Læsetid: 7 min.

Respekt for kunstnernes arbejde

30. august 1997

BOHEME-ROMANTIK
Kulturministeriet er lige fremkommet med et nyt lov-forslag til den nye finanslov, hvor man vil forbedre arbejdsvilkårene for de unge nyuddannede billedkunstnere, forfattere og komponister, ved at tildele nogle af dem en form for etableringsydelse på ca. 6.000 kr. om måneden, med ret til at tjene penge på deres værker, uden at indtjeningen modregnes.
Vi billedkunstnere troede faktisk, at dette nye lovforslag ville sætte fokus på at løse vores urimelige sociale vilkår efter årtiers debat og undersøgelser, der klart placerer kunstnerne i en økonomisk underklasse.
I stedet fremkommer man med et lovforslag, hvor nogle enkelte nyuddannede og autodidakte bliver udvalgt af Statens Kunstfond til et såkaldt A-hold, dem vi samfundsmæssigt satser på. De vil modtage et respektløst lille beløb de næste 2 1/2 år, der minder om socialhjælp. De fleste kunstnere har et uddannelsesforløb på 5-7 år.
Til sammenligning modtager en nyuddannet håndværker 22.-28.000 kr. pr. md. og en nyuddannet akademiker endnu mere.
Statens Kunstfonds funktion har altid været at fordele midler til forskning og fordybelse, til indkøb og udsmykninger, men ikke at fordele sociale almisser. Hvis Kunstfonden påtager sig rollen som 'socialkontor', vil fondens funktion i samfundet igen blive misfortolket.
Dette nye forslag vil klart holde fast i nogle unge, der måske ellers hurtigt ville have gennemskuet kunstnerens umulige økonomiske situation og i tide have nået at skifte kurs. Nu bliver virkeligheden blot udskudt i 2 1/2 år, og nu hænger de fast, fordi de psykologisk - men ikke økonomisk - er blevet etablerede kunstnere.
Det er en social kunstig særordning, der kun vil gavne nogle få i en kort periode. Det er ikke en bæredygtig, langsigtet løsningmodel, der arbejder henimod at give os de samme rettigheder, både fagligt og økonomisk, som alle andre faggrupper har her i landet.
I den almindelige danskers øre lyder det igen som om, at vi kunstnere hele tiden får særbehandling og blot bliver støttet på alle mulige måder af det offentlige. I et velfærdssamfund fyldt med fagforbund, der kontrollerer alle arbejdsydelser i Danmark, har man indtil dato valgt at holde øjnene lukket for udnyttelsen af kunstnernes arbejdskraft.

Krav til administratorerne
Inden for de andre mere kollektivt producerende kunst-grene som musik, teater og film har de for længst fundet sammen i faggrupper, der har skabt rimelige arbejdsvilkår med mindsteløn og arbejdsløshedsunderstøttelse, uden at det kunstneriske niveau er faldet.
Men billedkunstnerne og forfatterne, der hører til de mere individuelle producenter af kunst, hvor vi lever af vores individualistiske udtryk, har haft svært ved at finde sammen og kæmpe for vores rettigheder. Måske fordi vi, mere eller mindre, hænger fast i myten om den frie bohemekunstner.
Kunst- og kulturindustrien, der siden 2. verdenskrig langsomt er vokset med flere og ofte spektakulære kulturbegivenheder med kulminationen K'96, har selvfølgelig tiltrukket flere og flere udøvere. Det har derfor været relativt nemt for kultureliten at manipulere med uorganiserede kunstnerne og slippe af sted med blot at betale et symbolsk honorar, eller blot at dække produktionsudgifterne.
Faktisk er det alle dem, der sidder i ledende stillinger inden for museums- og udstillingsverden, vi bør rette vores krav til. Det er dem, der vejleder Kulturministeriet og har været med til at skabe og bevare den nuværende fordeling af de økonomiske midler. Det er deres moralske ansvar at kæmpe for vores ret. Faktisk må det være utroligt pinligt at vide, at deres magt og position skyldes kunstnernes indsats, og at kunstnernes urimelige arbejdsvilkår skyldes deres manglende moral.
Den støtte, vi ønsker fra Kulturministeriet, museerne og udstillingstederne er, at de er parate til at ville forhandle nogle overenskomster, da vi ikke selv har været stærke nok til at presse vores lønkrav igennem, så vi får en rimelig løn for vores arbejde.
Ingen betaler i dag lønninger til den der udstiller, hverken for de 3-6 mdr. vi har arbejdet på at skabe en udstilling, eller i selve opstillingsfasen. Vi får ingen diæter eller rejseudgifter dækket. Materialeudgifter må vi også selv stå for. Kun få steder har afsat et mindre beløb til dækning af alle disse poster.
I dag, hvor museum og udstillingstederne også kæmper om publikums gunst, kræver de mere og mere af kunstnerne. Kunstværkerne skal være helt nye for at tiltrække pressens opmærksomhed samt skabt specielt til deres udstillingsrum.
I dag kræves der også af traditionelle malere, at deres værker er specielt skabt til de rum, de skal udstille i. Derfor bliver billederne for det meste meget store og evt. skabt i serier, for at gøre udstillingen mere sammenhængende, som en installation. Men derved bliver de enkelte værker vanskeligere at sælge til andre end museer. Men museernes antal er meget begrænset og det er deres midler til nyerhvervelser også.

Museerne køber for lidt
Det er kun en brøkdel af alle de værker, der bliver udstillet på museer, der bliver solgt, og de fleste kunstnere skal være glade, hvis de i løbet af en hel livskarriere sælger et par værker til museerne.
Kunstmuseerne indkøbskonto burde sættes betragteligt i vejret, hvilket igen ville være en direkte støtte til kunstnerstanden samt give museerne mulighed for også at turde indkøbe den mere nutidige, men også mere opbevaringskrævende kunstart 'installationer'.
Da jeg selv for en del år siden lå i forhandlinger om salg af en installation til Statens Museum for Kunst, mente nogle af mine kollegaer, at jeg skulle gå ned i pris, selv om den faktisk var lavt sat i forvejen, da det ville være betaling nok at komme ind på museet. Hvis museer ikke har råd til at betale mig for mit arbejde, hvordan skal jeg så nogensinde komme til at leve af min kunst, da de er de eneste mulige køber af mine installationer. Jeg holdt fast i mit tilbud. Efter et helt års forhandlinger droppede de ud med begrundelsen, opmagasineringsproblemer. Installationen bestod bl.a. af 2 1/2 tons kul.
Med hensyn til materialeudgifterne, kunne man f.eks lave et stykke papir på, at hvis værkerne bliver solgt efter udstillingen, så tilfalder der så og så meget til udstillingsstedet for hvert solgt værk.
Denne model er en nødvendighed for os billedkunstnere, der arbejder med 'installationer', der er skabt specielt til det sted, vi skal udstille.
Jeg blev kontaktet af Arken for nogle år siden, før det var færdigbygget, med forespørgelsen om jeg evt. ville være interesseret i at skabe en 'installation' i 1997 til deres vanskelige røde udstillingsgang, der er ca. 40 m. lang og 3 m. bred.
Jeg fortalte, at det ville kræve 1/2 års arbejde, at skabe en så stor installation/udstilling, og at det ville koste ca.150.000 kr i materialer. Materialeudgifterne måtte de i hvert fald dække. Det kunne de ikke love, da de mente at de fleste fonde sikkert ville være tomme efter kulturbyåret, men en lille tryksag kunne de love mig.

Svært med alternativer
Har du som billedkunstner overhovedet et alternativ til sådan et tilbud. Jo, du kan finde dit eget alternative udstillingsted, men foruden materialer, skal du nu også betale lokaleleje, transport, invitation og plakat. I stedet for at udstillingen måske blev set af ca. 200 personer, bliver den i stedet nu kun set af 10 personer pr. dag.
De offentlige udstillingssteder skal fungere på samme måde som f.eks et teater. De ansætter til hver ny forestilling nye skuespillere, instruktør og scenograf i en periode af normalt 3 mdr. varighed. Minimumslønnen er fastlagt alt efter om man skal deltage på en stor scene, eller på en lille scene.
Denne model må være mulig at overføre til museer og udstillingsteder, hvor man fastsætter nogle minimumshonorarer for at arbejde på en udstilling, der f.eks fastsættes til 3 mdr. arbejde. Der aftales et beløb til materialer, dagdiæter, rejseudgifter osv.

A-kasse for kunstnere
I øjeblikket kører Kulturministeriet en ordning nogle steder som sikrer, at udstillende kunstnere kan få udbetalt max. 5.500 kr. pr. mdr. Men det rækker ikke langt, hvis man først har brugt 3 mdr. arbejds indsats, samt haft materiale- og fremstillingsudgifter på 40-80.000 kr.(der ligger mine udstillingsomkostninger).
Der er ingen vej tilbage, grundlaget for bohemeromantikken er totalt undermineret af den statsliberale kunstindustris udnyttelse af vores arbejdskraft. Hvis vi vil overleve med respekt for os selv, må vi organisere os og oprette en fagforening med tilknytning til a-kassen.
Kriterierne for optagelse i sådan en sammenslutning har hidtil være umulige at blive enige om inden for de forskellige kunstorganisationer. For hvem er professionelle kunstnere og skal al kunst være med stort K?
En model kunne være, at optage alle de kunstnere, der inden for de sidste 5-10 år f.eks. har haft en separat udstilling på 1-2 anerkendte udstillingsteder, museer og evt. også de mest anerkendte gallerier, som har bevist deres seriøsitet. Eller 3-5 gange, hvis det er i gruppesammenhæng. Nyuddannede fra de statsanerkendte kunstskoler er automatisk medlemmer.
Som i alle andre fagforbund skal du være aktiv før du kan blive medlem, det vil sige, at du har bevist, at du har kontakt med arbejdsmarkedet, og det kan bruge dine evner og talenter.
Denne model bruger man inden for teaterorganisationerne, hvor man forsøger at være så objektiv som mulig. Inden for kunstverdenen har vi altid været mere subjektive i vores optagelser af medlemmer. Men denne udvælgelsesprocedure duer nok ikke længere i denne mere demokratiske og pluralistiske tid vi lever i.
Modellen vil sikre, at det er en meget bred vifte af kunstnere og kunstudtryk, der på denne måde bliver understøttet, fra det meget traditionelle til det vildt eksperimenterende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu