Læsetid: 4 min.

læserdebat

30. august 1997

Ulovlige a-våben
23. AUGUST - Ifølge Information den 20.8. har USA udviklet nye atomvåben ved hjælp af simulation på EDB-anlæg. Det er kommet for dagens lys ved en offentliggjort rapport fra tænketanken NRDC.
Det er stik imod traktaten mod atomprøvesprængninger, og imod Den internationale Domstol i Haag, der 8.7.96 erklærede atomvåben for ulovlige.
I december 96 offentliggjorde 60 generaler og admiraler fra 17 forskellige lande en udtalelse om nødvendigheden af at eliminere alle atomvåben hurtigst muligt.Tolv af disse generaler er fra USA. I USA burde man lytte til dem i stedet for at lade sig lokke af den amerikanske atomvåbenindustri.
En af generalerne i gruppen er den tidligere forsvarschef G.K. Kristensen. Han har i flere år gjort sig til talsmand for, at dansk sikkerhedspolitik skulle bygge på OSCE.
Inger Bjørn Andersen
Buegården 9,
2880 Bagsværd

Cyklisterne - storbyens filter
19. AUG. - Cyklisterne trækker vejret på deres tur gennem byen - de er i aktivitet, så luften trækkes hurtigt ind og ud. De sviner ikke, støjer ikke og så er det til med sundt at cykle - eller er det? Cyklisterne (og fodgængerne) renser byluften - den trækkes ned i lungerne, hvor partiklerne lægger sig og så pustes den rensede luft ud igen.
Astmatikerne puster, hjertepatienterne får ondt og mennesker med bronchitis hoster og får lungebetændelse. Kronisk syge drager ofte det sidste suk på en særlig forurenet dag og lever kortere end forventet. Hvis de overlever er det med flere sygedage og mere medicin. Dyrt betalt for den enkelte, men også for samfundet.
Undersøgelser har vist, at når der er mange partikler i luften kommer der flere mennesker på sygehuset. Den værste synder er bilernes udstødning, der hoster partikler ud i bymiljøet. Derudover vil en knit-rende pejs lukke ufiltreret hygge ud i luften på en kold vinterdag. Mængden af partikler over et villakvarter stiger, når der er gang i den hjemlige arne.
På de mest forurenede dage løber hospitalspersonalet lidt stærkere for de syge og de døde. Ikke store tal: 1 til 2% flere syge og døde end forventet, men dette kan undgås ved at mindske biltrafikken:
Benzinprisen sættes op. Penge op af lommen, hver gang bygrænsen passeres i bil. Tog tit og til tiden med mulighed for at parkere cyklen sikkert. Kampagner for at få flere til at cykle, f.eks. som "Københavnerne cykler til arbejde", hvor der fra 22.8. 97 kan ses flere pedalatleter i let tråd gennem byen osv. osv.
Det vil koste blod, sod og tårer, men hvis flere springer i sadlen og tramper gennem byen eller cykler ud på landet vil luften blive renere, sundere og friskere til gavn for alle.
Kilder: Frøsig, Moseholm: Luftbårne partikler som årsag til luftvejssygdomme og overdødelighed? Ugeskrift for Læger 48/1997; side 5915-5919.
Wordley, Walthers, Ayres: Short term variations in hospital admission and mortality and particulates air pollution. Occupational and Environmental Medicine 54/1997; side 108-116.
Cyklister 4/97 side 5 (Medlemsblad for Dansk Cyklist Forbund).
Ea Bohm Jepsen, læge
Tvangs-sterilisering

28. AUG. - Et spøgelse går gennem Europa.
En svensk korrespondent for en fransk avis har skrevet en artikel om den tvungne sterilisering af evnesvage kvinder som fandt sted i Sverige i årene 1920-40. Den er blevet til overskrifter på adskillige forsider og kommentarerne er: Nå sådan var bagsiden af det højt besungne vel-færdssamfund.
Svenskerne forsvarer sig med at det dengang var praksis både i Norge, Finland og Danmark, og i går aftes berettede en historieprofessor i schweizisk TV, at det siden 1928 var lovligt i kanton Vaud og uden tvivl foregik i de andre kantoner. Hitler skulle have bedt om et kopi af loven.
Men Moderaterne (Danmarks V&K) vejrede morgenluft og Carl Bildt, som nu skal profilere sig som statsministerkandidat, forlangte at den svenske regering nedsatte en kommission der skal kulegrave sagen. Han blev bedt om en kommentar i svensk TV i går, og mente også at det var en plet på de svenske Sosser, da det jo faldt sammen med de år de sad ved magten. Han berettede dog intet om, hvad oppositionens indstilling var i de dage.
Inden man kommer for godt i gang med at slå politisk mønt af sagen i Danmark, skal jeg berette en historie fra slutningen af trediverne, som jeg har fra degnen i Grauballe ved Silkeborg:
En gårdejer syntes at en af pigerne på åndssvageanstalten, som det jo hed, ikke så så helt tosset ud, og mente nok hun kunne komme til gården som husbestyrerinde. Pigen var ude og se på forholdene og syntes at det kunne være meget godt.
På anstalten var man villige at slippe hende, hvis hun lod sig sterilisere. Det var hun, så hun kom på Amtsygehuset i Århus. Der lavede man en fin sterilisation og pigen indtog sin plads. Ni måneder efter skænkede hun gårdmanden en søn, normal på alle mader. Lægerne hade glemt at se efter, om der var stær i kassen!
Michael von Haven
Malmö

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu