Læsetid: 4 min.

Et feministisk ja til EU

21. august 1997

Hvad ligestillings-politikken angår er Danmark for tiden lidt med på slæb i EU, men hellere det end slet ikke være med

EU-DEBAT
Som integreret del af det moderne demokratiprojekt har feminismen været international fra begyndelsen. Det er den stadigvæk. Og lige for tiden er det i EU, det foregår
Den dag for seks år siden, da en ledende forskningsbibliotekar vendte hjem fra en rundrejse til europæiske kvindeinformationscentre, begyndte på dato det erkendelsesskred, der de seneste år har fået stor betydning for KVINFO's engagement i europæisk samarbejde og i synet på feminismen i EU.
Jytte Larsen, der i dag er leder af projektet Kvindebiografisk Leksikon, forestod dengang sammen med en kollega fra IIAV i Amsterdam, et af de ældste kvindeinformationscentre i Europa, en stor undersøgelse for EU-Kommissionen af de vigtigste informationscentre i EU.
På KVINFO havde vi selvfølgelig stor egeninteresse i at få kontakt med søsterorganisationer i Europa, og med den største selvfølelse af verden sendte vi vores forsknings-
bibliotekar afsted. Med dansk professionel standard i ryggen og en indgroet fornemmelse af at være om ikke verdens bedste, så noget der ligner, var KVINFO's udsending parat til at se EU efter i sømmene. For gad vide, hvad de kunne levere dernede i Frankrig, Italien og Spanien.

Selvgodhed
Det første, der røg sig en tur var selvgodheden. For selvfølgelig kan vi noget i Danmark, men det kan man altså også andre steder. Så fulgte beskæmmelsen over uvidenheden. For hvorfor var vi uvidende om eksistensen af stærke kvindeinformationscentre i Italien og helt uden kendskab til det største og teknologisk mest avancerede informa-
tionscenter, der viste sig at ligge i Spanien? Hvordan var det gået til, at vi var faldet for myten om, at ligestilling kun findes i de nordiske velfærdssamfund? Og hvordan hang det sammen, at feminister syd for Kongeåen enten har et selvfølgeligt eller et begejstret forhold til EU, når situationen i det meste af Skandinavien stort set er den modsatte?
Ovenstående indledende bemærkninger er en så vidt mulig objektiv gengivelse af en kollektiv erfaring, som blev gjort på den arbejdsplads, hvor jeg har været leder i syv år. Og for god ordens skyld skal jeg understrege, at KVINFO selvfølgelig hverken er for eller imod EU, men at institutionen, der er forpligtet på internationalt samarbejde, efter bedste evne forsøger at leve professionelt op til det forhold, at EU har været en del af dansk politisk virkelighed siden 1972.

Subjektivt syn
Men skal jeg tale subjektivt og i eget navn, må jeg medgive, at EU set gennem et kvindepolitisk engagement er en velkommen platform for politikudvikling og diskussion.
Så vidt jeg kan se, repræsenterer EU en politisk nutid, som Danmark har alt at vinde ved at gå så engageret ind i som overhovedet muligt. Det gælder overordnet økonomisk og kulturelt, men det gælder altså også på afgørende politisk ideologiske områder som udviklingen af et nutidigt kønspolitisk engagement.

EU skærper ligestillingen
For det er ikke bare det katolske Irland, der kan sætte lid til en progressiv ligestillingspolitik i EU. Det samme kan vi i Danmark, hvor EU på væsentlige punkter har skærpet vores ligestillingslovgivning. Men langt vigtigere end de konkrete eksempler, er for mig at se det forhold, at der i EU i disse år foregår en engageret politisk debat om køn, en samtale om hvordan ligestilling mellem kvinder og mænd i dag sikres en plads i den demokratiske hoved-strøm. At forestillingen om lighed mellem kvinder og mænd er så afgørende for europæisk identitet, kultur og demokrati, at der sættes politiske ressourcer af til signalgivningen, både til vore egne befolkninger og til den store verden.
I Danmark, hvor vi er så glade for egne resultater, at vi tror resten kommer helt af sig selv, kan vi som ligestillingspolitikken håndteres for øjeblikket slet ikke følge med. Vi skal derfor være glade for, at Sverige og Finland er kommet med i EU og sammen med et land som Italien er med til at skubbe udviklingen i den rigtige retning. Som mange vil vide, har Sverige og Finland længe haft ligestillingsministerier, nu er senest også Italien kommet med. Hvad ligestillingspolitikken angår, er Danmark for tiden lidt med på slæb i EU, men hellere det end slet ikke være med.
Hele afstemningslogikken om først den ene traktat og så den næste forekommer uigennemtænkt og selvdestruktiv. For når en befolkning sendes til afstemning om det bedste forhandlingsresultat, vore valgte politikere har kunnet opnå, og det er svært at skjule, at Poul Nyrup Rasmussen har opnået en hel del, så er der reelt kun plads til enten et ja til resultatet eller et nej til forhandlerne.
Er vi utilfredse, er det derfor mere logisk med et nyt folketingsvalg end en ny folkeafstemning. Politikerne kan ikke bare melde os ud, selv om Uffe Ellemann Jensen og Per Stig Møller truer med det. Danskerne har valgt EU ved en folkeafstemning, det må såvel politikerne som befolkning lære at leve med.
Som integreret del af det moderne demokratiprojekt har feminismen været international fra begyndelsen. Den er den stadigvæk. Og lige for tiden er det i EU, det foregår.

KVINFO - Center for information om kvinde- og kønsforskning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu