Læsetid: 1 min.

Filminstituttet skal nok drive pengene ind

Debat
16. august 1997

Alle støttede film skal aflægge regnskab, som er gennemset af revisor. Og indtægterne kan genbruges til nye produktioner

REPLIK TIL PREISLER
I en kommentar i Information 11.8. stiller sekretariatschef Ebbe Preisler Filminstituttet et par spørgsmål i anledning af, at Just Betzer og Gabriel Axel skal mødes i voldgiftsretten om betaling af royalty fra Babettes Gæstebud.
Preisler spørger dels, om filmens indtægter gennem årene bliver bogført (!), og dels, om Filminstituttet mangler motivation til at inddrive de indtægter, som tilkommer Filminstituttet.
Kritikken hører dog ingen steder hjemme, af den simple grund, at Filminstituttet kan genbruge midlerne til nye produktioner.
Der er heller ingen grund til at kritisere administrationen af de støttevilkår Filminstituttet har baseret sine bevillinger på gennem årene. Støttevilkårene revideres årligt og har afspejlet skiftende bestyrelsers støttepolitik.
Filminstituttet har krav på og modtager på alle støttede film reviderede regnskaber og spilleopgørelser. Filminstituttets administration og bestyrelse har baseret sin kontrolpraksis på revisorernes godkendelse og eventuelle bemærkninger.
Når Ebbe Preisler sætter spørgsmålstegn ved, om alle indtægter er bogført, stiller han samtidig spørgsmålstegn ved revisorstandens troværdighed. Det har Filminstituttet valgt ikke at gøre. Desuden skal erindres om, at Rigsrevisionen har adgang til stikprøvekontrol.

Producenterne ansvarlige
Anden praksis kan naturligvis indføres. Filminstituttet kunne påtage sig opgaven at gennemgå alle en films bilag. Det ville indebære en væsentlig personaleudvidelse - vi har de to sidste år haft over 20 premierer årligt - og hvad skulle gøre Filminstituttet mere kvalificeret end revisorerne?
I sin støttepolitik forholder Filminstituttet sig til producenterne som juridisk ansvarlige for en produktions færdiggørelse. Producenten skal opfylde de krav, der stilles for bevilling iht. gældende vilkår, ligesom aftaler skal være i overensstemmelse med gældende overenskomst. Producenten alene er ansvarlig overfor aftaler med en films ansatte - herunder også royalty-aftaler. Det er altså ikke Filminstituttet, der fører disse forhandlinger.
Samtidig skal det pointeres, at kun regnskaber, der opfylder Filminstittets støttevilkår, og som er i overensstemmelse med godkendt budget, kan accepteres.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her