Læsetid: 7 min.

Et sølvtæppe gennem Europa

16. august 1997

Selv ikke efter 25 års medlemskab opleves EU som legitimt af borgerne

AMSTERDAM
"Borgerlige Unge Unions Skeptikeres Klub", "EU-socialister", "Komiteen af socialdemokratiske EU-skeptikere", "EU-spektiske erhvervsfolk" og hele 50.000 deltagere i en rød-grøn demonstration mod EU og EURO'en i Amsterdam, hvor mange unge danskere blev arresteret præventivt - dette er blot nogle af de nyeste fænomener i EU-debatten.
Valgforskerne, har svært ved at finde ord for de nye tendenser, fordi holdningerne til EU ikke passer ind i de gængse konfliktmønstre. EU-modstanden er i færd med at udvikle sig til en ny konfliktlinie side om side, men ikke parallelt med den gamle højre-venstre skillelinie.
Det, der samler unionsmodstanden, er holdningen til bevarelse af nationalstaterne og et demokrati, som giver mulighed for borgernes medbestemmelse. Enigheden mellem folk, der ellers er politiske modstandere, går på retten til at slås for deres forskellige meninger inden for rammen af et demokrati. Sammenhængende hermed er man fælles om modstanden mod opbygning af EU i retning af en ny evigt harmoniserende superstat
-magt, og en militarisering af det civile EU-samarbejde.
For de fleste unionsmodstandere, mig selv inklusive, handler det også om solidaritet med de dårligere stillede i samfundet, en solidaritet som ikke kan eksistere på den globale markedsplads, ja, som formentlig forudsætter et demokrati. Den nylig afdøde amerikanske historiker, Christopher Lash taler i bogen "The Revolt of the Elites" om den nye internationale elite, som ikke har noget fædreland og ikke føler solidaritet med andre end sig selv.
Til de kræfter i Socialdemokratiet og SF, der taler om at tæmme kapitalen ved hjælp af EU, må man spørge hvordan? EU er en mærkelig blanding af centralistisk planøkonomi i landbrugssektoren og neo-liberal privatiserings- og frihandelsideologi, det sidste i praksis dog primært indadtil, men med en vis protektionisme udadtil. Det forekommer naivt at tro, at man kan tæmme kapitalen ved hjælp af en organisation som EU, der har kapitalens fri bevægelighed indskrevet som et næsten helligt dogme i sin grundlov. Eller at man kan tæmme kapitalen ved hjælp af direktiver, der forbyder børnearbejde eller foreskriver 16 ugers barselsorlov, som begge dele stort set allerede i forvejen foreskrives i lovgivningen i de enkelte medlemslande. Med en omskrivning af Marx' klassiske udtryk er det at interessere sig mere for distributionssiden end for kapitalsiden.
EU er et projekt, som gennem flere årtier har splittet befolkningen i Danmark, og som der er voksende modstand imod i en række andre lande, ikke mindst på grund af den økonomisk monetære union og dens konvergenskrav, som angiveligt fører til sociale nedskæringer og øget arbejdsløshed. Vi har i det sidste år set strejker i både Tyskland, Frankrig, Spanien og Itailen mod EUs ØMU-projekt. Der er idag 18 mio. arbejdsløse i EU, og alligevel indgår nedbringelse af arbejdsløsheden ikke som et adgangskrav til ØMU'en. I den nye Amsterdam-traktat kom der alene målsætninger og pæne ord ind om bekæmpelse af arbejdsløsheden.
Men EU er - endelig - kommet på dagsorden i de fleste medlemslande, og det ser ud til at få modstanden til at vokse. Selv i Holland er den første EU-kritiske debat startet, anført af et socialistisk parti.

Én union, ét folk
EU er ikke som Folketinget og de kommunale råd i folks bevidsthed noget, som man naturligvis må have, som bare er der. Man hører ind imellem unionstilhængere sige, at man da heller ikke foreslår Folketinget afskaffet, fordi man er imod nogle konkrete vedtagelser. Men det er netop det, der er forskellen: Når det gælder de nordiske lande og England er EU ikke blevet en almindelig accepteret del af den legitime politiske magt. EU er et projekt. Unions-tilhængerne forsøger at fremstille EU som noget uafvendeligt: 'der er intet alternativ' eller 'Hvis EU ikke fandtes, måtte vi opfinde det'. Men selv efter 25 års medlemskab opleves EU ikke som en legitim offentlig myndighed af borgerne.
Efter min mening skal der, bl.a. med afstemingen om Amsterdam-traktaten træffes nogle vigtige valg om den europæiske udvikling. Hvis resultatet var givet på forhånd, var uafvendeligt, var der jo ikke nogen grund til at holde folkeafstemning.
Om 20-30 år vil historikerne formentlig karakterisere 1990'erne bl.a. som en periode, hvor de politiske eliter forsøgte at 'opruste' Europa. Først i Vesteuropa og derefter også i Øst- og Centraleuropa satte den nye euro-elite målbevidst ind med symboler som hym-ner, flag, reklamer og masser af milde gaver i form af projektpenge, altsammen i et forsøg på at få befolkningerne til at føle en europæisk identitet - altså støtte til EU-projektet. Samtidig udvikles Den europæiske Union gradvis med alle en stats karakteristika: fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, fælles forvarspolitik og hær, fælles mønt, fælles politi, ingen indre grænser og for-stærkede ydre grænser samt et unionsborgerskab: En Union, ét folk! I Sydeuropa kaldes projektet ved dets rette navn: Gradvis oprettelse af Europas Forenede Stater. I Nordeuropa, ikke mindst i Skandinavien og England fortsætter regeringerne over for befolkingerne at kalde dette et primært mellemstatsligt samarbejde for at løse praktiske grænse-overskridende problemer.
Den voksende unionsmodstand rundt omkring i Europa giver de lande, der skal stemme om Amsterdam-traktaten, et særligt ansvar. For mig har et nej til Maastricht og Amsterdam-traktaterne altid haft et al-europæisk og et globalt perspektiv, og ikke kun et snævert dansk. Derfor er perspektivet i et nej ikke en genforhandling og nye danske undtagelser, som alligevel ikke holder, men derimod begyndelsen på de europæiske befolkningers krav om ændring af det europæiske samarbejde. Med et nej til Amsterdam-traktaten kan vi endelig begynde at bremse unionstoget.
Sammen med den voksende unionsmodstand i andre lande kan vi begynde den seje kamp for at give kompetencen tilbage til de demokratisk valgte parlamenter i de enkelte lande og genetablere den politiske dialog og den politiske offentlighed, som lider af iltmangel, bl.a. pga EU-projektet.

Historiens glemsel
Efter et nej fra Danmark vil historiens glemsel kunne lægge sig over Amsterdam-traktaten, og ingen vil græde snot over det, da ingen i virkeligheden er tilfredse med traktaten. Den forholder sig ikke seriøst til mulighederne for at gøre Europa helt efter Murens fald og skabe et samarbejde mellem alle kontinentets lande. Den giver på en række punkter EU mere kompetence og den betyder endnu flere krav til medlemskab. Der indføres flertalsafstemninger på en lang række områder. Den udbygger den fælles udenrigs- og forsvarspolitik, den giver betydelig mere magt til EU-parlamentet, et stort skridt i føderalistisk retning, og ikke mindst tager den et kæmpe-skridt ind i den følsomme, og med suveræniteten stærkt forbundne retslige politik.
Et nej vil derimod kunne åbne for, at vi i løbet af det næste årti kan forhandle nye og helt anderledes regionale og al-europæiske traktater og samarbejdsfora frem, som via et langt lavere integrations-niveau og via langt færre krav om harmonisering giver de øst- og centraleuropæiske lande, inkl. de baltiske, en reel chance for at komme med i et europæisk samarbejde, der respekterer disse staters nyvundne suverænitet og de demokratiske beslutningsprocedurer generelt. Ellers vil EU trække et sølvtæppe ned gennem Europa og dele Europas ca. 45 lande i dem, der er inden for og dem, der vrede står uden for. Nej til unionsudviklingen har et helet Europa i solidaritet med resten af verden som perspektiv.
Globalt handler det om at forhindre den udvikling, som er ved at tegne sig af en verden, der igen bliver opdelt i blokke. Ikke kun handelsblokke, men også militære blokke. Den gradvise militarisering af det civile samarbejde i EU kan ses som led i denne blokdannelse: 'Vi må gøre os stærke for at kunne matche USA, Japan og de asiatiske tigre og for at holde Rusland stangen', siges det. Men det er at nægte at forholde sig nytænkende til den globale udfordring. De Øst- og Centraleuropæiske lande vil med tiden stå over for samme splittelse som vi har nu, med en enig EU-glad elite og en splittet og EU-skeptisk befolkning. Konturerne heraf ses allerede ved den voksende EU-skepsis i flere af de nye demokratier.
Jeg er ikke stolt over den vesteuropæiske fremmarch over for de øst- og centraleuropæiske lande. Læsningen af EU-kommissionens karaktersætning af disse lande gør det ikke bedre. Målestokken er generelt, i hvilken udstrækning de ligner os i Vesten. Også hjemlige politikere bruger en sprogbrug som, at de 'skal nå op på vores niveau' eller 'når de er klar til at være med'. Herved gentager EU den fatale fejltagelse, som Vesten begik over for u-landene i 1960'erne og 70'erne. Blot forstærket af kravene om, at landene skal overtage hele
acquis'en, dvs. EUs regler og lovgivningen, blandt andet alle de tusinde regler om Det indre Marked, uændret - og for deres befolkninger, ubeset. Det er ikke en rimelig måde at modtage de nye demokratier i Øst- og Centraleuropa på.
De færreste danskere har nok gjort sig klart, at der i EUs krav til østlandenes 'udvikling' bl.a. ligger krav om at de skal liberalisere deres el-markeder, lave nye handelsrestriktioner over for andre tredjelande, de plejer at handle med, opfylde alle ØMU'ens krav, som i Vesten har bidraget til den store arbejdsløshed samt åbne deres markeder for varer fra vest. I NATOs Partnerskab for Fred og i NATO-medlemskabet ligger endvidere, at østlandene skal investere store summer i vestlige våbensystemer - på et tidspunkt hvor der er skrigende behov for investeringer i sociale udvikling og miljøforbedringer.
Efter min opfattelse vil EU vise sig at være en historisk fejltagelse, og det er befolkningernes demokratiske ret at ændre historiens gang. Også selv om den politiske elite siger, at der intet alternativ er til den vej, som eliten har anlagt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu