EU-FEMINISME
I indlægget "Et feministisk ja til EU" i Information 21. august 1997 runder Elisabeth Møller Jensen lige af med følgende amen: "Danskerne har valgt EU ved en folkeafstemning, det må såvel politikerne som befolkningen lære at leve med". Forfatteren må have glemt - eller bevidst valgt at omgå - det faktum, at resultatet af folkeafstemningen om Maastricht-aftalen i 1992 faktisk blev et nej. Dette nej blev modificeret i 1993 ved en ny afstemning, hvor fire forbehold blev den politiske manipulation, der skulle sikre Danmarks forbliven i det store fællesskab.
Indlæggets påstand er, at EU repræsenterer en politisk nutid, som Danmark har alt at vinde ved at gå fuldt ind for. "Det gælder både overordnet økonomisk og kulturelt, men det gælder også på afgørende politiske ideologiske områder som udviklingen af et nutidigt kønspolitisk engagement", hævdes der - tilsyneladende upåagtet af et af Danmarks fire forbehold er nej til deltagelse i det økonomiske og monetære samarbejde - ØMU'en.
KVINFO har en meget bred kontaktflade til europæiske kvindeinformationscentre, påpeger Elisabeth Møller Jensen. Man må formode, at denne kontakt udnyttes af såvel KVINFO som de andre centre til at analysere hvad den stramme finanspolitik, som tilpasningen til ØMU'en kræver, vil betyde for den konkrete ligestilling i de lande, som skal deltage i dette fællesskab. Som bekendt rammer jo de mange ned-skæringer, som skal sikre at kravene for deltagelse i ØMU'en opfyldes, med stor kraft de sociale områder i de forskellige EU-lande, herunder for eksempel pleje- og omsorgssektoren. Hovedarbejdsstyrken i denne sektor udgøres af kvinder. Er det de selvsamme kvinder som giver udtryk for det begejstrede forhold til EU, som artiklen hævder at kvinder syd for Kongeåen har?
Over åen efter vand
Endvidere nævnes et "moderne demokratiprojekt", hvori feminismen er integreret. Det projekt kender jeg ikke, men jeg kan forstå at det altså er i EU dette projekt foregår. Men EU-konstruktionen er omtrent det modsatte af et demokratiprojekt - hvilket den nye traktat uden omsvøb beviser: Mere magt til unionen og dermed til magthierarkiet i Bruxelles; ministerrådet, kommissionen, EU-domstolen, de store lande...
Hvis man har det synspunkt, at manglende ligestilling udspringer af magtstrukturer, som mænd - der forsvarer specifikke interesser - traditionelt har været udøvere af, og som det har taget årtiers påvirkning i det nationale demokrati for at slå de første, nødvendige brecher i, er det næsten ufatteligt at en erklæret feminist kan tro på, at ligestilling vil få reelle betingelser i en magtstruktur, der ikke blot fremtræder, men også handler som en sort pa-rodi når det gælder demokratiske principper. I sandhed er det at gå over Kongeåen efter vand...
