Kronik

Harmonisering

18. august 1997

EU: Vi kan ikke kræve decentralisering og fuld selvbestemmelse, hvis vi samtidig ønsker at undgå handelshindringer som følge af vidt forskellige nationale lovgivninger, der hæmmer eller helt forhindrer eksport af f.eks. danske varer eller som bremser konkurrencen

RET BESET
Harmonisering er et begreb, vi har fået fra EF/EU. Det er her i landet nærmest blevet synonymt med noget negativt. Men det skyldes nok til en vis grad uvidenhed omkring, hvad begrebet egentlig dækker over.
Når man harmoniserer, bringer man harmoni i noget. Hvad angår lovgivning, så går (lov)harmonisering ud på at gøre EU-landenes lovgivninger mere ensartede, så f.eks. en vare kan sælges under samme vilkår i alle medlemslande, eller så miljøet eller arbejdstagerne sikres en minimumsbeskyttelse.
Hvor harmonisering først og fremmest skal tage hensyn til forbrugernes sikkerhed og sundhed, skal alle produkter, der markedsføres, opfylde de harmoniserede forskrifter, og der må derfor ikke kunne sælges varer af en ringere standard. Det kalder man totalharmonisering. Noget sådant har man f.eks. med EUs direktiver om harmonisering af de krav i form af tekniske specifikationer, der skal stilles til maskiner. Sådanne direktiver er maksimumsdirektiver, d.v.s. myndighederne må ikke stille strengere krav til produkterne end direktivernes. Set med virksomhedernes øjne er de pågældende direktiver til gengæld minimumsregler forstået på den måde, at kravene udgør det minimum, virksomhederne skal leve op til.
Såfremt man generelt lod medlemslandene stille strengere krav, ville man stort set gøre det af med det indre marked i EU. Filosofien bag det indre marked bygger netop på, at der kun skal gælde ét enkelt sæt regler for den enkelte varetype. Det betyder, at der ikke bliver behov for virksomheder for at fremstille flere serier af samme produkt. F.eks. kan B&O så slippe for at skulle producere måske ti forskellige varianter af det samme tv-apparat. Det nedsætter selvfølgelig produktionsomkostningerne, letter afsætningen til udlandet og giver derfor bedre beskæftigelse i Danmark.
Selvom EU anvender totalharmonisering, så har man dog i 1986 ved EF-pakken indført den såkaldte miljøgaranti, der gør det muligt for et medlemsland i særlige tilfælde at anvende strengere regler end EUs.
Miljøgarantien er nu blevet yderligere præciseret og befæstet ved Amsterdam-traktaten, idet den dog med hensyn til et medlemslands adgang til senere indførelse af strengere nationale regler måske ikke er så helt så vidtgående som det, EF-domstolen ville komme til ved en fortolkning af den nugældende miljøgaranti.
Den nugældende miljøgaranti har med held været påberåbt dels af Danmark og dels af Tyskland, men den er og bliver en undtagelsesregel. Var den ikke det, ville det indre marked med fri bevægelighed for varer uden handelshindringer blive en illusion.
Det er det samme, der siges i bestemmelserne om den nye miljøgaranti, hvorefter brug af miljøgarantien ikke må udgøre en hindring for det indre markeds funktion.
Lovharmonisering finder ofte sted i form af minimumsdirektiver. Det vil sige direktiver, som ikke er til hinder for, at EU-landene hver især kan indføre strengere bestemmelser.
Det er udtryk for en partiel harmonisering og anvendes især på arbejdsmiljøområdet og vedrørende krav til det omgivende miljø (og altså ikke krav til varer). Grunden til, at man her kan bruge minimumsdirektiver, er, at det på sådanne områder ikke er så afgørende for varernes fri bevægelighed, om der stilles strengere krav til virksomhederne i et EU-land - krav, som typisk påfører dem større omkostninger.
Også i andre tilfælde gennemfører EU kun en delvis harmonisering. Det gælder f.eks. med hensyn til EUs udbudsdirektiver, der bygger på en form for samordning. Det vil sige, at EU foreskriver, at medlemslandenes lovgivninger i visse henseender skal bygge på visse fælles principper. I udbudsdirektivernes tilfælde fælles principper i form af udbudspligt med hensyn til offentlige kontrakter, ensartede udbudsfrister, udbudsformer med videre.
Det er rigtigt, at i visse, men meget få, tilfælde har EUs harmoniseringsdirektiver bevirket, at Danmark som følge af EU-medlemskabet har fået regler, som er mindre strenge, end hvad vi måtte ønske. Det gælder f.eks., hvad angår krav til visse produkters sammensætning og lignende. Her har vi dog samtidig haft mulighed for at gribe til miljøgarantien for at anvende strengere nationale regler.
Men i langt det største antal tilfælde har vi fået regler fra EU, som var bedre for miljø, sundhed og sikkerhed end det, vi selv har haft.
I nogle tilfælde har EU til og med så at sige tvunget os til at indføre regler til beskyttelse af liv, sundhed og sikkerhed på områder, hvor Danmark slet ikke har haft regler. Det gælder f.eks. med hensyn til kosmetiske produkter, skærmarbejde og visse arbejdsmiljø- og arbejdstagerbeskyttelsesregler.
Så på den måde har de mange harmoniseringsdirektiver medført meget godt også her i Danmark.
Men der er andre og stort set oversete - også positive - aspekter, som følger af medlemskab af EU.
Som et første sådant aspekt er det værd at nævne, at EUs harmonisering og vores tilhørsforhold til EU er med til at sikre en betydelig regelforenkling og afbureaukratisering.
Hver gang der sker en total harmonisering, erstattes 15 landes individuelle regelsæt af ét enkelt sæt regler, og typisk undgår man i EU den dobbeltkontrol af varer, som ellers har været reglen, når en vare blev produceret i et EU-land og eksporteret til et andet. For mange danske virksomheder har diverse handelshindringer (også) inden for EU været en langt værre plage end de ekstra byrder, påføring af CE-mærke eller overholdelse af nye regler om arbejdsforhold har betydet.
EU er godt nok en lovmaskine, men det er en lovmaskine, der har reduceret behovet for national lovgivning. Der er sket en rationalisering og forenkling på lovgivningsområdet inden for EU, som gavner virksomheder og forbrugere, og som samtidig skulle kunne reducere behovet for bureaukrater og kontrollanter i den offentlige sektor rundt omkring i EU-landene.
Der er - ikke mindst med de præciseringer af miljøgarantien, som EU-landenes regeringer nu er blevet enige om - inden for EU fundet en gylden middelvej, hvor lov-harmoniseringen medfører store fordele for handelen
og beskæftigelsen samt i sidste ende også for forbrugerne - uden at gå på akkord med sikkerhed, sundhed og miljø.
Det kan så godt være, at nogle danskere vil sige, at det er en form for centralisering. For det må man jo erkende. Men harmonisering er til gen-gæld en form for centralisering, der gør det lettere for virksomhederne at arbejde og eksportere, som skaber mere ligelige konkurrenceforhold og dermed mere intensiv konkurrence med deraf følgende øget mulighed for bedre priser for forbrugerne.
Det er selvfølgelig godt med decentralisering og nærhed, men det er vel også godt med lave priser og flere arbejdspladser i eksportvirksomhederne.
Vi må erkende, at vi må gøre et valg. Vi kan ikke få det hele på én gang. Vi kan ikke kræve decentralisering og fuld selvbestemmelse, hvis vi samtidig ønsker at undgå handelshindringer som følge af vidt forskellige nationale lovgivninger i EU-landene, der hæmmer eller helt forhindrer eksport af f.eks. danske varer og bremser konkurrencen i EU med højere priser og lavere beskæftigelse til følge.
Subsidiaritetsprincippet - også kaldet nærhedsprincippet - medfører, at EU under alle forhold nøjes med det minimum af harmonisering, der skønnes nødvendigt for at sikre, at vi får et rimeligt effektivt indre marked uden handelshindringer.
Som et andet positivt aspekt bør det nævnes, at eksistensen af EU har ført til, at en række af medlemslandene helt af sig selv har valgt at kopiere EUs konkurrenceregler. EUs konkurrenceregler gælder kun for konkurrenceforhold af grænseoverskridende betydning. Nationale konkurrenceforhold dækkes af nationale regler i EU-landene.
Det er disse sidstnævnte regler, som mange EU-lande hen ad vejen har ændret, så de svarer til EUs. Som det foreløbigt sidste land i den forbindelse har nu også
Danmark ændret sin konkurrencelovgivning, så den kommer til at svare stort set til EUs.
Det medfører en lang række fordele for virksomhederne med hensyn til overskuelighed.
De får nu ét enkelt i stedet for to sæt konkurrenceregler at skulle efterleve. Det er rationelt, og det er effektivt. For de nye regler er mere egnede til at sikre en virksom konkurrence end vor hidtidige konkurrencelov. Mere effektive konkurrenceregler styrker forbrugerne, og den ny danske konkurrencelovs indførelse af forbud imod konkurrencebegrænsende aftaler svarer principielt også til det danske forbrugerråds ønsker.
Man har skudt EU meget dårligt i skoene. Men det er for det meste ikke fair. Selvfølgelig er der - som i rent dansk lovgivning - skønhedspletter, og de blæses jo oftest en del mere op i pressen end solstrålehistorierne og de gode virkninger af det lange og seje træk, som det er at få fælles EU-regler på en række områder af fælles interesse. Og som sikrer en rimelig balance mellem hensynene til på den ene side forhold som miljø, sikkerhed og sundhed og på den anden side beskæftigelsen.
For det er ret beset det, EU forsøger med de mange harmoniseringsdirektiver.

Peter L. Vesterdorf er lic. jur., kontorchef i Håndværksrådet og fast bidragyder til Ret Beset.

APROPOS

Undskyld, hvad stemmer vi om?
Til venstre for denne spalte giver Peter Vesterdorf en instruktiv fremstilling af mekanikkerne i EU's indre marked.
At Danmark skulle være med i det indre marked, sagde befolkningen ja til ved folkeafstemningen om 'pakken' i 1986. Men, som den daværende EU-kommissionsformand Jacques Delors har fremhævet gentagne gange, så er regler, der sikrer den fri handel, kun halvdelen af den nødvendige pagt. Med Delors' ord:
"Uden stærke regler til beskyttelse af miljøet og samfundets svage vil frihandelen være et monster, der fortærer alt."
De to efterfølgende traktatændringer -
Maastricht og Amsterdam - har været forsøg på at få de mekanismer på plads, der skal tæmme monsteret.
I den henseende er Amsterdam et fremskridt i forhold til Maastricht; det medgiver selv folk, der ellers glad og gerne siger nej til hele skidtet.
Men der er en betydelig ironi i, at danskerne uden synderlige anfægtelser stemte sig ind i det indre marked, og nu får alle kvababbelserne, når markedet skal tæmmes. For - som Vesterdorf påpeger det - vi kan jo ikke både kræve selvbestemmelse og fælles fastsatte regler på et højt niveau, miljømæssigt og socialt. I hvert fald ikke med logikken i behold. Men den synes i nogen grad at have forladt debatten.
Det hele forvirres yderligere af, den politiske debat gør det uklart, hvad vi overhovedet stemmer om:
For og imod EU - igen? For fastholdelse af de danske forbehold? Eller - som den konservative Frank Dahlgaard har gjort til sin særlige variant: Om vi bare skal give EU en blodtud og se, hvad der sker?
Noget af forvirringen kan tilskrives, at statsministeren lod sig presse af de radikale til at holde folkeafstemning, selv om Amsterdam ikke indebærer nogen ny suverænitetsafgivelse.
Mon det er en holdbar praksis? dr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu