Læsetid: 5 min.

Ønskes: Folkeligt mandat til stærk forhandlingslinie

27. august 1997

AMSTERDAM
Ole Nyeng havde en god og grundig beskrivelse af problemerne med åbningen over for Central- og Østeuropa samt SF's diskussion i Information den 21. august.
Et vigtigt tema kom dog ikke med i denne fremstilling. Nemlig det helt afgørende i de kommende måneder: Hvad vil Danmark gøre i disse forhandlinger?
Når Lykke Friis fra Dansk Udenrigspolitisk Institut i samme avis udtrykker bekymring for, at et dansk nej vil kunne skabe problemer, fordi det kan lamme en ellers aktiv dansk indsats, må det jo forudsætte, at der faktisk bliver tale om en særdeles aktiv dansk indsats!
At dét sker er helt afgørende. Der er nemlig ikke ret mange andre lande, der vil kæmpe den kamp. Det så vi allerede på topmødet i Madrid, hvor kun en dansk indsats sikrede, at forhandlingerne skal startes med alle lande.
Det er derfor, at Ja-papiret lægger megen vægt på, at den danske tiltrædelseslov fastlægger en langsigtet dansk politik for EU's udvidelse. Oversat til almindeligt dansk betyder det, at vælgerne samtidig med tilslutning til Amsterdam bør kunne tilslutte sig en meget stærk dansk forhandlingslinje for at hele Europas sår efter 2. Verdenskrig og for at hindre, at nogle af ansøgerlandene bliver efterladt alene tilbage.

Østudvidelsen 'over-solgt'
Det tema har været helt afgørende for SF i det sidste år. Netop fordi SF hele tiden har vidst - og givet udtryk for - at Amsterdam-traktaten ikke ville være svaret på EU's åbning mod øst. Det har aldrig været planlagt sådan, selv om mange har udtrykt sig, som om det har været tilfældet. Nej. Det har ligget klart meget længe, at landbrugspolitik skal drøftes fra nu af, uden at der er fastlagt et konklusionstidspunkt. Og når det gælder finansiering (og strukturfonde skal ses i den sammenhæng) har det været bestemt siden 1993, at EU's finansieringsmodel med den nuværende overgrænse for udgifter ligger fast frem til 1999.
Alt det har vi vidst i mange år, derfor burde det ikke blive en overraskelse i den offentlige debat, at disse kæmpediskussioner ikke er færdige i Amsterdam-traktaten. Statsministeren og udenrigsministeren bærer en del af skylden for, at store kredse - også blandt Informations læsere - har fået denne fejlopfattelse. De har simpelthen 'over-solgt' koblingen mellem Amsterdam og åbningen mod øst.
Realiteten er, at medlemslandene har vedtaget, at den politiske forudsætning for at starte optagelsesforhandlingerne er, at Amsterdam-traktaten er færdigforhandlet. Senest seks måneder efter skal forhandlingerne starte. Det er jo også derfor, at Kommissionens omfattende udspil - Agenda 2000 på 1400 sider - kom sidst i juli. Amsterdam skulle være færdigforhandlet, men arbejdet er heldigvis for længst startet.
Den politiske kamp har altså handlet om at få en så tidlig startdato for forhandlingerne som muligt, samt om at alle ansøgerlande skulle med fra starten.
Tanken om, at landbrugspolitikken skal være lavet om, og at EU's fremtidige finansiering skal være færdig, før forhandlingerne med ansøgerlandene starter, er i dag direkte farlig for hele åbningsprocessen. Det vil kun føre til forsinkelser og skabe masser af blokeringsmuligheder for de mange interesser, der ikke er varme på en hurtig åbning.

Folketingets vedtagelse
På SF's initiativ lavede Dansk Udenrigspolitisk Institut sin analyse af EU's udvidelse med de central-og østeuropæiske lande, og SF sikrede allerede før regeringskonferencens afslutning, at Folketinget fastlagde hovedprincipperne i den danske forhandlingslinie i en dagsorden, der blev vedtaget i Folketinget 15. maj 1997.
Med SF i spidsen vedtog et flertal bestående af Socialdemokratiet, Venstre, Konservativt Folkeparti, De Radikale, CD og altså SF følgende politik:
"Idet Folketinget understreger, at nedbrydningen af efterkrigstidens politiske, økonomiske og sociale skel er den vigtigste europæiske dagsorden i de kommende år, og at EU's vigtigste opgave derfor er udvidelsen med Central- og Østeuropa, opfordrer Folketinget regeringen til
*at sikre, at medlemskabsperspektivet fastholdes for alle ansøgerlande, og at de stilles lige i forhandlingsforløbet,
*konsekvent at arbejde for at sikre de baltiske lande, Polen og de øvrige central- og østeuropæiske ansøgerlande den stærkest mulige tilknytning - både økonomisk og politisk - i perioden før medlemskab.
En sådan tiltrædelsesstrategi kan blandt andet baseres på forslagene i DUPI's rapport om "Europæisk stabilitet",
*at sikre, at EU's støttemidler målrettet anvendes til at lette vejen til medlemskab,
*fortsat løbende at informere Folketingets Europaudvalg om udvidelsesforhandlingernes forløb."

Fleksibilitet
Det indebærer faktisk også, at Danmark er åben over for nogle modeller for fleksibilitet, som både Lykke Friis og Ole Nørgaard ellers tager afstand fra i interviewet i Information. Nemlig de forslag om "jordnær fleksibilitet", som Lykke Friis selv i DUPI's rapport peger på.
Det drejer sig om en "Opt in"-bestemmelse, der udvider mulighederne for, at ikke-medlemmer får lov at deltage i delområder, for eksempel inden for det udenrigspolitiske og inden for søjle 3.
Og det drejer sig om, at ansøgerlandene får ret til at deltage i møderne i EU's ministerråd.
I den forbindelse skal jeg blot for en ordens skyld pege på, at jeg som SF's ordfører i diskussionerne om fleksibilitet og Central-og Østeuropa altid har peget på, at fleksibilitet for disse lande handler om, at de får nye muligheder for at være politisk med på områder, før de i øvrigt vil kunne blive hele medlemmer.
Det indgår altså i en offensiv førtiltrædelsesstrategi. Ikke - som Ole Nørgård og Lykke Friis tilsyneladende tolker det - at placere dem udenfor.
Enhver, der beskæftiger sig med Central-og Østeuropa, ved jo, at de alle brændende ønsker at blive fulde medlemmer. Det er netop det, der skal fremmes ved, at de hurtigere integreres på de områder, hvor det er lettest. Samtidig med, at de af sociale og økonomiske grunde skal have lov til overgangsordninger på en række erhvervsområder for at beskytte deres ofte svage erhvervsliv på samme måde, som Portugal og Spanien fik lov til det i sin tid.
Danmark har heldigvis allerede - i høj grad takket være SF-initiativer - en ganske offensiv linie, som det er helt afgørende at holde fast ved. Danmark er dermed det land i EU, der mest helhjertet kæmper for åbningen af EU over for alle ansøgerlandene.
Det er det grundlag, SF's Ja-hold i forhandlinger med regeringen vil videreudvikle som en samlet dansk udvidelsesstrategi, som skal indgå i det lovkompleks, som danskerne skal stemme om engang til næste forår.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu