Læsetid: 5 min.

'Det er da ikke naturligt'

28. august 1997

BARN & KØN
For nylig blev det i Folketinget besluttet, at homoseksuelle par ikke kunne få ydet kunstig befrugtning. I forvejen er det ikke muligt for disse at adoptere børn. Jeg hørte ikke Folketingsdebatten og ved derfor ikke, hvilke grunde, der blev givet til denne forskelsbehandling, men man kan spørge sig selv, om diskussionen mon var helt saglig, eller om den snarere var ret overfladisk. Måske var den fremherskende ide i Folketinget, som blandt befolkningen, at det "da er helt
okay, hvis de vil bo sammen, men det skal ikke gå ud over børnene. Det er ikke naturligt. "
Sådan siger mange, men helt ærligt, det er da ikke særlig venligt sagt. Det viser, at homoseksuelle af mange ikke er accepteret og da slet ikke forstået, men at de blot er tolereret 'hvis det ikke kan være anderledes'.
Argumentet om noget er 'naturligt' eller ej, står det ikke særdeles svagt i dagens samfund, hvor næsten alt vi gør, strider imod 'naturen'? Er det f.eks. naturligt, at leve i en by, og at købe sit brød færdigbagt og sit kød færdigdræbt og indpakket? Er det naturligt at bygge veje og broer og flyvemaskiner og biler? Nej, selvfølgelig ikke, men i disse og uendelig mange andre sager, også mellemmenneskelige, hvor argumentet om noget er naturligt eller ej godt kunne anvendes, bruges det ikke. Netop fordi så godt som alt, hvad vi gør, strider imod naturen..

Det er altså et (svagt) argument, der kun bruges, når man ikke har andet at forsvare sin overbevisning med. Men i virkeligheden kan man jo også sagtens modargumentere, om den gængse familieform overhovedet er naturlig. Rent biologisk er der jo ingenting, der taler for, at faren overhovedet skal blive hos moren efter undfangelsen, og far-mor-barn familien er altså, som f.eks. også monogami, ikke et biologisk, men et socialt og kulturelt bestemt ideal. Der er altså i høj grad tale om en særdeles selvstændig tilgang til sproget, når folk faktisk sætter lighedstegn mellem biologisk/naturligt bestemte og udviklingsmæssigt/kulturelt bestemte normer. Det er et argument, der er sprogligt ukorrekt, og det er en unødig ydmygelse af homoseksuelle. der i forvejen føler sig set mere end skævt til.
Men det her handler selvfølgelig om andet end rent ordkløveri. For det er, natur eller ej, jo stadig den sociale standard, at et barns opvækst skal ske hos forældrene. Ved adoption og i de tilfælde med kunstig befrugtning, hvor der for den ene part benyttes do-nor, er det imidlertid ikke de biologiske forældre, barnet vokser op hos, i hvert fald ikke begge to. Alligevel har man altså draget den slutning, at når biologiske forældrepar består af en mand og en kvinde, skal alle ikke-biologiske også gøre det.

Fokuset ligger altså på kønsfordelingen, kvote: en af hver. Men er det nu det vigtigste?
Mange kommer med historier om, at det er vigtigt at have både et maskulint og et feminint forbillede. Hvorfor disse forbilleder lige netop skulle være forældrene ved jeg ikke. Jeg forstår heller ikke helt, hvad det er for maskuline hhv. feminine dyder, der tales om. Er det virkelig sådan, at alle kvinder medfødt har visse evner, som mændene ikke har og vice versa? Og at disse evner er så vigtige, at børn skal vokse op i daglig kontakt med dem i hjemmet? For selvfølgelig kommer børnene i berøring med andre voksne af begge køn. I institutionerne, som så mange danske børn kommer i fra en tidlig alder, og blandt forældrenes familie og venner er der da folk, der kan være forbilleder på lige fod med
forældrene, og der er også folk, man kan udvikle fortrolighed med, hvis en pige hos to fædre f.eks. har brug for en kvinde at tale om sin pubertet med.
Forældrenes vigtigste roller er, mener jeg, ikke kønsbestemte. Det allervigtigste for forældrene er, at de viser deres barn omsorg og opmærksomhed, kærlighed og respekt og at de derved fører disse unisex dyder videre til barnet.

En mand og en kvinde kan på ingen måde give bedre garanti for en god opvækst end et mandligt eller kvindeligt for-ældrepar. Mange mennesker er, uafhængig af køn, gode for-ældre, og på samme måde er mange mennesker dårlige for-ældre.
På et tysk talkshow, jeg så for nogle måneder siden, var der i studiet bl.a. en pige, der boede hos sin far og hans (mandlige) kæreste, og et traditionelt forældrepar. Pigen og de to mænd havde, kunne man tydeligt se, et godt forhold, og de havde det godt og sjovt med hinanden, de holdt af hinanden. Det andet forældrepar var derimod meget opsatte på at forklare, hvor gode mennesker de var, fordi de opdrog deres børn til gode dyder (dvs. en ukritisk 100% tilpasning til det gældende samfund og dets normer). Deres børn sad og så på, og der var alt andet end kærlighed i deres øjne. Jovist, familien levede op til de - gamle normer, men det blev de ikke lykkeligere af.
Hermed ikke sagt, at en familieform er at foretrække frem for en anden, men jeg ønsker at understrege, at jeg ikke mener, at det er kønssammensætningen, men menneskene, der afgør, om en familie kommer til at fungere godt og om børnene får en god opvækst og bliver harmoniske og selvsikre mennesker.
Enlige forældre kan heller ikke adoptere eller få kunstig befrugtning, men hvorfor egentlig ikke? I mange familier bruger en af eller begge for-ældrene meget tid på deres arbejde og er trætte og irritable når de kommer hjem. Derved forsømmer og sårer de børnene ved bidske kommentarer som 'hold så kæft' eller 'nej jeg gider fanme ikke læse en historie'. Bemærkninger som disse kan sætte dybe spor på et barns sjæl, og hvis mange børn næsten ikke oplever andet end negativitet fra den ene eller begge forældreparter, hvordan kan man da sige at det ikke kan være lige så godt, eller snarere bedre, at vokse op hos en kærlig og opmærksom forælder?

Idealet med den faste kernefamilie (med alt hvad den kan indebære af mangel på både respekt og kommunikation såvel børnene og forældrene som forældrene internt imellem, for slet ikke at tale om husvold) som den eneste acceptable familieform bør kraftigt revideres. Dette har dog lange udsigter så længe homoseksuelle i den grad betragtes som outsidere. De tolereres, men accepteres eller imødekommes på ingen måde.
Der er mange mennesker, der synes at de er helt revolutionært åbensindede, bare fordi de 'da ikke har noget imod bøsser'. At dette i virkeligheden er cirka lige så banebrydende som at sige at man er anti-nazist (som selv Margaret Thatcher er) er endnu ikke sivet ind.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu