Læsetid: 4 min.

Somaliske myter

20. august 1997

Af Af JØRGEN MADSEN Repræsentant fra FN-forbundet i Dansk Flygtningehjælps forundersøgelser i Somaliland

Vi betaler ikke for, at 50 konkrete somaliere kan vende hjem, men for, at de mange somaliske flygtninge i og uden for Afrika kan bidrage til at genopbygge landet

SOMALIA

Debatten om aftaler med Somaliland har udviklet sig i den danske sommervarme. Myterne er begyndt at bekræfte sig selv og vokse. Inden de evt. skulle få katastrofale konsekvenser for mange somaliere, er det nok på tide at aflive nogle stykker.

Sammenkædningsaftale
Den første myte er myten om en sammenkædningsaftale.
Der er ikke lavet en sammenkædningsaftale, hvor Danmark giver bistand, mod at de lokale myndigheder modtager afviste asylsøgere fra deres eget område. På papirsiden er der dels tale om en aftale med hvert af de to berørte områder i Somalia, hvor de forsikrer, at Danmark kan returnere tilbageviste asylsøgere fra området uden problemer og dels tale om mere uformelle lovninger fra dansk side om at yde bistand i en bestemt størrelsesorden.
Når myten har kunnet op-stå, skyldes det nok en relativt klodset håndtering. Dels i forhold til udmeldingerne i Danmark, dels i forhold til missionen til området, som tilsyneladende netop sammenkædede de to elementer. En sammenkædning, der er politisk uacceptabel, men teknisk forståelig i det konkrete tilfælde. Sålænge Danmark ikke anerkender de lokale myndigheder officielt, kan man heller ikke stille krav. Omvendt er det klart, at man dernede netop ønsker en sammenkædning, bl.a. for at vinde status.

Betaling for 62 somaliere
Den anden er myten om at der betales for 62 somaliere.
I forbindelse med aftalen med Somaliland nævnes fra dansk side tallet maksimalt 50 forventede afviste asylsøgere. Imidlertid sætter selve aftalen ingen øvre grænse, hvorimod Somaliland har krævet genforhandling af aftalen efter tre år.
Efter Dansk Flygtningehjælps opfattelse er de 50 en rigelig grænse og DF vil overvåge at det ikke bruges til at ændre på afvisningsgrundlaget. Aktuelt er der angiveligt 12 somaliere, som har fået afvist ansøgning om asyl og venter på hjemsendelse.
Men antallet af (kommende) afviste asylsøgere er jo for så vidt ligegyldigt i forbindelse med opstilling af et økonomisk og politisk regnskab. Målgruppen for repatrieringsprojekter i Somaliland er dels en kvart million fra lejrene i Etiopien, dels et antal internt fordrevne i mindst samme størrelsesorden. Hertil kommer nogle titusinder i andre lande i Afrika og endelig et antal titusinder flygtninge i de vestlige lande, herunder et par tusind i Danmark.
Alle disse flygtninge bør have mulighed for at vende hjem i værdighed og med reel mulighed for at kunne deltage i opbygning af det nye samfund i henhold til de internationale aftaler.
Derudover vil repatrieringsprogrammer, som f.eks. Dansk Flygtningehjælp ønsker at iværksætte, bidrage til en fortsat fredsproces i området, så der ikke skabes nye flygtningestrømme.
Sammenstillingen af modtagelse af nogle snese somaliere og dét at give nogle snese millioner kroner, tager i bund og grund samme usympatiske udgangspunkt som kravet om at ulandsbistanden (primært) skal gavne dansk erhvervsliv.

Ikke reelt behov
Den tredje myte er myten om, at man ikke ved hvad der sker med bistanden og at der ikke er reelt behov for den. Som med al anden dansk bistand følges nogle bestemte retningslinier, hvis præcise udformning afhænger af, hvilken konto der bruges. Langt størstedelen af de beløb, der er stillet i udsigt, tænkes hentet på kontoen for Miljø og Katastrofebistand (MIKA) og må bruges efter dennes retningslinier.
Operatørerne er erfarne danske og internationale NGO'er samt FN (f.eks. UNHCR).
Den netop afsluttede forundersøgelsesrapport (igangsat før den aktuelle debat) fra Dansk Flygtningehjælp konkluderer entydigt, at der er enorme behov for repatrierings- og genopbygningsstøtte og at der er fornuftige arbejdsmuligheder, hvis man tænker sig om og forbereder sig ordentligt.
Noget af det, der må prioriteres højest er minerydning og vandprojekter, men der er også et stort behov for genopbygning og udbygning af det meste infrastruktur.
Den danske bistand vil bidrage til en allerede positiv udvikling i Somaliland, hvor der er stor aktivitet for at genopbygge landet fysisk og socialt, både fra privat og offentlig side.

Selvudråbte ledere
Den fjerde myte er myten om de selvudråbte ledere.
Nu er det vel i forvejen tvivlsomt at kalde klanledere for selvudråbte, men i tilfældet Somaliland er det endnu mere misvisende at hæfte den devaluerende betegnelse på præsident Egal.
Somaliland (i den officielle FN-betegnelse Nordvestso-malia) er geografisk sammenfaldende med det tidligere Britisk Somalia, som fem dage efter sin selvstændighed i 1960 slog sig sammen med Italiensk Somalia, som da også blev selvstændigt. Det er altså med en vis historisk ret, at Somaliland, førhen altså Britisk Somalia, i 1991 igen erklærede sig selvstændigt. Hovedkraften var Egal, som i 60'erne en overgang var præsident for hele Somalia.
Den etablerede regering har efterhånden udviklet sig til at have en reel basis i størstedelen af landet med regionale og lokale organer, meget stor pressefrihed og andet, som kendetegner en demokratisk stat. Præsident Egal blev genvalgt i foråret efter lange forhandlinger i valgforsamlingen og nogle modkandidater til ham har sågar fået poster i regeringen. Man kan tale om en forsoningsregering, ikke blot med repræsentation af de væsentlige klangrupper, men også med prioritering af faglig kompetence.
Det kan bemærkes, at de forskellige dele af Somalia netop har meget forskellige problemer. Det er vigtigt at sætte sig ind i forholdene, før man udtaler sig - og ganske særligt før man handler.
Derfor har jeg også afgrænset denne kommentar til det, jeg mener at vide noget om.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu