Læsetid: 5 min.

Anti'erne, knægten, reporteren og hendes avis

22. august 1997

Hensigten med vores demonstration i Roskilde var at demonstrere vores foragt for nazisterne - ikke at gå i kamp med dem. Så skulle vi i øvrigt først have nedkæmpet
800 betjente

NAZISTER
Information havde lørdag d. 16. august sendt sin reporter, Pia Fris Jensen, til Roskilde for dér at følge såvel den annoncerede Rudolf Hess-march som den anti-nazistiske moddemonstration. I modsætning til demonstranterne gik reporteren ikke forgæves, men fik en historie med sig tilbage til København. En 17-årig svensker, der nægtede at være nazist, men i øvrigt erklærede sig enig i den nationalsocialistiske politik, var - uvidende om Jonni Hansens vise forlæggelse af marchen til det uforberedte Køge - mødt op i Roskilde for at tilkendegive kvintessensen af sine politiske holdninger: "Sverige for det svenske folk".
Knægten var temmelig forknyt ved nu at være stedet ene blandt de mange anti-nazistiske demonstranter, blandt hvilke en del var rede til med vold at smide både nazister og medløbere på porten. Faktisk véd reporteren om disse demonstranter, som hun har kørt i tog med fra København, at selvom nogle var "i søde sommerkjoler, smil og halvhøje hæle", så "var de alle opsatte på at forhindre nazisternes planlagte march i Roskilde". Da knægten nu - under reporterens eskorte og på vej til banegården, hvor han telefonisk ville bede sine forældre om assistance - mødte "en stor demonstration af anti'er", måtte hun opbyde al sin snilde og kendskab til anti'ernes karakter for at redde ham fra bøllebank.

Cola og journalistisk mission
"Redningen var den store 7-Eleven, vi stod uden for", fortæller reporteren, for som man vil forstå, formerede kampklædt politi straks efter kæde foran dette oplagte mål for anti'ernes vilkårlige voldstrang. "Jeg puffede ham ind i butikken, der var telefonboks og telefonbøger, og vi fik fat i de mennesker, som hans for-ældre besøgte". Imidlertid kunne forældrene ikke nå frem på mindre end to timer, så reporteren beværtede knægten med cola og bød ham myndigt at forblive i kioskens baglokale, mens hun begav sig ud på journalistisk mission i byen. Desuden blev han udstyret med det ultimative værn mod alt ondt, nemlig et eksemplar af dagens Information, med hvilken han i påkommende tilfælde kunne eksorcere anti'er. "Det ville have været svært at finde et bedre skjold til ham end modstandsbevægelsens gamle avis, tænkte jeg ved mig selv". Og sandelig om ikke knægten, da forældrene nåede frem, endog uantastet forcerede "et par unge glatragede anti-nazister"!
Sé, nu er sagen den, at jeg selv - i al min glatragede ynde og i godt selskab med "søde sommerkjoler, smil og halv-høje hæle" - befandt mig i den beskrevne "demonstration af anti'er", der passerede forbi 7-Eleven. Vi morede os svært over betjentenes bekymring for kiosken og fortsatte ufortrødent i retning af vores bestemmelse, nemlig en lokalt arrangeret demonstration, som vi ville slutte os til. Forinden havde vi - vel omkring 1.500 mennesker - ved Hedegårdens Skole i fred og fordragelighed lyttet til et par taler, men blandt disse blev der ikke ytret ét ord om "at forhindre nazisternes planlagte march i Roskilde". Hensigten var at demonstrere vores foragt for nazisterne og tilsvarende sympati for deres ofre - ikke at gå i kamp med nazisterne, hvilket desuden først ville blive muligt, hvis vi nedkæmpede en politistyrke på 800 betjente.

Spændt stemning
Nu fik vi imidlertid nys om, at nazisterne i stedet var taget til Køge, så efter forhandling med DSB fik vi lovning på et tog dertil, så vores demonstration ikke skulle ende som en fægten med vindmøller à la don Quijote. Det må dog immervæk være en del af demonstrationsretten, at man som demonstrant selv vælger genstanden for sin demonstration, så når dén undflyede os, ja, så måtte vi jo komme til den. En sådan forståelse delte politiet imidlertid ikke. En større deling blokerede vejen til banegården og trængte os i stedet længere ind i byen, hvor andre delinger markerede en større omvej, ad hvilken vi senere nåede til den modsatte side af banegården.
Her så jeg sådan cirka én demonstrant med en sten i hånden og et større antal med hætter. Endnu flere, om ikke alle, var vrede over, at politiet chikanerede os i vores ærinde, mens nazisterne fik lov at foretage en ulovlig march i Køge. Stemningen var så spændt, at jeg selv og en del andre besluttede at tage tilbage til København. De øvrige satte kurs mod Køge, men endnu inden denne destination blev nået, led de den tort at se nazisterne passere i modsat retning ad det andet spor, mens deres eget tog blev holdt tilbage af politiet. Da det endelig nåede frem kastede nogle sten og flasker efter politiet.
Da jeg selv nåede hjem, meddelte radioavisen mig til min store forbløffelse, at "1.000 autonome" var taget med toget fra Roskilde til Køge. Nu har medierne kun sjældent bekymret sig stort om en nærmere angivelse af, hvad de egentlig mener med udtrykket 'autonome', men hvis man gransker sin hukommelse en smule i den anledning, dukker der uvægerligt billeder af stenkastende unge op. Jeg tænkte på et par af mine meget fredelige ven-inder, en skuespiller og en psykolog, som nu af radioavisen var blevet identificeret som autonome. De havde aldeles ikke kastet sten mod politiet, bedyrede de senere, mod radioavisens vidende, og overhovedet var det kun et lille mindretal, der havde gjort det. Forresten var de heller ikke autonome, men kunne bare ikke lide nazister. Alligevel kunne både TV-Avisen og Nyhederne senere forsikre om, at det var 'autonome', der havde demonstreret i Roskilde, og at det ligeledes var 'autonome', der senere kastede sten mod politiet i Køge og Greve. Der var ingen billeder fra Hedegårdens Skole, hvor kamerafolk ellers var ved at falde over hinandens ben. Først senere, i Køge og i Greve, fik de netop de billeder i kassen, som de var kommet efter.
Vil man nu vægte de forskellige reportagers lødighed mod hinanden, så vil Informations utvivlsomt stå sig ganske pænt. Ikke desto mindre ville jeg finde det sømmeligt, om det moderate flertal af anti-nazistiske demonstranter af Informations reporter blev præsenteret lige så nuanceret som den svenske knægt og lige så sympatisk, som hun præsenterer sig selv. For det er min opfattelse, at de fleste "anti'er" ville være rede til at gøre det samme for en bævende svensker, som hun gjorde - og tilmed uden at være betrygget af pressekortets neutralitet og en deling kampklædte betjente. Sådan er det!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu