Læsetid: 3 min.

Problemer med vesten

Debat
19. august 1997

Hvorfor skal en genforhandling volde problmer

AMSTERDAM

Som så mange andre SF'ere har Aage Frandsen og partiets hæderkronede ex-formand også en diskussion løbende her i avisen. Selvom Aage Frandsen givetvis både kan og sikkert helst selv vil svare Gert Petersen, vil jeg alligevel blande mig. Det skyldes navnlig udvidelsen med de Østeuropæiske lande, der ifølge Gert P. vil blive udskudt i mange år, hvis man skal igennem endnu en forhandling om Amsterdamtraktaten. Gert P. henviser i den forbindelse til Søren Riishøj.
Jeg må tilstå, at jeg aldrig rigtigt har forstået, hvorfor en genforhandling skulle volde denne slags problemer.
De Østeuropæiske lande ønsker hel optagelse i EU på det foreliggende grundlag ud fra dels et ønske om en nærmere politisk tilknytning til Vesteuropa og dels ud fra ønsket om en markeds adgang. Forhandlingerne må antages at vare mindst et par år, og inden den tid skulle Amsterdamtraktaten gerne være på plads efter genforhandlingen. Hvis det ikke kan lades sig gøre at genforhandle, så er der ingen Amsterdamtraktat, men Maastricht. Hvorfor de Østeuropæiske lande netop skulle være særligt forhippede på at blive optaget i EU på grundlag af Amsterdamtraktaten og ikke Maastricht, kan jeg ikke få ind i hovedet, faktisk er forhandlingerne da også begyndt uanset, at traktatens institutionelle bestemmelser er helt blottet for en hver forberedelse af nye medlemslandes optagelse.
Hvis genforhandlinger resulterer i, at det også bliver synligt, at der skal flere lande med, kan det vel næppe forsinke forhandlingerne med mere end et halvt år.
Det bliver naturligvis vanskeligere, fordi der dermed bliver skabt en forventning om, at udvidelsen kommer til at omfatte flere Østeuropæiske lande end der nu er inde i optagelsesforhandlingerne.

Pression på danskerne
Jeg kan kun se en pointe i Gert Petersens og Søren Riishøjs argumentation: At de øvrige EU-lande vil bruge Østeuropa-argumentet som en politisk pression for at få danskerne til at stemme ja.
Det har jeg dog svært ved at se meningen i. Når EU overhovedet er interesseret i optagelse af nye lande, er det næppe for disse landes blå øjnes skyld, men hensynet til de betydelige gevinster, der ligger på Østeuropas markeder. Skulle EU blot for at få Danmark til at makke ret udsættes hjemtagelsen af de gevinster? Nej.
Gert Petersen påpeger videre, at de rigtige internationalister er blevet skuffede. Den vurdering kan jeg tiltræde, men vejen er så sandelig banet på området for samarbejde om retlige og indre anliggender.
Den integration, der sker med Schengen-konventionen , hvor yderligere kompetence overdrages til EU vil med Danmarks underskrift på denne konvention undergrave vores undtagelse, fordi vi har tilsluttet os afskaffelsen af den kendte grænsekontrol. Alle beslutninger, der er en konsekvens heraf, vil Danmark blive presset til at indføre uanset vores forbehold og uanset Amsterdamtraktatens udtrykkelige bemærkning om passende foranstaltninger, hvis Danmark ikke tilslutter sig .
Det skal medgives, at de øvrige medlemslande vil kunne afvise en genforhandling på dette område med henvisning til, at vi jo har erklæret at de andre kan gå videre. Men så er løsningen, at Danmark udtræder af Schengen-konventionen. og får et særligt arrangement, der kan fastholde retsstillingen efter Den nordiske paskontroloverenskomst.

Snæver grænse
Jeg mener, at SF kan trække en grænse for, hvad vi vil acceptere, forholdsvis snævert.
De krav SF stillede overfor regeringen var særdeles beskedne, og præget af ønsket om at få mere demokrati, miljø og åbenhed ind i traktaten. Dette er ikke det mindste i modstrid med samarbejdets overordnede formål.
Resultatet er efter min afvejning for ringe, fordi der er mange smutveje væk fra den udvikling SF står for i EU-samarbejdet, og fordi den efter min mening helt centrale undtagelse om samarbejdet om retlige og indre anliggender er svært kvæstet samtidig med, at grunden til yderligere information netop på dette område er tydelig aftegnet.
Dette har intet med maksimalisme at gøre, men at gøre med en helt naturlig afvejning af, om vi kom langt nok med vores i øvrigt særdeles gennemarbejdede EU-politik. Det gjorde vi ikke !

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her