Læsetid: 5 min.

Pædagogik og samfund

15. august 1997

Pædagogiske overvejelser på universiteterne bør ikke overskygge det indholdsmæssige: hvad er det værd at studere? Og på hvilken måde?

EVALUERING
Jeg er ked af, at Joan Conrad (6.8) har fået det indtryk, at begrebet 'pædagogik' for mig skulle være "noget nærmest latterligt". Det har jeg ikke hverken sagt eller skrevet nogen steder. Jeg har heller ikke, som to lattermilde repræ-sentanter for Studenterrådet ved Aarhus Universitet, Mikkel Haaning og Dorthe Kristensen, mener at vide, anset "overvejelser om pædagogiske metoder" for at være "noget, der nødvendigvis foregår på et meget højt og ufrugtbart abstraktionsniveau" (11.8). Jeg er blevet citeret for følgende udtalelse: "Abstrakte overvejelser over pædagogiske metoder er af det onde" (9.7). Det modsatte af abstrakt er almindeligvis konkret.
Jeg forsøgte derfor at pege i retning af konkretisering og blev meget rimeligt citeret for denne udtalelse, som ingen har været opmærksom på:
"Studier på et universitet foregår ikke i et tomrum, hvor der bare er en mængde viden, en studerende og en lærer. De foregår i en samfundsmæssig sammenhæng. Reflektionen over og indsigten i den sammenhæng er det springende punkt for den måde, man tilegner sig stoffet på". Måden, man tilegner sig stoffet på er efter mine begreber netop et afgørende pædagogisk spørgsmål.
Jeg blev derefter refereret for det synspunkt, at "det pædagogiske grundlag er afhængigt af hvert enkelt fag, og at det vil være svært at lave generelle retningslinjer" - nemlig for måden, man tilegner sig stoffet på. Derefter henviser journalisten (Signe Lindskov Hansen) til prorektor (KU) Jens Brinckers understregning af det ønskelige i at "koordinere kurserne og tilrettelægge studierne på en måde, der pædagogisk hjælper de studerende til at se studierne som en sammenhængende proces". Hvortil jeg bemærkede: "Det spørgsmål har vi overvejet i årtier, når vi har tilrettelagt studierne. Det er ikke nogen ny tanke". Og mere til.
Jeg sagde med andre ord, at vi i årtier har gjort os netop pædagogiske overvejelser over disse spørgsmål.

Pædagogik og indhold
Avisdebat går jo over stok og sten: man bliver ringet op og bedt om at sige noget til noget, man får refereret ganske kort. Det bliver til et par bemærkninger, som derefter bliver læst i fuld fart over morgenkaffen, eller måske kun bliver tilegnet på anden hånd. Overskrifter og mellemrubrikker får gøre det ud for selve teksten. Snakken går. Der udkrystalliserer sig mere eller mindre groteske fjendebilleder. Alt sammen meget langt fra den slags ideale kommunikationsform, som Habermas drømmer om (men jo ikke hævder er praktisk dagligdag, sådan uden videre).
Sådan som Joan Conrad har opfattet min holdning til pædagogik, er der ikke noget at sige til, at hun som specialist i pædagogik har undret sig eller måske ligefrem følt sig stødt på sin faglige manchet. Lykkeligvis er jeg enig i meget af, hvad hun skriver i sit indlæg, ganske særlig var jeg glad for overskriften: "Pædagogik og indhold kan ikke skilles ad". Og for hendes bemærkning om, at det må være faglærernes ansvar "at formulere eller synliggøre de mere eksplicitte krav (i modsætning til de almene og, som Joan Conrad skriver: "næsten indlysende krav") i relation til netop deres fagområder". Det konkrete snarere end det abstrakte.
Er der da ingen almene pædagogiske problemstillinger? Naturligvis er der det. Eksempelvis var det en almen pædagogisk problemstilling, jeg forsøgte ganske kort at formulere under henvisning til sammenhængen mellem tilegnelse og samfundsmæssig kontekst. En almen problemstilling, som netop peger på behovet for konkretisering, for overvejelser over det bestemte fags særlige indføjethed i den samfundsmæssige kontekst.

Samfundsmæssig sammenhæng
På mit eget fagområde drejer studiet sig om en særlig kulturel form, en artikulation af erfaring: litteratur. Man kan studere litteratur ud fra, hvad man i al hast kan kalde en formalistisk tilgang. Man vil da interessere sig for genreformer, billedsprogets typer, retoriske former, fiktional selvrefleksion (som man kan finde på at sige i branchen) og den slags. For den, der interesserer sig for, hvad litteratur handler om, vil den type tilgang ofte tage sig tung og fjern ud.
Georg Brandes' læsning af hovedstrømninger i det nittende århundredes litteratur med henblik på at følge frihedstankens vækst og tilbagegang vil måske derimod fange denne studerendes interesse, mens en virkelighedssky studerende måske vil have store vanskeligheder ved at se, hvad det har med litteratur at gøre. Eftersom litteratur på én gang har sine særlige former og handler om noget, er det en nærliggende tanke at forsøge at forbinde en formel betragtning med interessen for det, litteraturen drejer sig om - at interessere sig for dens 'hvad' og dens 'hvordan' på én gang. Derved ville man - og dette er en pædagogisk overvejelse - kunne åbne den stoforienterede studerendes øjne for betydningen af de formelle betragtninger, hvorved tilegnelsen af disse finurligheder ville blive konkretiseret og bragt i forbindelse med litteraturens og dermed den studerendes fremtidige rolle i den samfundsmæssige sammenhæng. Et perspektiv, som den formelt orienterede studerende også ville kunne have glæde af, når først det blev åbnet på en måde, der knytter an til den formelle interesse. Det endelige perspektiv i dette er naturligvis at sammenføje den faglige tilegnelse med overvejelsen over den rolle faget og dets stof spiller eller kan spille i samfundet.

Fag og samfund
Litteraturstudiet er, når det ikke bedrives formalistisk, et studium i kulturelle former og deres betydning, af traditionerne og deres rolle idag, af fortidige og samtidige erfaringsformuleringer. I sidste instans en historisk reflekteret kritisk tilegnelse af fortidens kultur og af samtidig kultur. Sådan i kort begreb. Den slags overvejelser savner jeg i disse års diskussioner af universitetsforhold. De har at gøre også med pædagogiske overvejelser, men perspektivet er videre. Vi står midt i den største ekspansion af i al fald de humanistiske uddannelser siden halvfjerdserne. Så meget desto større er behovet for overvejelser over også det indholdsmæssige: hvad er det værd at studere? Og på hvilken måde?
Jo, sandt nok, i det perspektiv finder jeg ikke helt abstrakte diskussioner om pædagogik særlig inciterende. Og jeg kan godt tage del i bekymringen over, om diskussioner af pædagogik kommer til at skjule helt afgørende problemer. Vi skal naturligvis gøre os pædagogiske overvejelser, ligesom de fleste af os da også har gjort det på hver vores måde. Men det er netop måden at gøre det på, der skal diskuteres. Og det bør være en del af en meget videre horisont. Hvordan er det enkelte fag placeret i forhold til det samfund, der i den sidste ende betaler gildet? Universiteterne bør selv tilrettelægge deres virksomhed, universitetets autonomi er af afgørende betydning, men der bør samtidig være en løbende debat om virksomheden, ikke mindst den indholdsmæssige. Og af de prioriteringer, der finder sted.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu