Læsetid: 3 min.

Danmark som et nyt Albanien

16. august 1997

Venstrefløjens nationale selvtilstrækkelighed befordrer ikke det internationale samarbejde

ØKO-LOKOMOTIV
Der er brug for at nogen fortæller de gode historier om en fremtid der er værd at tro på, så tak for Jørgen Stig Nør-gårds og Bente Lis Christensens bidrag til essay-serien "Efter festen", lørdag d. 9.8. Her gav de et inspirerende bud på, hvordan et fremtidigt "vækstbefriet" samfund vil kunne udfolde og udvikle sig. Men i slutningen af artiklen kan man læse: "En øget afgivelse af national selvbestemmelse, dels til EU og andre internationale organisationer, og dels til de globale markedskræfter gør det naturligvis ikke lettere at skabe disse rammer". Artiklen antyder ganske vist flere steder et bredere udsyn end kun nationalstaten Danmark, men det er som om det ikke for alvor får lov til at trænge ind i analysen.
Men det nytter ikke, at vi som et moderne Albanien lukker os af fra omverdenen og forsøger at indrette et lille demokratisk vækstbefriet øko-paradis på jord. Vi er nødt til at være i samtale og samarbejde med mange andre om projektet, om ikke andet så fordi klimaet, atmosfæren, himlens luft og havets strømme ikke kender til nationale grænser.
Og hvorfor er det egentlig mere sandsynligt at Danmark skulle være parat til at gennemføre disse tiltag, end at EU-landene i fællesskab skulle gøre det? Det danske samfund er mindst lige så kapitalistisk og egoistisk energi- og ressourceforbrugende som de andre europæiske lande.
Med et aktuelt eksempel har det netop vist sig, at danske forbrændingsanlæg slipper langt flere kræftfremkaldende dioxiner ud i luften end de hollandske, bl.a. fordi vi kloge foregangsdanskere endnu ikke har fået tænkt os frem til, at det måske ville være smartere helt at undgå de produkter der bliver til dioxiner, når de forbrændes, i stedet for at prøve at rense vores affald bagefter. Måske kunne vi lære noget af hollænderne?
I forbifarten kan det også nævnes at den danske middellevetid nu er en af de laveste i Vesteuropa.
Man kan også spørge sig, hvordan vi "globalt ...[kan] tilbyde u-lande mere fordelagtige handelsvilkår", som Jørgen Stig Nørgård og Bente Lis Christensen udtrykkeligt siger vi skal, hvis ikke dette sker indenfor et formaliseret forpligtende internationalt samarbejde der, som WTO, opstiller nogle spilleregler for den internationale handel, som sikrer at også de små og de fattige kan komme til. Danmark kan muligvis slippe afsted med ensidigt at åbne sit marked, men det batter ikke så forfærdelig meget globalt.

National selvtilstrækkelighed
Min påstand er, at opbygningen af det samfund Jørgen Stig Nørgård og Bente Lis Christensen beskriver, forudsætter øget internationalt forpligtende samarbejde og dermed afgivelse af national selvbestemmelse til organisationer som EU og WTO. Vel at mærke på områder hvor værdien af denne selvbestemmelse i forvejen er meget begrænset som miljøproblemerne, de globale fordelingsproblemer, de ulige handelsbetingelser og væksttyranniets hærgen. Alt dette kan ikke rettes op alene gennem love og forordninger fra det danske folketing eller bystyret i Silkeborg.
Samarbejdet betyder ikke, at vi bare skal acceptere EU og WTO som disse ser ud i dag, eller resignere i forhold til den internationale kapitals trang til at undergrave sociale og økologiske tiltag verden over. Vi skal presse på for at få EU til at spille en stadig stærkere rolle som globalt 'miljø-lokomotiv', både i internationale klimaforhandlinger og i WTO. EU bør her skabe en alliance med de mest pro-gressive u-lande og indgå nogle gedigne studehandler: De får massiv markedsadgang, og accepterer til gen-gæld, at handlen underkastes miljømæssige og sociale hensyn. F.eks. ville en stor global afgift på fossilt brændstof føre til en formindskelse af den mest energikrævende handel og transport, til gavn for miljøet. Pengene fra denne afgift kunne gå til miljøprojekter i ulandene og investeringer i (udvikling af) bæredygtig teknologi.
Chancerne for at præge EU i den retning ved at finde alliancepartnere i de andre lande, er blevet kraftigt forbedret gennem det sidste halve års tid hvor de borgerlige regeringer i England og Frankrig er skiftet ud med mere venstreorienterede regeringer. I Frankrig er formanden for De Grønne ligefrem blevet miljøminister. Denne chance må vi ikke tabe på gulvet ud fra en forestilling om, at vi i Danmark er så forfærdelig meget bedre og mere miljøvenlige end de andre lande i Europa. Den slags er udtryk for en national selvtilstrækkelighed, der desværre længe har hærget den danske venstrefløj, med det resultat, at den danske venstrefløj står handlingslammet, så snart talen kommer ind på internationalt forpligtende samarbejde.
Visionerne må forbindes til den virkelige verden, for skal vi forandre verden, kan vi ikke udelade den i vores projekt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu