Læsetid: 4 min.

Global discount

Debat
22. august 1997

Det er forrykt at hævde, at vi i dag i den rige verden har brug for flere varer og billigere priser

MARKED
Computere, flybilletter, telefonsamtaler, overalt det samme: priserne falder. Hele tiden får vi råd til mere og mere. Umiddelbart lyder det skønt. Men hvad nu hvis prisen for faldende priser er ødelæggelse af lokalsamfund, jobs og natur? Lad os et øjeblik sætte Vesten op over for Japan. I USA og Vesteuropa er forbrugeren verdens midtpunkt, og det at sikre forbrugeren billige varer går forud for alt andet. WTO er det organ, der skal sikre denne politik. Enhver fornuftigt forsøg på at sætte lokalsamfund, natur og beskæftigelse højere end prisbillighed, er ud fra den herskende visdom illegitimt og handelshindrende.
Japan lægger større vægt på, at der fortsat eksisterer levende lokalsamfund, at der er små lokale forretninger, at der stadig er jobs. En vigtig del af denne pro-producent holdning er den traditionelle japanske positive eller loyale indstilling til virksomheden. Japan har søgt at holde store supermarkeder ude, som vil ødelægge lokalsamfundet. Men japanerne pressedes hårdt af USA, hvor præsident Bush førte "Store Wars" mod Japan for at fjerne lovgivning, der forsvarede små lokale forretninger mod de kæmpemæssige supermarkeder (stores). Dette gjorde han ved at bekæmpe strukturelle forhindringer (structural impediments initiative). Vi kender melodien.

Det er den unge canadiske samfundsforsker Daniel Bell, der i bogen "Communitarianism and Its Critics" sætter disse to modeller op over for hinanden. Han bygger på James Fallows, som anvender udtrykket pro-producent system om Japan og pro-forbruger system om USA. I pro-producent systemet er lokalsamfund og jobs vigtigere end prisbillighed. I pro-forbruger systemet er lave priser vigtigere end lokalsamfund og jobs. Nu handler det ikke blot om Japan kontra USA. Det handler om os alle sammen. Det handler også om den traditionelle arbejder i Danmark, der affandt sig med dårligt og hårdt arbejde, fordi han belønnedes med billige varer. Vi foretrækker mange og billige varer frem for velfærd. Vi finder os i stresset og et utilfredsstillende arbejde, fordi vi belønnes med stigende mængder af varer til faldende priser. Stigende forbrug er for os vigtigere end godt arbejde, et fungerende lokalsamfund og en uspoleret natur.
Japanerne føler traditionelt tilknytning til og loyalitet over for virksomheden, lige som virksomheden føler forpligtelse over for medarbejderne. Prisen er, at japanerne må betale lidt højere priser. Man kunne sige, at japanerne accepterer hårdt arbejde, fordi de identificerer sig med arbejdet og virksomheden, og fordi de er stolte over at fremstille gode produkter. Mens vi accepterer hårdt arbejde, fordi vi får flere og billigere varer. Vi mener, at vi er klogere end alle andre. Spørgsmålet er, om vi ikke bare er korrumperede.

Nu er det som nævnt ikke bare et spil mellem Japan og os andre. Vi ved, at der var arbejdere herhjemme, der stadig 'lå under for' en agrar og småborgerlig bevidsthed, og at denne loyalitet over for virksomheden af venstreorienterede betragtedes som reaktionær. I USA har San Francico ført en kamp, hvor naboskaber sluttede sig sammen for at bevare farverige, små ejerstyrede butikker. Det gjorde de ved at holde ensartede fast food forretninger og store kædebutikker ude af deres butiksdistrikter. Uønskede forretninger holdtes ude via forbrugerboykot og ved hjælp af retssager til bevarelse af lokalsamfundet.
Mange almindelige amerikanere synes at tænke ude af takt med det herskende WTO paradigme. Bell omtaler en spørgeundersøgelse, hvor 65% af amerikanerne var enige i et forslag, der gik ud på, at USA skulle modvirke underskuddet på udenrigshandelen ved at lægge højere skatter på import. Dette accepterede de 65%, selv om det ville forøge priserne på nogle varer. Daniel Bell anser det for sandsynligt, at amerikanerne ville acceptere forøgede priser for nogle varer, hvis dette fører til social fred, forudsigelige jobs og stabile lokalsamfund.

Det er tankevækkende, at vores selvfølgelige snak om forbruger suverænitet og den politiske forbruger ud fra dette perspektiv måske er en undvigelsesmanøvre. I dag er marxismen afløst af den postmoderne opfattelse, der ser alt som forbrug og forbruget som samfundets kerne. Ja postmoderne sociologer ser principielt forbrugsfrihed som identisk med frihed overhovedet! Havde marxisterne alligevel ret, når de hævdede, at produktion er det vigtigste?
I hvert fald synes det ud fra et økologisk og et kommunitaristisk perspektiv vigtigere at skabe gode virksomheder og betale den nødvendige pris i form af færre og dyrere varer. For kommunitaristerne er det godt at betale højere priser for at bevare lokalsamfund og jobs. For økologerne er det godt at få mindre forbrug og bevare naturen.
Det er forrykt at hævde, at vi i dag i den rige verden har brug for flere varer og billigere priser. Jeg benægter ikke, at der findes lande, hvor de i høj grad har brug for flere og måske billigere varer. Mere præcist har de behov for en god og bæredygtig produktion. Det er en gigantisk udfordring at få skabt denne produktion i de fattige lande. Men vi tager ikke udfordringen op. I stedet bruger vi den som undskyldning for at lade hele verden styres af en desperat og ødelæggende jagt på billigere varer.
Der ligger dog lidt håb i den kendsgerning, at det måske kun er det herskende mindretal, der tror på denne strategi. De fleste danskere, amerikanere og japanere lader sig ganske vist forføre af de billigere priser. Alligevel ved vi godt, at prisen for de faldende priser er alt for høj. Det kan simpelt hen ikke blive ved.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her