Læsetid: 3 min.

læserdebat

Debat
25. august 1997

Jepsens krumspring
18. AUGUST - Venlige mennesker sender mig med mellemrum Informations fredags- og lørdagsudgaver som bladet hårdnakket nægter at lade udlandsdanskere abonnere på.
Den 18. 7. bringer Hanne Dam et interview med Asger Jepsen, nu efter meget andet socialdemokratisk folketingskandidat hvis eneste udsagn af bredere interesse bestod i at anfægte at vreden skulle være drivkraften i hændelserne på den danske venstrefløj for 25 år siden.
Når der ud af dette interview hverken kommer meget af generel interesse eller af sandheder om den interviewede, må det tilskrives journalistens benovede fikseren på Cupido-tiltaget og som følge deraf hendes manglende opmærksomhed på Jepsens krumspring.
Umiddelbart kan jeg kun fæste lid til to af hans udsagn: at han hader de idioter der i rad og bestyrelser sidder og vil bestemme over hans politiske arbejde (Dem er der helt sikkert ingen af i Socialdemokratiet!). Og at han har bevist at han kan gøre meget, og sikkert mere til, for penge (eller i dagens glidecreme: "for den frihed penge giver").
Er det ikke på kanten af journalistisk fadæse at undlade at bore lidt i disse sammenhænge og få kastet lys over om det er Jepsens idealisme eller de rare MF-penge der nu får ham til at ile et betrængt Socialdemokrati til undsætning? (Eller hvad med at regne baglæns (manden er ikke så gammel som han er hærget) og prøve at finde ud af hvor gammel han var da "han" grundlagde Modtryk og Folkeværtshuset Æsken?)
En førsteårs bladlærling burde kunne afsløre Jepsen som det han er - en oppor-tunistisk plattenslager. Men, med hans egne ord, det vigtigste er jo at have sig nogle mål.
Ole Eistrup
Barrancão Portugal
Novo Nordisk
19. AUGUST - Jeg tror, der må være et par medsøstre ude i landskabet, der som jeg har lyst til at sende en tak til Novo Nordisk i disse uger. Til at hylde dette uegennyttige firma for de relevante spørgsmål, det har stillet os kvinder på plakater, som de - for egne penge - har bekostet opsat i de offentlige transportmidler.
"Har du tænkt på, hvad overgangsalderen betyder for dig som kvinde?" og "Vil du gøre noget for at bevare livskvaliteten også efter dette tidspunkt" er spørgsmål, der i høj grad har bragt mig videre i mit liv - og hvad handler livet ellers om, må jeg nok spørge?
Som 48-årig må jeg besvare det første spørgsmål med et fuldtonende ja. Jeg registrer sandt at sige et dagligt faldende antal af spontane pift på min vej, og jeg opdager et utal af nye furer under øjnene (og andre mere private steder) - hvis jeg da har tid til at se mig i spejlet om morgenen.
Og efter at have hørt en hel del om livskvalitet i de sidste år må jeg nok også besvare det andet spørgsmål med et - måske mere forsigtigt - ja. Det der med livskvalitet synes at være helt afgørende i vores glade samtid, og derfor må jeg selvfølgelig hellere skaffe mig en hel masse mere af det.
Novo Nordisk fortsætter nu opråbet til modne danske kvinder med at sige: "For at sikre livskvalitet må man kende sine muligheder".
Og nu er det, at jeg gerne vil have Novo Nordisk til at sende mig information om følgende ting, der klart vil forbedre min livskvalitet som kvinde:
nHvordan kan Novo Nordisk hjælpe mig med at fjerne alle de biler, der hver dag udgør en stor hindring for min ellers højt kvalificerede cykeltur til arbejde?
nHvordan kan Novo Nordisk hjælpe mig med at gennemføre ændringer i den bistandslov, som jeg dagligt oplever som en undertrykkende faktor i forhold til de dejlige unge mennesker, som jeg for tiden arbejder sammen med? De oplever sig som ekstremt udstødte borgere i vores samfund, og det tærer helt enormt på min livskvalitet!
nHar Novo Nordisk i øvrigt nogle bud på, hvordan jeg kan slippe af med de brækfornemmelser, som helt uden varsel kan overfalde mig, når jeg færdes i det offentlige rum og konfronteres med rædselsfuldt uæstetiske såvel som uetiske reklamer for hormoner
camoufleret som snak om kvalitet? Det vil jeg sætte stor pris på!
I håbet om, at I vil sende mig et kvalificeret svar og om, at I smiler til jer selv i spejlet hver morgen.
Eva Bertram
H/F Engly 10
2300 København S

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her