Læsetid: 6 min.

Rygmarvsreflekser til revision

21. august 1997

Inden vi går til stemmeurnerne og stemmer om noget andet end det, vi bliver spurgt om

AMSTERDAM
Nyhedsstrømmen er enorm, så hvis man har tænkt sig at lave andet end at følge med i den, bliver man nødt til at være selektiv. Et af de emner, jeg har valgt fra i årevis, er EU - det forekommer mig simpelthen så usandsynlig kedeligt. Alligevel er det dog i løbet af sommeren gået op for mig, at der er skrevet en Amsterdam-traktat, og at det diskuteres, om den nu også er forenelig med de fire forbehold. Det slog mig, at det ville være ret pinligt, hvis jeg mødte en af de her mikrofon-holdere, der render rundt på Strøget og spørger almindelige mennesker om deres mening om dette og hint - på stående fod ville jeg ikke engang kunne svare på, hvad de fire forbehold egentlig drejer sig om. Jeg har for længe siden konstateret, at forbeholdene ikke har ret meget at gøre med min holdning til EU, og så har jeg fortrængt dem. Og nu forventes vi altså at mene noget om det her.
Nu kunne jeg jo gøre, som jeg har gjort ved de seneste EU-afstemninger: jeg stemmer bare om noget andet end det, der egentlig bliver spurgt om. Jeg tager stilling til, hvad jeg synes om EU sådan i almindelighed, og jeg plejer at stemme nej, fordi nogle af de grundlæggende ideer er mig imod, nemlig ideerne om økonomisk vækst og frihandel og om at styrke sig selv som blok i rivaliseringen med andre blokke. Væksten er problematisk af miljømæssige grunde, og frihandelen styrker væksten og giver fordelingsmæssige problemer.
Imidlertid har jeg fået lyst til at gøre noget andet end bare at handle på rygmarvsreflekserne denne gang. Katalysatoren har været noget så besynderligt som en lille tur til Rostock i sommer og læsningen af Egon Clausens bog Rostock live - et rejsebrev. I Rostock (såvel som mange andre steder, hvor jeg ikke har været) bliver man mindet om 2. verdenskrig. Selv om jeg er født kun otte år efter krigen, har den altid forekommet mig meget fjern - som en forfærdelig fortid, der ikke ville kunne gentage sig. Måske er denne forestilling frygtelig naiv, så måske skal EU-projektet også i høj grad vurderes ud fra, hvordan det påvirker konfliktniveauet i Europa? Det er også en grundlæggende idé bag EU at sikre et samarbejde mellem de tidligere fjender, og det virker måske afspændende? Jeg er altså blevet mindet om et andet perspektiv for vurderingen, og samtidig var besøget i Rostock en påmindelse om, at vilkårene for EU-projektet har ændret sig radikalt i de senere år med forandringerne i Østeuropa, krigen i Jugoslavien, behovet for internationalt samarbejde på miljøområdet og måske også den såkaldte globalisering af økonomien.
Der er altså brug for at træde lidt tilbage fra rygmarvsreflekserne og se på, hvad jeg egentlig mener i dag. I denne proces følger jeg med en del forsinkelse i hælene på dem, der for længe siden har indledt en omvurdering af deres forhold til EU, fordi de har indset, at vilkårene har ændret sig. Det er imidlertid ikke spor indlysende, hvad jeg nu skal mene, og den aktuelle debat om Amsterdam-traktaten er ikke til megen hjælp. I den sidste halvanden måneds tid har jeg fjernet mit sædvanlige nyhedsfilter over for EU-debatten og har endda rekvireret diverse pjecer. Det har ført til, at det ikke længere ville være helt så pinligt at møde mikrofonholderen på Strøget, og jeg har da også (på linje med f.eks. Gert Petersen, der har fremlagt sine vurderinger i Information) kunnet konkludere, at Amsterdam-traktaten ud fra mine grundsynspunkter ikke er værre end det hidtil foreliggende. Men hvad med selve EU-projektet?

Når jeg kigger på argumenterne i debatten, falder det i øjnene, at så meget fremføres ud fra et egoistisk perspektiv: mange uenigheder går på, hvordan vi bedst muligt handler sådan, at danskerne kan rage mest muligt til sig. Hvad kan betale sig for os at gøre, hvis vi vil opnå mest mulig materiel velstand på længere sigt? Eller hvis vi vil bestemme mest muligt selv - uden hensyn til helheden? Hvis de, der fremfører denne type argumenter, bliver gået på klingen, vil de uden tvivl retfærdiggøre deres synspunkter med mere altruistiske betragtninger: den handling, de foreslår, er også den bedste ud fra andre hensyn. Men det er ikke den primære logik.
Hvis vi i stedet for den egoistiske tilgang prøver at tage udgangspunkt i overordnede hensyn som at undgå krige, at sikre bedre levestandard i ulandene, at bidrage til en socialt afbalanceret og miljømæssigt forsvarlig økonomisk fremgang i Østeuropa, at tage bedre hånd om miljøproblemerne, at fremme et mere levende demokrati - skal vi så bidrage til at opretholde EU som en relevant platform med dansk deltagelse, eller skal vi putte grus i maskineriet ved at stemme nej? Hvis man har den traditionelle opfattelse af økonomisk vækst og frihandel, så er det nemt at svare ja til EU-projektet, for væksten forventes så at give ressourcer til at hjælpe både her og der. Hvis man derimod, som jeg, er stærkt skeptisk over for værdien af vækst og frihandel, bliver det langt sværere at vurdere, om EU som politisk projekt bør støttes trods sine mangler.
På den ene side er forekommer integrationen af østeuropæiske lande god i et afspændingsperspektiv, men integrationen kan fremme en form for økonomisk udvikling, der uddyber sociale skævheder og gentager økologiske bommerter f.eks. i forbindelse med yderligere industrialisering af landbruget. På den ene side ser EU ud til at være en rimeligt progressiv international aktør på miljøområdet, men på den anden side er det miljømæssigt højst problematisk med indførelsen af fri konkurrence på el-området. På den ene side er det godt, at EU åbner for mere tværkulturelt samarbejde f.eks. på forsknings- og uddannelsesområdet, men på den anden side er samarbejdet præget af et voldsomt bureaukrati og en overdreven fokusering på internationalisering (nødvendig-
heden af at skrive på engelsk osv.). På den ene side er der en udvikling i gang i retning af mere åbenhed i de politiske processer i EU, men på den anden side kommer beslutningerne på nogle områder meget langt væk fra demokratiske processer. På den ene side kan EU gøre sig gældende på en noget mere afbalanceret måde i internationale konflikter end de gamle kolonimagter hver for sig, men på den anden side har EU lavet mange bommerter i et konfliktløsnings-perspektiv.
Overvejelserne bliver ikke mindre komplicerede af, at en række tendenser formentlig gør sig gældende også uafhængigt af EU. F.eks. tror jeg, at udhulingen af de demokratiske processer i Danmark har med mange andre forhold end EU at gøre, ligesom den overdrevne tendens til at fokusere på internationalisering bunder i meget andet.
Det er et morads af kriterier og overvejelser, der dukker op, når man vover sig ud over rygmarvsreflekserne, og på de fleste af felterne er jeg meget lidt befaren. Det ville være dejligt med nogle bud fra de mere befarne vedrørende disse mere grundlæggende spørgsmål, inden vi går til stemmeurnerne og stemmer om noget andet end det, vi bliver spurgt om.
PS. På det seneste har der været flere indlæg af netop den type, jeg efterlyser, f.eks. debatten mellem Jesper Hoff-meyer og Ebbe Kløvedal Reich. Den rejser bl.a. det interessante spørgsmål om realisme: mens Hoffmeyer ser nogle udviklingstendenser som uundgåelige og insisterer på realistisk tilpasning hertil, fastholder Kløvedal en mere idealistisk tilgang og diskuterer målsætninger mere uafhængigt af, hvor realiserbare de er. Min tilbøjelighed går klart i Kløvedals retning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu