Læsetid: 2 min.

Børn læser ikke bedre

30. august 1997

FOLKESKOLEN
A
Det er fristende at blande sig med et par ilde hørte sandheder i den aktuelle debat om demokrati og faglighed i folkeskolen.
Ved årets Sorø-møde gav direktøren for Danmarks pædagogiske Institut Lars-Henrik Schmidt rollen som havkat i hyttefadet og hævdede blandt andet, at hvis der går for meget demokrati i skolens vidensformidling, vil skolens faglighed svækkes. Information støttede Schmidts påstand i en leder (1.8), der desuden gik i rette med undervisningsministeren for ikke at tage læseproblemerne alvorligt nok.
Den 8. august tog undervisningsminister Ole Vig Jensen til genmæle og afviste, at han ikke har taget læseproblemerne alvorligt nok og desuden, at der skulle være en modsætning mellem demokrati og faglighed.
Men der er er i 1997 desværre ikke forskningsmæssigt belæg for ministerens påstand om, at læseproblemerne i dag er i nævneværdig bedring, endsige afhjulpet.
En tværkommunal læse-evaluering fra hovedstadsområdet udgivet af Danmarks pædagogiske Institut i 1996 viste, at der gennemsnitligt ikke var sket fremskridt på læsefronten siden den famøse læseundersøgelse. En læseundersøgelse fra Helsingør kommune 1997 viste ligefrem, at læsefærdighederne er yderligere forringet siden 1990.

Afskaf undervisningspligten
De pædagoger, der har været toneangivende i de mange år, læsekatastrofen udviklede sig, sidder stadig i deres stillinger, og de vægrer sig fortsat ved erkende deres egen fallit. Med en stædighed, som ikke lader de sidste DDR-kommunister noget efter, benægter en del af dem simpelthen, at der overhovedet eksisterer noget læseproblem i folkeskolen. De insinuerer, at hele hurlumhejet er sat i gang af børnefjendske mørkemænd under Frank Dahlgaards fane. De ser hele sagen som et ideologisk anliggende.
Og for så vidt angår den honningsøde retorik om demokratiets strålende muligheder som organisationsform i folkeskolen er det nødvendigt at slå fast, at skolen - også i 1997 - fremdeles er et oplyst enevælde. Det skyldes ikke de onde lærere, men en række omstændigheder, der næppe står til at ændre synderligt; herunder, at det faktisk er børn, der befolker klasserne, og voksne, der underviser.
Utroligt nok synes det, som om det pædagogiske parnas helt har glemt, at skolen til syvende og sidst er en tvangsforanstaltning. Vi har undervisningspligt her til lands.
Skal skolen organiseres demokratisk, må vi fjerne ethvert element af tvang, dvs. ophæve den grundlovsfæstede undervisningspligt, indføre reelt frit skolevalg, afskaffe den obligatoriske fagrække og gøre eksamen frivillig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu