Læsetid: 4 min.

Ud af romantikken

Debat
27. august 1997

IDEER
Den amerikanske forfatter Saul Bellow (1915-) har i et interview sagt, at kunstnerisk og intellektuel storhed må læres fra andre, hvorefter man siden kan tilføje eget talent, og at forestillingen om at vi selv er herrer over alting, udgør en relativ ny indbildning, vi har fra romantikken og det 19. århundrede. Mennesket skaber nemlig ikke ud af ingenting, vil Bellow hævde, hvilket lige præcis romantikken med held fik os til at tro.
Perioden knæsatte forestillingen om det fritsvævende geni uden bånd af nogen art, en kunstnerisk og lærdomsmæssig liberalisme, som har været vor åndelige horisont indtil fornylig, hvis den ikke stadig med god ret kan siges at være det. I Bellows perspektiv afløstes den europæiske oplysningstid af en almen egomani, en overbevisning om at man ikke behøver at vide noget om noget for at have forstand på alting.
Overbevisningen, som er langtfra overbevisende, var svanger med en anti-intellektualisme, der dyrkede sanseligheden indtil det sanseløse og dermed indebar en ny fordummelse. Som hovedpersonen i Bellows roman Mr.
Sammlers planet fra 1970 siger et sted: "Storhed uden forbilleder? Utænkeligt. Man kunne ikke være tingen selv - virkeligheden. Man måtte stille sig tilfreds med symbolerne. Gøre det til efterligningens mål at nå og udløse de høje kvaliteter".
Det bedste eksempel fra nyeste tid på den påståede originalitet er det herostratisk berømte studenteroprør, som vi kalder for et ungdomsoprør, og som i min gymnasietid var obligatorisk stof i stort set alle fag, ligemeget hvor inferiør forbindelsen ellers var: idiotien til magten og alt det dér à la Jesper Jensen, og hvor var det egentlig hamrende uinteressant.
Hvad oprøret bundede i, må betegnes som en underlegenhedsfølelse, naturligvis for-klædt som det modsatte. Det første er altid lidt pinligt, det sidste blev den dyd, næsten al ungdom definerer sig gennem. Tilbage til romantikken og barndommens uskyld, stod der henover det altsammen, uden at nogen sagde det højt. I stedet hed det ned med alle autoriteter! Men det er det samme. Eftersom bestemte autoriteter var blevet suspekte, mente man, at selve ideen om autoritet også var det. Hvis studenteroprøret vandt nogen fuldstændig sejr, så var denne ene, despekten for al autoritet, fuldstændig. Den har været grundlov lige siden.

Vi står nu i en situation, hvor respekten for klassiker-begrebet og dannelse overhovedet vender tøvende tilbage. Det er kun udmærket, men tendensen må befæstes for at den ikke forsvinder med modens vinde. Der kan tilføres det danske samfund meget mere traditionsbevidsthed, uden at vi af den grund bliver autoritære eller det, der er værre, hvilket jo er den almindeligste anklage imod de klassiske dyder. Lektor Blomme o.s.v. Det forholder sig snarere lige omvendt, fordi en viden om hvad der ligger til grund for nuet, udgør den bedste vaccination imod at løbe efter stærke mænd og fristende bevægelser. Socialisering må gå forud for individualisering, det er egentlig ikke så fantastisk indviklet.
Individualitetens store talsmand John Stuart Mill (1806-73) vidste netop, at intet kom af intet. Individualiteten op-står i mødet mellem "den indre kultur", d.v.s. egne følelser og impulser, og "den intellektuelle kultur", d.v.s. fornuft og sandhed, og altså ikke ud af den blå luft. En vis form for puritanisme og et minimum af slid må til for, at man ikke går til i individualisme og narcissisme. Det kan være, at Mill undervurderede betydningen af den fysiske omgang med andre mennesker, men den har utallige andre belært os om.

Hvad Mill giver os, er en fornemmelse for, at individualitet ikke er helt det samme som individualisme. Målet for individualiteten er nysgerrige individer, hvis deltagelse i verden tjener andet end egne formål, mens målet for individualismen ligger tættere op ad egoismen. Alene ved at begrave den forudsætningsløse og formløse frihed kan vi håbe på at skabe en frihed, der holder over tid. Problemet ligger imidlertid i, at flere af de, der måske vil være enige med mig i ovenstående, ikke vil midlerne. Og midlerne, kort fortalt? Mere lærdom af traditionel tilsnit med vægt på historie, sprog og litteratur på bekostning af tværfaglig middelmådighed, mindre gruppearbejde, mindre terapi og færre timer om eleverne selv, men omvendt flere om verden udenfor. Det gælder for folkeskole såvel som gymnasier og hf-uddannelser. Vi skal ud af romantikken.

Men tilbage til Saul Bellows kunstsyn i følge hvilket genialitet og kunst ikke nødvendigvis er identisk. Jeg har tidligere på dette sted (9.4.96) været imod visse ikke længere helt så unge kunstneres afsigelse af mesterværkets dødsdom og skrevet, at hvis aspirationen efter at lave mesterværker skylles ud, mister kunsten sit pejlemærke og dermed sin retningssans. Dét er ikke at dyrke geniet, men at fastholde vigtigheden af at kunsten stræber efter mere end refleks og nyhedsværdi i en tid, hvor kunst, kommunikation, formidling, elektronisk databehandling, reklamevirksomhed og konsulentopgaver synes at flyde stadig mere sammen. Hvis det passer, hvad en optiker fortalte mig, at vi bliver mere og mere nærsynede, er det lige præcis hvad romantikken og dens mange udløbere har gjort ved os. Først os selv og så os selv. Far verden, far vel.
Til de der måske undrer sig over, hvorfor romantikkens idé overhovedet er værd at diskutere, kan det med samme Bellow siges, at vi i det moderne livsvilkår uden at vide det lever mere mellem ideer end i naturen. Det er altså i takt med vor øgede naturbeherskelse, at de bliver stadig vigtigere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her