Læsetid: 3 min.

Offentligt ansatte har også krav på beskyttelse

Debat
19. august 1997

Det bør ikke blive en skandale eller 'sag', hvis forvaltere slår et par skæve af og til. Ellers vil relevante oplysninger bare 'forsvinde' fra sagsmapperne

ARKIVLOV

Tiden er skruet tilbage til dengang, enevælden blev indført i 1661, skriver Leif Larsen i sin kronik om Arkivloven i Information den 28. juli. Hans argumentation lyder på, at Arkivloven som hovedregel begrænser adgang til offentlige institutioners arkiver til 30 år, for personlige arkiver 80 år.
Grænsen for adgang til materiale om moskusokser i Grønland er 100 år, mener Larsen, der også kalder Arkivloven en lukningslov.
Derimod indpakker han oplysninger om, at tilgængelighedsfristen for ministerier kun er 30 år, og at Rigsarkivet giver mange tilladelser til at åbne nyere materiale, som det i øvrigt også er min erfaring med materiale fra Udenrigsministeriet. Det er fristende at være polemisk, men for mig vigtigere at belyse diskussionen om offentlige arkivers tilgængelighed med nogle oplysninger om embedsmænds arbejde. I offentlige institutioners sagsmapper ligger foruden korrespondance i hovedsagen 'notitser', hvor embedsmænd bramfrit nedfælder tanker, ideer, overvejelser og bekymringer over sager, de arbejder med:
Hvad gør vi nu, hvad gjorde vi sidst, hvad gik godt eller mindre godt? Hvad vil ministeren gerne fremme i Folketinget, og hvilken kritik kan hun risikere?
Denne type overvejelser bliver imidlertid kun sat på papir og lagt i sagsmapper, hvis det kan ske i forvisning om, at ingen andre end sagsbehandleren selv og evt. kolleger læser dem, før det en dag kan være lige meget.
Larsen vil som journalist sikkert også selv forsvare den fortrolighed, han har haft fra anonyme kilder og ikke efter ti år udlevere interview-bånd eller andre oplysninger til en avis.

Tilladt at lave fejl
Men på den anden side vil de fleste mennesker gerne indvi andre i deres overvejelser, hvis de har tillid til personen, forskeren eller journalisten. Derfor er det måske en ide, når man søger adgang til nyt materiale, at etablere kontakt til den myndighed, det drejer sig om.
Også historieprofessor
Niels Thomsen ønsker kortere frister for tilgængelighed. I sit brev til Kulturministeriet skriver professoren, at tilgængelighedsfrister næppe bør være mere end ti år ud fra en saglig afvejning af administrationens uforstyrrede sagsbehandling.
Samtidig kritiserer han, at oplysninger først frigives, når de betragtes som forældede for diskussion om politisk og juridisk ansvar.
Men måske bør vi ændre vores forventninger om, at forvaltninger skal vide alt og ikke må kunne begå fejl. Ellers må interne overvejelser holdes hemmelige, hvis man ikke har brugt uforholdsmæssigt mange ressourcer på at blive sikker i sin sag.

Offentlig og privat
Jeg er tidligere sagsbehandler i en privat organisation. Hvis jeg dengang skulle spekulere over, hvem der kunne tænkes at læse mine overvejelser, ville jeg ikke have lagt dem i sagsmapper, men kun mundtligt have udvekslet dem med min chef og mine kolleger.
Til gengæld ville fremtidige ansatte i firmaet være mere på glatis og dermed risikere at gentage mine fejltrin. På et tidspunkt ville organisationen nok opfinde et system for hemmelig parallelarkivering, og så havde eftertiden været lige vidt.
Sagen er jo, at alle administrationer, såvel ministerier og kommuner som organisationer, firmaer, politiske partier og andre, lige som privatpersoner, konstant gør sig overvejelser og spekulerer over deres fejlvurderinger og bommerter for at blive klogere.
Private firmaer og organisationer afleverer bare ikke noget, de mener er kontroversielt, altså 'relevant for dis-kussion om ansvar'.
Hvis A. P. Møller har begået en fejlinvestering, får man ofte intet at vide om den. Man kan ikke engang få et koncernregnskab, der kan bruges til noget.
Hvis en humanitær organisation står i et prioriteringsmæssigt dilemma om at hjælpe ved oversvømmelse A i Polen eller ved tørke B i Botswana, offentliggør den heller ikke de argumenter, der talte imod den svære beslutning, man endte med at tage.
Og - for nu alligevel at komme til at være lidt polemisk - tror jeg heller ikke Land og Folk eller DKP, dengang de eksisterede, stillede deres interne overvejelser eller strategier ucensureret til rådighed for offentligheden efter ti år.
Hvis tidsgrænserne skal ned, er vi nødt til at få draget ind i debatten, at det ikke er en skandale eller 'en sag', hvis forvaltere lige som andre mennesker slår et par skæve af og til.
Ellers forsvinder mange af de relevante overvejelser fra sagsmapperne.
Så har journalister, historikere og andre interesserede ganske vist de kommende ti år til at boltre sig i bølger af saftigt kilde-materiale, men derefter vil kilder til forvaltning også tørre ud, så fremtidige forskere kan komme til at nøjes med næringsfattig tørkost.
Og den slags ressourceforvaltning kan næppe betegnes som 'bæredygtig'.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her