med det indbyggede varebegreb (sociale og sundhedsmæssige indsatser som varer, der kvalitativt og kvantitativt kan skæres til og kategoriseres) mere og mere indpas. Lean'et væk var velfærdsstatens princip om redundans (overkapacitet mhp. at kunne tåle stød); de offentlige velfærdskoncerner skulle lære omkostningseffektivitet og sætte eksakt tæring efter næring. Det giver sig selv at en sådan tænkning overfor sociale og sundhedsmæssige problemer må komme til kort overfor realiteternes verden; kompleksiteten er for høj til at vi kan betragte sundhed og social stabilitet/tryghed som varer - og udviklingen af sociale og sundhedsmæssige problemer(s omfang og kvalitet) er for uforudsigelig til at de offentlige forvaltninger kan klare sig uden økonomisk/organisatorisk redundans. Men strukturreformens princip om adskillelse af aktørerne i et kunstigt anlagt marked efterlader hver mand på sin egen ø. Med eget budget. En strukturel tænkning, som i samklang med individualiseringsdiskursen og bortfaldet af de store fortællinger om staten, folket, solidariteten og fællesskaberne, snart gennemsyrede systemet fra top til bund. Og dermed også til de mennesker, som af den ene eller anden grund havde brug for hjælp; disse menneskers eget 'ansvar' og egen 'ressourcesaldo' stod nu i forgrunden. Hvilket i sagens natur enten presser forståelsen af systemisk/strukturelle og prædeterminerende sociale variabler i baggrunden og principielt anbringer en hjælpsøgende borger i et perverteret scenario, som vel mest af alt minder om coaching: den enkelte borgers vej ud af problemerne går udelukkende via dennes egen evne til at fixe sin situation. Det offentlige kan hjælpe med såkaldt 'gode råd', 'skarpe spørgsmål', 'kærlige skub' og brutaliseret incitamentstyring. Samt naturligvis kontrol - masser af kontrol, så individerne ikke forløber sig på enten den ene eller anden måde. Man overså komplet at kontrol er godt, men at tillid er bedre - og billigere. Måske fordi markedet jo har det med at være ustyrligt? Eller fordi den nationalkonservative tanke er så grundfæstet på Hobbes naturtilstands koncept om at mennesket er egoistisk, angst, ærgerrigt og destruktivt.

Det kan undre mig at ovenstående forhold alt for sjældent tænkes ind, når det offentlige Danmark med sjældnere og sjældnere mellemrum stopper en smule op, klør sig i nakken og prøver at begribe hvorfor velfærdsstaten mon ser så mærkeligt ramponeret ud og siger sådan nogle mærkelige, knagende lyde. Mens fattigdommen, uligheden og segregeringen støt øges.

Den egentlige forbrydelse er foregået i de sidste 30 år hvor politikerne har foregøglet borgerne at man kan købe/velfærdsdope sig til lykke.

At staten skulle være ansvarlig for borgernes lykke er et meget farligt facistisk synspunkt.

Hvis staten og borgeren skal dele ansvaret for borgerens lykke tager de 5% hver.
Resten ender naturligvis i ulykke.

Grethe Preisler

Fordi det er et nedværdigende udtryk der ikke anerkender - for nu at blive ved sproget - anderledes end de herskende værdier som værdige. Er man 'svag' mangler man noget man 'burde' have/være i stand til at få.

Det er netop foragten for svagheden det system byder på, den hverdag man er i. Ved at holde fast i terminologien 'svag' bliver det stadig personliggjort som ikke værende i stand til at leve op til det samfundets krav.
Jeg synes ikke nogen bør finde sig i at blive kaldt 'svag' på den baggrund.

Den anden del af det drejer sig om arbejde helt konkret. Her i artiklen er 'at løfte' synonym med at arbejde (med mindre jeg har misforstået). Der er masser af fuldt ud arbejdsdygtige der ikke mister deres arbejde på grund af nogen 'svaghed' (f.eks. pga. lukning eller nedskæring), men som gennem artiklen bliver samlet i kategorien 'det svage liv'.

Måske skulle jeg lade det fare, når jeg alligevel ikke accepterer præmissen, men jeg savner at man ikke bare hiver de første de bedste floskler ud af pennen, om de så er politiske eller sociale. Og slapper lidt af med dikotomierne.

Lad os håbe at folk fra specielt Socialdemokratiet, som i halvfemserne lagde grunden til de næste 10 års brutalisering og umenneskeliggørelse af social og beskæftigelsespolitikken læser den ovenstående artikel.

Det var Nyrup,som indførte det princip at arbejsløse efter at have været arbejdsløse en bestemt tid skulle straffes ved at blive smidt på den langt ringere kontanthjælp og samtidig skulle miste flere af deres borgerlige rettigheder. Utroligt at et demokratisk samfund overhovedet legitimg kunne indføre den slags hoveri for danske statsborgere.

. Begrundelsen var den dybsindige og vise, at "man da ikke kunne gå arbejdsløs hele sit liv"og at arbejdsløse var dovne slamberter.

Netop indførelsen af denne regel af et parti som kalder sig socialt ansvarligt og humanistisk siger mere end mange ord om hvad der er sket med det danske samfund siden halvfjerdserne, hvor man ikke kunne have drømt om at indføre den slags sociale og arbejdspolitiske tilbageskridt. End ikke venstremanden Hartling.

Disse tiltag har intet at gøre med at have"råd til", det er alene et spørgsmål om en ideologi baseret på de sidste tyve års tidens brutale isblå ånd.

Interessant at denne nyliberalistiske og ukristelige ideologi er nogenlunde parallelt med Murens fald og synes at kulminere og afmattes i disse år, hvor det liberale guddommelige marked viesr tegn på at bryde sammen.

Forhåbentligt kommer atter tænkning, refleksion og spiritualitet på banen, så at helt nye veje kan udstikkes..........

Robert N Gjeertsen

"vi tilslører problemer, som et sygt samfund har skabt
men så længe vi er tavse er vores formål tabt
vi samler alt elendigheden og fjerner den fra gaden
så velfærdsstaten stadigvæk kan skilte med facaden.

Øje for øje, tand for tand,
det er hverdag i slaraffenland"

Jan Toflund

Steen Erik Blumensaat

I kapitalismen, mener Marx, >>spekulerer alle og enhver på at skabe et nyt behov hos næsten for at tvinge ham til at bringe nye ofre, for at stille ham i et nyt afhængigheds forhold, og for at lokke ham til en ny form for nydelse og følgelig mod hans økonomiske ruin.
Alle prøver at tvinge de andre ind under en fremmed magt for således at finde tilfredsstillelse for sit eget egoistiske behov.

Enhvert nyt produkt frembyder en ny mulighed for indbyrdes bedrag og udplyndring.
Behovet for penge er derfor det virkelige behov, der er skabt af den moderne økonomi, og den er det eneste behov, den skaber.
Overdrivelse og umådehold bliver dens sande målestok.
Dette ses subjektivt, dels i den kendsgerning, at stigningen i produktion og i behov bliver et snedigt og altid beregnende redskab, som tjener ikke menneskelige, depraverede, unaturlige og indbildte former for begær.
Privatejendom er ikke i stand til at forvanle det unaturlige behov til menneskelige behov; dens idealisme er hjernespind, lunefuldhed og indbildte lyster.
Dens ledere, gør det for at komme i besidelse af nogle sølvmønter eller charmere guldet ud af sin højt elskede næstes pengepung.
Kære ven, jeg vil give dig det, du ønsker, men du kender min conditio sine qua non.
Du ved, hvilken slaks blæk, du skal bruge, når du skriver under på, at du overdrager dig selv til mig. Jeg vil betvinge dig, mens jeg opfylder dit ønske<<.

Arbejdsgiveren efterkommer næstens mest depraverede luner, spiller rollen som kobleren mellem ham og hans behov, vækker usunde former for begær til live i ham og er på vagt over for enhver svaghed for siden at gøre krav på sin beløning for sin ,,Gode gerning,,

Du har ret Leif, selvom Nyrup står højt på mit barometer, må jeg tilstå filmen knækkede der. At det så nok var sket alligevel, som i resten af vesten, det jo så hvad det er.

og når de fattige eller foragtede oprører,

og nu siges at have brød, og for så vidt
også opfedes med kager, og tomme kalorier
i mere en rigelig omfange, som forudsagt,
og nu snart oprører for at fritages for foragt,

vil en fremsynet, måske tilråde:

de oprører fordi de vil fritages for foragt,
jamen så gør dem dog til politikere,

vil nogen mumle: det er næppe løsninger på det.

den gensidige anerkendelse af såvel hver selv, som hver den anden,

såvel som enkelt, som hver den anden flokvis, som virkere, som subjekter

---------

er en del af hensigterne med:

( variationer af ) feurbach's formodninger,

og teser om feurbach ( hr. ildvand, hr. pyrrusaqua )

------------------------------

( såvel subjektivt, egent,

som

objektivt, også de genspejlbare og genspejlede o.

lign. )

de såkaldte åh, så moderne norske, svenske, danske samfund, de er, i det mindste formelt, endnu end ikke nået frem til den franske revolution,
og den amerikanske uafhængighedskrig, eller andre repulikker, end ikke borgerlige republikker,

at i forhold til sådanne samfundskår kan endog de borgerlige liberalister, være
( udtrykke for ) forholdsvise fremskridt, i det mindste i begyndelsen i de borgerlige republikker, også for de mange

-------------------

fra k. marx teser om feurbach

10.
Den gamle materialismes standpunkt er det "borgerlige" samfund
( de borgerlige republikker ); den nye materialismes standpunkt er det menneskelige samfund eller den samfundsdannende menneskehed ( folkerublikker ).

peter jensen, skrev:

Ved en socialdemokratisk kongres i 1996 introducerede Nyrup udtrykket velfærdssamfund som en bærende betegnelse for udviklingen af den markedsbaserede velfærd. Udtrykket er værd at hæfte sig ved, fordi referencen -samfund indvarsler at det ikke længere er staten, men en lang række af andre aktører fra markedet og civilsamfundet, som fremover skulle have ansvar for at ‘bidrage til den fælles velfærd’, som Nyrup udtrykte sig. Og således forlod Socialdemokratiet udgangspunktet om at velfærd bedst skabes når staten står med ansvaret, mens udlicitering og forceret markedsudsættelse fulgte.

-------------

desværre,

er staten og det private nu stort set det samme

( f.eks. danmark som er, en lille flok omkring, mærsk og magrethes privatforetagende;
tilsvarende mht. eu ),

men som udgives for at være et samfund,

for hver.

---------------------------

(velfærds)samfund, men i anden betydning end

den der tilskrives nyrup, er alternativet,

nemlig ligeværdige tvær(velfærds)samfund

i en statsløs verden.

------------------

pariserkommuner

Rød blok risikerer at øge uligheden.

Det er ikke kun pengene der skal fordeles. Arbejdet burde fordeles bedre. Den røde blok lægger op til en større ulighed i fordelingen af arbejdet, med deres 12 minutter mere til dem der allerede er i fuld beskæftigelse.

Mange af os, der er uden arbejde, vil få en bedre økonomi, et bedre helbred og en bedre livskvalitet med et arbejde. Evt. på deltid.
Mere arbejde til dem der allerede arbejder, vil betyde et større pres, og dermed større risiko for at blive stresset og syg, og ende uden arbejde.

De høje priser , høje lønninger og høje skatter, i Danmark, fører til tab af danske arbejdspladser.
De hindrer også at vi kan få et mere rummeligt og fleksibelt arbejdsmarked.

Blå blok er direkte uanstændig, når de fastholder langvarigt ledige i fattigdom, med den nedsatte kontanthjælp.
Hvis man træder på dem der ligger ned, får de svært ved at rejse sig op.

Udover at skade økonomien, skaber det også en forståelseskløft mellem forskellige befolkningsgrupper. Især når mange vælger kun at omgås dem der ligner dem selv.

Stigmatiseringen, af dem der er uden arbejde, kommer bl.a. til udtryk i de mange skriverier om "tabermænd"
Det værste jeg har været vidne til, var da Anna Sophia Hermansen ,i udsendelsen "vil du ha en tabermand?", udtalte "Jeg har før prøvet at date nedad, men ikke SÅ langt ned", da hun omtalte en førtidspensionist.

Søren Kristensen

Det´ simpelthen så rigtigt det der står i artiklen og i mange af kommentarerne; bare ærgerligt at (stort set) ingen læser den og hvis de gjorde ville de ryste på hovedet, for den kolliderer med deres verdensbillede, sådan som det ser ud efter ti år eller mere i den minimalistiske skole (og her tænker jeg ikke kun økonomi). Jo, vi har lært at om ikke se ned på de svage, så i hvert fald at se igennem dem og det er ikke en vane man aflægger sig bare fordi der kommer en ny regering.

Jeg forstår naturligtvis godt den sympatiske bekymring forfatteren udtrykker for "den dårligt stillede del af befolkningen", og at ethvert menneske har behov for anerkendelse og en følelse af selvværd, men jeg har svært ved at se nogen somhelst form for løsningsorienteret analyse i artiklen. Og heldigvis for det, vil jeg tilføje.

For skulle vi nu til at have staten blandet ind i "at give alle mulighed for at blive set og anerkendt", er der vist ingen grænser for hvor absurd et samfund, man kunne skabe. Man kunne for eksempel forestille sig et skattefradrag, for hver eneste gang man lægger armen omkring en af disse stakler, og inviterer vedkommende hjem på kaffe og hyggesnak...

Men bortset fra det, så er det andre mangler i artiklen der fremstår mest tydelige. Det tydeligste eksempel er, at det er uklart, hvem præcis det er forfatteren taler om?

Er det alle de individer, der lever af overførselsindkomster, der nu således er blevet kategoriserede som totale tabere, der som zobies går grædende rundt i gaderne og savner anerkendelse?

Niklas Monrad

Som jeg forstår Søren Juul, ligger anerkendelse netop ikke i pengene ("Velfærdsdanmark giver de fattigste brød"), men i den menneskelige værdighed (manglen på samme, "foragt"). Derfor skal det vel ikke handle om 'skattefradrag'?

Dine sidste to afsnit er jeg helt enig i, og er en del af min anke mod artiklen.

claus raunholt jensen

Det er rigtigt, at despekten for det svage har været stigende i en årrække. Det er skræmmende, og det vækker minder om en skummel fortid.

Den sociale anerkendelse er vigtig, men det råt økonomiske aspekt er og bliver basalt. Gement stakkelhad er størst i samfund med udbredt fattigdom. Og hvis fattigdommen stiger, stiger hadet.

Det er en art social-psykologisk mekanisme. I et samfund med svagt sikkerhedsnet er alle, også de velbeslåede, truet af deroute, hvis livet går skævt. Enhver fortrænger denne skygge af sig selv, og skubber den ned i foragtens mørke. Denne foragt projiceres så over på det ydre skræmmebillede af ens mulige selv: De reelle svage.

Den elementære sikring mod stakkelhad er et samfund, hvor truende fattigdom ikke er mulig. Hvor social hjælp er en ret, ikke et stigma.

Hvis en eventuel rød regering afskaffer kontanthjælps-loft, starthjælp etc. er det en start. Men kun en svag start på vej mod en tilstand, hvor alle er anerkendte, uanset albuestyrke eller økonomisk formåen.

Anna-Marie Nyberg Kristiansen

Den velfærd der er blevet talt om så meget ser jeg som at der for en kort stund var balance i befolkningen.

Det kan selvsagt aldrig vare ved og i stedet for at prøve at genfinde balancen så burde vi acceptere at vi var heldige, havde det godt men at det var det. Se på hvad vi står i og om der skal laves om på det. Gode ideer og visioner kan ikke altid føres ud i livet, men de er gode at tænke på og varme sig ved. Sandheden er at det er mere held end forstand at vi har det så "godt" som vi har det.

ubehaget ved kultur, "kulturens byrde",
the missbehaving of the culture:

capitalisme kan næppe fortsætte længe nu;
og hvis naturen i stedet sejrer helt, så mister de nu proletariserede, de løntrællegjorte, deres lænker
og de vinder deres frihed;

sejrer kompromisset, mellemløsningen mellem cultur og natur: kommunisme, så mister de
nu proletariserede, de løntrællegjorte, deres lænker, og de vinder deres frihed.

hvor solen kan lyse også om natten,
men hvis dages lys bliver det hyppigste, for alle mennesker, så mister det meget af sin særlighed;
altså norden, nogle af verdens bedste lappeløsninger.

At den, der ikke gider arbejde, må finde sig i lidt vanære i forbindelse med modtagelse af arbejdsfri indtægter er en god velgennemprøvet social mekanisme.

Det gik først galt da Kapitalismen opstod.

Pludselig var der ikke længere noget loft over de arbejdsfri indtægter. Tiggerne, der ikke gad arbejde (kapitalisterne), kunne pludselig indkassere enorme beløb. De kunne endda prale af deres arbejdsfri indtægter, skønt disse var skabt gennem udbytning af andre.

Den arbejdsfri indtægt er OK hvis den modtages med passende ydmyghed fra en frivillig giver.

Ikke hvis der indgår tvang - af samme grund er væbnet røveri heller ikke en acceptabel måde at skaffe sig arbejdsfri indtægter på.

mange videnskabsfolk eller kunstnere er jo ofte lidt uldne, i deres kritik mod klasseskel;
( formodenlig kun for at tækkes de borgerlige )

og derfor i tillæg til det:

mange videnskabsfolk eller kunstnere, er så også
lidt vel uldne, i deres selvkritik mod den uldenhed.