Kronik

Demokratiske kvalifikationer

16. august 1997

Af PER BREGENGAARD gymnasielærer. Borgerrepræsentant for Enhedslisten skoleudvalgsmedlem

Ved skolestart: En amerikansk undersøgelse viser, at Danmark på en række felter er førende, når det gælder om at uddanne de unge til demokrati.
- Og så kunne vi endda være bedre endnu

Uddannelse er et lands vigtigste råstof, og Danmark blev gennem en pionerindsats og stolte skoletraditioner et smørhul i alverdens vandgrød.
Klatten synes imidlertid smeltet, og hullet er ved at falde sammen. Implosionens ekko kan aflæses i de internationale undersøgelser af skrive- og læsefærdighederne i de mindre klasser. På den matematisk-naturfaglige front står det ikke meget bedre til. De lidt større elever i de østasiatiske lande er et tigerspring foran de danskes middelmådige præstationer.
Genlyden har gennem de sidste år runget i den uddannelsespolitiske og pædagogiske debat.
Også universiteterne har sunget med på sangen om dengang, niveauet var højere. De giver gymnasierne en på hatten. Gymnasierne slår ned på forberedelsen i folkeskolen, der langer ud efter børnehaver og forældrenes manglende vilje til at opdrage deres børn til skoleparathed.
De mere håndgribelige kendsgerninger om det historiske forfald og den tilbagetrukne position i det internationale uddannelseskapløb stammer helt overvejende fra forsøg på målinger og bidrags-yderes fornemmelser af forholdsvis primitive former for "tekniske" færdigheder. Det drejer sig typisk om færdigheder i at skrive og læse, færdigheder i at kunne og anvende grammatiske, matematiske og naturvidenskabelige regler. Det er vigtige kvalifikationer i et moderne samfund - ingen tvivl om det - men de er langt fra enerådende, måske slet ikke afgørende, og deres betydning er endog vigende i forhold til blødere, demokratiske kvalifikationer - samfundsengagementet, det sociale og demokratiske sindelag, evnen til at danne foreninger og rejse bevægelser, livsstilhåndteringen af samfundets og naturens udfordringer.

Overskriften på årets Sorø-møde var ganske vist uddannelse og demokrati, men reelt hviler enhver teknokratisk politiker, erhvervsmand eller pædagogisk eksperts øjne uforstyrret på tuningen til det økonomiske-teknologiske kapløb med såvel naboer som vækstraterne i Fjernøstens tigerøkonomier, der synes at true 18- og 1900-tallets overlegne civilisationer i Nord-amerika og Vesteuropa.
Livskvaliteten i vores smørhul er naturligvis langt fra alene bestemt af vores økonomiske rigdom og muligheder. Eksporten er heller ikke det ypperste udtryk for landets økonomiske potens. De økonomistiske dogmer er imidlertid så rodfæstede, at enhver diskussion af kvalifikationer må have en rod her, hvis bidraget til debatten skal tages alvorligt.
Min pointe er indledningsvis, at de blødere, demokratiske kvalifikationer har været uomgængelige for mange af Danmarks økonomiske succes'er.
Lad mig glimtvis illustrere det med nogle eksempler: Danske høreapparater har en fornem position på verdensmarkedet. Springbrættet var et stort og stabilt hjemmemarked skabt gennem den folkelige opslutning bag den politiske velfærdsstat, der sikrede gratis høreapparater til vore tunghøre medborgere. Kombinationen af et globalt spring i oliepriserne, græsrodsbevægelserne mod a-kraftens indførelse i Danmark og en voksende politisk orienteret økologisk forståelse har været vores særegne nationale forudsætninger for en milliardeksport af vindmøller, filtre til rensning af kraftværkers røg, fjernvarmerør og -systemer m.m.

De blødere, demokratiske kvalifikationer har på trods af Sorø-mødets læbebekendelser gennem de senere år tydeligvis fået en lav prioritet. Et symptom på dette er undervisningsminister Ole Vig Jensens forbud mod, at gymnasie- og HF-elevernes årligt tilbagevendende Operation Dagsværk foregår i skoletiden - med den begrundelse, at det stjæler tiden fra undervisningen. Ideen bag initiativet er, at de unge giver lønnen for en dags arbejde til et projekt, der forbedrer vilkårene for børn og unge i Den tredie Verden.
Den amerikanske professor Ca-role Hahn (som jeg vil vende tilbage til), når ellers i en vægtig international undersøgelse af forholdet mellem de almene ungdomsuddannelsers undervisning og elevernes samfundsengagement og demokratiske sind frem til, at de danske elever gennem egenhændig diskussion og organisering af blandt andet Operation Dagsværk, som udtrykkeligt nævnes, synes at erhverve sig væsentlige demokratiske kvalifikationer. En praksis - indsamlingen af midler til bistandsprojektet - er selvsagt en uadskillelig del af dette.
Undervisning eller ej, Operation Dagsværk og f.eks. klassens time, der ikke længere er obligatorisk i folkeskolen, skaber altså kvalifikationer, og det må også for undervisningsministeren være vigtigere end formen, hvorunder det sker.

De internationale kvalitetsmålinger af de omtalte mere teknisk prægede færdigheder har med deres eksakte præg ryddet avisforsider og affødt forskellige politiske initiativer.
Det er uligt mere kompliceret at give sig til at måle de bredere, demokratiske kvalifikationer og drage internationale sammenligninger. De mere komplekse kvalifikationer er i højere grad kulturbundne udtryk og tilegnes som en art medindlæring i mange af livets forhold. Skolens rolle er heller ikke så entydigt defineret som i tilegnelsen af bogstavernes, matematikkens og naturvidenskabernes verden.
Virksomhedsplaner og mål- og resultatstyring er de nye trends, som på godt og ondt er ved at lægge sig tungt over den offentlige sektor. Umærkeligt og trods allehånde besværgelser bliver dét, der måles og overhovedet kan måles, til selve bestemmelsen af kvalitet. Alene dette trænger de blødere, demokratiske kvalifikationer ud af scenen.

Alene derfor må professor Carole L. Hahns værk, Becoming Political: Comparative Perspectives on Citizenship Education, Albany, NY: SUNY Press 1997, bydes velkommen.
Udgangspunktet for professoren ved Emory University (Atlanta, Georgia) stort anlagte empiriske forskningsprojekt har ikke været det økonomiske afkast af skolernes 'produktion' af de blødere, demokratiske kvalifikationer, men et andet og nok så væsentligt bidrag til vores livskvalitet: opretholdelsen og udviklingen af menneskerettighederne og et demokratisk styre.
I samklang med nogle af historiens store ånder inden for filosofi, politik og pædagogik - Aristoteles, Rousseau, Thomas Jefferson, John Dewey - konstaterer hun, at demokratiets fremtid er afhængig af den opvoksende generations uddannelse til og i demokrati.
Det overordnede spørgsmål bliver således, hvilken undervisning er den bedste i udviklingen af demokratiske samfundsborgere? Carole Hahn forsøger at belyse dette i et sammenlignende studie af samfundsfagsundervisning og unges holdninger i forskellige demokratiske kulturer: USA, England, Tyskland, Holland og Danmark.
Efter ti års arbejde erkender hun imidlertid klarere end i begyndelsen, at både de unges demokratisk set relevante holdninger og uddannelsen til samfundsborger i høj grad reflekterer særegne nationale værdisæt og kulturer, som blandt andet afbalancerer modsætningerne i samfundene. Succesmålene er således svære at standardisere, og en undervisning, som er funktionel i ét samfund, kan ikke umiddelbart overføres til et andet.
Men en indsigt i andres virke, værdisæt og sammenhænge kan naturligvis være nyttig, når de ses i lyset egne erfaringer og værdier.
Problemstillingen kan illustreres med et enkelt eksempel:
Den hollandske skoleungdom har meget lav politisk selvtillid (måles blandt andet gennem udsagn om ens muligheder for at påvirke beslutningerne i en gruppe), mens danske elever scorer højt.
Det kan skyldes, at Holland i høj grad hviler på urokkelige, frit-stående religiøse-politiske søjler, som på forhånd respekteres, mens det danske samfund i højere grad præges af fællesskabets kompromiser og flertalsafgørelser. Den tilsyneladende manglende politiske selvtillid i Holland kan således afspejle, at autonomi vejer tungere og indflydelse mindre på demokratiets vægt end i Danmark.
Det stemmer iøvrigt overens med, at vi har en stor andel af fælles, offentlige skoler, mens hollændernes skolegang er præget af private, religiøst funderede institutioner.

Mange udtrykker bekymring for en voksende politisk apati. Undersøgelsen viser, at de danske elevers politiske deltagelse er større end andre steder. Halvdelen har deltaget i en eller anden form for indsamling. Mere end halvdelen har gået med en badge, der udtrykker en mening, mens det maksimalt er en tredjedel i de andre lande. 20 pct. har forsøgt at handle politisk ved at dele materialer ud eller sætte sit navn på en underskriftsindsamling. Niveauet i de andre lande ligger på tre-fire pct.
I forsøgene på at måle den politiske medleven og interesse ligger de danske elever ligeledes i front. 76-84 pct. mener, at de ofte diskuterer politik i deres klasse, med deres venner og forældre. Nyheder og politisk stof i aviserne læses flere gange om ugen af en endog lidt større andel. I Danmark udtrykker en lige så stor elevgruppe interesse for politiske diskussioner i timerne.
Næsten 90 procent af eleverne mener, at de i fremtiden efter al sandsynlighed vil stemme til et nationalt valg. Et ja til udsagnet vedrørende de kommunale valg lå i 1993 på 58 pct. - et fald fra 74 pct. i 1985! USA ligger nu på et højere niveau.
Få unge tænker på at gå ind i en politisk ungdomsorganisation. Græsrods- og protestbevægelser er langt mere attraktive. 27 pct. af de udspurgte danske elever mente i 1993, at det var sandsynligt, at de på et tidspunkt vil gå ind i en sådan. Det er et fald fra 44 pct. i 1985! Vi ligger nu på niveau med USA og Holland.

En udbredt interesse for politik, positive forventninger om fremtidig politisk deltagelse og spirende politisk aktivitet blandt unge hviler på et fundament af politisk tillid til politikere og styre samt en positiv opfattelse af, at man personligt ligesom andre borgere kan influere de politiske beslutninger. Politisk apati bygger under normale omstændigheder på, at intet nytter, og alle politikere er forbrydere.
Disse grundfæstede antagelser inden for forskningen i politisk adfærd bekræftes i Carole Hahns undersøgelse, hvor de danske elever scorer højst, når det drejer sig om forsøget på at måle et samlet udtryk for både politisk tillid og politisk selvtillid til at kunne gøre sig gældende.
Det er efter min opfattelse dog et problem, at en kritikløs og naiv opfattelse af realiteterne her let bliver et ideal, mens en (samfunds)kritisk indstilling i spørgeskemaernes endimensionale verden ofte forveksles med en tendens til politisk kynisme.
Hvordan uddannelse kan bidrage til at skabe forudsætningerne for politisk deltagelse, er langt fra alene et spørgsmål om undervisningens indhold. Undervisningsformen og atmosfæren i klassen antages i den videnskabelige litteratur at spille en afgørende rolle for skolens bidrag til den politiske dannelse. Den demokratiske dialog mellem eleverne indbyrdes og mellem lærer og elev er et af elementerne. Egne kritiske undersøgelser, problemorientering og behandlingen af kontroversielle emner er andre bestanddele.
Skolen er langt fra hele den verden, der er med til at forme eleverne i mere eller mindre demokratisk retning. Carole Hahn finder dog en positiv, men begrænset sammenhæng mellem, hvad hun i overensstemmelse med ovenstå-ende definerer som positive politiske (demokratiske) holdninger, og elevers udsagn om, at de ofte diskuterer kontroversielle emner i klassen, at flere synspunkter på en sag bliver præsenteret og diskuteret, at de har det godt med at udtrykke deres synspunkter i diskussioner osv.

Der er ingen tvivl om, at den forhenværende undervisningsminister Bertel Haarders årelange kamp mod den projekt- og problemorienterede pædagogik har sat sine spor, og at Asger Baunsbak Jensens indoktrineringshetz og Erhard Jacobsens valgkampkanin i midten af 70'erne fik skræmt nogle lærere ned i et musehul og har lagt en dæmper på lysten til at diskutere kontroversielle emner i undervisningen.
Galskaben har dog ikke sat sig så meget, at vi ikke er i front på disse områder, viser samstemmende Carole Hahns spørgeskemaundersøgelser, hendes utallige åbne interviews med elever og lærere og hendes egenhændige observationer af, hvad der sker i timerne.
Meget tyder på, at den danske skole set i en international sammenhæng har succes i kvalificeringen af den opvoksende generation til demokratiet. Især HF og gymnasiets lærere i samfundsfag og historie (herunder undertegnede) kan bryste sig af de fine karakterer, da det er deres undervisning, der har været i fokus
Men resultaterne kan ikke betragtes isoleret fra uddannelsesinstitutionernes virke som en helhed og fra den forudgående socialisering i folkeskole, institutioner, klubber, foreninger - og familierne. Mere opbakning og færre benspænd fra det herskende politiske hold ville dog være ønskeligt, hvis vi i demokratiets navn skal holde placeringen.
Undervisningsministeren kunne passende lægge ud med at ophæve forbudet mod Operation Dagsværk i skoletiden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu