FRIE ORD
SKAL EU-debatten ikke udvikle sig til blandt andet et slagsmål mellem Jens Maigård,
Margrete Auken og Jesper Hoffmeyer på den ene og mig på den anden side, som læserne kan føle alt for privat, må jeg afstå fra nøje gengivelser af de nævntes kritiske indlæg og tilsvarende nøje gendrivelser af kritikken - i det omfang sådanne gendrivelser måtte være mig mulige!
Det betyder ikke, at jeg ikke finder alle tre kritiske indlæg yderst relevante, men for at hæve dem ud af privatsfæren skærer jeg igennem til det, der for mig er afgørende: Nødvendigheden af fremmedhadets overvindelse til gavn for det påtrængende globale samarbejde om de trusler, der delvis er fremkaldt af globaliseringen selv: Truslerne mod miljøet og truslerne mod den sociale opløsning. Jeg er altså med på, at med globalisering skal globalisering bekæmpes, men jeg er skræmt over den ligegyldighed, hvormed spørgsmålet om demokratiet behandles.
FOR AT SIGE DET, så alle gode ja-sigere må kunne forstå det: Hvor ville jeg dog gerne lære Eisma, Lannoye og Breyer, Liese, Apolinário, Spencer og Pimenta nærmere at kende.
Foreløbig kender jeg dem kun fra det udkast til betænkning om verdens miljøtilstand og den vestlige livsstil, som EU-Parlamentets miljøudvalg under forsæde af Lone Dybkjær behandlede op til Rio plus fem år i foråret og som jeg ofte har henvist til. Af dette udkast fremgår det nemlig, at nok har Dybkjær sikkert været en stærkt medvirkende årsag til, at jeg har kunnet citere betænkningen for at verdens miljøtilstand har udviklet sig fra det problematiske til det alarmerende og at den vestlige livsstil "simpelthen er den største udfordring" til os vesteuropæere og amerikanere. Fordi den i dag er den suverænt største trussel mod hele menneskehedens naturgrundlag. Men det fremgår af betænkningsudkastet og dets ændringsforslag, at Eisma, Lannoye, Breyer, Liese, Apolinário, Spencer og Pimenta sandt for alle truede dyr og planter har holdt fru Dybkjær til ilden.
Jeg er overbevist om, at jeg har meget mere til fælles med disse mig ellers ubekendte europæere end jeg har med mange danskere, der sidder i deres nyanskaffede biler på en af de nyanlagte motorveje og snart også den rædselsfuld grimme Storebæltbro. Også selv om disse bilkørende danskere sidder og synger af Højskolesangbogen.
Jeg forstår godt, at mange glødende økologister må have det på samme måde. Op i røven med Grundtvig, vigtigere sager forestår. Og dé forener os hjerteligt på tværs af alle statsgrænser.
Det er mig ikke engang en overvindelse at skulle indrømme det. Det er ikke engang en indrømmelse. Siden jeg i 1973 skrev Den satans stat med masser af Grundtvig-citater vendt imod staten har jeg aldrig forbundet folkelighed med andet end den sande universalitet. Som den gamle selv trods alle sine momentvise nationalistiske udskejelser så smukt giver udtryk for i et par linjer, der er gået hen og blevet noget nær mit livs motto: Sandru hedning, tyrk og jøde,/ dem har Gud i grunden kær;/ hader først og sidst de søde (danskere og/eller kristne),/ som på skrømt ham træde nær.
Af nøjagtig den samme grund, på hvilken jeg for snart et kvart århundrede siden skrev Den satans stat, må jeg vende mig mod bestræbelserne på at erstatte nationalstaten med EU-staten. I stedet har jeg forfægtet et europæisk samarbejde, der lader de hundrede forsamlingshuse blomstre og de tusinde termokander kappes.
Oversat til nudansk: Får vi ikke gennemført en form for andelsorganisering af både den såkaldte private og den såkaldte offentlige sektor går det efter min bedste formening galt.
Mit hovede fortæller mig, at det ikke er for at ophæve den private ejendomsret til produktionsmidlerne og den moderne elites teknokrati, at en hel masse ja-sigere gerne vil have os til at stemme ja til Amsterdam-traktaten.
Derfor er jeg med hjertet ja-siger og med hovedet nej-siger.
Det foruroliger mig, at det for Jens Maigård først og fremmest er en hoved-sag at stemme ja. Og jeg kan ikke blive klog på, hvordan Auken og Hoffmeyer har tænkt sig at redde demokratiet ved EU. Derimod forstår jeg godt deres følelser.
Men skulle EU-debatten bidrage til at rejse selve det afgørende spørgsmål: Hvordan overlever demokratiet den teknificering og globalisering af vores daglige tilværelse i også nationalstaten Danmark, som den vanvittige jagt på evig og grænseløs økonomisk vækst udsætter alle for, i eller uden for EU, så har EU gjort os alle en stor tjeneste.
Det er rigtignok en stor indrømmelse fra min side, det indrømmer jeg.
Men om det får mig til at stemme ja, afhænger ikke mindst af Maigårds, Aukens og Hoffmeyers bud på, hvordan de har tænkt sig at overbevise kapital og bureaukrati om forsamlingshusenes og termokandernes nødvendighed.
Ellers ligner deres kamp for alt det gode noget i retning af det, der antydes i tegningen til og overskriften over denne artikel.
