Læsetid: 6 min.

På den igen

26. august 1997

I TRØJEN
Sidste gang, jeg hørte fra det danske flyvevåben, var for syv år siden. Det var syv gode år. I den periode sluttede Den kolde Krig nemlig, og jeg troede faktisk, mine bevingede venner havde glemt alt om mig.
Så overraskelsen var stor, da de igen skrev til mig. Jeg åbnede frejdigt brevet i den tro, at jeg på grund af de æn-drede fjendebilleder ville få min formelle, endegyldige hjemsendelse. Men sandheden var en smule anderledes: Mødepligt til otte dage i trøjen. Jeg måbede.
Naturligvis skal man udvise samfundssind, og selvfølgelig er værnepligten en del af vi borgeres forpligtelser overfor demokratiet, men et eller andet sted er logikken braset sammen. Hvad ville de dog en halvdoven ærkecivilist som mig?

Jagten på fjenden
Efterhånden som D-dag rykkede nærmere, voksede min undren. Her gik man og troede, at Sovjetunionens sammenbrud havde ændret verden. At det rent faktisk betød noget, når stort set hele den tidligere Warzwawa-pagt søgte om optagelse i NATO. Hvis den gamle fjende var væk, hvem er så den nye fjende? Det skulle blive helt spændende at finde ud af. Det gjorde jeg til min mission. Desuden troede jeg, at de tre værn havde nok at se til. Borgerkrigen i ex-Jugoslavien er godt nok slut, men vi har stadig en sikringsstyrke af en slags i området, og for nogle ganske få måneder siden sendte vi desuden danske FN-tropper til Albanien. Endvidere er Danmark ved at oprette et internationalt felt-
hospital, hvor en masse personel for stor personlig risiko anstrenger sig for at yde en humanitær indsats. Man skulle således tro, der var andre prioriteter end at genindkalde mig.
Men måske er jeg blevet for magelig med årene. Måske er det bare for hårdt at erkende, at man ikke magter otte dage uden fjernbetjening, brød-
rister og et varmt bad hver morgen. Jeg bestemte mig til at tage de otte dage i stiv arm. Herregud, det var jo ikke otte år. Således opmuntret drog jeg fra Odense langt op i Jylland, hvor man af en eller anden grund altid befales til at møde.

Mødet med sneglen
Fire timer senere stod jeg igen i Odense. På kasernen. Jeg følte mig som en ludobrik, der lige var blevet slået hjem. Og omtrent lige så nyttig. Før denne mærkværdige oplevelse stiftede jeg bekendtskab med et særpræget væsen, som kun findes i det danske forsvar. En snegl - en militær-glose der betyder 'forløb'. Sneglen er velernæret og findes i flere varianter, hvoraf den første man møder er en iklædningssnegl. På almindelig dansk betyder det, at man snegler sig rundt mellem diverse skabe og hylder og får udleveret den udrustning, man lykkeligvis havde glemt alt om, og som tilsammen vejer det samme som en FIAT 500 (og vel koster omtrent det samme).
Så meget til otte dage. Men sådan er krig nu engang.
Sneglens kusiner og fætre møder man også. De beskæftiger sig typisk med patrulje-, ABC- og sanitetstjeneste. Her skal man lære om krigens teoretiske side. Problemet er bare, at man i følge programmet altid har hulens travlt. Undervisningen begynder typisk kl. 7.00 og slutter ved 22-tiden.
Ud på dagen er man således rimelig mør. Motivation og indlæringsevne kan ens befalingsmænd kigge i vejviseren efter.
Det er under disse forhold, man møder sine lidelsesfæller. Vinduespudseren, EDB-sælgeren, værkføren, eksportteknikeren. I denne uhomogene gruppe af ret magelige yngre og lidt ældre mænd, udvikler der sig lynhurtigt er kulsort og ikke særlig stueren form for humor. Det er ren overlevelse, alle keder sig og vil meget hellere hjem.
Det er i denne brogede flok, man finder ud af, at Jesus og Ayrton Senna faktisk har noget til fælles: De døde begge med sømmet i bund. Dette forsøg på en vittighed, kan jeg i det mindste huske. Min viden om blistergas, adgangskontrol og flyangreb er desværre pist væk.
Måske er det sneglens skyld.
Udover snegle bliver man under en genindkaldelse også overfølsom overfor lastbiler. Når man er menig i forsvaret, foregår al transport i lastbiler. Man sidder 20 mand på ladet under en blafrende presenning uden kighuller og uden anelse af kørselsretning. Efter otte dage skriger man, blot man ser en Hjem-Is-bil. Men det er næppe forsvarets skyld og rundt skal man jo.

Fjenden venter
Men fjenden er ikke den eneste. Man venter også selv. Meget. Pauser trækker ud og bliver pinligt lange. Her er det indlysende, at skyde skylden på ens overordnede. Men det går ikke. De er jo også selv genindkaldt og har haft typisk to dage til at forberede et helt uddannelsesforløb og en større øvelse. Hvilket er svært, grænsende til det umulige. I det hele taget skal der i disse spalter ikke lyde et ondt ord om de officerer og befalingsmænd med rådighedskontrakter, som nogle uger hvert år frivilligt prøver at inspirere os geninkaldte.
Men måske skulle de kæmpe for at få bedre forhold, bedre tid. Alt andet lige vil der blive lyttet mere til kritik indefra end udefra.
Jeg havde aldrig troet, jeg ville glæde mig til at komme i krig. Jeg følte mig som en figur i en Kubrick-film. Men på fem dage kan man let gå iskold i teori, snegle, lastvognsture og ventetid. Denne psykologiske mekaniske er velkendt i det danske forsvar, som på strategiske tidspunkter altid kan fremtrylle en tredages-øvelse i den jydske muld. Afsted til Jylland igen.
Under sådan en øvelse sover man ikke ret meget, graver sig ned i nogle skyttehuller, spejder efter fjenden og patruljerer foran sine stillinger. Det er vigtigt for forsvaret og demokratiet. For den menige soldat er der imidlertid et helt andet omdrejningspunkt: Feltrationerne. De er - udover at være nærende - også utrolig informative: Til Jacob Haugaard-støtter kan det oplyses, at Nutellaen er fast inventar, ligesom man får det endegyldige bevis for, at Den kolde Krig er slut: Varedeklerationen på leverpostjen står nemlig skrevet på russisk. Rart at vide hvem der ens venner.
I kampens hede kan man let blive i tvivl.

Den indre fjende
Selv glædede jeg mig nu til øvelsen af andre grunde. Nu måtte det store spørgsmål blive besvaret: Hvem er fjenden? Men da solen på krigens sidste aften gik ned over Jylland, stod det lysende klart, at forsvaret næppe ved det selv. På en samlet briefing blev der sunget en halvkvædet vise om 'indre uro i NATO' og 'etniske oprørsstyrker', hvorpå jeg blev sendt tilbage til mit skyttehul. Hér prøvede jeg hårdnakket at se det logiske i situationen og nåede frem til, at vi snart blev angrebet af en hær af 2. generations indvandrere. Selv med sommerens ballade på Nørrebro in mente forekommer det noget usandsynligt. Men med de uklare meldinger jeg fik, kunne det ene fjendebillede vel være lige så godt som det andet.

Den tænkende soldat takker af
Det danske forsvar roser ofte den danske soldat, fordi han er i stand til at tænke selv. Jeg ynder at tro, dette også omfatter mig. Man tænker nemlig meget en ensom nat i et skyttehul, når man ikke kender terrænet. I halvmørket ser man mange imaginære fjender, og et forblæst grantræ bliver let til en hel panser-bataljon af angribere.
Måske det samme i virkeligheden gælder for det danske forsvar. Eller for de danske politikere. For de sidder jo på pengekassen og laver de forsvarsforlig, vi genindkaldte får vores rigelige del af i form af friske gasmasker, feltrationer og dyrt betalt ventetid. Et forsvar må vi naturligvis have, men måske pengene kunne bruges en anelse mere hensigtsmæssigt. Til eksempel på de soldater, som frivilligt tager del i FN-aktioner og udsætter sig selv for lidt af hvert.
Under min genindkaldelse lå jeg i mit skyttehul i tre dage, uden der skete noget som helst. Vi blev slet ikke angrebet. Det er først bagefter, jeg blev klar over, der slet ikke var tale om en øvelse. Det var virkeligt alt sammen.
Det var ret uhyggeligt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu