Læsetid: 4 min.

LÆSERDEBAT

18. august 1997

ØMU stadig vigtigere end beskæftigelse
11. AUGUST - Mange socialdemokratiske politikere lægger stor vægt på at der er kommet et afsnit ind i Amsterdam-traktaten, der bærer overskriften: "Beskæftigelse". For disse politikere er overskrifter øjensynlig vigtigere end indhold. De siger, at beskæftigelsesafsnittet er kommet med som en modvægt til den ensidige fokusering på en stram økonomisk politik i Maastricht-traktaten.
Forholdet mellem en stram økonomi og hensynet til beskæftigelsen ændres der imidlertid ikke på blot ved at indføre et afsnit, man kalder beskæftigelse, i den nye traktat. Overskrifter gør det ikke alene.
Tværtimod slår det nye beskæftigelsesafsnit nu entydigt fast, at beskæftigelsespolitikken er underordnet EU's økonomiske politik, og at retningslinjerne for de enkelte landes beskæftigelsespolitik nu også skal fastlægges på de årlige EU topmøder.
Der er intet som helst, der taler for, at det skulle give mere beskæftigelse. Det giver imidlertid helt sikkert EU mere indflydelse på det enkelte lands mulighed for at føre selvstændig beskæftigelsespolitik - og deraf følgende indflydelse på en lang række andre politikområder, der vedrører social- og arbejdsmarkedspolitikken.
Susanne Arends
Rubjergvej 30, Lønstrup,
9800 Hjørring

Efterløn
13. AUGUST - Efter at jeg d. 12.8. i Information har læst om Hr. Anders Thorsens angreb på de tanker der i øjeblikket gøres i regeringen, om ændring af efterlønssystemet, bliver jeg nødt til at reagere. Ikke fordi jeg vil forsvare regeringens tanker, men fordi Hr. Thorsens udtalelser skriger til himlen.
Hr. Thorsen siger, at der ikke er noget galt med gulerodssystemet, men at det nogle gange er nødvendigt at bruge pisk. Jeg spørger: Hvilket gulerodssystem? Mener Hr. Thorsen, at efterlønssystemet er en gulerod? Og hvem er det Hr. Thorsen har tænkt sig at piske? Er det de mennesker der i de sidste 40 år har været den direkte årsag til, at Hr. Thorsen har fået smør på bordet, uddannelse osv?
Hr. Thorsen fortsætter med at sige, at når det drejer sig om unge under 25 år, så er det i orden med iværksættelse, men når de ældre på 60 og derover vil spille golf på statens regning, så lader man blot stå til. Håber Hr. Thorsen at vække sympati hos de unge under 25? Eksemplet er under alle omstændigheder uhørt dårligt, og bør få følger for Hr. Thorsens position i den ungdomsforening hvori han er formand.
Udtalelsen viser nemlig, at Hr. Thorsen overhovedet ikke ved hvad han taler om. Hverken efterløn eller golfklub kontingenter. Hvis der findes ældre mennesker på 60 eller derover i Hr. Thorsens omgangskreds, der spiller golf - for hvorfra skulle Hr. Thorsen ellers have fået den idé - så har de efter al sansynlighed sparet nogle penge sammen i den periode af deres liv, hvor de fik hjulene til at køre, eller også er de stadige aktive. Det er muligt at staten ikke kender noget til disse indtjeninger, men så er det jo ikke efterlønnen den er gal med, men noget helt andet. Sidst skal det siges, at folk forhåbentligt har lov til at prioritere hvad deres efterløn skal gå til. Eller det vil De måske bestemme?
Hvis det er folk af Deres kaliber, der om nogle år står på trappen til at repræsentere den danske befolkning på Christiansborg, så forstår man bedre, at visse ministre klæber sig til taburetten. Vi andre kan så blot håbe, at limen holder.
Henrik Trenskow
Gl. Kongevej 142, 4. tv.,
1850 Frederiksberg C.

Det er EUs skyld
13. AUGUST - I et læserbrev 11.8. undrer Alice Hansen sig over, at østeuropæiske lande skulle være interesseret i at blive en del af EU for, i et område "hun kender godt" var der i før 1973 i alt 67 landbrug, hvorimod der i dag næsten ingen er. Alice Hansen mener således at det er EUs skyld. Denne form for usaglig argumentation i forhold til Amsterdam traktaten åb-ner op for en hel stribe af nye argumenter fra Nej siden. Sådan som det ser ud, kunne de nu også godt bruge nogle flere argumenter og nogle, der er lidt mere overbevisende.
Problemet med Alice Hansens nye type argumenter er blot, at de ikke er saglige og slet ikke tjener debatten. Jeg kunne således også hævde, at der i 1973 ikke var nær så mange unge, der tog en gymnasial uddannelse som der er her i 1997. Eller at der i 1983-1993 var mange flere solskinstimer end der har været fra 1963-1973. Så derfor stemmer jeg JA.
Næh, til Alice Hansen og andre desperate nejsigere må jeg sige: argumenter dog sagligt imod traktaten. Hvis I synes den er så dårlig at det er værd at sætte hele udvidelsen med de central- og Østeuropæiske lande overstyr, må I dæleme da kunne komme med nogle bedre argumenter.
Det samme gælder Birk Keller som i samme avis samme dag begår nøjagtigt samme fejl og straks kaster skylden over på EU. Denne gang er det det "bedrageri og den gennemskuelige plat, som medførte den grufulde nat i maj på Nørrebro". Det kan næppe være EUs skyld at politiet på Nørrebro valget at affyre 113 skarpe skud?
Birk Keller mener at ja-sigerne må have bevisbyr-den. Enig. Problemet er blot, at der siges og skrives så meget vrøvl om EU og traktaten af folk som Alice Hansen og Birk Keller, at det meste krudt bliver brugt på at rette fejl. Så gør jer selv og os andre en tjeneste, forhold jer til virkeligheden, den er meget mere interessant at diskutere end det fantasifulde konspirationsunivers, hvor EU står bag alle onde ting i verden, som l synes at befinde jer i.
Kim Larsen
Spobjergvej 97,
8220 Brabrand

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu