Læsetid: 3 min.

Ikke fordi de er jøder

19. august 1997

Israels konflikt med palæstinenserne handler ikke om anti-semitisme, men om jord og sociale konflikter

ISRAEL
I timerne efter terrorbomberne på Mahane Yehuda-markedet i Jerusalem, der for-
nylig dræbte 15 mennesker (heraf formodentlig de to bombemænd) og sårede mange flere, var det interessant at følge de store tv-kanaler BBC World og CNN's reportager, der når ud til millioner af seere verden over.
På CNN havde de et interview med Eliahu Ben-Elissar, Israels ambassadør i USA. Han omtalte Hamas som: "...whoever wants to hurt Jews only because they are Jews".
Hvis hr Ben-Elissar virkelig mener dette, viser det kun, at han absolut intet har fattet af hele situationen, og så kan det jo undre, at han beklæder den post, han gør.
For lige netop igennem den sætning får han gjort Palæstina-Israel konflikten til (endnu) et spørgsmål om antisemitisme. Og det er overhovedet ikke det, den drejer sig om. Konflikten er først og fremmest et spørgsmål om retten til land. Dette er vigtigt at huske på, for ellers fortaber diskussionen sig i usaglighed.
"Palæstinenserne skal ikke tro, at de på een og samme gang kan føre en dialog med os og slå os ihjel," sagde David Bar-Illan, Benyamin Netanyahus rådgiver på BBC.

Manglende spørgsmål
Dette har han fuldstændig ret i. Efter at de to parter d. 9-10. september 1993 anerkendte hinanden politisk, må man af begge sider forvente og forlange, at de demokratiske grundregler overholdes.
Men hertil følger så to spørgsmål. Det første blev stort set ikke berørt i nogle af de medier, jeg fulgte de første timer efter terrorbomben, omend det er nok så væsentligt. Det er spørgsmålet om hvilken baggrund, der har gjort, at to unge mennesker kan blive drevet ud i en så desperat handling, som det er at tage sit eget liv og med forsæt rive mange flere med sig?
Det er ikke uden grund, at vi igennem de sidste mange år har set og altså desværre stadig ser disse voldelige handlinger fra Hamas, Islamisk Jihad etc. Og grunden er ikke, som Ben-Elissar påstod det, rent jødehad.
"What do we get? We don't get security," spurgte Ben-Elissar, da talen faldt på fredsforhandlingerne.
Det umiddelbare svar, der må falde ind (ret beset ligger der jo visse implikationer i ordet forhandling), men som desværre ikke faldt journalisten fra CNN ind, er: "What do you give?"

Demokratiske spilleregler
Enhver, der har rejst i Palæstina og Israel. Enhver, der har været i Gaza, oplevet grænselukningerne og set de dybt uretfærdige og forarmede sociale og økonomiske forhold palæstinenserne lever under, kan fortælle om grudene til disse frygtelige handlinger.
På BBC sagde Netanyahu: "We expect not merely words of condolence (...) we expect ac-
tion".
Store ord, når man tænker på at det er årevis af manglende handling, der har bragt palæstinenserne i den desperate og håbløse situation.
Og det leder os hen til det andet spørgsmål: Overholder Israel selv de demokratiske spilleregler?
Er de gentagne grænselukninger, der isolerer de palæstinensiske byer i hver deres eget lille homeland, demokratiske?
Afspærringer, der forhindrer studerende i at komme til undervisning, der forhindrer familiemedlemmer i at se hinanden og arbejdere i at komme på arbejde, er de virkelig demokratiske? Er de israelske konfiskationer af palæstinensisk jord for at bygge de by-pass roads, der forbinder bosættelserne med hinanden, demokratiske?
I Israel er tortur accepteret ved lov. Efter Landau-kommissionens anbefalinger fra 1987 blev brugen af "moderat fysisk og psykisk pres" under forhør i oktober 1994 inkorporeret i den israelske kriminallov.
Dette til trods for, at Israel har underskrevet FN's Universal Declaration og ICCPR, i hvilke der står at: "Ingen skal blive udsat for tortur eller til grusom, inhuman eller nedsættende behandling eller afstraffelse" (UD Art 5 og ICCPR Art. 7).
Da den israelske sagfører Victor Fieldman i december 1995 bragte denne lov for Højesteret, lød konklusionen fra statsadvokaten, at brugen af "vold er nødvendig, hvis Shabat (det israelske sikkerhedspoliti) skal opnå dets mål."
Israel eksisterer og det har nu sin ret. Men det bør i det mindste kunne bygge på humanistiske principper. Hvis ikke, ja så vil vi se de samme desperate palæstinensere sprænge de samme bomber igen i morgen, om en måned og om mange år.
Jeg forsvarer ikke her på nogen måde bombehandlingerne. Der findes ikke noget sådant, at målet helliger midlet.
Som Martin Luther King sagde det, er målet indeholdt i de midler, der bruges til at nå det, hvilket må ekskludere terrorisme. Dette gælder både for Hamas og for Israel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu