KLASSE-KAMPEN
Direktøren for Danmarks pædagogiske Institut Lars-Henrik Schmidt har fat i en gal ende, når han påstår, at folkeskolens problem er lærernes manglende faglighed, og når han hævder, at lærere vælger forkert, når de prioriterer pædagogiske kurser frem for faglige kurser. (Gid det var så vel).
Derimod har Hanne B. Jørgensen fat i den lange ende i sin artikelserie "klasse-kampen" , der beskriver visioner for en ny folkeskole. For selvfølgelig er det vigtigt at børn kan læse, regne og stave, men allervigtigst er børnenes engagement i læreprocessen. Med engagement går den faglige indlæring som en leg.
Det engagerede frikvarter
At det ikke er det overvejende billede i dagens folkeskole er bl. a. TV-udsendelsen "Op lille Hans" vist i DR2 7. august og genudsendt 16. august et vidnesbyrd om. Her vandrer den filosofiske Jan Haugaard rundt i et smukt landskab og interviewer seks unge om deres opdragelseshistorie. Og gennem interviewene sættes skolens problem i relief: Børnene er glade for at gå i skole. Ikke på grund af lærerne, der er nogle nørder (i min skoletid kaldte vi dem fagidioter). Ikke på grund af undervisningen, "der bare er noget, der er der", men fordi skoleliv er noget, der leves med kammerater. "Det er frikvartererne man glæder sig til - det er dem man planlægger", som en af interviewpersonerne formulerer det.
Man må skabe noget
Folkeskolens problem er elevernes manglende engagement i den faglige undervisning. Dansk og matematikfagene skal have tilføjet en "musisk-æstetisk" dimension, for at bruge et af tidens pædagogiske modeord, som der alligevel ikke er nogen, der forstår.
Mere enkelt blev det udtrykt af digteren til Hyrdinden og Skorstensfeieren, i årets H.C. Andersenspil i den fynske landsby: "Man må arbejde, bruge sit hoved eller sine hænder - skabe noget".
IT-teknologien kan være et værktøj i denne skabelsesproces - men det er langt fra det eneste pædagogiske værktøj, der er til rådighed. Teater, sang, musik, tegninger, bøger, stile, plancher og rapporter er alle slutprodukter at en skabelsesproces, hvor IT undervejs kan være et produktionsredskab i lighed med blyant, pensler, symaskine, forsøgsopstillinger og fotografiapparat.
Informationer - som skolen næsten havde eneret på i industrisamfundet - findes i dagens samfund til overflod. Skolens opgave er at lade eleverne suge af informationshavet - der både rummer historie, sprog, litteratur, matematik og videnskab, og via den engagerede bearbejdning at gøre informationerne til viden, der kan videreformidles til andre. Skolens problem i 1990'er er først løst, når eleverne bruger deres frie tid til at planlægge, hvad der skal ske i næste dansk eller matematiktime, i stedet for at bruge deres energi på at planlægge, hvad der skal ske i frikvartererne.
Mordet på overlæreren
Det er ikke en udvikling, der kommer af sig selv - og det er slet ikke en udvikling der kommer ved, at danske skolelærere i deres uddannelse - eller efteruddannelse - får større faglig viden gennem højere integralregning eller ved at læse mere Ibsen og Pontoppidan - eller for den sags skyld Klaus Rifbjerg. For nok var mordet på overlæreren en nødvendighed, men de der myrdede ham, glemte at give den nye lærer et redskab i hånden, der kan erstatte spanskrøret som provokatør i den faglige læring.
Faglig læring har der været rigeligt af i den læreruddannelse, der nu går på hæld, og indtil nu er der intet der tyder på, at der bliver mindre faglig læring i den nye læreruddannelse. Men det skolen skriger på, er viden om nye indlæringsformer, der appellerer til elevernes nysgerrighed, fantasi og kreativitet. Her kan lærernes beherskelse af ny IT-teknologi og musisk-æstetiske værktøjer være vigtige redskaber.
Børn i 1990'erne skal lære - hver for sig og i fællesskab - at undre sig, gå på opdagelse i stoffet - og at formidle, det de finder, videre til andre. At læse, skrive og regne bliver på den måde en naturlig del af læreprocessen. Lærebogssystemer som Sigma er et godt eksempel på, hvordan matematikundervisning kan kombineres med samfundsfaglige spørgsmål. Danskundervisningen er ligeledes i mange undervisningssystemer blevet tematiseret - så man går på opdagelse i både den ældre litteratur, i menneskets historie og i det moderne samfund.
Nye læringsmiljøer
Det skolen mangler er et læringsmiljø, der engagerer elever. Christen Kold sagde at eleverne skulle oplives før de kunne oplyses. Da jeg gik på seminariet var vi inspireret af Dewey og vi talte om motivation. I 1990'ernes managementsprog taler vi om engagement. Christen Kolds redskab til at oplive var vækkelsen - troen på gud, troen på historien, troen på den enkeltes mulighed for at ændre på virkeligheden, som det blev fortalt i myterne - og ikke mindst i myten om Kold selv.
Pædagogen Dewey søgte motivationen i at vække barnets naturlige opdagetrang. Men hans pædagogik havde dårlige vilkår i en timeopdelt hverdag, hvor klokken ringede, netop når nysgerrigheden var vakt. Og industrisamfundets børn skulle ikke være opvakte, og de skulle slet ikke engagere sig - de skulle adlyde og gå hjem når fabriksfløjten lød.
Fremtidens børn har brug for andre kvalifikationer - derfor har de brug for en ny skole. Eller måske for mange nye typer af skoler. For er det ikke mangfoldigheden, vi ønsker skal kendetegne fremtidens samfund? Fælles for fremtidens skoler skal være læringsmiljøer, der fokuser på elevernes deltagelse og engagement. Men derfor kan man udmærket have forskellige faglige profiler. En sådan mangfoldighed - som vi kender det fra folkeoplysningen i forrige århundrede - er måske det eneste værn mod en fremtid i et totredjedels-samfund, der ifølge dette dagblad hurtigt kan forvandles til et en femtedels-samfund.
Og derfor skal dette også være en varm velkomst til Hanne B. Jørgensens artikelserie, der løfter skoledebatten højt over det niveau, hvor man diskuterer, hvor godt danske skolebørn skal kunne stave.
