Kronik

Lidenskaben falmer

27. august 1997

nSOCIALT SET
Seksualiteten er idag frigjort. Frigjort fra kær-ligheden. Engang skulle man leve op til nogle krav, sat af omverdenen, før man kunne have sex. Idag er der ikke andre krav, end dem parterne selv sætter. Og i morgen kan man møde en ny partner.
Måske bliver man forelsket, og får lyst til at knytte tættere bånd, bo sammen, stifte familie. Måske varer det, indtil forelskelsen lægger sig, måske længere. Og før eller siden kan man starte forfra.
At der kommer børn i et forhold, behøver ikke binde parterne til hinanden. De kan dele børnene. Og i nogle tilfælde finder skilte forældre endda ud af at samarbejde omkring forældreskabet, selv om deres forhold i øvrigt er opløst.
Tidligere forenede ægteskabet tre hovedfunktioner:
nden seksuelle relation mellem parterne,
nforældreskab (at tage vare på børnene) og
nforsørgelse.
Manden havde visse maskulint stemplede forsørgeropgaver, f.eks. penge-indtjening. Kvinden havde andre, f.eks. husarbejde og børnepasning. Kønsrollerne og samfundsindretningen er ændret, så disse tre funktioner kan varetages uafhængigt af hinanden, og derfor ikke længere er afhængige af ægteskabet som ramme. Man kan have børn med én og leve sammen med en anden. Kvinder kan tjene penge, og mænd vaske gulv. Og ikke kun mænd, men også kvinder må i dag gerne have seksuel lyst. Derfor behøver kvinder ikke længere snige sig til seksualliv via det traditionelle ægteskabs to andre hovedfunktioner, forældreskab og forsørgelse.
Denne indbyrdes selvstændiggørelse af de tre hovedfunktioner i fa-milielivet gør det nutidige parforhold så voldsomt følelsesfuldt. Der er ikke andet til at binde os sammen, end følelserne. Og de kan skifte - og føre til opløsning af forholdet.
Erotik, der bygger på
kropslyst og fascination af en anden, eller som bygger på forelskelse, rummer nye oplevelser, spændingen ved det fremmede, intensitet, stærk lidenskab. Men det spændende og fremmede rummer også en vis usikkerhed, der følger af at man ikke kender hinanden. Usikkerheden gør, at begge parter er mere eller mindre ufrie med hensyn til at give efter for deres spontane indfald, leg og lystformer:
"Vil hun synes jeg er pervers, hvis jeg ... (gør sådan og sådan)?" kan man f.eks. tænke. Og så afholder man sig fra at blomstre helt så meget, som man egentlig gerne ville. Med den følge, at intensiteten visner lidt.
Forelskelsen, eller den spontane, lystfyldte elskov er altså på én gang en ønskværdig, lystfyldt tilstand og en belastende tilstand af usikkerhed.
Som med alt andet i livet: Der findes ingen absolut ideel situation. Selv i forelskelsens lykkerus er der dilemmaer på spil i os, ambivalente følelser, plusser og minusser.
Seksuallivet i et kærlighedsforhold har her den fordel, at man udvikler tryghed ved hinanden. Det befordrer en større frihed til at vise mere af sig selv. Noget lignende kan også opnås i elskovsforhold, der varer længe. Men det kan dog i længden komme til at blive noget afstumpet af at være afgrænset til det seksuelle.
Ulempen ved seksuallivet i et kærlighedsforhold er at det efterhånden bliver noget trivielt. Forelskelsen klinger af. Den engang så fremmede og attråede drømme-partner bliver efterhånden velkendt og behæftet med både kedelige og meget lidt eventyrlige egenskaber.
Man kan altså - ikke overraskende - indkredse to modsatte faktorer, som begge er væsentlige for de fleste mennesker: Spændingen ved det fremmede og trygheden ved det velkendte. Og måske er de ikke bare væsentlige. Vi ønsker os masser af begge dele på én gang.
Vi er strandet i en konflikt: Både den frigjorte seksualitet og seksualiteten i parforholdet har sine fordele, og alligevel mangler begge dele noget. Efter et stykke tid på den ene måde, kan man få brug for at leve på den anden måde.
Der findes næppe nogen løsning på det. Tiden kan ikke skrues tilbage til dengang, hvor kun det livslange ægteskab var accepteret. I dag er mulighederne mange og valget individuelt.
Hvis man bor alene - som 30-40 procent af den voksne, danske befolkning gør - har man den største frihed til nogenlunde smertefrit at veksle mellem cølibat, elskovs-forhold, forelskelser og parforhold. Men ved at bo alene afskriver man sig det daglige fællesskab i parforholdet. Og selv om man bor hver for sig, vil opløsning af mere varige forhold dog altid rumme smerte.
Det kan ske, at man i et parforhold (samboende eller ikke) oplever, at de efterhån-den afdæmpede lidenskaber og den indsættende trummerum mere end opvejes af noget andet. Velsagtens af kær-ligheden; af den centrums- og sammenhængsfølelse, eller hvad man skal kalde det, som den tætte og varige forbindelse med et andet menneske kan give.
Seksualiteten er ikke alene påvirket af den type forhold, man vælger at have til hinanden. Den er også påvirket af frigørelsen fra begrænsende normer om, hvordan den må udfolde sig. 'Perversionerne', f.eks. sadomasochisme, er blevet mere eller mindre normale.
Imidlertid lever seksualiteten i høj grad af grænser og hemmelighedsfuldhed; af det forbudte, som lades med spænding.
Men seksualiteten handler også om det modsatte: at gøre det forbudte, sprænge græn-ser, og trænge ind i det hemmelige. Og når man må alt, næsten, er det ikke længere særlig svært at sprænge alle grænser.
Når det så er gjort, hvad så?
Nedbrydningen af græn-ser kan måske være medvirkende til, at der tales om manglende lyst som tidens seksuelle problem.
Det startede med, at kvinden også godt måtte have og vise lyst. I den forbindelse blev det nærmest forbudt for kvinden at have lyst til 'at blive taget' (eller til 'at tage', for den sags skyld), og forbudt for manden 'at tage'. For det lugter jo af voldtægt, og det går ikke - i gensidighedens og dialogens navn.
Det forførende spil blev erstattet af dialog og - som der står i kontaktannoncerne - (k)ærlighed. (Jeg ved det ikke, men det betyder vel ærlighed frem for alt, og så også kær-lighed, hvis der bliver plads tilbage til den...).
Undertrykkelsen af kvinders seksualitet skal ikke forklejnes. Men måske har der også været kvinder og mænd, som ikke misbrugte løgnen og afholdt sig, men som forstod at spille på en sund, spændingsopbyggende uærlighed, og bruge den i forførende leg.
Man kan forestille sig, at fantasier tidligere kunne leve deres hemmelige liv i årevis hos hver af parterne, og derved give næring til samlivet. Ingen af parterne turde sige fantasierne, højst antyde dem, og den anden part ville i hvert fald ikke være med til en virkeliggørelse. Og parterne skjulte sig måske for hinanden, når de klædte sig af, og elskede i mørke eller under dynen. Det kunne velsagtens give næring til ekshibitionistiske og voyeuristiske fantasier, og derved nære samlivet. I årevis.
I dag, hvor vi taler vældig godt med hinanden, deler fantasier og realiserer dem, kan der måske komme en tendens til at erotisk spænding lettere opstår i forhold til fremmede: pigen i kiosken, kollegaen på arbejdspladsen eller ham, der også går tur med hunden i byparken hver aften klokken otte. Fantasier ruller gennem hovedet, og måske spirer der også forhåbninger frem om visse realiseringer.
Altså utroskab i fantasien, alt imens det ligger lidt dødt i forhold til den virkelige partner. Det er måske det, der omtales som, at disse års nedsatte erotiske lyst kun gælder i forhold til den faste partner.

Lars Rasborg er privatpraktiserende psykolog.

APROPOS
Fantasien til genfødslen
Tankerne om den grænseløse seksualitet, der måske truer med at dræbe erotikken, underbygges af Peter Marstands nutidige renæssance-vision (Ny Renæssance, Munksgaard-Rosinante, 1996).
Marstrand svinger sig ganske vist lidt højere op end jeg og skriver om en vision for Europas udvikling her ved årtusindskiftet, hvor den dynamiske teknologiske udvikling i Asien truer med at flytte klodens dynamiske centrum væk herfra, og helt over mellem Asien og USA. Europa, der i renæssancen var verdens centrum, bliver et hul i jorden - sammen med Afrika.
Marstrand har en vision om, hvordan Europa kan imødegå denne tendens, og opleve en ny renæssance og igen for en periode blive verdens centrum. Endda med Skandinavien i spidsen, på grund af f.eks. økologi, hvor vi er langt fremme.
Meget sammentrængt refereret beskriver Mar-strand renæssancen (14-1500-tallet) som præget af individualister (Columbus, Leonardo da Vinci, Gutenberg m.fl.) med stærke drømme og stor iver efter at realisere dem, for på én gang at stadfæste sig selv, og gøre noget, som fællesskabet vil sætte pris på.
Videre taler Marstrand om, at der også findes ret mange af den slags enere i dag. Mennesker, som er besat af pionerånd, og som åbner nye verdener.
Forskellen er bare, at dengang var det i høj grad nye materielle verdener, der blev åbnet, herunder også fysisk land, som Amerika. I dag, hvor verden er ved at være overbefolket og ressourcerne udnyttes for hårdt, er der brug for en ny, immateriel dynamik. Og vi har allerede begyndelsen til den immaterielle verden, der vil komme til at spille en stadig større rolle: Verdenen af billeder, lyde, informationer, ny viden, nyheder, underholdning. Med farveskærmen som adgangsporten.
I den verden er der brug for fire professionelle kategorier af personer:
n'Infotainerne', dvs. entertainere (tv-værter, rock-stjerner, manuskriptforfattere, computerspils-designere m.fl.), og også journalister og guldbørsdrenge, der udgiver nyhedsbreve henvendt til almindelige investorer, tv-kokke m.fl.
nProgrammører og andre udviklere af teknologi, der æder sig ind på f.eks. lægers arbejde, ved at udvikle diagnostiserings-manualer, og som videreudvikler computeres og robotters overtagelse af industrielle processer.
nDesignere og marketingsfolk, der kan pakke varer ind i billeder, associationer og drømme.
nForskere, der bl.a. kan udvikle metoder, som fører til besparelser i forbruget af råstoffer, kapital og arbejdskraft.
Disse professionelle har det fælles, at de kan gøre den nye, immaterielle verden rigere. Ved at indtage nye, lovende territorier og være nyskabende. De kan gøre det, fordi de - som renæssance-mennesket - synes det er tilfredsstillende at være geniale individualister, der gør noget for et fællesskab. Deres arbejde er hobby.
Der stilles store krav om fantasi hos disse professionelle. Og det er her, jeg finder et koblingspunkt mellem Marstrands tanker og mine:
Ligesom verden udvikler sig hen mod immaterialitet og fantasi, gør de menneskelige relationer (og det erotiske liv) det også. Vi er ikke længere materielt afhængige af ægteskabet eller det langvarige parforhold. Relationerne - og seksualiteten, hvor man må alt - vil i stigende grad få brug for fantasier, for at opbygge 'immaterielle universer', der fremover kan nære relationerne, så de holdes levende og i udvikling. Kødets lyst har - mere end tidligere - ikke nok i kødet.
Eller måske er det kun de utilpassede, der mangler at lære, at det ikke er så ringe endda med endnu en gang frikadeller, en ny TV-kvis, og en hyrdetime i ny og næ.
Lars Rasborg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu