Kronik

RUC 25 år

30. august 1997

Af KNUD ILLERIS forskningsprofessor i uddannelsesforskning ansat på Roskilde Universitetscenter siden starten i 1972

Det er vel nok værd at fejre, når man betænker, at det stormomsuste universitet flere gange har været tæt på at blive nedlagt og engang kun overlevede med en enkelt stemmes flertal i Folketinget. Æret være den konservative Hans Jørgen Lembourn, der stemte imod sit eget parti og dermed reddede, hvad der nu i stigende grad fremtræder som et vigtigt saltkorn i det danske og måske også snart det internationale uddannelsessystem.
Men er det nu ikke også lidt for store ord at hæfte på fødselaren? Ikke at dømme efter de reaktioner, jeg i de seneste år har mødt, når jeg har været udenlands som repræsentant for RUC og for ideen om projektstudier. Lad mig blot referere nogle af mine oplevelser:
I foråret 1995 deltog jeg i en konference på universitetet i Tromsø i Nordnorge. Anledningen var at projektarbejde netop ved lov var gjort obligatorisk i både folkeskolen og gymnasiet. Jeg skulle holde konferencens åbningforelæsning og blev nærmest fejret som en udsending fra selveste projektarbejdets arnested. Det var en utvetydig manifestation af RUC's position i det skandinaviske uddannelsesbillede som stedet, hvor projektarbejdsformen er blevet udviklet, hvorfra inspirationen udgår, og hvor man stadig finder 'den ægte vare': projektarbejdet som den bærende aktivitetsform, og ikke blot som et motiverende tilskud til en ellers traditionelt organiseret undervisning.
I juli 1996 gik turen så til en stor konference om erfaringslæring på universitetet i Cape Town i Sydafrika. Deltagerne kom dels fra teknisk højtudviklede lande, dels fra udviklingslande. Jeg havde forberedt et oplæg om nogle læringspsykologiske forhold, men opdagede meget hurtigt, at når jeg fortalte noget om RUC, var der en helt anden intens interesse. Deltagerne var jo folk med engagement i læring og uddannelse, og RUC's måde at gøre det på blev oplevet som realiseringen af en utopi - af netop alt det, som man så gerne ville, men ikke kunne komme igennem med i praksis af alle mulige politiske, økonomiske, bureaukratiske og akademiske årsager.
Den overvældende interesse var i øvrigt markant forskellig for de to store deltagergrupper: Folk fra lande med mangeårige universitetstraditioner så først og fremmest RUC-modellen som en overskridelse af de traditionelle akademiske undervisningsformers snærende uhensigtsmæssighed, mens folk fra udviklingslandene især var optaget af mulighederne for at få plads til alle de etniske og folkelige potentialer i deres kulturer, som de etablerede akademiske former undertrykker. Fælles var oplevelsen af RUC som en realisering af noget, som man troede lå hinsides det opnåelige.
To måneder senere var jeg så inviteret til Litauen. Her havde man hørt om RUC som et anderledes universitet, og hvergang jeg fortalte om det, var reaktionen den samme: En betydelig skepsis, men efterhånden en stigende interesse, og til sidst en storm af unge akademikere, der ville til Roskilde og opleve det selv.
Begejstringen for RUC-modellen havde her en helt entydig karakter: Det drejede sig om frihed, demokrati og medbestemmelse - om den radikale befrielse fra fortidens ekstremt autoritære og undertrykkende studieformer, som jo ellers ikke kan overvindes fra den ene dag til den anden, og som der slet ikke er tilskyndelser nok til at komme ud over gennem den hjælp, der kanaliseres ad de officielle kanaler.
Endelig var vi så i november 1996 en hel delegation af RUC'ere til 20 års jubilæumskonference på universitetet i Maastricht, der har en status som et af Hollands
reformuniversiteter.
Konferencens overskrift var "placing the student at the centre", men måden det blev gjort på i Maastricht var meget management-orienteret, og studenterindflydelsen meget begrænset. Vi var naturligvis mange, der holdt den RUCske model op mod den hollandske management-model, og for mig kulminerede oplevelsen, da en studieleder fra det samfundsvidenskabelige fakultet ved et af de mere traditionsrige hollandske universiteter i en af de sidste sessioner tog ordet og bekendtgjorde, at nu havde han forstået, at man kunne sætte studenten i centrum på to vidt forskellige måder, og nu ville han gå hjem på sit eget fakultet og arbejde for en udvikling i retning af den danske model.
I de seneste år har RUC haft en medvind, både nationalt og internationalt, der står i skarp kontrast til trængslerne i de første år. I hvert fald er der ingen tvivl om, at den RUC'ske uddannelsesmodel i dag er noget, der kan vække opmærksomhed og kalde på stærke følelser og forhåbninger på mange måder og hos meget forskellige folk.
Men lad os nu ikke bare svømme hen jubel og selvtilfredshed. For mig at se er vi i den paradoksale situation, at mens vores bud på fornyelser kan vække opmærksomhed og begejstring udadtil, så er der nogle stigende modsætninger indadtil. Måske er vi på vej til at sejre ad helvede til, som den gamle LO-boss Thomas Nielsen engang udtrykte det. Og det er der flere grunde til:
Den første og dybestliggende er nok, at selv om det er lykkedes at redde vores model med de to-årige basisuddannelser, tværfagligheden og projektarbejdet helskindet gennem alle angreb, så blev det aldrig deltagernes erfaringer med de nye arbejdsformer, der kom til at præ-ge modellens nærmere udmøntning i formelle bestemmelser og strukturer.
For at redde det centrale blev denne udmøntning tværtimod gennemsyret af store og nødvendige uddannelsespolitiske indrømmelser til både den akademisk-traditionelle og den politisk-konservative modstand.
Dertil er så kommet de stadige økonomiske stramninger: Hvor der i starten var én lærer for hver 10,5 studerende, er tallet i dag inden for to af tre hovedområder oppe på 27.
En anden og mindre håndgribelig problematik ligger på et holdnings- og bevidsthedsmæssigt plan. Generelt i samfundet har der udviklet sig en ny form for målrationalitet. Hos studenterne har den bl.a. slået igennem som stigende eksamensorientering, enkeltfaglig indholdsorientering og behov for at blive undervist - som altsammen står i modsætning til den etablerede RUC-filosofi om også at vægte processen, hvor den afgørende læring finder sted, om tværfaglighed og problemorientering, og om studenternes aktive styring af deres egne studieaktiviteter.
Projektarbejdet er således blevet trængt fra flere sider, og på nogle RUC-studier er der i dag moduler, hvori der slet ikke indgår projekter. Andre steder er pensumkravene blevet så omfattende, at der for flertallet bliver tale om et ekstra 'kursus-semester', hvor man ikke kan nå at være med i et projekt.
Et mere formelt forhold er, at hvor andre aktiviteter end projektarbejdet tidligere har været betragtet som supplerende og tilsammen højst måtte optage 50 procent af studietiden, så har vi nu fået en bekendtgørelse, hvori det omvendt indgår at projekterne højst må fylde 50 procent.
Det kan studenterne selvfølgelig kompensere for ved deres egne prioriteringer. Og det gør de også, men det er alligevel et grundlag for, at alt for mange af de knappe ressourcer anvendes til lærerstyrede aktiviteter, som de studerende forholder sig ambivalent til og derfor ofte kun får et spinkelt udbytte af.
Selv om de centrale myndigheder principielt går ind for, at det er godt med forskellige universitetsmodeller, der kan konkurrere og derved blive bedre, så har man alligevel tvangsmæssigt tilnærmet RUC-modellen til de andre universiteter (der til gengæld på en del områder har udviklet sig i retning mod RUC-modellen) - så lige netop dér, hvor det har sin mest centrale betydning, er man åbenbart blevet skræmt af sine egne holdninger og har udspændt, hvad man vel betragter som et sikkerhedsnet. Det er hverken særlig konsekvent eller særlig klogt.
Det er således både iøjnefaldende og påtrængende at der er en enorm divergens mellem den idealstatus, som RUC bliver tillagt i en række internationale sammenhænge, og den mere problematiske hverdag på stedet - og jeg håber at 25-års jubilæet kan blive en anledning til at se disse forhold i øjnene, få dem taget op på en mere sammenhængende måde, og få gjort noget alvorligt ved dem.
Myndighederne må erkende, at RUC udfylder en vigtig plads i det danske uddannelsesmønster og har en betydelig international bevågenhed og prestige. Måske ikke så meget i de etablerede akademiske snirkler og de overstatslige bureaukratier i EU, OECD og lignende, men så meget mere i de bredere uddannelsessammenhænge, hvor man på mange forskellige måder må søge nye veje, hvis f.eks. parolen om livslang uddannelse skal få andet end en modstræbende folkelig opbakning.
Og på universitetsniveau har RUC's eksempel stor betydning, både hvor gamle akademiske traditioner konfronteres med nye udfordringer, og i udviklingssammenhænge som f.eks. i Østeuropa og den tredie verden.
Trods alle konflikter og problemer har RUC-modellen i dag en international appel, som Danmark vil være tjent med at holde fast i og opdyrke.
Men forudsætningen er naturligvis, at RUC er i stand til at leve op til sit eget image, og det kræver helt akut både ressourcer, tillid og frihed. Vi må som minimum have samme studenter-lærer ratioer som ved andre universiteter.
Vi må have den vilkårlige regel om højst 50 procent projektarbejde væk og befries for myndighedernes evindelige halvhjertethed over for RUCs bærende pædagogiske principper. At støtte de enkelte institutioners særlige profiler ligger iøvrigt også i direkte forlængelse af den nye universitetslovs ånd, så det burde være en selvfølge.
Og indadtil er der brug for en fornyet opslutning om det bærende ide-grundlag. RUC må også selv mere helhjertet bruge energien og ressourcerne på at konsolidere og videreudvikle sit særpræg og sine stærke sider - vi kan alligevel ikke konkurrere med de andre på deres præmisser, og det er nok den største fejl, at vi alt for let accepterer at blive målt med deres målestok og ofte endda selv også falder tilbage på de traditionelle normer i stedet for at fastholde opgøret med dem.
Når man har oplevet den respekt og de forhåbninger, der internationalt knyttes til RUC i mange og meget forskellige sammenhænge, forstår man at vi er bærere af en arv, der forpligter - ikke blot os selv, men også det samfund, som vi er en del af og afhængige af.
RUC blev født i et enestående sammenfald af særlige betingelser, som ikke har haft og næppe kunne få sit sidestykke i andre lande med andre pædagogiske traditioner.
Det var måske en lidt for tidlig fødsel i forhold til den mere almene samfundsudvikling og udviklingen i uddannelsessystemerne, og det var gennem hele opvæksten svært at holde barnet i live og klare det nogenlunde helskindet gennem alle angreb og børnesygdomme.
Det synes først at være i disse år, at tiden er ved at indhente RUC, at omverdenen for alvor kan bruge RUC's idegrundlag og studiemodel og praktiske erfaringer til noget på et bredere plan.
25 år er stadig en ung alder. Men det er også tiden for at udfolde sig på et voksent og selvstændigt grundlag, at realisere sine talenter og yde sit bidrag til den fælles verden. RUC har virkelig noget at bidrage med.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu