Italiens kamp med konvergenskravene for indtræden i ØMU'en ser nu ud til at lykkes
EUROPA A'JOUR
"Jeg deler din hårdnakkede kærlighed til Italien. Vi kan ikke klare os uden dette tilflugtsted. Det er vores yndlingsprojektion, vores drive-in-bio, vores allemandsarkadia. Her kan vi, i dag som for to hundrede år siden, kompensere for vores defekter, her tanker vi illusioner, her roder vi i ruinerne af en gammel, halvt glemt utopi". Hans Magnus Enzensberger i Åh Europa 1988.
Ikke et ord om Erasmus Montanus. Men det er nu ikke så dumt, at holde fri fra den danske EU debat langt væk fra fædrelandet. Det betyder ikke, at man bliver fri for EU-debat generelt. De italienske aviser, som jeg fulgte i min ferie var skam også fyldt med debat og artikler om EU's fremtid.
I Italien handler EU debatten næsten kun om ØMU'en. Eller rettere den handler om Italiens mulighed for at komme med i EURO'en i første bølge. Meget tyder på, at det er lykkedes den relativ nye centrum-venstre regering i Italien, at få så meget styr på den italienske økonomi, at det bliver umuligt at komme udenom Italien, hvis det lykkes at få ØMU'en sat i gang til tiden.
De italienske medier og politikere har alle en utrolig trang til at blive rost af andre. Derfor var det med de store typer man kunne skrive om, at først Financial Times og derefter The Economist roste den italienske regerings håndfaste økonomiske politik. Denne ros til en regering, som i virkeligheden først og fremmest er ledet af de tidligere italienske kommunister fra PCI, er bemærkelsesværdig.
De tidligere kommunister arbejder i dag sammen med midterpartier og de italienske grønne i en koalition, der er parlamentarisk afhængig af de tilbageblevne kommunister i Refondazione Communista. Alligevel er det lykkedes hidtil at fastholde en vis konsensus om den økonomiske politik, der skal gøre Italien klar til EURO-europa. Italiens rolle i EU er blevet styrket af den italienske regerings håndfaste politik. Det katastrofale borgerlige alternativ til centrumvenstre regeringen i Italien har også gjort det lettere for nuværende regering i Rom.
Henover sommeren har mediemagnaten Berlusconi, som er den uformelle leder af højrefløjen, og enehersker i sit parti Forza Italia, trådt i alle de spinatbede han er kommet i nærheden af. Mest markant har det været i sagen om Italiens mest populære person Di Pietro, som var den markante dommer i de seneste års korruptions sager. Da centrum-venstre regeringen blev dannet blev Di
Pietro en af ministrene, men han forlod hurtigt regeringen igen. Men nu er det lykkedes for de tidligere kommunister at få Di Pietro til at stille op for regeringskoalitionen til det italienske Senat. Og Berlusconi raser.
Samtidig tyder meget på, at det faktisk lykkes for lederen af det demokratiske venstreparti i Italien Massimo D'Alema, at få ændret det politiske italienske system fundamentalt. Det vil betyde nye valglove, og ændringer af hvor mange der skal sidde i Senat og Parlament. Centrum/venstre regeringen er også i gang med at fratage de valgte politikere nogle af deres privilegier. Bl.a. er der ifølge den italienske avis la Repubblica nu flertal for, at afskaffe 'baby pensionerne'.
Det har hidtil været sådan for italienske politikere, at uanset alder så var man efter at have været valgt i to perioder pensionsberettiget resten af livet, hvis man ikke blev genvalgt. Det står nu for fald, ligesom pensionsalderen for politikere sættes op til 65 år. Den slags ændringer er markante i et politisk system, der indtil for få år siden var karakteriseret ved, at antallet af regeringsskift var omvendt proportional med de reelle ændringer der faktisk skete ved regeringsændringer.
Der synes at være stor opbakning til den siddende regerings ønsker om forandringer. Der venter dog den italienske regering et varmt efter-år, idet man stadig er nødt til at fortsætte reformprocessen før Italien er klar til at opfylde Maastricht konvergens kravene for indtræden i
EURO'en.
Rom får hjælp fra Frankrig, der ikke vil kunne opfylde Maastricht traktatens 3% krav til tiden. For samtidig med, at Frankrig meddelte dette, så understregede man fra regeringen i Bonn, at det ikke ville udsætte projektet. Den tyske regering gjorde det også klart, at EURO'en uden fransk deltagelse var uden mening. Det vil helt givet betyde, at man ikke kan holde Rom udenfor EURO'en hvis den italienske regering kan opfylde 3% kravet, eller hvis Rom ligger under de franske tal.
Den italienske Centrum/-Venstre regering presses hver eneste dag fra højre og venstre i den italienske debat, men hidtil er det lykkedes den særegne alliance at holde sammen. Og meget tyder på, at netop denne regering er den eneste garant for, at Italien kan være med i ØMU'en fra starten d. 1 januar 1999.
Det vil ikke svække min kærlighed til Italien. Det gør heller ikke noget, at de italienske sportsaviser - hvorfor har vi ikke sådan nogen aviser, som kun skriver om sport i Danmark spurgte min store søn - roser Thomas Thomingers indsats i Perugia.
