Inkonsekvente feminister

FEMI-IDEALER
Fanden tage de skamløse, der står bag en industri, der smækker naturstridige idealbilleder i hovedet på i forvejen usikre, sårbare pubertetspiger, skriver Hanne Dam i Informations bagsideleder den 18. august.
Den 7. maj bragte avisen et Hanne Dam-interview med Birgit Pettersson i anledning af Pettersons nye bog "Frygten for fedtet". Dengang havde jeg i tankerne at skrive noget i stil med dams leder, men min indignation havde en mere præcis adressat. Nemlig: Fanden tage de kritiske, debatterende kvinder, der ved deres tilknytning til Alt for Damerne er med til at legitimere bladet, der om nogen smækker naturstridige idealbilleder i hovedet på os.
Alt for Damerne er i udpræget grad eksponent for den Flittig Lise-Attitude, som dam beskriver i lederen 18. august, og med fare for at virke rødstrømpe'sk vil jeg hævde, at bladet er kvindeundertrykkende.
Indholdet taler for sig selv; alle motionsprogrammerne, de skrækkelige slankeråd, modereportagerne med de underskønne superslanke modeller sidestillet med omfangsrige gæstemiddage og skønne hjem ect. ville ikke være så problematiske, hvis det ikke samtidig var lykkedes for bladet at have en (moderat) progressiv profil.
Som kvinde er det meget lettere at forholde sig til et blad som Vogue, for der har man med den rene vare at gøre: Mode og skønhed, og de idealer, der beskrives, er så ophøjede, at de er nemmere at skubbe fra sig som ren fiktion uden afsæt i virkligheden.
Men kvinder som Bryld og Pettersson er med deres tilknytning til Alt for Damerne med til pakke bladet ind i en seriøsitet, som ingen steder hører hjemme.
I et blad, hvor sundhed er synonymt med slankhed, og der uafvendeligt gives råd af typen 'Man kan sagtens spise lidt extra sukker, når det hjælper til at sænke kostens fedtindhold, sukker mætter nemlig og stimulerer forbrændingen', finder jeg det direkte utroværdigt, at et typisk brevkassesvar til en fedtforskrækket 16-årig er, at "hun skal lære at elske sig selv, som hun er".

Kritiske spørgsmål
På Alt for Damerne er de selvfølgelig godt klar over, at det ikke er de store dybsindigheder, der præger bladet, men adspurgt om deres målgruppe ville de uden tvivl svare den moderne, udadvendte og selv-stændige kvinde. Hvis der er noget, denne kvinde, og i særdeleshed hendes døtre ikke har brug for, er det de fuld-stændig modsætningsfyldte idealer, bladet serverer, idealer som frem for alt handler om kontrol. På alle niveauer: Fra slankeklub over hjemmesyltning med fire børn til fuldtidsarbejde.
Men dette er ikke Alt for Damerne, og de kan i øvrigt gøre, hvad der passer dem, men hvis debatten om krop, kontrol og kønspolitik skal give mening, er man så ikke nødt til at konfrontere debattørerne med deres gøren og laden?
Da Petterssons bog udkom, fik hun en del publicity i aviserne og var ugens forfatter på P1. Det er selvfølgelig dejligt at se, at medierne finder emnet om kvindernes forskruede forhold til mad, krop og selvværd relevant, men det ville være rart, hvis der var blevet stillet et par kritiske spørgsmål til hende i den forbindelse. For eksempel talte Pettersson om forbilleder, og hun er vel på sin vis selv et. Er det foreneligt med en ansættelse på Alt for Damerne?
Vi behøver ikke at finde tilbage til betonfeminismen, og det er vel heller ikke ligefrem nødvendigt at boykotte Alt for Damerne, men der er nødt til at være en vis sammenhæng i tingene, hvis de skal give mening. Meget af det kvindestof, der bliver bragt i Information og på P1 for den sags skyld, har en tendens til at blive tandløst og inkonsekvent, og det hæver sig derfor ikke tilstrækkeligt over ugebladsniveau. Derfor var det dejligt at se, at Hanne Dam efterhånden er godt gal i skralden.