Kronik

Rehabilitér Frikorps-folkene

25. august 1997

RET BESET
Besættelsestidens retsopgør er endnu en gang bragt tilbage i medierne. Det skete under forårets debat om tilbagelevering af de tyskejede danske godser, der efter krigen blev konfiskerede.
Det har i den forbindelse fra historikerside været nævnt, at nok var konfiskationerne urimelige, men inden vi for alvor begynder at overveje kompensation eller anden form for oprejsning, bør det overvejes, om der ikke er andre grupper, som på et endnu mere urimeligt grundlag har måttet betale for folkestemningens retfærdige harme over for alt tysk.
Retsopgøret med de danskere, der lod sig hverve til Fri-korps Danmark, har i den forbindelse været nævnt som det mest eklatante eksempel - og det med god grund. Det anslås, at ca. 8.000 danskere deltog i egentlig tysk krigstjeneste, stort set udelukkende på østfronten. Det vides ikke med sikkerhed, hvor mange af disse der mistede livet, men det kan dreje sig om helt op til ca. 4.200, altså mere end halvdelen og flere end i krigen i 1864. Af de resterende valgte nogle at blive i Tyskland, mens de øvrige vendte hjem igen til regnskabets time.
Blandt de domfældte ca. 3.300 egentlige frontsoldater fandtes omkring 600-700 tidligere medlemmer af Frikorps Danmark.
Så tidligt som i 1939 havde der, først i det skjulte, siden ganske åbenlyst, i Danmark fundet hvervning sted til tysk krigstjeneste. Dette havde egentlig været ulovligt, men fra februar 1941 ophævede regeringen det generelle forbud mod hvervning til udenlandske hære på dansk grund. På tidspunktet for den tyske indmarch i Sovjetunionen den 22. juni 1941 var der således allerede optaget ca. 650 danskere i Waffen SS. Angrebet på Sovjetunionen, "Operation Barbarossa", blev den direkte anledning til Frikorps Danmarks oprettelse. Kun en uge efter indmarchen i Sovjetunionen var Frikorps Danmark en realitet. Oprettelsen skete på det danske nazistparti DNSAP's initiativ, men løste - skulle det vise sig - et prekært problem for regeringen.
Korpsets første chef blev den politisk naive oberstløjtnant C.P. Kryssing, der ikke var medlem af DNSAP. Han gjorde meget ud af at opnå officiel accept af sit skridt og påtog sig kun hvervet, efter at han i Krigsministeriet havde fået at vide, at Kongen gav sin fulde billigelse til projektet, og at det i øvrigt var i Danmarks interesse.
Regeringen var dog noget rådvild over for disse frikorps-planer, men blev banket på plads af Scavenius, der gav udtryk for, at "hvis det overhovedet kunne tænkes, at der regeredes med forstand, måtte man ønske, at talrige officerer, der ikke var nationalsocialister, meldte sig. De antityske stemninger er en fare for landet".
Regeringen kunne derpå den 3. juli 1941 udsende en pressemeddelelse, hvori det hed, at korpsets oprettelse skete med regeringens billigelse, og at alle, der havde aftjent værnepligt efter 1931, kunne melde sig.
Den 8. juli 1941 udsendte Krigsministeriet et cirkulære, rettet til hærens afdelinger. Cirkulæret informerede om, at der fra regeringens side var givet tilladelse til at melde sig til Frikorps Danmark, og at personel af linien og reserven, der måtte melde sig til Frikorps Danmark, kunne forvente at få tilladelse til at træde uden for nummer, og at de ville kunne genindtræde efter endt tjeneste. Enhederne pålagdes endvidere at bekendtgøre cirkulæret for faste officerer og befalingsmænd. Afslutningsvis præciserede cirkulæret, at "det må ikke vanskeliggøres for de pågældende at indtræde i korpset".
Dagen før var Frikorpsets næstkommanderende, kap-
tajn Thor Jørgensen blevet benådet med Dannebrogsordenens ridderkors - hvilket unægteligt ikke var uden signalværdi.
Efter en intens hvervekampagne, hvor det blev kraftigt pointeret, at der var tale om en enhed ledet af danske befalingsmænd og oprettet med den danske regerings billigelse, kunne der allerede den 19. juli 1941 afgå et kontingent med små 500 frivillige til uddannelse i Tyskland. Ved Fri-korps Danmarks første indsættelse ved fronten i maj 1942 var styrken oppe på ca. 1.200 mand.
Da var Kryssing allerede blevet skiftet ud som korpsets chef med den overbeviste nazist C.F. von Schalburg. Schalburg, der nærede en næsten manisk dødsforagt, faldt imidlertid kun få uger efter frontindsatsen og blev bisat ved en imposant mindehøjtidelighed i Odd Fellow Palæet. Til stede var blandt andre den danske statsminister, udenrigsminister og forsvarsminister, foruden Kongens bror, prins Harald, samt prinsesse Helena.
Deltagelse af minimum tre danske ministre i mindehøjtideligheden var et krav fra det tyske udenrigsministerium. Det fik den brede danske befolkning imidlertid først kendskab til efter krigen. I juni 1942 lignede det til forveks-ling en officiel anerkendelse af Frikorpset.
Tilsvarende kunne den parade i oktober 1942, der afsluttede Frikorpsets fem ugers orlov i Danmark, ikke helt uden grund tolkes som en officiel anerkendelse. Selveste den danske hærs øverstkommanderende, general Gørtz, skridtede fronten af i selskab med Værnemagtens chef i Danmark. At det var et krav fra tysk side, at der skulle deltage en dansk officer, og at Gørtz efter eget udsagn kun gjorde det, fordi han ikke syntes, han kunne være bekendt at bede en anden om det, kom først frem efter krigen.
Frikorps Danmark opløstes som selvstændig enhed i maj 1943 og mange frikorpsfolk ønskede ved den lejlighed at blive hjemsendt. Dette lykkedes imidlertid kun for ganske enkelte, eftersom de havde meldt sig "for krigstid".
Man skulle på baggrund af ovenstående forenklede hændelsesforløb synes, at det måtte volde nogen vanskelighed at gennemføre lovgivning med tilbagevirkende kraft, der gjorde det muligt at straffe folk alene for at have ladet sig hverve til Frikorps Danmark.
Sådan kom det imidlertid alligevel til at gå.
Allerede den 30. maj 1945 kunne straffelovstillægget vedtages af Folketinget. Om deltagelse i tysk krigstjeneste hed det i Pgf. 10, stk. 1:
"Den, der har hvervet eller ladet sig hverve til tysk krigstjeneste, straffes med fængsel. Hvor særlige hensyn gør sig gældende, kan der finde strafnedsættelse sted, under ganske særlige omstændigheder kan tiltale undlades."
Allerede inden straffelovstillæggets vedtagelse havde Folketinget imidlertid gennemført en lov om afskedigelse af de danske officerer og befalingsmænd, der var gået i tysk krigstjeneste.
Dette skete uden smålig hensyntagen til cirkulæret fra juli 1941, og et senere cirkulære af 1. juni 1943, der præciserede, at befalingsmænd, der trådte uden for nummer for at melde sig til den tyske hær, ikke ved deres genindtræden ville blive stillet ringere end andre danske befalingsmænd med hensyn til forfremmelse og retsstilling i hæren.
Efter de første fældende straffedomme og den følgende debat (se apropos'et) fremkom i december 1945 en henvendelse til regering og Folketing fra 101 fremtrædende jurister, heriblandt seks juridiske professorer, 13 højesteretssagførere og et par forhenværende højesteretsdommere.
I henvendelsen anbefaledes det at gøre den blotte tjeneste i Frikorps Danmark før 29. august 1943 straffri, da der, selvom indtræden i Frikorpset måtte betragtes som en nationalt forkastelig handling, efter underskrivernes opfattelse, manglede det sikre grundlag for en sådan moralsk fordømmelse, som må være forudsætningen for en straffelov med tilbagevirkende kraft.
En anden af retsopgørets kritikere, den tidligere politiker og præsident for Københavns Byret, Svenning Rytter, betegnede senere i sin bog Retsopgøret Efter Besættelsen (1953) dommene over frikorpsfolkene som en uretfærdighed så grel og åbenbar, at alle disse domme bør tages op til revision.
Skal retsopgøret med Frikorps Danmark be-dømmes i dag, upåvirket af de gengældelsesmotiverede følelser, der førte til domfældelserne, må konklusionen blive, at der overgik disse mennesker en uretfærdighed. En forudsigelig uretfærdighed, men dog en uretfærdighed.
Havde vi i Danmark i 1941 haft en Quisling-regering, havde situationen været en ganske anden, men dette var som bekendt ikke tilfældet. Statsminister Vilhelm Buhl, der i den berømte radiotale i september 1942 indirekte havde opfordret befolkningen til at anmelde sabotørerne, blev statsminister i befrielsesregeringen - i sandhed hvad der med et udtryk fra vore dages politiske liv må kaldes et nationalt kompromis.
At forsvare samarbejdspolitikken og samtidig kriminalisere dem, der handlede i tillid til samarbejdspolitikken og tilmed derigennem opfyldte politikernes velbegrundede ønske om at undgå tvangsudskrivning, var og er en betænkelig cocktail.
Juraprofessor W.E. von Eyben har nok ret, når han om retsopgøret i sin bog Thi Kendes For Ret (1968) skrev, at vi kan ikke lave om på naturlovene og heller ikke dæmme op mod de kræfter, der sættes i gang, når nationerne udsættes for katastrofer, der har samme effekt som naturkatastrofer. Der sker og må ske uoprettelige fejl. Man har valget mellem et opgør, som intet har med retfærdighed at gøre, og et opgør, hvor man gør sig visse hæderlige anstrengelser for at få opgøret i overensstemmelse med de traditionelle retlige principper. Man har derfor efter min opfattelse valget mellem at acceptere, at godt nok havde dele af retsopgøret slagside, men folkets retsfølelse måtte nødvendigvis trække det længste strå - eller, som der lægges op til i debatten om de konfiskerede tyskejede danske godser, om vi nu, da besættelsestiden trods alt er kommet på afstand, kan erkende, at der blev gået for vidt.
Vælger man det sidste, er det væsentligt, at debatten ikke indskrænkes til at omhandle et par godsejere, der mistede deres danske besiddelser, men også kommer til at omhandle frikorpsfolkene.

Peter Bang er advokat.

APROPOS
Dommene - og debatten
I juli 1945 faldt de første domme i Københavns Byret. En frikorpsmand, der under orloven i 1942 havde deltaget i optøjer, blev idømt seks års fængsel. Dagen efter faldt imidlertid tre frifindende domme over frikorpsfolk, da Byretten fandt, at de pågældende kunne have opfattet regeringens holdning inden 1943 som en "anvisning" på at melde sig til Frikorpset. Det viste sig, at den juridiske dommer havde stemt for domfældelse, men var blevet overstemt af de to domsmænd.
Dommene var politisk uacceptable, og landsretten omstødte da også senere alle tre domme. En af de i Østre Landsret dømte var frikorpsmanden Erik Kam, bror til den for tiden meget omtalte Søren Kam. I Østre Landsret fik Erik Kam fire års fængsel. Sagen endte i Højesteret i november 1945, som retsopgørets første højesteretsdom, og resulterede i et kompromis på to års fængsel. En enkelt af de under sagen 13 voterende højesteretsdommere stemte for frifindelse og fremhævede under voteringen det besynderlige i, at den kommanderende general skulle møde op ved Fri-korpsets afrejse for at bivåne, at disse mænd tog af sted for at begå en forbrydelse.
Efter de første fældende domme over frikorpsfolk afdækkede debatten i aviser og fagtidsskrifter hurtigt en fundamental uenighed om det rimelige i at straffe frikorpsfolkene.
Hal Koch fremhævede således det paradoksale i, at man idømte frikorpsfolkene fængselsstraffe, mens de, der havde godkendt korpsets oprettelse og
hvervning, nu sad uantastede som ministre og rigsdagsmænd.
Politikernes forsvar var selvfølgelig, at regeringen havde handlet under tvang, da man skulle forholde sig til Frikorpsets oprettelse.
Dette var en højst diskutabel påstand, dels fordi oprettelsen af Frikorps Danmark klart var i regeringens interesse, da korpset afværgede risikoen for tvangsudskrivning, og fordi - som overretssagfører Dragsted, der fungerede som forsvarer for en del frikorpsfolk, fremhævede det - tvang ikke kan påberåbes som ugyldighedsgrund i international ret, da ingen fredstraktat ellers ville være gyldig.
Peter Bang

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu