Kronik

Hvad lavede du under kulturrevolutionen?

22. august 1997

Over sommeren har der været en lang række indlæg om tiden efter 1968 og spørgsmålet om de totalitære ideologiers og regimers tiltrækningskraft. En del har været en reaktion på mine forsøg her i bladet på at rejse debatten. Jeg har været glad for såvel de positive som negative reaktioner. De viser, at den debat, der nu gennem en del år har fundet sted i andre blade, nu også er nået til Information.
Flere indlæg har beskæftiget sig med Israel, zionismen og jødedom, fordi jeg selv rejste sagen om VS's leg med traditionelle antisemitiske forestillinger. Det er på sin plads her at understrege, at jeg mener, at kritik af Israel og zionismen er helt legitim. Jeg har selv deltaget i denne kritik fra midten af 1970'erne, hvor jeg sammen med Pelle Voigt og Pernille Frahm dannede en forening, hvis formål det var at argumentere for såvel det jødiske som det palæstinensiske folks ret til national selvbestemmelse. Jeg fortsatte kritikken af Israel i en kreds af danske jøder, hvor vi bl.a. organiserede en demonstration foran den israelske ambassade, vendt mod den israelske invasion af Libanon i begyndelsen af 1980'erne, og fortsatte med at argumentere for såvel en jødisk som en palæstinensisk stat.
Det er ikke kritikken af Israel, jeg beskæftigede mig med, men anvendelsen af antisemitiske forestillinger, som de kom til udtryk i VS og bl.a. KAP, når disse partier udmalede en konspiratorisk magt bestående af zionister og jøder. Selvfølgelig er der et sted en kobling fra den ekstreme antizionisme til anvendelsen af de antisemitiske forestillinger, men her er det vigtigt at skelne skarpt mellem den legitime kritik af Israel og zionismen, og så den overskridelse, der fandt sted, når antizionisterne omfattede jøder blandt deres fjender, således som jeg bl.a. har citeret Anne Grethe Holmsgård, der var talskvinde for det internationale ud-valg i VS, for at gøre.
Lad mig nævne et tilfælde fra Inf.s egne spalter, hvor jeg følte, at den rabiate antizionisme overskred grænsen.
Bladet havde gennem en årrække Lars Møller-Rasmussen som Mellemøst-kommentator, hvor hans voldsomme antipati mod zionismen kom til udtryk gennem 1970'erne. Da han i midten af årtiet var på en længere rundtur til de arabiske lande, kom han også til Syrien, hvor spørgsmålet om de syriske jøders forhold dukkede op i hans artikler. Imidlertid mente Lars Møller-Rasmussen ikke, at de syriske jøder var undertrykte og forfulgte uden grund, for som han skrev: "I Syrien overvejede venstreorienterede studenter - syrere og palæstinensere - en overgang at gøre noget for at hjælpe det politi-overvågede jødiske mindretal. Studenterne var foruroligede over den behandling, jøderne fik. Men da de undersøgte sagerne, opgav de projektet, fordi de fandt, at der var for mange tilfælde, hvor syriske jøder havde svigtet deres land".
Og Lars Møller-Rasmussen lod ikke sine læsere være i tvivl om, at det nok var rigtigt med efterfølgende sætning: "Israels anvendelse af arabiske jøder som spioner og agenter har sammen med zionismens bevidste sammenblanding af Israels interesser uden tvivl en stor del af ansvaret for en del arabiske politi-over-greb. Man kan skimte en ond cirkel: jo flere aktive zionister i en jødisk menighed, jo flere politiovergreb - og omvendt".
Nu var sagen, at Syriens præsident Assad var en morder, hvis terrorregime myrdede ikke blot jøder, men også mange andre mennesker i det syriske samfund. Der var kampagner dengang for at redde de syriske jøder fra overgrebene, som de selvfølgelig var uskyldige i; dog ikke i Lars Møller-Rasmussens øjne. Her var altså tale om en farlig sammenblanding, hvor jøder blev gjort til spioner og agenter, og kampagnen for at redde dem blev svækket.
Der er for mig at se en sammenhæng mellem den kampagne, som Lars MøllerRasmussen førte i Informations spalter, og som VS førte mod en indbildt magt bestående af jøder og zionister og så den aggressivitet og mistænksomhed over for jøder, som vi fandt blomstrende hos de unge mennesker i Blekingegadebanden.
Tilbage til hovedsporet omkring foragten for de vestlige demokratier og fascinationen af totalitære regimer, herunder det maoistiske. Vi ved nu, at Mao og hans kumpaner myrdede betydelig flere mennesker end f.eks. Hitler. Tra-gikken ved et kinesisk menneskes død er jo ikke mindre end ved nazismens ofre. Man vidste udmærket fra 1960'erne, hvad maoismens styre indebar - hvis man altså ville vide det. En række bøger om maoismen udkom både på fransk og engelsk, og også i Danmark var bl.a. Simon Leys bøger om Maos Kina velkendte, og han lagde ikke fingrene imellem, når han beskrev undertrykkelsen af mennesker i det store rige.
Alligevel udgjorde maoismen en væsentlig tiltræk-ningskraft i det danske samfund, og Information var indtil 1976 en propaganda-avis for maoistiske synspunkter, selv om der også var besindige røster på bladet.
Bladets maoister, hvoraf et par stykker stadig sidder i redaktionen, svigtede Børge
Outzes demokratiske arv. De unge journalister på bladet skulle måske spørge de ældre: "Hvad lavede du egentlig under kulturrevolutionen?"
Vi er kommet et godt stykke vej, siden Ebbe Reich Kløvedal hyldede Mao (se apropos'et), og i dag vil kun få benægte vildfarelserne.
Men der er snævre grænser for selvran-sagelsen, og ofte skælder de gamle revolutionære ud på os, der har rejst debatten, med ord som "højre-fløjen", "reaktionære" og endda det chamerende "reaktionære røvhuller". Der er intet indhold i disse angreb, men derved undgår de selv at drikke erkendelsens bæger fuldt ud, for ved at fremmane et gammelt fjendebillede, har de genskabt den tidligere fornemmelse af en "progressiv" kamp mod onde kræfter, og dermed retrospektivt legitimeret deres tidligere gerninger.
Foruden skældsordene indeholder de mange rasende angreb i Information ofte beskyldninger om, at vi, der ønsker debatten, kræver "bodsgang" og at vi opkaster os til dommere over andre. Der er intet belæg for det.
Er det at kræve "bodsgang" at bede folk, som i mange år har deltaget i den offentlige debat, om at forklare, hvorfor de åbenbart har skiftet standpunkt og nu ikke mere støtter revolutionen? Der mangler endnu en intellektuel mellemregning.
Men vreden er forståelig, fordi vi har tilladt os den gemene ond-skabsfuldhed at citere folk for, hvad de faktisk sagde dengang. Et af de underliggende temaer i debatten om tiden efter 1968 er manglen på sammenhæng mellem holdninger og konsekvenser i lille, fredelige Danmark.
Under besættelsen samarbejdede Danmark med besættelsesmagten bl.a. gennem vor eksport og ved bygning af flyvefaciliteter til tyskerne. Der var ofre for denne danske politik, men fordi ofrene var allierede soldater og ikke danskere, blev konsekvenserne sjældent noteret af eftertidens historikere og først i de seneste år registreret af offentligheden.
Vildfarelserne i 1970'erne havde også sine ofre i form af manglende erkendelse og manglende hjælp til ofrene for de totalitære stater. Det er aldrig uden konsekvenser at have holdninger. I de tidligere revolutionæres egne øjne var de blot idealister - måske naive, men renhjertede - der kæmpede for et retfærdigt samfund. Erkendelsen af, at deres støtte til totalitære regimer havde menneskelige omkostninger, er så smertefuld, at de værger sig mod den med en vrede, der rammer dem, der ønsker debatten.
Manglen på erkendelsen af sammenhæng mellem holdninger og konsekvenser og ord og gerninger er heldigvis gået op for den unge generation. Instruktøren af Det store flip - Niels Gråbøl - skriver således:
"... de politiske paroler var dybt naive. Jeg har været tilskuer, som barn, til møder, diskussioner, skænderier, egoisme under dække af socialisme og diamentralt modsat rettede verdensbilleder.."
Niels Gråbøl havde den oplevelse at gå i Socialistisk Lørdagsskole, hvor han lærte "at Gud var noget kapitalisterne havde fundet på. Vi skulle gå forrest i revolutionen og føre proletariatet frem til sejr. Vi var kanonføde for nogle politiske ideer og ideologier" (Weekendavisen 18.-24.7 1997).
Den gamle generation er nu fuld af advarsler: De unge er materialister og politisk apatiske. De vil blive ofre for nye ideologiske farer, herunder ikke mindst en ny chauvinistisk nationalisme eller lignende. Hvor er vreden og oprørstrangen blevet af, spørges der.
Jeg tror, at bekymringen er ubegrundet, for de nuværende unge har stort set lært lektien om de ideologiske farer, og de har lært, tror jeg, at selv i Danmark har holdninger konsekvenser for andre mennesker.
På den måde kom der faktisk noget konstruktivt ud af venstrefløjens vildfarelser.

Bent Blüdnikow er debat-redaktør ved Weekendavisen.

APROPOS
Hyldest til kulturrevolutionen og formand Mao

Informations Kina-korrespondent, Hans Granqvist skrev uden protester i februar 1974 om kulturrevolutionens goder:
"I stedet for den indavl, som ofte bliver følgen, når en lille gruppe partiledere dyrker deres egne kandidater til lokale poster frem, blev partiapparatet nu tvunget til at acceptere en ny type leder, som i det mindste i en vis udstrækning udpegedes, fordi de var populære og respekterede af deres arbejdskammerater. De nye ledere valgtes ikke, men udnævnelsen var alligevel på en måde demokratisk, eftersom der forud var omfattende konsultationer af befolkningen, som derved fik mulighed for at sige, hvad de mente om deres ledere".

En central skikkelse i den pro-maoistiske bevægelse i Danmark var Ebbe Reich Kløvedal, og i stedet for mine fortolkninger af gamle udtalelser fra dengang, er det måske bedst at give ordet til Ebbe Reich Kløvedal selv fra artiklen (uddrag) Chou En-Lai: Den revolutionære storborger (januar, 1976). Der er nemlig tale om et tidsdokument, der glimrende illustrerer holdninger fra dengang:

"...tre mænd rager (tydeligere og tydeligere efterhånden som tidsperspektivet vokser) op over middelmådigheden. Og de kommer alle tre fra den anden side af jordkloden. Det er Ho Chi Minh, der døde samtidig med at hans land blev frit efter 35 års kamp. Og det er Mao Tse-tung, hvis autoritet i dag er så selvfølgelig, at han kan lave storpolitik på vers. Og det er Chou En-Lai, der døde forleden.
Ho og Mao er folkeførere og nationsskabere. De har for hver deres land været en slags kombineret Holger Danske, George Washington og Lenin. Deres navne er blevet råbt, deres portrætter båret rundt og deres tanker studeret af oprørske unge overalt på kloden.
I de tykpandede 50'ere, da man som halvvoksen knægt famlede rundt i koldkrigens stupide hjernevask, skilte han sig allerede klart ud. Aviserne kunne berette om grusomme karakteregenskaber hos alle verdens kommunistiske ledere med Stalin i spidsen. Mao var bare Stalins forlængede arm i Kina. Men Chou, der passede Kinas udenrigspolitik, var noget så fantastisk som en dannet, klog og gennemkultiveret kommunist.
Ekkoer af Chou En-Lais bedrifter og stærke, internationale position kunne anes i de danske avisoverskrifter, og gav for en hel generation (min, nemlig) det første, svage håb om, at der var en verden uden for den dorske, oprustede
skakmat, som Østblokken og Vestblokken havde hinanden i. Det var først flere år senere, at man begyndte at læse Mao.
Og da man endnu senere prøvede at gå lidt dybere i sagerne, opdagede man, at Chou havde spillet nøjagtigt den samme rolle i Kinas historie som i ens egen bevidsthed: Den første, diskrete budbringer om det, der siden skulle ske.
Under kulturrevolutionen var han en overgang i skudlinien. Nogle brushoveder skrev plakater, der udskreg ham som "det rådne borgerskabs anfører". Han tog ikke til genmæle, sikkert fordi han anerkendte den sandhedskerne, der lå i skældsordet.
Han lod de kulturrevolutionære studenter rase ud og gøre deres erfaringer under Maos banner. Og bagefter begyndte han at rydde op i dagligstuen. Uden et ondt ord eller en afklapsning. Det fortælles af flere besøgende, at Mao har haft tårer i øjnene i de sidste måneder af Chous sygdom, hvis nogen nævnte hans navn. Det tror pokker. Nu er den stakkels mand helt alene i verden. Den sidste af vor tids store.
Gid der fandtes politikere af den støbning i vores del af verden. Så var der håb, selv for os midt i jordklodens rådne borger-skab."

Da Arne Notkin og jeg i 1994 citerede hyldestartikler for formand Mao af Ebbe Reich Kløvedal, benægtede han, at han nogensinde havde skrevet dem. Og Informations daværende chefredaktør Lasse Elle-gaard benægtede ligeledes, at Information nogensinde havde været et propaganda-blad for nogen regimer eller ideologier.
Bent Blüdnikow

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu