Læsetid: 5 min.

Byen er rytmer, bevægelser, forandringer

30. august 1997

PULS
En by har mange rytmer. Menneskelivet pulserer igennem byen dag ind og dag ud, år ind og år ud og århundrede efter århundrede. Men byen er mere end blot menneskenes pulserende liv. Den har sine egne rytmer, hvis klangbund er større end det enkelte menneskes. Byen rummer aftryk af tidligere tiders rytmer og samtidig kimen til fremtidens. Byens rytme er det moderne menneskes underliggende livstakt her og nu. Men den er også vores relation til fortiden, vores pagt med nutiden og vores inspiration til fremtiden.
Døgnets vekslen imellem dag og nat, morgen og aften, lys og mørke, skumring og daggry afspejler sig i byens rytme. Dagens by er fuld af aktive mennesker, der haster afsted imellem forskellige gøremål. Gaderne er fyldt med varevogne og servicebiler, der farer rundt til deres kunder, og travle forretningsfolk, der sammen med butikkernes kunder leder efter parkeringspladser inden det næste møde eller indkøb. Biltrafikken blandes med gule busser, der dvask betjener dagens utravle passagerer, og med cyklister, der anført af de frække og charmerende cykelbude uden besvær overhaler bilernes langsomme strøm i de forstoppede gader.

Men dagen begynder anderledes. Travle mennesker kaster sig ud i morgentrafikkens pulserende strømme.
S-togene sluger små strømme af mennesker på hver station ind imod centrum for at udspy dem i store mundfulde ved de centrale stationer. De massive strømme af morgenduelige - nogle uoplagte og sure, andre veloplagte, glade og fulde af energi - fordeler sig ad gader og stræder til fods eller på cykel eller tager videre med de nu aktive men lidt stressede gule busser, der kører lige i hælene på hinanden uden dog at komme hurtigere frem, end privatbilernes træge strøm tillader.
Eftermiddagens hjemtur kan minde om morgenens hektiske trafikstrøm, men også den har sin egen rytme. Strømmen går ud af byen og spredes mere og mere. Hvor pulsen om morgenen stiger, indtil den med risiko for kollaps kulminerer ved det koncentrerede møde med arbejdspladserne i byens centrum, så falder pulsen i eftermiddagens trafik langsomt ud imod forstæderne og de hjemlige gøremål.
Byens indre rytme falder sidst på dagen ned i et lidt roligere leje. Dog kun indtil teatrenes, biografernes, restauranternes og forlystelsernes besøgende får pulsen til at stige igen. Atter er der rift om parkeringspladserne, og taxaerne kører om kap med tiden for at sætte sidste øjebliks passagerer af på rette sted. Herefter bliver pulsen igen roligere, indtil de mange forestillinger er forbi, og folk skal ud i byen eller bare hjem til nattens søvn.

Langsomt erstattes dagens og aftenens hektiske menneskestrømme af nattens uregelmæssige rytmer. Kun få privatbilister holder ud. Busserne kører sjældent, og selv om de - befriet for den øvrige trafiks snærende bånd - kører hurtigere end om dagen, så virker deres rytme adstadig og rolig, så nattens buspassagerer ligesom S-togenes sidste rejsende kommer sikkert og godt hjem. Men samtidig erobrer taxaerne byen. De finder deres egen synkoperede rytme. Uden hensyn til hastighedsgrænser og uden trafikkens hæmmende forstoppelse af gader og stræder haster de rundt med folk, der skal køres videre til nye forlystelser, og trætte mennesker, der bare gerne vil hjem i seng. Bratte stop og hurtige accelerationer. Hurtigt skal det gå. Det er der, pengene tjenes.
Dagens rytme overlejres af ugens rytme. Mandagens morgentrafik begynder lidt dovent efter weekendens stille dage. I løbet af ugen stiger trafikkens intensitet for at kulminere fredag morgen.

Lørdagen præges af mennesker på indkøb. Trafik-strømmene spredes efter et andet mønster end hverdagens. Byens centrum har stor tiltrækningskraft, når det gælder lørdagens indkøb. Men strømmen går også den anden vej til yderkvarterernes store butikscentre. Lørdag eftermiddag tager aktiviteten langsomt af for søndag at blive til en lidt dvask strøm til familiens forskellige aktiviteter, sport, fritidsfornøjelser, byens mange underholdningstilbud eller blot en tur til skov og strand. Aften- og nattelivet har sin egen rytme ugen igennem. Den er relativt afdæmpet de tre første ugedage for så at lægge hårdt ud torsdag aften med musik og fest, druk, larm og ballade. Aktiviteten fort-sætter fredag og lørdag aften for så atter at stilne af natten imellem søndag og mandag.
Ugens rytme overlejres igen af årstidernes rytme. Sommerens varme døsige ferieliv sætter sit præg på byen. Gaderne er halvtomme, og aktiviteterne kører på lavt blus. Byens liv præges af turister med god tid. Men så snart børnene begynder i skolen efter ferien, så er aktiviteterne tilbage på fuldt blus igen.
Sent på efteråret begynder kulden at sætte ind. Hvor byen om sommeren er udelivets by, så lukker den sig om sig selv, når det bliver vinter. Vi opholder os ikke længere frivilligt på gader og pladser. Vi skynder os ind i varmen. Når den første sne falder, bliver der pludselig tyst og stille, og trafikken snegler sig afsted. Men det varer kun en kort stund, så høres bilhjulenes kolde klasken imod det opkørte snesjap.

De første stråler fra den blege forårssol afslører vinterens mørke kolde gråhed. Men kort efter klæder byen sig i sollys og nyudsprungne træer, og pludselig kan man igen se byens farverigdom, dens lys og skygger og dens mangfoldighed. Mørkets triste grå mennesker kommer ud i solen, får farve og fylder igen byen med liv og travlhed. Et liv og en aktivitet, som kulminerer ved midsommertid, hvor byen lever i Iyset både dag og nat.
Oven i disse overlejrede rytmer ligger så også historiens rytme. Byen har eksisteret i århundreder. Den gemmer endda i sine gener på arven fra tiden før de historiske huse og gader, som vi kan se i dag. Arvemassen går helt tilbage til de allerførste spor af byen fra for næsten tusinde år siden. Byens nuværende fysiognomi, dens gader, pladser og huse er skabt igennem 300-400 år. Og nogle af byens mest karakteristiske kvarterer, Christianshavn og Frederiksstaden (Amalienborg-kvarteret) er planlagt og bygget i midten af 16-hundredetallet og 17-hundredetallet.
Byen består i højere grad af rytmer end af substans. Derfor er den i al sin kompleksitet af overlejrede rytmer uhåndgribelig og ubestandig. Og det er netop i det ubestandige og uhåndgribelige, at vi finder byens egentlige kvaliteter. Det er det flygtige og foranderlige, der gør byen så inciterende at leve i og arbejde med.
Byen kan ikke begribes i en enkel idé eller en banal plan. Den må nødvendigvis forstås på sine rytmer, bevægelser og forandringer. Skønhed og glæde veksler med grimhed og gru. Det er det, der det fascinerende ved byen. Det, der gør, at vi aldrig bliver færdige med at beskæftige os med den. Derfor elsker jeg byen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu