Kronik

At rejse med sin længsel

23. august 1997

Længslen er som en luftning, en vind, hvorpå man kan flyve med sine drømmes vinger

Efter at have rejst i syv enhalv måned gennem Mongoliet, Kina, Tibet, Nepal og Indien, er det meget mærkeligt at være hjemme i Danmark igen. Det første der går op for en, er, at rejsen absolut ikke slutter, fordi man igen har fødderne på dansk jord.
Igen og igen dukker scener fra rejsen op i drømme, eller i ens fantasi, og stik imod enhver forventning, synes de at gøre det med større og større intensitet. Jeg prøver at skubbe erindringerne fra mig, på en sært urolig måde gør de næsten ondt. Jeg ved det, jeg burde glæde mig over disse erindringsbilleder, lune mig ved dem, selv her i sommerheden. Dyrke hver lille detalje, svælge i forskellige steders skønhed, i dén og dén oplevelse der var særligt nervepirrende, eller fyldt til randen af betydning; transcenderende meningsfuldhed. Men det sker igen og igen: Jeg skubber dem fra mig. Hvorfor? Måske er disse erindringer simpelthen for smukke. Det ved vi jo dog, at det skønne, det smukke og vidunderlige, kan være fyldt af den mest sødmefulde smerte; det sker, at det vi mest elsker tør vi ikke nærme os, af frygt for - hvad? At drømmen skal smuldre? Vise sig blot at være endnu et stykke tørlagt virkelighed kun vi, med vores fantasi, befrugtede til noget magisk? Jeg ved det ikke.
Men ét er sikkert: På sådan en rejse er man blevet en anden. Der er sket noget med én. På et vist tidspunkt har man fået fyldt så mange oplevelser, stemninger og møder på sit væsen, at man ikke længere formår at bearbejde dem. Det er hér de virkelige forandringer begynder at ske. Det er hér man bliver lagt i smeltediglen og støbt om. Men så længe man stadig er på farten, ved man ikke hvad der er sket - og sker. Selvfølgelig tænker man over hvad man har oplevet undervejs, men mere og mere sporadisk.
Først når man igen begynder at færdes i det hjemlige, kendte, begynder forandringerne at vise deres djævlemasker. For man møder igen sine venner, indgår igen i vante sammenhænge, står igen på den sædvanlige bar og hænger med sin øl og glor på damer - men der er sket noget. Man kan ikke finde sig til rette. Det har man måske altid haft svært ved, men dette er noget andet. Der er ligesom noget galt. Man bliver labil. Man har fået så mange kræfter på sin rejse, man har klaret de mest absurde situationer og nu, hjemme igen, synes selv de største problemer at være blevet det rene barnemad. Men - hvordan skal man bruge disse kræfter? Man er ligesom blevet for stærk til den verden, man nu bevæger sig i. Man har tonsvis af energi - men hvordan få afløb? Man risikerer at kortslutte. Man overvejer at forsvinde straks igen. Man aner ikke længere hvem man er. Man er, kort sagt, ude at skide.
Nys ankommen til Danmark begyndte jeg at lede efter billeder, der kunne beskrive den tilstand jeg følte jeg var i. Jeg sagde, at det var som om jeg på min rejse havde udviklet mindst ét sæt usynlige ekstra lemmer, der var blevet fremprovokeret, som en art mutation, af de utallige udfordringer man hver dag i det fremmede bliver udsat for. Og nu, som jeg atter stod i gode, gamle, trygge Danmark, hvor man virkelig skal meget, meget langt ud før man for alvor begynder at mærke det på sin egen krop, hang disse fremmuterede lemmer nu slappe og overflødiggjorte på min krop. Der var ikke brug for dem længere. Jeg sagde: Jeg er bange for de helt skal visne, og til sidst falde af.
For det er netop noget af det vidunderlige ved at rejse, i hvert fald på den måde jeg valgte at gøre det: At hver eneste dag kræver én fuldstændigt. Der er intet at tage for givet. Hvis man vil have noget at spise, må man finde et sted, hvor man kan få det. Hvis man vil have et sted at sove, er der ingen der kommer og fortæller én hvor man kan finde det. Man må selv ud og lede. Og hvis man skal videre fra det sted man nu er: Man kan briefe sig i rejse-guiden, men der er kun et kort, og nogle få, omend vigtige, oplysninger; vejen må man selv gå. Eller ride. Eller tomle. Eller køre. Eller flyve. Eller...
Hjemme i ens eget land, kører alting på skinner. Man har sin seng, sit køleskab, sin skole, sit arbejde, sine venner og bekendte; man ved nøjagtigt hvilke busser og toge man skal tage, hvilken vej man skal cykle, og er der nogen problemer kan de hurtigt løses ved et par opslag i relevante bøger, eller et hurtigt telefonopkald. Man kan sproget, man kan spørge og være nogenlunde sikker på at få et korrekt svar. De linjer man lever sit liv efter, er så jammerligt enkle, at det næsten ikke kan gå galt. Og bevares. Det er da fint nok. Vi skal være glade for at vi bor i Danmark, og kan nyde alle de goder, som vi trods alt stadig får tilbudt. Men har man først én gang prøvet at tage fuldstændigt hånd om sit eget liv, fra øjeblik til øjeblik selv at have ansvaret for de mest, eller måske netop de mest, basale nødvendigheder til livets opretholdelse, er det meget underligt at være hjemme i det, der uværgeligt føles som lidt af en kuvøse, igen.
Ja. Man kommer til at tænke på det moderne samfunds fremmedgørelse af individet. Det, at stort set ingen af os længere indgår i et fællesskab som i sig selv danner en mening med ens liv: At man kan se den direkte sammenhæng mellem det man gør, og det der kommer ud af det man gør. Vi er alle ulykkelige storbymennesker, der hver dag lader os lulle ind i vanen, trivialiteternes grå mareridtsjungle. Men heldigvis bliver vi snart lammede på følesansen, så vi ikke mærker det så tydeligt. Vi glor fjernsyn. Vi drikker os fulde. Vi finder en mening med at uddanne os, til et eller andet vagt fremtidsmål. Eller vi får et arbejde, gør én eller anden mere eller mindre tilfældig kvinde gravid, og så er der da i hvert fald børnene til at få os til at føle, at der er brug for os, at nogen virkelig er afhængige af os. Vi prøver at danne vore egne små minifælleskaber, sociale netværk, også kaldet. Helt nødvendigt for at overleve. Men nok?
Der er altid længslen. Vi længes alle efter ét eller andet. Vi længes efter kærlighed. Efter eventyr. Efter at et eller andet nyt, utroligt, gennemgribende fantastisk skal ske. Ofte ved vi ikke, hvad det egentlig, helt konkret, er vi faktisk længes efter. Men vi længes. Og drømmer. Netop længslen, drømmen, er én af de største skatte, vi overhovedet bærer rundt på. I lille Danmark, hvor ingen tror på noget, andet end kontoudtoget og bagerjomfruens sexede smil søndag morgen (hvis man da tror på dét), er dét at drømme, være en drømmer, ikke noget, der står i særlig høj kurs. Godt nok bliver der slået på tromme for fantasien og kreativiteten, i børnehaver og på diverse institutioner, men hovedsageligt som noget, der blot skal dygtiggøre børnene til at leve - og overleve - i samfundet. Og når de først er dér - så ved vi jo alle, at det gælder om at være vågen, på mærkerne, aggressiv - "for du får sgu ikke noget, hvis du ikke selv rækker ud og ta'r det!".
Men drømmene og længslen - og altså det vi kalder fantasien - er ikke blot noget der skærper vores intelligens og gør os mere overlevelsesdygtige. Drømmene er også det, der - helt konkret, og rent faktisk - skaber vores virkelighed. Hverken mere eller mindre. Så radikalt alvorligt bør vi tage fantasien - og hele det liv, man kan leve deri. For det tager tid at forme sit liv og sin virkelighed. Visse frugter skal gro meget, meget længe i vores inderste mørke - før vi omsider kan nyde dem.
Ti år tog det f.eks. mig, fra drømmen blev født og til jeg omsider sad på Jokhang templets tag i midten af Lhasa og læste hele Ib Michaels Himmelbegravelse højt for min rejsekammerat, og mig selv; med de ørkentørre, mægtige bjerge hele horisonten rundt, og guldet på statuer og tagrygge ganske nær: Syngende i solen.
Dét vi længes efter, er for så vidt dét vi allerede er - eller er i hvert fald dét, vi vitterligt har mulighed for at blive - hvis vi giver os selv, og hinanden, lov til at drømme. Og gør det intenst nok.
På din virkelighed skal jeg kende dine drømme.
Heller ikke når man rejser, ophører længslen med at finde sted i én. Men dét er det mirakuløse ved at rejse, at omsider modarbejder man ikke længere sin længsel - man føjer den. For det er selvfølgelig dét, der er problemet ved at længes - at i det øjeblik man begynder at længes, kommer smerten også ind i éns liv. Det er jo dér man bliver opmærksom på misforholdet, samtidig med at det opstår - misforholdet mellem den man er, og den man gerne vil være; mellem det sted man er og det sted man gerne vil hen. Og her er vi så ved roden til et af menneskets store problemer - nemlig det, at vi har en bevidsthed der er i stand til at forestille sig noget der ikke findes - og dermed det meste af vores tid må befinde os udspændt mellem det, vi rent faktisk er, og det som vi kunne være. Her begynder vi for alvor at komme ud på gyngende grund. For hvad er vi i det hele taget - og hvad er virkeligheden?
Hvor ofte måtte jeg ikke på min rejse knibe mig selv i armen, for at sikre mig, at jeg nu også virkelig var vågen - og sige til mig selv: Mand! Lige nu - i dette, lige akkurat dette, øjeblik - står du midt i din drøm! Selvfølgelig var intet nøjagtigt som jeg havde forestillet mig det - men alligevel var der ikke noget at tage fejl af - det var min drøm, og jeg, helt klart: lige midt i. Og dermed var det for så vidt ikke længere nogen drøm, men den rene skinbarlige virkelighed. Eller hvordan er det nu det er... ?
Det er jo en hvad-kom-først-hønen-eller-ægget problematik. Jeg drømmer - altså er jeg. Jeg er - altså drømmer jeg. At jeg er. For føromtalte udspændthed kan også opfattes som et svæv. Hvilket så igen blot taler for længslen som en uundværlig del af det der udgør vores livsrum. Evolutionen har i hvert fald ikke skilt os af med længslen. Endnu, burde man måske tilføje.
Men at rejse er ikke kun at rejse med sin længsel. At rejse er også at rejse med sin længsel. Man rider på den, som på en svulmende bølge, der hele tiden løfter, og løfter én længere og længere ind i den drøm, som er den virkelighed, der er den drøm, der er den virkelighed, drømmes stof er gjort af.
Det siger sig selv, at så længe man længes, vil man aldrig for alvor nå det man længes efter. Men længslen er som en luftning, en vind, hvorpå man kan flyve med sine drømmes vinger - og når man først hænger dér, finder man ud af, at det er alt nok. Så er det nemlig, som Zacharias har fået det at vide af sit orakel-monster Carolus i Kongens fald af Johannes. V. Jensen, at "...i samme øjeblik man nærmer sig den virkelige løsning af et problem, ophører problemet med at eksistere som sådant." Og man kunne tilføje, som Zacharias også gør det: "Men selve processen, der i øvrigt ytrer sig som smerte, og hvis udstrækning er ligegyldig, har jo sin interesse og sin værdi."
Måske er det det der gør, at jeg bliver ved med at skubbe de erindringsbilleder, der viser sig fra min rejse, væk: De minder mig om alle de drømme, det skal tage et helt livs smerte at leve ud.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu